Læsetid: 3 min.

Pengeinteresser styrer forskning

Kritiske resultater bliver nedtonet, og valget af forskningsfelt bliver styret af, hvad der er penge i, frem for hvad der er i samfundets interesse. Sådan lyder et par af resultaterne fra en ny undersøgelse af, hvad der sker, når forskningen bliver for afhængig af erhvervslivets interesser
-Forskerne censurerer sig selv på den måde, at de belægger deres ord med meget stor forsigtighed, fordi de ellers risikerer at skade deres chancer for at få penge til at forske for,- siger professor Peter Sandøe fra Fødevareøkonomisk Institut. Han er medforfatter af en interviewundersøgelse lavet af forskere på LIFE ved Københavns Universitet. Her er vi på forskningsmejeriet på KLU.

-Forskerne censurerer sig selv på den måde, at de belægger deres ord med meget stor forsigtighed, fordi de ellers risikerer at skade deres chancer for at få penge til at forske for,- siger professor Peter Sandøe fra Fødevareøkonomisk Institut. Han er medforfatter af en interviewundersøgelse lavet af forskere på LIFE ved Københavns Universitet. Her er vi på forskningsmejeriet på KLU.

Sigrid Nygaard

20. maj 2009

De nedtoner kritik og vælger emne efter, hvad der er penge i, frem for hvad der er i samfundets interesse. Sådan lyder nogle af udsagnene fra en række ernæringsforskere på danske universiteter, som har deltaget i en interviewundersøgelse lavet af forskere på LIFE ved Københavns Universitet.

Professor Peter Sandøe fra Fødevareøkonomisk Institut er medforfatter til undersøgelsen.

Han mener, at undersøgelsen påpeger et udbredt problem, der sjældent bliver talt åbent om:

"Forskerne censurerer sig selv på den måde, at de belægger deres ord med meget stor forsigtighed, fordi de ellers risikerer at skade deres chancer for at få penge til at forske for."

Det største problem er dog forskernes valg af forskningsfelter, mener Peter Sandøe:

"Forskningen bliver vinklet på, hvad der er interessant for erhvervslivet. Det gør, at den enkelte forsker ikke vælger forskningsemne efter, hvad han eller hun mener er vigtigst for samfundet. Og det er bekymrende. De føler, at de burde forske for almenvellet, men samtidig er målet for succes, at du får forskningsmidler udefra og samarbejder med erhvervslivet."

Peter Sandøe bruger forskning i funktionelle fødevarer (fødevarer med kunstigt tilsatte ernæringsegenskaber, red.) som eksempel på, at forskning i ernæring mere handler om, hvad der sælger, end hvad danskerne har brug.

"Derfor bliver der satset meget på funktionelle fødevarer, som kan munde ud i nye varer og ny indtjening, mens der er mindre fokus på helt almindelig kostomlægning," siger Peter Sandøe.

Ekstern finansiering

Andelen er private penge i dansk forskning har været støt stigende de sidste ti år.

Private virksomheder og fondes andel af de samlede forskningsinvesteringer var i 2003 steget til 70,6 procent. Og selv om tallet har været svagt faldende de sidste par år, mener Peter Sandøe ikke, at dansk forsknings afhængighed er blevet mindre:

"Stadig flere offentlige forskningsmidler i blandt andet de strategiske forskningsråd, og Højteknologifonden er bundet op på, at forskerne samarbejder med erhvervslivet."

Det har længe været et politiske ønske at øge erhvervssamarbejdet og private investeringer, og det også har sat sit præg på universiteterne. Internt på universiteterne belønnes forskning med tæt tilknytning til erhvervslivet nemlig også, mener Peter Sandøe.

"Universiteterne har ikke gjort meget for at diskutere, hvordan troværdigheden og uafhængigheden kan sikres. Det bliver et privat problem for den enkelte forsker, fremgår det af vores undersøgelse. Men det kan og bør selvfølgelig være et fælles anliggende for medarbejdere og ledelse," siger Peter Sandøe.

Charlotte Rønhof, der er forskningspolitisk chef i Dansk Industri (DI), mener ikke, at ekstern finansiering og samarbejde med erhvervslivet er et problem i sig selv.

"Problemet er, hvis ledelsen ikke træder i karakter over for forskerne og siger, det her er vigtigt at forske i, ligegyldigt om vi får penge eller ej. Universiteterne får basismidler fra det offentlige til lige nøjagtig den type forskning, og det har vi alle interesse i - også private virksomheder, for det er ofte her, at den virkelig spændende forskning finder sted," siger Charlotte Rønhof.

