Læsetid: 10 min.

24-årsreglen gør voldsramte kvinder retsløse

En ny rapport om 24-årsreglen beviser ifølge integrationsministeren at tiltaget er en succes, fordi kvinder med indvandrerbaggrund er begyndt at gifte sig senere. For de kvinder, der lever i et voldeligt forhold, kan 24-årsreglen dog have særdeles uheldige bivirkninger
Voldsramt. Jaleh Tavakoli levede i et voldeligt forhold i tre år, og forrige år blev hendes veninde Grace dræbt af sin mand, mens de på grund af 24-årsreglen havde bosat sig i Malmø, hvor Grace var isoleret fra sine venner og familie i Danmark.

Voldsramt. Jaleh Tavakoli levede i et voldeligt forhold i tre år, og forrige år blev hendes veninde Grace dræbt af sin mand, mens de på grund af 24-årsreglen havde bosat sig i Malmø, hvor Grace var isoleret fra sine venner og familie i Danmark.

Anders Birk

13. juni 2009

Grace Monica Nakkazi døde i relativ ubemærkethed som 24-årig i Malmø i 2007. Her havde den danske kvinde som en konsekvens af 24-års reglen det sidste år levet et isoleret liv med sin ugandanesiske mand, som hun havde forsøgt at få til Danmark. De havde været gift et år, men Grace ville nu afbryde forholdet og flytte tilbage til Danmark. Hendes mand prøvede dog stadig i sms-beskeder at overbevise hende om at forholdet skulle fortsætte:

»I could sing out your love forever. I could write a whole book about how I feel now but with these few words I hope u understand. I am deeply sorry for hurting you. I am in love with you.«

Grace stod trods hans vedvarende romantiske tilnærmelser fast på beslutningen om at forlade ham. To dage efter han sendte ovenstående besked tæskede han Grace i deres lejlighed i Malmø, hældte kogende vand i hovedet på hende og forsøgte at kvæle hende, før han til sidst skar halsen over på hende med en kniv.

Anna Gustafsson, der på daværende tidspunkt var ansat i Malmøs Politis familievolds-enhed udtalte dengang til Nyhedsavisen:

»Danske par udgør en voksende del af vores politisager om hustruvold. Vi har forgæves forsøgt at råbe de danske myndigheder op. Parrene er næsten kun indvandrere, der er flyttet hertil, fordi jeres love forhindrer dem i at bo i Danmark. Men når de bor her, så opdager hverken vi eller familien i Danmark volden. De kan derfor ikke slå alarm. Og det har så kostet en kvinde livet.«

Tilbage til Birthe Rønn Hornbechs tilfredshed med 24-årsreglen. Den føromtalte rapport fra Rockwool Fonden viser, at andelen der bliver gift, før de er 24 år, er faldet fra 46 procent til 19 procent siden 2000. Hvilket af ministeren tolkes som, at kampen mod tvangsægteskaber er lykkedes. Kvinderne har nu længere tid til at modnes og indlemmes i det danske samfund og >- ifølge den logik - udvikle -danske værdier-, hvilket ifølge integrationsminister Birthe Rønn Hornbech er hele motoren bag loven. Hvorvidt det er tilfældet, siger rapporten dog sådan set intet om. Den viser blot, at ægteskabet bliver udskudt til efter kvinderne er fyldt 24 år, og at de ikke i mellemtiden er blevet gift med en herboende indvandrer eller dansker. Hvorvidt kvinderne stadig vil finde en ægtefælde fra udlandet, er blevet mere -danske-, eller hvor meget reglen reelt har ændret, ved man faktisk ikke.

Noget, man til gengæld ud fra helt nye tal fra Landsforeningen af Kvindekrisecentre (LOKK) godt ved, er, at antallet af nydanske kvinder, der søger hjælp på et af landets kvindekrisecentre er fordoblet inden for de sidste seks år. Hver anden kvinde i krisecentrene har i dag indvandrerbaggrund og halvdelen af dem kommer på grund af en såkaldt -æresrelateret konflikt-. Den type konflikt som 24-årsreglen netop skulle afhjælpe.

»Det klassiske problem for de her kvinder er i første omgang at vide, at de er udsat for vold, dernæst at de har ret til at få hjælp og til sidst, hvor de kan få den. De er ofte meget isolerede,« siger Lene Johannesson, der er konstitueret sekretariatsleder hos LOKK.

Problemets kerne

Det er netop isolation og manglende hjælp udefra, der gør, at det er svært at komme ud af en voldelig eller æresrelateret konflikt. Det mener Jaleh Tavakoli, der var Graces veninde siden 4. klasse, hvor de gik i skole sammen i Tåstrup. Tavakoli har iransk baggrund, er Cand.scient.pol., tidligere medlem af Enhedslistens Hovedbestyrelse og var kandidat til det netop overståede Europaparlamentsvalg. Og så har hun selv levet i et voldeligt forhold fra hun var 15 til hun var 18-19 år. Jaleh Tavakoli har flere gange været tæt på at komme rigtig galt af sted, som f.eks. da hendes daværende kæreste kastede en kniv efter hende, der ramte få centimeter fra hendes ansigt. Hun blev ligeledes jævnligt sparket og slået, i et tilfælde så hendes tænder i undermunden efter eget udsagn -hang og flagrede-, når hun talte. Han tog kvælertag på hende og kunne finde på at ringe og sige, at nu kom han over og -smadrede hende-. Alligevel stod forholdet på i over tre år, hvor hun holdt facaden over for familie og den sociale omgangskreds med kreative bortforklaringer om den ofte synlige vold.

