Læsetid: 8 min.

Revolution, stilstand og skønne damer

Den politiske debat op til Europa-Parlamentsvalget byder på revolutionære venstrefløjsdrømme og højrefløjsfremgang, en skilsmisseskandale og en række skønne kvinder. Men også på politisk stilstand og gammelkendte nationale dagsordener. Trods store nationale forskelle ser de borgerlige partier ud til at klare sig bedst
Italiens regeringsleder, Silvio Berlusconi, har virkelig sat sit præg på EU-valgkampen i italienske medier. Det meste har drejet sig hans skilsmisse fra fru Veronica Lario (baggrunden) og hans opstilling af flere barmfagre skønheder under 25 år til en plads i Bruxelles. Mandens lidt for gode øje til unge kvinder endte i dette tv-show med temaet -Og Veronica bad om skilsmisse-, hvor milliardæren Berlsusconi selv var i studiet.

Italiens regeringsleder, Silvio Berlusconi, har virkelig sat sit præg på EU-valgkampen i italienske medier. Det meste har drejet sig hans skilsmisse fra fru Veronica Lario (baggrunden) og hans opstilling af flere barmfagre skønheder under 25 år til en plads i Bruxelles. Mandens lidt for gode øje til unge kvinder endte i dette tv-show med temaet -Og Veronica bad om skilsmisse-, hvor milliardæren Berlsusconi selv var i studiet.

Tiziana Fabi

27. maj 2009

En lille flok socialister synger Internationale på venstre Seinebred i Paris - helt som i gamle dage. For et par årtier siden var de politisk forhutlede og 'sultens slavehær'. Sådan er det ikke længere.

"Arbejdere", begynder den unge mand sin tale.

At der ikke er nogen "Travailleurs" (arbejdere, red.) blandt de pjuskhårede luksushippier og studerende, som udgør størstedelen af tilhørerskaren, synes ikke at betyde alverden for taleren, Olivier Besancenot.

Han fortsætter uanfægtet sin socialistiske flammetale:

"Kapitalismen er sendt til tælling. Der er udsigt til en revolutionær udvikling."

Ordet 'revolutionær' udtales med tyngde, som om han går en oktav ned i stemmeføringen, lidt som en stortromme.

Det får tilhørerne til at bryde ud i jubel. Ikke uden grund. Præsident Nicolas Sarkozys opinionstal er i bund. Kun lidt over 16 procent af befolkningen bakker ham fortsat op, fremgår det af en analyse fra meningsmålingsinstituttet IPSOS.

Men det betyder ikke, at den traditionelle venstrefløj, altså Martine Aubrys Parti Socialiste, er et oplagt alternativ til de borgerlige. Sådan var det engang. Men sådan er det ikke længere.

Frankrigs Socialistparti har været igennem en opslidende formandskamp mellem Aubry og rivalen, forhenværende præsidentkandidat, Ségolène Royal, og det har givet socialistpartiet skrammer, der stundom ligner politiske banesår.

Det kan gavne Olivier Besancenot og hans antikapitalistiske og revolutionære parti, Nouveau Parti Anticapitaliste, NPA. Ifølge meningsmålingerne kan de få op mod 12 procent af stemmerne ved valget til Europa-Parlamentet.

Vrede franske vælgere

Årsagen er især den enkle, at de franske vælgere er vrede - og de viser det. Mange har besat virksomheder, taget virksomhedsledere til fange og demonstreret à la française - altså med obligatoriske stenkast mod politiet, som anti-globalister årligt har organiseret i de seneste 10 år.

Det 20. århundredes to mest læste politisk-filosofiske klassikere omfatter bl.a. Georges Sorels Réflexions sur la violence (Tanker om vold, red.) og Albert Camus' værk L'Homme révolté (Oprøreren, red.) og de læses stadig i Frankrig og inspirerer direkte til politisk aktivisme.

Det 21. århundredes franske venstrefløj har ikke tænkt sig at stå tilbage for kollegerne i det forrige århundrede. 10 procent af alle franskmænd indrømmer i en meningsmåling foretaget af EU-Kommissionen, at de har deltaget i voldelige - og dermed ulovlige - demonstrationer.

Nogle af demonstrationerne har været rettet mod den yderste højrefløj, repræsenteret ved den aldrende Jean-Marie Le Pen og hans Front National. Det tidligere så stærke parti, hvis leder har siddet i Europa-Parlamentet siden begyndelsen af 1980'erne, har mistet en stor del af fordums styrke og kæmper ifølge mange iagttagere sin dødskamp.

Imens vejrer de yderligtgående partier på den franske venstrefløj morgenluft, og de er gået ind i valgkampen med stor selvtillid og masser af energi - og med en voldsom kritik af det parlament, som valget handler om, som et af sine hovedbudskaber.

