Valget til Europa-Parlamentet den 7. juni kan meget vel blive det værste nogensinde målt på interesse og valgdeltagelse.
En vis forhåbning ligger i, at regeringen har valgt at afholde en folkeafstemning om tronfølgerloven samme dag, og det kan måske trække nogen op af sofaen. Men selv det kan vise sig at være utilstrækkeligt til at trække stemmeprocenten, som historisk har ligget omkring 50 procent - i vejret.
Hvis skyld er det så? Mange har skudt på mediernes manglende interesse, andre på partiernes ringe engagement og kandidaternes kaliber. En gennemgang af 7. junifeltet og deres meldinger indtil nu kunne tyde på, at partier og kandidater har et ikke ubetydeligt ansvar for at de fleste synes at trække på skuldrene.
Kandidaterne er en blandt buket af politikere som har deres storhed bag sig, eller som i fem år har levet stille men godt i Europas hovedstad og nu ønsker genvalg, eller der er tale om helt ukendte nye navne og kendte fra helt andre sammenhænge, som nu har fået lyst til en karriere i Bruxelles og i Strasbourg en uge om måneden. Tidligere statsminister Poul Nyrup Rasmussen slog alle rekorder som spidskandidat ved valget for fem år siden, tidligere S-minister Henrik Dam Kristensen stilled også op og sikrede Socialdemokraterne fem ud af Danmarks nuværende 14 pladser - der bliver reduceret til 13 fra i år. Dam Kristensen vendte hurtigt hjem til først en post som partisekretær og blev senere valgt til Folketinget i 2007. Nyrup Rasmussen meddelte sidste år, at han ikke genopstiller. Til afløsning har Socialdemokraterne så opstillet den i offentligheden meget lidt markante Dan Jørgensen som spidskandidat, mens der på S-listen optræder tre andre kandidater, som ønsker genvalg: Britta Thomsen, Christel Schaldemose og Ole Christensen.
De fire kan næppe løfte arven, og Socialdemokraterne kan meget vel ende med kun at få valgt tre.
Venstre har opstillet partiets tidligere enfant terrible Jens Rohde som spidskandidat, da Karin Riis Jørgensen ikke genopstiller. Han gjorde sig bemærket som politisk ordfører ved at lægge sig ud med både venner og fjender og som direktør for TV 2 radio havde han svært ved at forlade rollen som Venstre-ordfører.
Hos Venstre søger Niels Busk og Anne E. Jensen genvalg og listen tæller navne som det mangeårige medlem af Folketinget Charlotte Antonsen, Kasper Elbjørn fra CEPOS og den tidligere DR-tv-vært Morten Løkkegaard. Venstre har tre pladser i dag og kan med lidt held og medvind vinde et ekstra.
Spænding om Bendtsen
Hos de Radikale stiller Sofie Carsten Nielsen op og kommer næppe i Europa-Parlamentet, det samme gælder for Liberal Alliance, som har Benjamin Dickow som øverste kandidat. Spænding tegner der sig om den konservative Bendt Bendtsen, som lagde ud med i sin kampagne at spille Tyrkiet-kortet, sikkert tiltrængt efter som skandalerne om hans forbrug af jagtrejser med videre har betydet, at han næppe opnår det valg, som tidligere partiledere har for vane.
Det iøjnefaldende ved den konservative liste er, at den tæller flere kandidater, som kommer fra andre partier: Pernille Høxbore var oprindeligt radikal, Tove Videbæk kommer fra Kristeligt Folkeparti og Jan Køpke Christensen kommer fra Fremskridtspartiet. I dag har De Konservative en enkelt plads i parlamentet nemlig erhvervsmanden Christian Rovsing, som ikke genopstiller. Alt andet end en fordobling af mandattallet for De Konservative vil være et nederlag. Hos SF genopstiller Margrete Auken og med Villy-effekt og SF- medvind vil hun måske kunne trække et ekstra mandat til folkesocialisterne. SF's liste tæller desuden Fathi El-Abed, som sandsynligvis kan trække en del sympati efter et slagsmål med Dansk Folkeparti som ville have ham udelukket fra at arbejde for Udenrigsministeriet.
Morten Messerschmidt tegner til at kunne afløse Mogens Camre for Dansk Folkeparti, mens der tegner sig spænding om bevægelserne.
De to spidskandidater fra EU-skeptikerne, Hanne Dahl fra JuniBevægelsen og Søren Søndergaard fra Folkebevægelsen mod EU, genopstiller, men kurven har været nedadgående for de to bevægelser ved de seneste valg, så måske bliver der kun plads til den ene.
Søren Søndergaard er efter min mening en af de allerbedste spidskandidater, som EU-modstanden nogensinde har haft, fordi han på en gang er ordentlig og meget slagkraftig og en folkelig type.
Mærkesagerne er da heller ikke tvivlsomme: at EU ikke skal bestemme alting (og slippe afsted med alting) og at han selv giver sit rejseoverskud til arbejde for gode formål, herunder EUs ofre, som blandt andet er de underbetalte arbejdere fra Østeuropa.
Resten af Folkebevægelsens kandidatfelt er også stærkt og bredt og inkluderer to med udenlandsk baggrund.
Bevægelserne blev dømt helt ude ved sidste valg, men fik alligevel komfortabelt to mandater. Det skyldes at de ikke har meget medieopmærksomhed mellem valgene - men når der kommer spot på op til valget - så opdager de mange EU-skeptikere blandt vælgerne, at bevægelserne stadig eksisterer.
Mit gæt er at bevægelserne snupper et mandat hver. Messerschmitt kommer ikke over de 13 procent, der er nødvendige for at få 2 mandater.
Bent Winther: Hvem skal forklare befolkningen, hvad parlamentet beskæftiger sig med? Svaret er: Medierne. Især. (Du forventer selvfølgelig ikke, at den danske befolkning bestormer de alternative steder, hvor de kan få oplysning.) Hvis journalisterne ikke selv vil skrive historien, og det har de visse vanskeligheder ved ifølge dig selv, kan de åbne for en mikrofon og lade en politiker tale ind i den.
Som du selv har medgivet, tørster den danske befolkning i sin helhed ikke efter at vide hvilke teknisk-juridiske problemer EU-parlamentet kæmper med i øjeblikket, præcis hvordan magtfordelingen mellem de forskellige instanser er, eller hvilke politiske områder, der befinder sig i hvilke søjler, og hvorfor parlamentet derfor kun tager stilling til noget af det osv. Til gengæld tror jeg, at de veluddannede mennesker, som læser Information, udmærket er i stand til at holde disse tråde sammen, og også udmærket forstår, hvordan lovgivningen i et vist omfang er gået fra det nationale parlament til det europæiske.
Det er ørkesløst, at fortsætter skyderiet: Skal vi slutte af med at konstatere, at der findes medier rundt omkring i de europæiske medlemslande, som tilbyder deres læsere, seere og lyttere information om disse ting, og dermed gør en indsats for den europæiske offentlighed. På Information har I valget.