For hende at se, er en af de sværeste ting, når man skal ud af et voldeligt forhold, den isolation, der følger med, fordi man på grund af skam og frygt for omgivelsernes fordømmelse kæmper en ensom kamp mod overgrebene. En kamp, der langt fra bliver mindre ensom af at flytte til Sverige, væk fra familie, venner og socialt netværk. Vold mod kvinder er ifølge Tavakoli i forvejen uhyggelig svært at opdage.

Årsagerne er ifølge Tavakoli mange. For det første er voldsramte kvinder ikke nogen bestemt type eller fra en bestemt socialklasse. Hun ser selv sig selv som en udadvendt til tider provokerende type, der ofte over for sine veninder har understreget, at man ikke skal finde sig i noget fra ens kæreste. For folk, der er tæt på en voldsramt, er det derfor ofte ikke ret nærliggende at få den tanke, at noget sådant skulle ske for netop hende. Det gælder i særdeleshed for familien, for selvom det er dem, der er tættest på, er det også dem for hvem, der ligger den største psykiske overvindelse i at skulle erkende, at det er foregået lige foran dem, uden at de har reageret.

Dernæst er det for kvinden selv en overvindelse at erkende, at man er voldsramt, hvor paradoksalt det end kan lyde: »Jeg følte mig ikke som voldsramt. Det var gentagende enkeltstående tilfælde. Og derfor tilgav jeg ham også, fordi det var sidste gang, hver gang. Jeg ville ikke acceptere, at jeg var voldsramt,« siger Jaleh Tavakoli. En mulig årsag til, at den erkendelse var svær, er den opfattelse, der ofte hersker omkring voldsramte kvinder. Noget som Tavakoli oplevede i sin skoletid, hvor det kom frem, at en fra hendes skole blev slået.

»Holdningen var -hold kæft, hvor er hun dum, at hun finder sig i det- og -hvor lav kan man være-. Det var klart, at jeg ikke havde lyst til at være den stakkels dumme pige, som alle tog afstand fra,« siger Jaleh Tavakoli.

En sidste ting, der besværliggør vejen væk fra volden er ifølge Tavakoli manglende tilbud fra det sociale system. Selvom hun gjorde alt for at skjule volden, ville hun samtidig ønske, at nogen udefra kom og opdagede det og ændrede hendes tilværelse. Hun prøvede således, da hun skulle have en abort, at få hjælp fra det danske hospitalsvæsen, men uden held. Hun håbede, at det, at kæresten havde fortalt den psykolog, han gik til, at han var voldelig, ville få psykologen til at reagere. Og hun håbede, da hun endelig af egen kraft fik taget sig sammen til at afbryde forholdet, at hun kunne få hjælp fra politiet.

»De sagde, at jeg godt kunne få tilhold, men det ville nok bare provokere ham endnu mere. De vil heller ikke snakke med ham ud fra samme logik. Så politiets løsning var sådan set at gøre ingenting. Det var åbenbart for dem noget, jeg selv skulle løse,« siger Jaleh Tavakoli.

Ingen danske samarbejdspartnere

På den anden side af sundet ser de anderledes på det. Her har man en særlig enhed i politiet, der beskæftiger sig med vold mod kvinder og har ligeledes oprettet det såkaldte Project Karin, som er et samarbejde mellem flere frivillige organisationer, kommunen og politiet, der udelukkende fokuserer på vold i parforhold.

Men samarbejdsvilligheden stopper ved den danske grænse. Først og fremmest er der ingen aftaler om et tværnationalt samarbejde omkring de udsatte kvinder. Alle sociale oplysninger eller eventuelle politianmeldelser forsvinder som dug for solen, når et par flytter til Sverige. Dernæst er der ikke en enhed i det danske politi, der modsvarer den svenske. Der er kort sagt ikke nogen at samarbejde med. Det på trods af, at det svenske politi opfatter de danske par som en særlig udsat gruppe af flygtningekvinder, der er opstået som direkte konsekvens af 24-årsreglen.

»Vi kunne øjeblikkeligt mærke det, da I indførte 24-årsreglen. Det skabte en helt ny gruppe i Sverige, der er dobbelt udsatte, fordi de nu oven i deres eksisterende problemer skal skabe en tilværelse i et nyt land,« siger Anna Gustafsson, der i dag er Project Manager i netop Project Karin.

Det manglende samarbejde undrer også på dansk jord, hvor vi jo som bekendt har indført omtalte regel for at hjælpe de udsatte kvinder.