Som Olivier Besancenot - med vanlig sans for det unuancerede - udtrykker det i sin tale ved Seinen, så er EU i hans øjne "monopolkapitalistisk og imperialistisk". Igen jubler tilhørerne - og med god grund.

Meningsmålingerne tyder på, at den yderste venstrefløj kan vinde op mod en tredjedel af Frankrigs 74 pladser i det 736 medlemmer store parlament.

Ud til højre i Italien

Venstrefløjens succes er sværere at få øje på, når man bevæger sig over grænserne i det mere og mere grænseløse Europa. Kigger man både mod nord og syd, er det i andre dele af det politiske spektrum, man skal finde de sandsynlige sejrherrer ved valget den 7. juni.

I Italien er det også yderfløjen, der står til fremgang, men i den modsatte ende.

De udenlandske og italienske medier har ganske vist koncentreret sig mest om premierminister Silvio Berlusconis skilsmisse fra fru Veronica og hans opstilling af flere barmfagre skønheder under 25 år.

Men i mellemtiden har højrefløjen mobiliseret kraftigt, og venstrefløjen har haft svært ved at svare igen. Det vurderer professor i statskundskab ved universitetet i Firenze, Pier Vincenzo Uleri. Ifølge ham handler valgkampen i Italien, trods mediernes enøjede fokus, langt fra kun om Berlusconi molte belle donne - altså Berlusconis mange skønne kvinder.

"Valget handler også om, at socialisternes kampmoral er i bund efter lokalvalgene, der tvang Walter Veltroni til at træde tilbage. Og de engang så mægtige kommunister vil blive udslettet. Dem, der vil klare sig godt, er regionale partier som Lega Nord, der ledes af populisten Umberto Bossi. Og så vil Berlusconi - med eller uden damer - få et godt valg. Valgets vinder bliver Il Popolo della Libertà - altså Berlusconis parti," vurderer Uleri.

Det samme mønster tegner sig i nordpå i Storbritannien. Her vurderer Vernon Bogdanor, professor i politik på Oxford Universitet og tidligere universitetslærer for den konservative partileder David Cameron, at valget bliver "et gennembrud for det yderste højre".

Labour vil tabe stort

"Andet kan jeg ikke forestille mig. Labour vil tabe stort - de står kun til 23 procent i meningsmålingerne. Det er det laveste tal nogensinde", siger han med en bedrøvet mine og kigger med hen over græsplænen på Brasenose College, hvor han har haft sit kontor siden 1966.

Men han har ikke helt ret. En meningsmåling samme morgen giver Labour endnu mindre tilslutning; kun 17 procent.

Professor Vernon Bogdanors reoler er fyldt med lange rækker af bøger, som det sig hør og bør, når man har nået den akademiske verdens Champions League. Professoren lægger ikke skjul på, at han ærgrer sig over landsmændenes modvilje mod "det europæiske projekt".

Han forudser, at Labour vil lide et forsmædeligt nederlag:

"Jeg ville ikke blive overrasket, hvis United Kingdom Independence Party, UKIP, kommer ind på en andenplads efter de konservative".

UKIP er et stærkt EU-skeptisk parti, der ved sidste valg overhalede de pro-europæiske Liberal Democrats.

Stærk irsk EU-modstand

Tilmed mener professoren, at samme tendens vil gøre sig gældende i Irland. På 'den grønne ø' er premierminister Brian Cowens EU-venlige Fianna Fail Party til politisk tælling, og nederlaget ved folkeafstemningen om Lissabon-traktaten sidste år, præger stadig stemningen.

EU-tilhængerne har det svært, og den EU-skeptiske eller -fjendtlige højrefløj står parat til at udfylde tomrummet - godt hjulpet af den økonomiske krise, som presser regeringen betydeligt. Det vurderer professor på Trinity College i Dublin, Michael Gallagher:

"Det hele handler om to ting: Regeringens håndtering af den økonomiske krise og folkeafstemningen om Lissabon-traktaten i efteråret. På ingen af de to områder er der garanti for, at regeringen vinder," siger han og ligner den typiske professor med Einstein-hår og et brillestel, der var moderne i midten af 1970'erne.

Set gennem professorens briller har EU-modstanderne dog ikke helt samme udsigt til succes, som det er tilfældet i Italien og England. Modstandernes karismatiske og velhavende frontfigur Declan Ganley har ganske vist etableret et nyt parti, Libertas, men Gallagher giver ikke partistifteren mange chancer for et gennembrud.

"Jeg tror, at Ganley kan vinde sin valgkreds i The North West Constituency. Men heller ikke meget mere. Det middelstore arbejderparti, Labour, vil angiveligt få et godt valg. De store partier vil derimod få tæsk", siger Gallagher.

Geert Wilders fremgang

Også i Holland er der udsigt til, at højrefløjen klarer sig godt. Men heller ikke her tror eksperterne, at valget vil blive noget markant gennembrud for den måske mest kendte af højrefløjens politiske ikoner, den kontroversielle - og nogen vil sige fremmedfjendtlige - politiker Geert Wilder. Hans parti, Partij voor de Vrijheid (Frihedspartiet, red.), står ganske vist til fremgang.

