Læsetid: 4 min.

Minister: 'Kultur for alle og kultur i hele landet'

Carina Christensen (K) har netop påbegyndt en Danmarksturné for at styrke kulturen ude i landet. Men hun har ikke tænkt sig at afsætte flere penge til provinsen. Og det får hendes vision til at klinge hult, lyder det fra ekspert i kulturpolitik
28. maj 2009

Danmarks kulturminister har ingen visioner for kulturlivet i landet.

Sådan lyder karakteristikken fra flere kritikere af Carina Christensen.

Men ministeren har skam en vision. Hun vil have "kultur for alle og kultur i hele landet," siger hun til Information.

"Derfor er vi nu i gang med en Danmarksturné, hvor vi rejser rundt og er i dialog med de lokale aktører. Det er både kommunalpolitikere, og så er det lokale kulturpersonligheder, som jo har stærke meninger på det her område. Og det er faktisk en rigtig god måde at gribe det an på. For kulturpolitik er ikke kun noget, der foregår i staten. Det er i høj grad også noget, der foregår ude i kommunerne," forklarer kulturministeren.

- Er det sådan, at der også følger nogle penge med, når du tager rundt?

"Jamen, der er jo penge. Vi har jo en kulturpulje, som er på omkring 20 millioner om året, som jeg i dag bruger til at indgå kulturaftaler med kommunerne. Og det, jeg siger til dem, er, om vi kan bruge de penge på en mere hensigtsmæssig måde. Kan vi give dem mere retning, så vi alle sammen føler, at vi løfter kvaliteten i kulturudbuddene over hele landet?"

- Så når du siger, at du vil styrke kulturudbuddene ude i provinsen, betyder det altså ikke, at der kommer flere penge ud i provinsen?

"Jamen altså, det handler jo også om at få sat fokus på de mange institutioner, der er derude i forvejen. Og så selvfølgelig samarbejde med dem. Vi har jo de her kulturaftaler, som fungerer fremragende. Det er noget, der kom til i 1996, og det er virkelig en stor succes. Det er jo aftaler, hvor kommunerne forpligtiger sig til at samarbejde med hinanden. Det kan være helt op til seks kommuner, der går sammen om kulturudbuddene i deres område, og så går vi ind fra staten og putter også lidt penge i og løfter i fællesskab med dem."

-Men jeg skal lige forstå dig ret. Kommer der flere penge ud til provinsen?

"Jamen, der er jo sådan set penge. Og det handler om at få snakket igennem med kommunerne, om man kan bruge de penge mere hensigtsmæssigt, end man gør i dag."

-Så I vil altså ikke sende flere penge ud i provinsen?

"Jamen altså, det er ikke dét, der er dagsordenen, og det er ikke det, jeg hører, de efterspørger derude. Folk er glade for den pulje, som staten har med ude. De er glade for kulturaftalerne. De synes, det er fint, at vi snakker igennem, hvordan man kan bruge de her kulturaftalepenge på en bedre måde."

Frygtelig uambitiøst

Men kultur i hele landet er ikke gratis, pointerer Jørn Langsted, der er professor i dramaturgi ved Århus Universitet og ekspert i kulturpolitik.

"Hvis kulturministeren ikke har tænkt sig at sende flere penge ud i provinsen, klinger hendes vision i mine ører hult," siger han og henviser til, at danske politikere tidligere har haft samme vision, men dengang var parate til også at gribe til lommerne.

I kølvandet på 1960'ernes rindalisme begyndte man at satse på at decentralisere kulturpolitikken og etablere kulturinstitutioner rundt omkring i landet.

"Det havde vist sig, at der fandtes en kulturkløft i landet. Rundt omkring i provinsen sad en masse mennesker, som var fuldstændig uforstående over for modernismen og Statens Kunstfond. Og det ville man gøre noget ved," forklarer Jørn Langsted, der peger på egnsteaterordningen som et af de konkrete resultater af beslutningen om at imødegå opdelingen af kultur-Danmark.

"Idéen var, at staten betalte halvdelen af udgifterne og kommunerne den anden halvdel. På den måde påtog staten sig et ansvar for kulturpolitikken i hele landet, og man accepterede, at udgifterne ville stige, efterhånden som kommunerne etablerede flere egnsteatre," siger han.

Den ordning fik lov at leve ganske længe. Men i 2007 vedtog regeringen sammen med Dansk Folkeparti, at der afsættes et fast beløb på finansloven, sådan at staten kan holde snor i udgifterne.

