Baggrund
Læsetid: 4 min.

Politisk springbræt eller retrætepost?

Europa-Parlamentet har udviklet sig fra at være 'elefanternes kirkegård' til et politisk springbræt for ambitiøse, unge politikere
Indland
27. maj 2009

Skal du ned og fede den i Bruxelles? Har du fået orlov fra plejehjemmet? Velkommen til Elefantkirkegården!

Fordommene om, hvordan det er at være europaparlamentariker er mange. Men Europa-Parlamentet er ikke længere et reservat for afdankede andenrangspolitikere. I dag bruger unge, ambitiøse politikere tværtimod Parlamentet som springbræt til en politisk karriere, herhjemme eller i udlandet.

Ikke noget plejehjem

Ved tidligere valg til Europa-Parlamentet har der været mange ældre politikere på kandidatlisterne, og en også en hel del mærkværdige kandidater, heriblandt tidligere pornostjerner, tv-direktører og astronauter.

Mange har ligefrem hævdet, at Europa-Parlamentet var en legeplads for useriøse populister og et plejehjem for pensionsmodne og måske skandaleramte politikere, hvis karriere på den hjemlige nationale arena for længst var afsluttet - det har i begge tilfælde haft og har stadig noget på sig.

Men billedet er ved at ændre sig, for kandidatlisterne rummer mange seriøse og ambitiøse politikere, som langtfra kan kaldes andenrangs, siger EU-eksperter.

"Der er sket rigtig meget inden for de seneste år. Der er ikke længere nær så mange afdankede politikere, der stiller op til Parlamentet," siger professor Marlene Wind fra Københavns Universitet.

"De ved godt, at man ikke længere kan lægge sig på divaneseren og loppe den, hvis man kommer ind i Parlamentet," siger hun.

"Langt de fleste parlamentarikere har en stor arbejdsbyrde og ved udmærket, at de mister enhver troværdighed både over for vælgerne og over for deres partifæller, hvis de ikke tager jobbet alvorligt."

Sætter egne dagsordener

Tidligere statsminister Poul Nyrup Rasmussen nævnes som eksempel på den nye EU-politiker, der går til jobbet med ildhu og bruger sit medlemskab af Parlamentet til at sætte sin egen dagsorden.

For eksempel har Nyrup fået sat spørgsmålet om kapitalfonde på dagsordenen. Takket være hans indsats er EU på vej med regler, der begrænser de magtfulde fondes mulighed for at spekulere i opkøb af virksomheder.

Faktisk har han skabt så stor respekt om sin person, at han i 2004 blev valgt som formand for De Europæiske Socialdemokrater, og her i foråret har han endda været nævnt som kandidat til posten som formand for Europa-Parlamentet, hvilket han dog pure afviser at være interesseret i.

"Nyrup har taget opgaven som medlem af Parlamentet alvorligt, har arbejdet hårdt og klaret sig rigtig godt," siger Europa-forsker Mette Buskjær Christensen fra Dansk Institut for Internationale Studier (DIIS).

Et andet eksempel er Nyrups 33-årige partikollega Dan Jørgensen, der er Socialdemokraternes spidskandidat ved valget den 7. juni. Han har været medlem af Parlamentet siden 2004 og har blandt andet slået sig op som miljøforkæmper.

Politisk springbræt

En anden tendens ved det kommende valg er, at der er opstillet mange unge kandidater på listerne, ikke kun i Danmark, men i de fleste af EU's medlemslande.

"Det er simpelthen et generationsskifte på vej," fastslår Mette Buskjær Christensen.

For Danmarks vedkommende er kandidaterne blevet 10 år yngre. Gennemsnitsalderen for de 58 danske kandidater er 44 år, men gennemsnitsalderen for de nuværende danske medlemmer er 56.

Generationsopgøret er lige så markant, hvis man kun ser på spidskandidaterne. Fem af de otte danske partier har en politiker i spidsen, som er under 40 år. Og foryngelsen af Parlamentet er en positiv ting, mener Marlene Wind - også selv om EU-systemet er kompliceret og kan være svært at navigere i for en uerfaren politiker.

"I Europa-Parlamentet er det alligevel ikke erfaring, der tæller. Det, der betyder noget, er visionerne og benarbejdet, ikke om du er kendt fra tv, eller kommer fra Danmark med en fin titel. Hvis du vil noget, skal du nok klare dig," siger hun.

Mette Buskjær Christensen enig:

"Hvis bare de unge har et rimeligt niveau i engelsk og er parat til at arbejde hårdt, kan de sagtens klare sig, og det er netop det, som mange af de unge politikere er villige til," siger hun.

"De ser i stigende grad Parlamentet som et springbræt til en politisk karriere og er parat til at knokle for at få deres mål."

Som et skoleeksempel på, hvordan unge politikere bruger Europa-Parlamentet som springbræt, nævnes socialdemokraten Helle Thorning Schmidt, der i blev valgt som MEP (medlem af Europa-Parlamentet, red.) i 1999, men i 2003 tog springet fra Bruxelles til Folketinget og i 2005 til posten som partiformand og statsministerkandidat.

Mange af de unge kandidater til Parlamentet håber at kunne gøre hende kunsten efter, mener Marlene Wind.

Kvinderne kommer

Både Marlene Wind og Mette Buskjær Christensen fremhæver desuden, at antallet af kvindelige kandidater og kvindelige medlemmer af Parlamentet er stigende, om end der stadig er lang vej til en fifty-fifty-fordeling, både i Parlamentet og i EU's andre institutioner.

I 1999 havde Parlamentet knap 30 procent kvindelige medlemmer, i 2004 godt 30 procent, og hvis udviklingen fortsætter i samme tempo som hidtil, vil der være lige mange kvinder og mænd i Parlamentet i 2044.

Det positive er, at det er næsten 10 procent flere kvinder i Europa-Parlamentet, end der gennemsnitligt er i de nationale parlamenter i EU. Kvinderne er altså generelt bedre repræsenteret på EU-niveau end i de enkelte medlemslande.

Det gælder også for Danmarks vedkommende hvor næsten halvdelen (43 procent) af Europa-Parlamentsmedlemmerne kvinder, mens Folketinget kun kan mønstre 38 procent.

I EU's andre institutioner er fordelingen også skæv, men klart bedre end for blot fem år siden.

I Kommissionen er der i øjeblikket 10 kvindelige kommissærer ud af 27, heriblandt danske Mariann Fischer Boel, der er landbrugskommissær. I de nye medlemslande mod Øst er andelen af kvindelige politikere i parlamenterne stadig ret lav, og det gælder også andelen af kvindelige kandidater og parlamentsmedlemmer fra en række af de nyere medlemslande.

"Der går den rigtige vej, men der er stadig plads til forbedring - både inden for og uden for EU-regi, når det gælder andelen af kvindelige politikere og kandidater," konstaterer Mette Buskjær.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her