Læsetid: 4 min.

'Danmark er mit land'

Irakiske Mivan Rushdi Merza har været i Danmark i 11 år, og ventetiden fortsætter i Brorsons Kirke. I går fik hun og de andre afviste irakiske asylansøgere deres hjemsendelsesbrev fra Integrationsministeriet
13. juni 2009

Mivan Rushdi Merzapå 23 år smiler og ser godt ud med perfekt makeup og stylet hår. Hun ligner en, der kunne sidde på en cafe på Skt. Hans Torv på Nørrebro i København og drikke caffè latte, men hun opholder sig i Brorsons Kirke, hvor de varme drikke ikke er nær så smarte.

Hun taler godt dansk, for hun har boet i Danmark i 11 år, og hendes smarte hår er ingen tilfældighed - hun er uddannet på Frisørskolen i København. Men Mivan har aldrig måttet bruge sin uddannelse til noget, for hun har ikke opholdstilladelse. Hun har holdt sig til at klippe venner i Asylcenter Avnstrup.

Uden tørklæde

Den danske regering har besluttet, at Mivan, hendes mor og hendes søskende skal tilbage til Irak. I går kom der brev fra Udlændingeservice til irakerne. Integrationsminister Birthe Rønn Hornbech skrev i en pressemeddelelse:

"I brevet, der er oversat til arabisk, får den enkelte besked om, at forberedelserne til udsendelser er i gang."

Men Ritzau skrev i går morges, at det irakiske udenrigsministerium fastslår, at de ikke accepterer, at afviste irakiske asylansøgere tvangshjemsendes til Irak.

Mivan siger om hjemsendelsen:

"Det er meget svært, hvis jeg skal tilbage til Irak. Jeg kender ikke nogen mennesker der, og jeg kan ikke tale de irakiske sprog."

Mivan mener, at kulturen i Irak er anderledes på grund af religion, regler og folks påklædning.

"Jeg er muslim, men jeg er ikke den type, der går med tørklæde. Jeg skal have frihed, og det har de ikke i Irak."

Regnen hamrer på Nørrebros tage, og tusmørket lægger sig i Brorsons Kirke. Mivan smiler genert mens hun fortæller om sin kæreste. Han stammer fra Iran, har dansk statsborgerskab og arbejder som buschauffør. Han er fra Ålborg, men er flyttet til København, da Mivan ikke har lyst til at bo i Jylland.

Mivan har ikke noget familie i Irak. Hele hendes familie bor i Danmark og har dansk pas på nær hendes mor, fire søskende og to af den ene søsters tre børn. Hun kan ikke huske så meget fra Irak bortset fra sin far. Mivan fortæller at hendes familie stammer fra Sulaemany, som hun er i tvivl om ligger i det nordlige eller sydlige Irak.

Frisørfamilien

Mivan kom til Danmark i 1999, da var hun 13 år.

"Min far blev dræbt. De skød ham i Irak, dengang jeg var lille. Min mor har ikke fortalt os børn om de problemer, der gjorde, at vi flygtede."

Det lykkedes Mivan, hendes mor og fire søskende at komme til Danmark. Hun fortæller, at de kom til Danmark gemt bag i en lastbil, der kørte via Tyrkiet. Der var ikke noget mad og heller ikke toilet i lastbilen, hvor de opholdt sig i tre dage. Mivan på 13 og hendes små søskende på syv og otte år forstod ikke, hvad der foregik:

"Det var svært at komme til Danmark, men da jeg kom i skole og lærte folk at kende, blev jeg glad for at være her."

Mivan har boet i asylcentre i Helsingør, Nykøbing Falster, Roskilde og Allerød. Hun har været på sprogskole i mange år og har taget 8. og 9. klasse i en dansk skole. Mivan og hendes fire søskende er uddannede frisører.

"Vi tog frisøruddannelsen, fordi det var det eneste tilbud, vi fik fra asylcenteret."

Mivan fik masser af venner på frisørskolen. De arbejder nu som færdiguddannede frisører i modsætning til Mivan og hendes søskende:

"Vi kan ikke få arbejde og heller ikke komme i praktik. Det er to år siden, jeg blev færdig, og det er svært, når man har en uddannelse, som man ikke kan bruge til noget."

Mivan ved ikke, om hun kan komme til at arbejde som frisør i Irak.

Venter - lige meget hvad

Hvis danskhed måles på sprogkundskaber, påklædning eller følelser for landet, får Mivan Rushdi Merza det blå stempel. Men hvis danskhed er lig med de røde pas, så er hun dumpet.

Mivan og hendes familie har fået afslag på opholdstilladelse mange gange, første gang i 2000. På trods af afvisningen valgte Mivans mor at blive i Danmark med sine børn. Indtil videre er det blevet til 11 års venten i forskellige asylcentres trange værelser, med dåsemad og næsten ingen penge.

"Min mor sagde: 'Det er lige meget. Vi bor i et land i frihed, uden krig. Så selvom det er hårdt, er det bedre end Irak. Vi venter, lige meget hvad'."

På trods af de mange år i uvished i et asylcenter er Mivan enig i sin mors beslutning om at blive.

"Selvfølgelig har det været hårdt at vente. Men Danmark er mit land. Jeg er opvokset her, har lært kulturen at kende, har venner, og har fået en uddannelse her. Så det her er mit land."

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Det er vildt flot at alle har taget den eneste uddannnelse de blev tilbudt, på trods af de svære omstændigheder!
Jeg kan godt forstå Mivans mor, - jeg ville gøre det samme for mine børn.

Hvis de bare havde været så heldige at de var landet i et andet land, så havde de allerede i mange år ville have haft samme muligheder som deres jævnaldrende venner og kollegaer.
Det er vildt mange år ikke at få en opholds- og arbejdstilladelse i, - og helt grotesk uforståeligt at den ikke er blevet givet.

Man kunne jo tilbyde asylansøgerne en uddannelse som sosu-assistenter og andre jobs, hvor vi sagtens kan bruge flere, - skolelærere, pædagoger mv.
Rent molboarbejde af politikerne!
Synd for os der skal betale deres lønninger og synd for de asylansøgere det går ud over..

det ville være rart hvis Birthe Rønn Hornbech havde taget sig tid til at høre Mivan Rushdi Merzas og de andre irakiske flygtninges historie. Så ville det med et slag være gået op for integrationsministeren, at det faktisk drejer sig om ægte mennesker af kød og blod, og så ville hun ikke tøve med at give de irakiske flygtninge en humanitær opholdstilladelse...

Igen en tåreperser-historie!

Dansk asyl-politik er foragtelig! Hvordan i alverden kan det lade sig gøre at have et så ineffektivt system der skal bruge 5 - 15 år på at afgøre en asyl-sag!!!??? Det er uhørt i et ellers effektivt land som Danmark! Og det må have en ende! Enten tager vi ikke længere imod asylanter....eller også speeder vi asylant-processen op således at folk kan blive eller blive sendt retur efter MAX. 6 måneder!!!