Baggrund
Læsetid: 2 min.

De unge vil have liberale værdier i fokus

Fogh har lagt fundamentet for Venstres førstefødselsret til magten. Nu er det tid til mere fokus på liberale kerneværdier, siger yngre Venstre-folk. VU-formand vil have efterlønnen til debat igen
Indland
18. maj 2009

"Det hele kredser omkring Venstre nu. Det er den arv, Anders Fogh Rasmussen har efterladt," siger Venstres udenrigsordfører, Søren Pind.

Hos Pind og de over 2.000 andre Venstrefolk var selvbevidstheden til at tage og føle på, da partiet i går med et næsten fire minutters bifald klappede tak og farvel til en synligt bevæget Anders Fogh Rasmussen. Det var et tak for tre valgsejre og ydmygelser af arvefjenden Socialdemokraternes drømme om at genvinde førstefødselsretten til regeringsmagten. Og det var et tak for de tydelige forandringer af samfund og vælgerbevidsthed, som Fogh efter syv et halvt år efterlader sig.

"Bogholderiet er i orden. Og det har givet os friheden til at ændre nogle dybere træk i det danske samfund," sagde han selv i sin afskedstale.

Her remsede han op af den lange række af opgør, som Venstre har taget siden 2001: Fra den "den slappe retspolitik", "den ødelæggende holdning om, at hvad ikke alle kan lære, skal ingen lære" over "den slappe og eftergivende ligegyldighed" i udlændingespørgsmål, "den nedbrydende holdning om, at alting er samfundets skyld" til systemernes "umyndiggørende holdning" til borgerne og ikke mindst den "usle fodnote- og tilpasningspolitik, hvor Danmark hyttede sit".

Liberal værdikamp

For V's spidskandidat til Europa-Parlamentet, Jens Rohde, har de mange opgør givet Venstre et "et helt andet fundament at stå på inden for alle kerneværdierne".

"Før skulle vi kæmpe os frem for hver en millimeter. Nu er vores værdier bredt accepteret i den danske befolkning," siger han.

'Værdikamp' var et begreb, der gik igen i korridorerne på landsmødet. Men flere unge venstrefolk ser noget helt andet i det begreb, end Fogh og Pia Kjærsgaard.

"Det værdipolitiske har indtil nu mest handlet om det udenrigspolitiske. Irak, ytringsfrihed og kampen mod totalitarisme. Det er vi alle enige om - men jeg har savnet den indenrigspolitiske værdidebat," siger Thomas Banke, der er formand for Venstres Ungdom.

Han efterlyser fokus på mere forkætrede emner som efterlønsstramninger og senere tilbagetrækning fra arbejdsmarkedet.

"Den debat har jeg savnet - og jeg tror, at den bliver meget vigtig for Lars Løkke - især i en tid, hvor vi bliver så mange flere ældre og så mange færre til at pleje dem," siger han.

Forebyggelsesordfører Sophie Løhde betegner det frie valg på skoler, sygehuse og andre områder som noget af det, der især skal kæmpes for.

"For mig er værdikamp ikke et afgrænset felt. Det dækker over en lang række områder, hvor vi skal tage teten og levere klare, liberale svar," siger hun.

Også Søren Pind og erhvervsordfører Jacob Jensen peger på fritvalgsordninger i det offentlige som væsentligt.

Også plads til minoriteter

Ifølge finansordfører Tina Nedergaard er der "hele tiden plads" til, at fritvalgsordningerne kan bredes endnu mere ud.

"Men det afgørende er, at folk føler sig trygge ved det," siger hun - i lighed med videnskabsordfører Malou Aamund.

Jens Rohde mener, at der nu er plads til at "styrke det værdiliberale element i vores parti".

"Vi skal hele tiden insistere på minoriteters rettigheder. Også selv om vi ikke deler deres værdier - og de udfordrer nogen i vores parti," siger Jens Rohde.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her