Kommunerne må så acceptere, at jo flere egnsteatre der er i landet, desto færre penge er der til det enkelte teater.

Statsrefusionen blev derved variabel fra år til år og umulig for kommunerne af forudse. I år er den på 40 procent, og det er udmeldt, at den vil blive på 38 procent næste år.

"Forskellen fra dengang til nu er, at staten dengang påtog sig et medansvar og faktisk sendte flere penge ud i provinsen. Nu prøver man at køre friløb. Man forsøger at presse kommunerne til at bruge flere penge på kultur, men de skal gøre det ud af deres egen slunkne kommunekasse," siger Jørn Langsted, der hæfter sig ved, at den nuværende kulturminister ikke har gjort noget for at hjælpe de hårdt ramte egnsteatre. Faktisk ser det ud til, at hun vil lade statsrefusionen falde yderligere.

Og det er ikke tilfredsstillende, mener Jørn Langsted:

"En god kulturminister skal forsøge at centrere den politiske dagsorden omkring kulturområdet og på den måde også hente nogle flere penge hjem til sit område. Det kan godt være, Carina Christensen bliver holdt i stramme tøjler af finansministeren, men en kulturminister må da for pokker slå et slag for at skaffe flere midler til kulturen. Alt andet virker frygtelig uambitiøst."

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

At en V-styret regering ikke skulle ha' en kulturpolitik, at den ikke skulle have en miljøpolitik, at den ikke skulle have ... men at den til gengæld har en nazistisk inspireret arbejdsmarkedspolitik - det kan vel ikke undre nogen oplyste borgere ...

Samfundstømmerne er over os ...

Nanna Gersov

Er kriteriet for at være en god kulturminister at man kræver flere penge til sit område og at man lader staten betale mere til lokal kultur af hensyn til nogle påstået slunkne kommunekasser? I så fald forstår jeg godt ovennævnte kritik.

Men hvis kriteriet derimod er evnen til at modstå pres fra stærke lobbygrupper, populister og lignende, så stiller sagen sig nok anderledes.

Martin Kristensen

Hvis lokale kulturpinger kun ønsker besøg og dialog med kulturministeren hvis de kan få flere penge ud af samfundet som betingelse kan de blive fri.

Ministeren kan besøge nabokommunen der nok har nogle mere innovative visoneer end "send flere penge"...

Peter Hansen

Ja, Nanna Gersov, kulturministerens fornemste opgave er at skaffe flere penge til sit område, til gavn for den almene højnelse af åndsniveauet.
Sker det ikke, hægtes underklassen af og bliver sat udenfor indflydelse.

@Jan Weis

"At en V-styret regering ikke skulle ha' en kulturpolitik......."

--------

JA DET ville være sært - i øvrigt også sært at det er længe siden ( om nogensinde ) at DK har haft en
kulturminister med en landbrugsuddannelse -hvad jo ellers næsten er et "must" på den post.

Nanna Gersov

Peter

Jeg så gerne at de, der i dag er underprivilegerede i dansk kulturliv fik mere indflydelse, men dette kan også ske ved en omfordeling frem for blot at lade skatteyderne betale mere.

Underklassens mest presserende behov er ikke større kulturbudgetter, men større økonomisk tryghed og mere sundhed og trivsel.

Folkets stemme høres meget lidt i kulturen - det kunne en kulturminister søge at ændre.

Kvinder får meget lidt taletid i medierne - det kunne en kvindelig kulturminister gøre noget ved.

TV-programmer for og med kvinder er en stærk mangelvare. Igen noget en kvindelig minister kunne gøre til sin mærkesag.

Så jo, vil man komme med forslag og kritik, er der nok at tage fat på.

Men flere penge behøves ikke nødvendigvis til det formål. Vi har mange gode kunstnere, forfattere og andre, som vi bare alt for sjældet ser på landsdækkende tv.

Det er efter min mening journaliststanden, som sætter sig for meget på det hele frem for at lade "rigtige" skuespillere, intertainere osv. optræde. TV er fyldt med programmer hvor amatører udfolder sig, men de professionelle, som lever af det, får vi alt for sjældent lejlighed til at opleve.

Litteratur og bøger er ligeledes stærkt nedprioriteret på dansk tv. På svensk TV4 er der mere af den slags i udsendelsen "Efter tio". Det kunne vi lære af.