Nyhed
Læsetid: 2 min.

Varm kartoffel på glohed stegepande

Lars Løkke er omtrent lige så fiffig som i sin tid Poul Nyrup Rasmussen, da Dalai Lama kom på besøg i København
Indland
29. maj 2009
Statsoverhoveder ved ikke, hvilket ben de skal stå på, når Dalai Lama melder sin ankomst - heller ikke i Danmark.

Statsoverhoveder ved ikke, hvilket ben de skal stå på, når Dalai Lama melder sin ankomst - heller ikke i Danmark.

Jewel Samad

I morgen kommer Hans Hellighed Dalai Lama til København for at holde seminar og foredrag i Bella Centret. Foredraget handler om fred, kærlighed, medfølelse og mindfulness.

Han kommer flyvende ind direkte fra sit eksil i Dharamsala i Indien. Vores statsminister, Lars Løkke Rasmussen (V), har fået den noble og elskværdige idé at invitere ham på privat besøg. Det skal foregå på Marienborg, den smukke ejendom i Sorgenfri, som en højsteretssagfører engang overdrog til brug for den til enhver tid siddende statsminister.

Et sted, som rummer meget historie. Det var herfra, Poul Schlüter engang begav sig af sted i spidsen for en delegation, bestående af regeringen med ægtefæller, for at besøge Erhard Jacobsen i Gladsaxe.

Uheldigvis fór regeringen vild, hvorfor regeringen måtte ringe på dørklokken i et tilfældigt hus, hvis indehaver fik en oplevelse for livet: Udenfor stod regeringen og spurgte om vej. Interiøret var så fornemt, at Anker Jørgensen aldrig rigtigt følte sig hjemme her. Han påstod, at han aldrig kunne finde øloplukkeren i de mange lokaler.

Wok og avec?

Nå, men nu er Hans Hellighed altså inviteret derud, og eftersom Lille Lars fra Græsted er et venligt menneske, og Dalai Lama vil have fred, kan man sagtens forestille sig, at denne kan få en hyggelig stund sammen med Lars og Solrun.

Hvad menuen kommer til at bestå af, får vi vel at vide senere, men spændende er det. Bliver det frikadeller eller noget i en wok? Vil de spise med pinde eller med kniv og gaffel? Får de en lille avec bagefter?

Men kineserne har protesteret. Det gør de altid, hvor Dalai Lama kommer frem. Derfor er Hans Hellighed en varm kartoffel på en glohed stegepande, når han besøger et land. Lige så sikkert som amen i kirken og hari om i templet.

Statsoverhoveder ved ikke, hvilket ben de skal stå på, for på den ene side vil de gerne have et godt og konstruktivt forhold til kineserne, på den anden side vil de gerne demonstrere, at de ikke lader sig kue, og de vil også gerne høre, hvad Dalai Lama har at fortælle om situationen i det undertrykte Tibet.

På strømper

Hans Hellighed har flere gange besøgt Danmark som varm kartoffel. Daværende statsminister Poul Nyrup Rasmussen meddelte i 1996, at han ikke ville modtage Dalai Lama, fordi han 'ikke havde tid'. Det var lidt sløjt, ærlig talt, så da Lama igen dukkede op nogle år senere, havde Nyrup et kort møde med ham i lufthavnen. Stadig lidt sløjt, men dog et fremskridt. Fogh modtog lama'en uden forbehold på Marienborg i 2003. Det skete der ikke noget ved - ud over den sædvanlige, rituelle kinesiske protest.

Løkkes forklaring med, at der er tale om et helt privat besøg er ærlig talt lige så sløj. Den hopper kineserne selvfølgelig ikke på.

"Nej, hvor vi to tramper," sagde musen til elefanten, da de gik over en bro. Det siger Løkke ikke. Han dukker hovedet og går på strømpesokker.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her