»Når de flytter til Sverige ryger de fuldstændig ud af det danske system. For at få hjælp i Sverige skal de så sætte sig ind i et nyt system på et nyt sprog. Samtidig er det ingen - ingen - oplysninger, der går videre til Sverige, så selv om man i Danmark evt. ved, at der er en voldshistorie i et parforhold, så bliver tavlen vasket ren, når de kommer til Sverige,« siger Lene Johannesson fra Landsforeningen af Kvindekrisecentre.

Et scenarie, hvor problemerne i et forhold kan få lov at løbe løbsk, er - som i Graces tilfælde - at en dansk kvinde gifter sig med en udenlandsk mand og derfor vælger at flytte til Sverige. Men endnu værre står det ifølge Gustafsson til for de kvinder, hvor det er manden, der er dansk, og kvinden der kommer fra et andet land. For hvis kvinden her anmelder sin mand for vold, og ægteskabet slutter, så bliver hun sendt hjem.

Hendes fremtidige tilværelse er altså afhængig af hendes voldelige mand. Hvis hun ikke er sammen med ham, er hun i systemets øjne -ingenting-, hvilket gælder i både Sverige og Danmark.

»Kvinderne er fuldstændig låst fast. Og her udgør 24-årsreglen et kæmpe problem, fordi den udsætter kvinderne yderligere og i en vis forstand gør dem retsløse,« >siger Anna Gustafsson.

Isolation

En situation der, som Jaleh Tavakoli tidligere har givet udtryk for, lige netop er det sidste, som kvinder i den situation har brug for.

»24-års reglen skulle jo hjælpe dem af med opgivelsernes pres og gøre dem fri til selv at vælge, men som konsekvens af reglen sker der jo ofte det stik modsatte. Det må man da forholde sig til. Det er det her, der er virkeligheden, om man så bryder sig om, at de tager til Sverige eller ej,« siger Jaleh Tavakoli.

I Danmark havde Grace et arbejde i DSB med kolleger, hun havde en stærk tilknytning til den kristne kirke, hvor hun i en årrække havde sunget gospel, hun havde sin veninde Jaleh og hun levede i et samfund, som hun havde kendt, siden hun var helt lille. I Sverige havde hun kun sin mand.

»Efter hun flyttede til Sverige, så jeg hende kun, når hun var i Danmark. Jeg var studerende hvilket begrænsede mig økonomisk, og så kunne jeg ikke lide hendes mand, der ville bestemme over alt, hvad hun gjorde,« siger Jaleh Tavakoli. Tavakoli havde altså ikke længere samme muligheder for at opdage, hvor galt det stod til, som hun havde i Danmark. Muligheder som man i LOKK ved er afgørende, hvis volden skal opdages.

»Vi ved fra krisekvindecentrene, at det tit er en dansk nabo eller en anden, der står lidt ude for den helt tætte omgangskreds, der får øje på volden og handler på det. Den form for netværk og kontakt er altafgørende,« siger Lene Johannesson.

Jaleh Tavakoli har stadig svært ved at forstå, at det alligevel gik som det gik med hendes bedste veninde. Hun havde aldrig i sin vildeste fantasi - > sin egen voldsramte fortid til trods - forestillet sig, at noget sådan kunne ske. Men hendes konklusion er den samme som med de voldsramte kvinder: man kan ikke sige, hvilken type, der slår. Graces mand var en lille, spinkel og næsten altid smilende.

»Han var som en dreng. Og ofte en stor undskyldning for sig selv. Hans udstråling var så langt væk fra vold, at jeg engang for sjov sagde til Grace, at han i det mindste ikke kunne banke hende, hvis hun gik fra ham,« siger Jaleh Tavakoli.

Hun mener derfor, det er altafgørende for voldsramte kvinder, at der er hjælp inden for rækkevidde, en hjælp der skal være tilgængelig gennem samfundet, fordi det ofte, som i hendes eget tilfælde, er for svært at åbne sig overfor de helt nære relationer.

»Det er et samfundsansvar at hjælpe de her kvinder, og det går ikke blot at lave kosmetisk signalpolitik, som f.eks. 24-årsreglen. Det er ude af øje ude af sind, men hvis man virkelig bekymrede sig for de her kvinder, skulle man måske tilbyde dem reelle muligheder for et bedre liv i stedet for en tur til Sverige,« siger Jaleh Tavakoli.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Nanna Gersov

»De sagde, at jeg godt kunne få tilhold, men det ville nok bare provokere ham endnu mere. De vil heller ikke snakke med ham ud fra samme logik. Så politiets løsning var sådan set at gøre ingenting. Det var åbenbart for dem noget, jeg selv skulle løse,« siger Jaleh Tavakoli.

Mon ikke politiet skulle instrueres i at tage henvendelser fra voldsramte kvinder mere seriøst, end der fortælles om her? Man vil ikke tale med voldsmanden og man vil ikke give ham polititilhold af frygt for, at "det nok bare ville provokere ham endnu mere"!

Har vi i Danmark et politi, som ikke vil sætte lovovertrædere og voldsbøller på plads af frygt for at dette skulle "provokere" unødigt?

Nu blev 24års reglen vel heller ikke indført, uanset hvad de sagde, for at beskytte kvinderne. Nå jo en kvinde, men hun er da langt forbi 24 og allerede gift. Eller også ér hun gift.