Nyhed
Læsetid: 3 min.

Store selskaber skærer i energiforbruget

Stort set samtlige landets store virksomheder arbejder konsekvent med at spare på energien og få udslippet af drivhusgasser ned
Indland
23. maj 2009

Kun ganske få af landets førende virksomheder opererer uden en klar og nedskrevet politik på energi- og klimaområdet. Det fortæller et Ritzau-rundspørge blandt landets største erhvervsforetagender i det såkaldte C20-indeks.

14 af de 19 største selskaber har svaret. Af dem vil kun ét gå ud af 2009 uden at have en formuleret politik for energibesparelser og CO2-reduktioner. Yderligere én virksomhed svarer "ved ikke", men ellers har sagen høj prioritet. Syv virksomheder vil i de kommende år begrænse udledningen af drivhusgasser med mellem 10 og 20 procent, mens Danske Bank vil gøre sig helt CO2-neutral allerede i år.

Hos Novozymes, som producerer enzymer, der i sig selv sænker kuldioxid-udslippet, har man sat sig det mål, at udledningen i 2012 skal være på samme niveau som i 2007 - trods en forventet økonomisk vækst i perioden på 40 procent, oplyser Kent Mølsted, leder af selskabets miljøafdeling. Og klimamålet vil ikke skade bundlinjen, forventer Novo-zymes.

"For os virker det begge veje. Det giver selvfølgelig øgede omkostninger, men da vores produkter sparer energi for kunderne, mærker vi også øget efterspørgsel. Det er jo en del af vores profil, at vores produkter sparer energi. Det gør vi meget ud af i vores markedsføring," siger Kent Mølsted.

Den danske biotekvirksomhed har tre fabrikker i Danmark og herudover blandt andet to store produktionsanlæg i Kina og ét i USA. Alle Novozymes' største fabrikker bliver i øjeblikket omhyggeligt finkæmmet for mulige besparelser på forbruget af energi og andre ressourcer. Globalt set tegner selskabet sig for et årligt CO2-udslip i omegnen af 520.000 ton. Til sammenligning udleder en gennemsnitsdansker 10 ton årligt.

Kun vindmøllestrøm

Foruden screeningen af de danske og udenlandske fabriksanlæg har virksomheden sammen med andre tilsluttet sig en ordning, så man i Danmark kun bruger klimavenlig vindmøllestrøm. I aftalen med leverandøren Dong Energy kræves det, at det skal være tale om el fra nye vindmøller, som kun er stillet op, fordi en række virksomheder har erklæret sig villige til at betale merpris for miljøvenlig strøm.

Danske Banks ambitiøse mål om at få CO2-belastningen ned på nul inden nytår kræver indsats både hjemme og ude, siger miljøkoordinator Trine Faber Henriksen.

"Vores klimastrategi har to punkter. Det vigtigste er, at vi internt prøver at reducere alt, hvad vi kan, på drift af bygninger, rejseaktivitet, it og gennem medarbejderkampagner. For den del, vi ikke kan reducere, især fordi det tager tid, før man ser reduktionerne, køber vi udenlandske CO2-kreditter i verificerede projekter," siger miljøkoordinatoren.

Målet er at skære 10 pct. af energiforbruget på driften i Danmark over de kommende fem år. På rejser alene skal der spares 15 pct. i de næste to år, og det sker først og fremmest ved at erstatte flyrejser og bilture med videokonferencer, som banken har gode erfaringer med.

Danske Bank har gjort meget ud af at inddrage medarbejderne i bestræbelsen på at blive mere miljøvenlig.

"Sidste år kørte vi en meget stor kampagne med et humoristisk islæt - blandt andet blev der udnævnt "afdelingslyseslukkere" - men i år er vi lidt mere alvorlige, for vi vil gerne se nogle resultater," siger Trine Faber Henriksen.

Danske Banks klimastrategi er undfanget i sekretariatet for CR (Corporate Responsibility), dvs. socialt ansvar, og er siden vedtaget af bestyrelse og direktion. Bankens øverste chef, adm. direktør Peter Straarup, har bl.a. bidraget ved at udskifte sin Cadillac med en lidt mere beskeden BMW.

Generelt bruger virksomhederne i C20-indekset en bred vifte af virkemidler for at få målerne til at snurre langsommere: Styring af energi og varme, kampagner og kurser, nye maskiner, ændrede processer, videomøder og strømbesparende it-udstyr.ritzau

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Niels-Holger Nielsen

Hvor yndigt

Erik Nissen

'Bankens øverste chef, adm. direktør Peter Straarup, har bl.a. bidraget ved at udskifte sin Cadillac med en lidt mere beskeden BMW.'

Jeg tror også, at jeg vil skifte min cykel med to hjul ud med en cykel med ét hjul.

Det må give en besparelse på det dobbelte.