Ikke forske i alt

Set fra universitetsledelsens side er det hverdag, at der ikke er penge til at forske i vigtige områder. Formand for universitetsrektorerne Jens Oddershede siger:

"Vi kan ikke friholde forskerne fra, at der må vælges vigtige områder fra, for der er stadig ikke uanede mængder af penge."

Han er dog enig i, at universiteternes stigende afhængighed af eksterne midler indebærer en risiko for styret forskning:

"Jo større graden af ekstern finansiering bliver, jo større er risikoen for, at man bliver nødt til at sige ja til noget, man helst ikke ville sige ja til."

Ifølge de nyeste tal fra universiteternes årsrapporter fra 2008, så får universiteterne i gennemsnit 26 procent af deres penge fra eksterne kilder.

Langt størstedelen af dem er dog stadig offentlige kroner fra forskningsrådene. Jens Oddershede mener, at der er stor åbenhed omkring problemet med pressionsgrupper, der forsøger at styre forskningen.

"Det vigtigste er jo vores troværdighed, og selv om der ingen bindinger er på langt de fleste midler, vi får udefra, så kan det være svært at sige nej til rekvirenter, der stiller urimelige krav, når basismidler til universiteterne er vigende," siger Jens Oddershede.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Steen Rasmussen

De kommercielle succeskriterier sniger sig ind i forskningen. Helge Sander har indført sit eget sandhedskriterium for dansk forskning. Det drejer sig om at minimere afstanden mellem forskning og faktura.

Det videnskabelige arbejde med at kvalificere spørgsmålene om hvad der er sandt og falskt i videnskabelig forstand bliver i højere og højere grad invaderet af erhvervslivets interesser, som handler om afkast, omkostningssænkende tiltag for erhvervslivet, maksimering af indtjeningen hos erhvervslivet. Erhvervslivet har med regeringens politik haft held med at overlade en stor del af den omkostningstunge udvikling af salgsobjekter til universiteter og andre offentlige institutioner. Det er brud på almindelig liberal ideologi at bruge offentlige midler på direkte og indirekte statsstøtte til erhvervslivet, men med den ændrede sammensætning af de styrende organer i universitetsverdenen og de andre forskningsinstitutioner i landet, har man igen ad bagvejen indført slet skjult statsstøtte og på den måde undermineret forskningens autonomi fuldstændigt.

Ikke nok med at naturvidenskaberne bliver til produktudviklingscentraler for erhvervslivet, men den humane forskning, som handler om samfundet i sin helhed, og om at kvalificere kritikken af den sociale forståelse, regeringen ligger for dagen, når den underlægger alle andre sociale spørgsmål spørgsmålet om og hensynet til kommerciel succes, underlægges de mekanismer, som regeringen har ophøjet til det absolutte dogme. Hvis der skulle gives en kompetent kritik af den samfundsforståelse, som regeringen praktiserer, og som resten af det politiske billede faktuelt har overtaget, så skulle det handle om hvorvidt kommerciel succes kan sidestilles med social succes og hvordan.

Det et kortfattet logisk ræsonnement kan afsløre, er at sandheden om markedet, der hvor det viser markedet som værende uforeneligt med en anden og højere form for social succes, vil have en tilbøjelighed til at gå under for netop markedets mekanismer.

Hvis det er sandt, at der findes en sandhed om markedet, som er højere end den der kan sælges på markedet, så er det den, at en sådan under alle omstændigheder vil være tilbøjelig til at gå under for markedets lov. Herudfra kan man se at overlevelsen af en sådan sandhed om markedet afhænger af distancen mellem ”forskning og faktura”, og at dens sandsynlige overlevelse vil stige proportionalt med afstanden mellem ”forskningen og faktureringen”. Det er såre logisk.

Det ved man alt om i regeringen, hvor man er bange for at miste sin tro på markedet som løsningen på alle problemer. Man overlader derfor forskningen i det sociale og humane til markedet. På den måde kan man styre resultatet.

Grindstedværket

( Et lille værk om nogle rystende forhold i fællesvirkeligheden ( Socialrealiteten ) )

Karlsgårde Sø:

På overfladen ser det meste idyllisk ud - men i dybet -
i søbundens mudder, er der bla.a. store mængder
kviksølv. DERFOR siges det: Af hensyn til omgivelserne
( Miljøet ), bør der ikke rodes FOR meget op i søbundens mudder!
Ikke desto mindre påbegyndes en sådan oprodning NU !

