Læsetid: 2 min.

Britiske konservative forlegne over nye legekammerater

Det vækker harme og pinlig opmærksomhed, at Storbritanniens konservative MEPer er brudt ud af parlamentets store borgerlige gruppe for at søge sammen med små euroskeptiske partier af mere eller mindre ekstremistisk observans
24. juni 2009

BRUXELLES Storbritanniens konservative parti distancerer sig nu fra sine nye partnere i Europaparlamentet, hvoraf enkelte er modstandere af rettigheder for kvinder og homoseksuelle.

De 26 britiske konservative Europa-parlamentsmedlemmer er gået sammen med 30 euroskeptiske medlemmer fra syv andre lande i forbundet Europæiske Konservative og Reformister efter at være brudt ud af den mere mainstreamagtige centrumhøjre-gruppe, EPP.

Med dette skridt har den konservative partileder, David Camerons slået Frankrigs præsident, Nicolas Sarkozy, og Tysklands kansler, Angela Merkel med forbavselse og skuffelse begge partier er medlemmer af EPP.

William Hague, den britiske skyggeudenrigsminister, indrømmer, at nogle af de britiske konservatives nye sengekammerater har »sociale holdninger, der afviger fra vores«, men insisterer på, at den nye gruppe ikke deler disse.

Han siger, at nogle af de synspunkter, som bliver tillagt de konservatives nye partnere, er gammeldags, men at de ikke desto mindre er mainstream og ikke marginale partier.

Forbudt bøssemarcher

De to vigtigste allierede er det polske Lov- og Retfærdighedspartiet, som har forbudt bøssemarcher, og det tjekkiske Borgerdemokraterne (ODS). Blandt sine medlemmer tæller det den tjekkiske præsident, Vaclac Klaus, som har betegnet klimaforandringer som en myte, og landets tidligere premierminister, Mirek Topolánek, som blev fotograferet nøgen ved et party, som Italiens premierminister, Silvio Berlusconi, var vært for.

Et yderligere medlem er det ultrareligiøse hollandske parti, Den Kristne Union, som er imod abort.

Hague fremhæver, at ODS er »Den Tjekkiske Republiks ledende parti«, at Lov og Retfærdighed er »den polske præsidents parti og tilføjer, at andre forbundsfæller fra Finland, Holland og Letland er med i regeringskoalitioner.

Fjerdestørste gruppe

Timothy Kirkhope, leder af de britiske konservative europaparlamentarikeres gruppe afviser pure, at partiet skulle være gået i forbund med partier fra den yderste højrefløj.

»Vores grundlæggende kriterium for at indgå i gruppen var, at dens medlemmer skulle være villige til at acceptere vores generelle holdning til Europa: At det skal være ikke-føderalt og bygge på de værdier, som dets borgere deler, snarere end på de værdier, eurokrater har til fælles,« siger han.

Skønt gruppens politiske erklæring henviser til familieværdier som »samfundets grundvold«, pointerer Kirkhope: »Det ligger ikke heri, at vi ikke accepterer andre menneskers sociale rettigheder.«

Den nye gruppe står til at blive den fjerdestørste i parlamentet efter denne måneds Europavalg. Bruddet med det hidtidige forbund har vakt glæde blandt konservative euroskeptikere og er opfyldelsen af et løfte, som Cameron fremsatte i de konservatives valgkamp for fire år siden.

Fraktionen af EU-positive konservative, hvis mest prominente figur er skygge-erhvervsminister Kenneth Clarke, havde håbet på, at det ikke ville lykkes partiet at finde de nødvendige seks allierede.

Tidligere konservative medlemmer af Europa-Parlamentet fordømmer skridtet. Caroline Jackson betegner det som »tåbeligt« og siger, at det vil sætte »ondt blod« i forholdet til partiets gamle centrumhøjreallierede, mens Christopher Beazley siger, at Cameron vil »gøre de proeuropæiske konservatives 30 år lange bestræbelser til skamme.«

Hvad angår Storbritanniens udenrigsminister, David Miliband, siger han, at de konservative hermed er gledet »fra euroskepsis til eurofjendskab.«

© The Independent og Information

Oversat af Niels Ivar Larsen

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu