Klumme
Læsetid: 4 min.

Lille Lars gør op med store Anders

Staten er ikke kommunerne, og staten er ikke samfundet - ikke alt kan løses fra Christiansborg
Staten er ikke kommunerne, og staten er ikke samfundet - ikke alt kan løses fra Christiansborg
Indland
23. maj 2009

Alle problemer bliver til søm, hvis man kun har en hammer at løse dem med. Så kan man slå og slå og slå. Men ofte er problemerne ikke søm og i stedet for at slå dem ned, slår man noget andet i stykker.

Sådan har den danske stat til tider fungeret i det 21. århundrede. Som statsminister har Anders Fogh Rasmussen dyrket en myte om, at virkeligheden blev styret fra Christiansborg.

Og medierne har dyrket samme myte om den sociale virkelighed som et produkt af Christiansborg.

Denne myte gør det nemt at lokalisere et problem og kræve handling. Ligegyldigt om det er overvægtige børn i skolerne, skyderier på Nørrebro eller skandaler på en kommunal institution langt væk fra Christiansborg, bliver det udlagt som noget ’politikerne må tage sig af’. De kan så kræve tvangsfjernelse af de børn på ét år, der ikke kommer i institution, eller de kan styre ægteskabsforhandlinger i private hjem med 24-års-regel og tilknytningskrav.

For handling er godt, og passivitet er forkasteligt for både regeringen og opposition. Man kræver minimumstraffe bare for at kræve noget, for ellers hedder det sig, at man ikke vil tage ansvar.

Politisk handling bliver derfor til opvisning i politisk afmagt: Man kræver højere straffe og minimumstraffe fra SF til Dansk Folkeparti.

Sikkert ikke fordi man tror på, at det virker, men fordi man ikke vil virke, som om man synes, det er i orden. Man indfører kontrol med kommunerne, og man afkræver de offentligt ansatte dokumentation. Man vil være den store stat, og den store stat er stærk.
Som ny statsminister har Lars Løkke Rasmussen gjort op med sin forgængers forestilling om den store og stærke stat.

»Der er grænser for politik,« sagde Løkke på Venstres landsmøde i weekenden. Det siger liberale politikere altid inden næste omgang strengere straffe og kontrol med de offentligt ansatte. Men Løkke gik videre:

»Jeg har en drøm om at kunne indgå en kontrakt med landets kommuner og regioner: Vi lover at begrænse skemaer, bureaukrati og procesregler. I lover – for at sige det lidt enkelt – at det ikke altid er regeringens skyld.«

Naiv og endnu mere naiv
Han har en drøm om et politisk fællesskab, hvor ikke alle problemer i samfundet gøres til statens ansvar. Det kræver, at borgerne og medierne ikke automatisk kræver handling fra Christiansborg, men det kræver omvendt også, at politikerne vedkender sig, at der findes problemer, de ikke kan løse.

Der er ikke alene forskel på staten og kommuner. Der er også forskel på staten og samfundet. Løkke fortsatte med at betone, at det måske kan kaldes naivt, men han ville ikke pr. automatik være det modsatte af naiv. Det har været den herskende kynismelogik at retfærdiggøre sig selv som det modsatte af naiv.

Hvis man kunne påpege de andres naivitet, trådte man i karakter som handlekraftig realist uden illusioner. Det var således påfaldende, at den nye statsminister Lars Løkke Rasmussen kontrasterede den lille naivitet med en endnu større naivitet: »Er det naivt?« spurgte han og svarede selv: »Måske lidt. Men man skal være endnu mere naiv, hvis man ikke indser, at alternativet vil kvæle os. I bureaukrati og mistrivsel.«

Truslen om kvælningen kommer ikke fra kriminelle indvandrere eller tossegodheden. Den kommer derimod fra den kontrolstyring, som regeringen Fogh har udviklet til en decideret kontrolkultur.

»Tillid er godt,« sagde Løkke også: »og det er ikke kontrol, der er bedre. Det er ansvar.«

Dette er naturligvis store, tomme ord i maj, men de forpligter statsministeren, der selv har været ophavsmand til flere kontrolreformer, til at gøre op med regeringen Foghs eget værk.

Stolt over Rifbjerg
Den nye statsminister brugte også sin tale søndag til at markere præmisserne for sin egen dannelse:

»Jeg er født ind i det danske velfærdssamfund. Det er ikke et valg, jeg har foretaget. Det er en realitet.«

For ham er kampen mellem det nye Danmarks frigørelsespædagogik og det gamle Danmarks borgerlige orden afsluttet. Det betyder igen, at kulturradikalismen ikke anskues som en politisk modstander, men som noget, statsministeren er vokset op med og ind i:

»Jeg bliver faktisk en smule stolt, når jeg i udlandet spotter en dansk stol i et mødelokale, en dansk termostat på hotelværelser eller en dansk vindmølle i horisonten. Sågar en oversættelse af Klaus Rifbjerg i et boghandlervindue kan i et ubevogtet øjeblik fremkalde den følelse...«

Han erkender i passagen for det første, at vindkraft, funktionalistisk design, håndværk som innovation og modernistisk litteratur er blevet til ikoner for det Danmark, han er vokset op i.

Det er med hans egne ord ’en realitet’. For det andet er det påfaldende, at disse kritiske bestræbelser ikke anerkendes af statsministeren som bidrag til demokratisk deltagelse og dialog.

Det er som vareprøve på innovationskraften i konkurrencestaten Danmark, at han bliver stolt over dem.

De arves ikke som kulturkritik, men på økonomiske præmisser som eksportsucces. Ordet ’sågar’ og tilståelsen af det ’ubevogtede øjeblik’ markerer for det tredje overskridelsen af en reservation i forholdet til Klaus Rifbjerg. De har i kulturkampen været modstandere, men Løkke giver udtryk for, at kulturkampen mellem glade humanister og barske realister ikke længere bør være den dominerende brudflade.

Den samme modstræbende erkendelse finder man sjovt nok i Klaus Rifbjergs seneste digtsamling Time out, hvor han iagttager en hunds skyldfri fortrolighed med ’jorden’:

»Uden særlig lyst til at bruge ordet/Må man sige/At det er guddommeligt.«

Som debattør har Rifbjerg rastløst identificeret andres iagttagelser af guddommelige tildragelser med seksualforskrækkelse, militærbegejstring og nationalistisk tørvetrilleri, men for lyrikeren Rifbjerg er verden ikke altid så flad. Og fra den nye statsminister kan man håbe, at politisk handling ikke længere vil være det samme som at svinge en hammer.

De ansatte i den offentlige sektor, eleverne, de studerende, klienterne, de ledige og de kriminelle ved godt selv, at de ikke er søm. Derfor er der heller ingen grund til at slå dem oven i hovedet.
ruly@information.dk

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her