Kviksølvet i Karlsgårde Sø stammer fra udledninger fra
Grindstedværket.

-----

Der er også et giftdepot ( med bla.a. kviksølv ) ved Kærgård
plantage - ved Vesterhavet , giften i det depot stammer fra:
Grindstedværket.

------

Her i Ribe Amt er der en del mennesker der har betænkeligt
meget kviksølv i deres kroppe ( mildt sagt ) , det kviksølv er
kommet derind, i forbindelse med de menneskers arbejde på:
Grindstedværket.

*********

For lige at undgå en injuriesag OG af hensyn til videnskabelig
lødighed: Skribenterne af dette værk , har ikke fuld indsigt i kemi
eller i lægevidenskab, men vi FORMODER (!) at medmindre
lægevidenskaben, arbejdsmedicinere osv. - som NU benægter
mulige langtidsskadevirkninger af kviksølvindtagelse og. lign.
taler ud fra en ærlig overbevisning om at virkelighedens
natur er som de tror; så gør de det i stedet ud fra et ønske
om at Grindstedværket, andre fabriksejere osv. , skal undgå
at betale erstatninger. HVIS det er sådan - så lige dette:

Vi ved godt at kapitalisterne og deres lakajer - ikke lader sig det
mindste påvirke at etik eller moral - men alligevel lige dette:
Hvad synes i egentligt selv om en LÆGEstand og en LÆGEvidenskab,
der tager mere hensyn til den bestående klassesamfundsorden -
end de tager hensyn til levende menneskekroppe ?

"Vi ved godt at kapitalisterne og deres lakajer - ikke lader sig det
mindste påvirke at etik eller moral - men alligevel lige dette:
Hvad synes i egentligt selv om en LÆGEstand og en LÆGEvidenskab,
der tager mere hensyn til den bestående klassesamfundsorden -
end de tager hensyn til levende menneskekroppe ?"

----

Og HVIS det ER det, som den dygtige og indsigtsfulde videnskab og lægevidenskab ; og lægestand og videnskabsstand faktisk gør -
gøres det vel KUN fordi de har en for dem NØDVENDIG grund til at gøre det -
og HVOR dygtige og indsigtsfulde ER de så egentligt ?

---------

Indsigt i nødvendigheden gir' frihed.

Hugo Barlach

Det er vist fridag imåren'. Men Steen Ole Rasmussen har jo under alle omstændigheder fat i en af de længere ender. I Liberalistisk forstand erstatter markedsvilkårernes logik dén matrice over hvilken, verden kan forstås. Den har fået en vis omnipotent karakter, som også indbefatter løsningerne på samme verdens indbyggede problemer.

Og dette noget simplificerede syn hos den politiske elite har sat forsknings-uafhængigheden over styr. Og degraderet f.eks humaniora til hyggelig foredragsvirksomhed. Eller dannelse a la kanon'er af forskellig, men sjældent varieret karakter. Kritisk forskning, som al ny vidensudvikling har et stort behov for, harmonerer ikke med markedets opfattelse af en stærkt hierarkisk nødvendighed, som ikke tåler modsigelse særlig godt. Og hermed er den kritiske bevidsthed efterhånden skubbet over i den informationsteknologiske retning. Altså igen over i retning af de liberale erhverv. Idag handler forskning med politisk bevågenhed i høj grad af behandling af statistisk materiale eller behandling af spørgeskemaer.

Den var aldrig gået førhen, og forskningen bør gøre bedre op med sig selv, om tiden ikke er inde til at evaluere på, om trenden har været hensigtsmæssig? Ikke mindst fordi næste skridt handler om at indføre private universiteter efter især amerikansk model. Så kan man nemlig selv bestemme sig for, hvad viden og især ny viden er.

Og hvor befinder den afskedigede uafhængige forskning sig så i firmamentet? Eller hvordan genetableres den? Tjae, det er vel en tanke værd selv i en værdidebat...

@Hugo Barlach

Måske kortere sagt:

At når nogen jo vil:

Intet over - eller ved siden af: Markedet -

må også evt. videnskablige kendsgerninger/sandheder jo søges UNDERlagt
lige netop markedet.

Og sandhed udi videnskab kan jo så ganske enkelt afgøres ved at tælle antallet af referencer
til den og den videnskabsmand m/k 's artikler.

Hugo Barlach

Jaeh, Kim. Det var jo allerede i starten af 1990-erne, at publikationskravet blev indført. Med den begrundelse, at så ville den svage forskning forsvinde. Reelt førte den ide til, at en lavine af mere eller mindre gennemtænkte udgivelser druknede kvaliteten som kriterie. Kritisk forskning mistede ikke kun apellen, men tillige bevillingerne. Og nu står man så i et vadested. Enten fortsætte, som om intet var hændt, eller også overveje, hvorvidt en moderne værdidebat har noget på sig i forhold til at gøre markedsvilkår til det grundlæggende vidensudviklings-regime?

Et konkret eksempel: også idag har man en række bud på magtteori. Men ikke længere adgang eller adkomst til magtfilosofi. Magt er blevet en (politisk) teknologi uden følgeskab af en overvejelse, som angår omfang og konsekvenser. Med den konsekvens at man nu taler åbent om et skred i retssikkerheden såvel som indskrænkning af frihedsrettigheder. Men også uden noen' egentlige bud på, hvorledes man undslipper dette dilemma.

Over journalistikken og dens kritiske bevidsthed? Over indførelse af loop i retspolitisk indførte særinstanser? Udbud til sektorforskningsinstanser? Og så videre...

Næh, der er blevet kedeligt og goldt på ratings-Unversiteterne. Tandløst...

Steen Rasmussen

Den kritiske sans her på tråden er ind til videre lige så udtalt, som den larmer ved sit fravær inden for den forskning og de mekanismer vi fokuserer på.

Det overstiger faktisk min fatteevne, hvordan en Helge Sander og hele koret af proklamerede tilhængere af et sekulariseret moderne samfund (et moderne samfund som netop skulle være karakteriseret og udmærket ved at kunne lade alle vigtige funktioner virke og fungere autonom i relation til hverandre), er i stand til at lukke øjnene for det hierarki af transitiv orden, man forsøger at indføre med markedet som det højeste princip, hvor ud fra alt andet udledes, forstås og pålægges opgaven at redegøre for sin eksistensberettigelse med udgangspunkt i. Hele koret er tilsyneladende fuldstændigt ude af stand til at se det totalitære i sit eget primitive syn på verden.

Det modernes styrke ligger netop i delfunktionernes autonomi. Den økonomiske rationalitet kan ikke overtage både det politiske system og den videnskabelige forskning, uden at det ender med at forskningen mister evnen til at orientere sig videnskabeligt og uden at det politiske systems beslutninger mister sin forpligtende karakter for det samfund, hvor staten og det politiske system skulle forme lovkroppen med dens dømmende, lovgivende og udøvende magt.

Det kan faktisk beskrives videnskabeligt, hvad det er man tenderer mod at smadre med den pågående udvikling. Men det har Helge Sander ikke format til at fatte en skid af. Fordi hans primitive logik har sejret ad helvede til, lige som den økonomiske tænkning truer med at smadre det moderne samfund i sin helhed.

Hvis ikke videnskaben arbejder autonomt ud fra sine egne kriterier af metodisk og teoretisk art for hvordan indikationsværdierne ”sand” henholdsvis ”falsk” skal anvendes i videnskabelig forstand, ja så er det ikke videnskab, der er tale om. Det ved man selvfølgelig på forskningsinstitutionerne, men alligevel har man så helvedes travlt med at overleve på de betingelser, regeringen og erhvervslivet afstikker for deres virke. Det skriger til himlen.

Hvordan kan man se sig selv i øjnene inden for denne elendighed? Hvordan kan man leve med blot at fordømme kritikken af den syge selvforståelse til en gang humanistisk overflødighed. Man har jo allerede mistet sin funktion og legitimitet, og det i helt moderne forstand, ikke bare i den betydning, som vor betonmarxist hele tiden fremfører her på linien.

@Steen Ole Rasmussen

Beton og beton ?

Tja. Finder at miljøbevægelser og fagbevægelsen
( mere end erhvervslivet ) burde være dem der afstak rammerne for forskning-
men at en pæn stor del af forskningen bør også da svære fri ( mere end nu - men det kan vel nu også næsten kun gå den vej :-) . Mere beton er der såmænd ikke i det.

Historien med Grindstedværket derfor brugt som eksempel ( på hvad forskere måske burde gå mere op i ) - en kammerat som er kemiker MENTE
i øvrigt at skandalen i den sag får Chemínova-sagen til at synes ubetydelig.

Og HVIS Grindstedværket havde ligget i Vest/nord-sjælland ville samtlige medier her i DK bestandig bore i den sag.