Men ekspert i hollandsk politik Joop van Holsteyn fra Leiden Universitet tror alligevel ikke på, at Europa-Parlamentsvalget bliver et egentligt politiske gennembrud for Wilders parti.

"Det er rigtigt, at politik her i landet har drejet sig meget om indvandrertemaer. Og mange er stadig vrede over, at vælgerne ikke fik lov til at stemme om Lissabon-traktaten. Wilders var en dem, der var mest åbenmundet i forbindelse med folkeafstemningen i 2005 (hvor et flertal af de hollandske vælgere stemte nej til Den Europæiske Forfatning, red.), så det giver ham gode kort på hånden Men det betyder ikke, at hans parti overhaler hverken Socialdemokraterne eller De Kristelige Demokrater," siger Holsteyn.

Også i Tyskland står kristendemokrater og socialdemokrater stærkt, og der er i det hele taget ikke udsigt til den store dramatik.

Tyskland har Europas største befolkning og ved valget skal der vælges hele 99 tyske medlemmer til Europa-Parlamentet. Valget opfattes af mange som en generalprøve på forbundsdagsvalget til oktober, og meningsmålinger tyder på, at: De Kristelige Demokrater bliver begge valgs største vinder, mens Socialdemokraterne - igen - må se sig henvist til andenpladsen.

Borgerlige går frem i Øst

Efter de østeuropæiske landes optagelse i EU har kommentatorer - med svingende held - forsøgt at forstå den politiske kultur i de tidligere kommunistiske lande.

"Hvis der er nogen tendens, er det, at de borgerlige klarer sig bedst. Men der er undtagelser", vurderer Agnieszka Smolenska, der forsker i østeuropæisk politik ved University College i London.

"I Polen står regeringschef Donald Tusk og hans moderat borgerlige parti Platforma Obywatelska til en sejr, mens det ser ud til at blive endnu et nederlag for præsident Lech Kaczynskis ultrakonservative parti Prawo i Sprawiedliwo (PiS). Det er ikke overdrevet at tale om politisk nedsmeltning af Prawo i Sprawiedliwo. De kan blive politisk udslettet", siger Smolenska.

I Ungarn er det politiske system domineret af henholdsvis socialister og konservative.

Det moderate borgerlige parti Fidesz er storfavorit. Partiet har et 40 procents forspring i forhold til socialdemokraterne Magyar Szocialista Párt, som har regeret nationalt siden 2002, men den lange regeringsperiode har slidt på partiets popularitet.

Kun i Tjekkiet er der udsigt til, at socialisterne vinder.

"De borgerlige, ikke mindst tidligere ministerpræsodent Mirek Topoláneks Borgerretsparti, ser ud til at tabe i Tjekkiet. Sejrherren bliver sandsynligvis socialdemokraterne. Men der er også udsigt til, at mere populistiske partier vinder. Præsident Vaclav Klaus' negative holdning til EU er populær blandt tjekkerne. Klaus argument om, at EUs regulering minder om sovjettidens kommando-økonomi, kan virke overdreven, men den er tiltrækkende for mange vælgere på højrefløjen", siger Smolenska.

Broget EU-landskab

Andre steder i Europa er der udsigt til mere blandede resultatet.

I Spanien ligger det regerende socialistparti, PSOE, side om side med det konservative oppositionsparti, Partido Popular.

Det politiske EU-landskab op til valget til Europa-Parlamentet tegner sig med andre ord broget, mangfoldigt - og forvirrende.

Borgerlige i vælten

En fællesnævner er det svært at få øje på - udover at nationale dagsordener stadig spiller en afgørende rolle i alle medlemslande - og at de borgerlige over en bred kam ser ud til at klare sig bedst.

Så selv om Olivier Besancenot fra sin plads på Seine-bredden i Paris kan skimte en "revolutionær udvikling", er det næppe en grænseoverskridende, paneuropæisk revolution - hverken af den ene eller anden slags, der er tale om.

Heller ikke pro-europæernes våde drømme om en paneuropæisk politisk kultur og debat ser ud til at gå i opfyldelse ved dette valg til det store parlament. Men intet er sikkert, før stemmerne er afgivet - og politiske kommentatorer har trods alt før taget fejl.

Mads Qvortrup er Senior Research Fellow ved University College, London

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Forsiden lige nu

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Jean Thierry

Frankrig er ikke det eneste sted, hvor venstrefløjspartier, som er imod EU, står godt.

Grækenland, Portugal, Tjekkiet og Irland kan i hvert fald også nævnes og i alle lande, der har venstrefløjspartier, er de mest venstreorienterede partier som minimum EU-kritiske og imod Lissabontraktaten, hvis de ikke direkte er imod EU.