Læsetid: 4 min.

EP-kandidater vil afskaffe au pair-ordningen

Europas nye underklasse. Sådan betegner to socialdemokrater au pair-pigerne, som der bliver stadig flere af i Danmark. Poul Nyrup og Britta Thomsen vil afskaffe ordningen, men det møder kritik fra filippinsk kvindenetværk
Elena Babentsova har boet hele sit liv med sin familie i en 4.-værelses lejlighed i Izevsk i Rusland. Elena er i Danmark som au pair hos familien Olesen, der har en gård langt ude på landet på den sydlige spids af Djursland. arkiv

Elena Babentsova har boet hele sit liv med sin familie i en 4.-værelses lejlighed i Izevsk i Rusland. Elena er i Danmark som au pair hos familien Olesen, der har en gård langt ude på landet på den sydlige spids af Djursland. arkiv

3. juni 2009

De arbejder for mellem 42 og 70 kr. om dagen og kan opsiges med 14 dages varsel.

Samtidig er der alt for mange eksempler på, at den kulturelle udveksling, der skal finde sted i forbindelse med et au pair-ophold, drukner i rengøring, strygetøj og børnepasning, påpeger Poul Nyrup og hans partifælle, Europa-Parlamentskandidat Britta Thomsen (S).

I en kronik i dagens udgave af Information foreslår de to at afskaffe au pair-ordningen, som bliver stadig mere populær. Idéen med ordningen er grundlæggende sympatisk, men:

"... au pair-ordningen har forvandlet sig til at være en effektiv måde for velbeslåede danskere at købe sig til billig arbejdskraft," skriver Nyrup og Thomsen.

I 1996 blev der givet 318 au pair-opholdstilladelser - det tal var sidste år vokset til 2.937, og i modsætning til det øvrige arbejdsmarked har au pair'en ingen muligheder for at klage, hvis han eller hun bliver behandlet dårligt. Og usle vilkår er der eksempler på i en undersøgelse, FOA lavede i efteråret. Her konkluderer ph.d. stipendiat Helle Stenum, at tiden er løbet fra ordningen, og at flertallet af au pairerne ikke føler sig som en del af familien, men bliver betragtet som ren og skær arbejdskraft.

"Det er ikke rigtigt eller fair at behandle os som slaver," lyder et citat fra en au pair i undersøgelsen.

En slags udlandsbistand

Ifølge de to socialdemokrater bag kronikken er løn og ofte også arbejdsvilkår uanstændige:

"De kvinder, der kommer her til landet på au pair-vilkår, er vores nye underklasse," skriver de.

Filomenita Høgsholm, som er medlem af det filippinske kvindenetværk Babaylan, har dog en anden tilgang til ordningen. Hun medgiver, at man kan diskutere, hvorvidt der er tale om kulturel udveksling, men påpeger samtidig, at mange filippinske kvinder er rigtig glade for muligheden for at arbejde i udlandet. Og en løn på mellem 42 og 70 kr. behøver slet ikke at være et problem:

"I deres optik er det mange penge, og de er glade for at komme herop. Man kan jo se det som en slags ulandsbistand, hvor man i hvert fald ved, at det hjælper en konkret person," siger hun.

Ifølge Filomenita Høgsholm er det egentlige problem, at mange familier snyder og udnytter pigerne, som ikke ved, at de har ret til at skifte familie, eller at de kan kontakte politiet, hvis de bliver udsat for overgreb.

"Derfor er der brug for oplysning til kvinderne om deres rettigheder," siger hun.

De fleste au pairer er i dag ikke længere unge piger, der kommer for at møde en anden kultur og lære sprog, men voksne kvinder, der vil tjene penge. Mange af dem er fra Filippinerne, som paradoksalt nok har forbudt deres statsborgere at rejse ud på au pair-ordningen.

Ifølge Nyrup og Thomsen er det, fordi landet har indset, at det drejer sig om eksport af arbejdskraft og ikke om kulturel udveksling.

Skylder bagmænd

Netop det filippinske forbud betyder ifølge Filomenita Høgsholm, at mange af kvinderne, der kommer hertil alligevel, skylder en masse penge væk til de bagmænd, der hjælper dem af sted på trods af lovgivningen.

"Der er masser af mennesker samt visakontorer og ambassaden, der lukrerer på det forbud. Men de mange kvinder, der betaler for at komme af sted alligevel, vidner om, hvor gerne de vil herop og tjene nogle penge," siger hun.

Nyrup og Thomsen får opbakning fra SF's EP-kandidat Emilie Turunen.

"Ordningen er gået fra at være en spændende mulighed for unge til at rejse ud til at blive en systematisk udnyttelsesmekanisme," siger SF's kandidat, der som de socialdemokratiske MEP'er ønsker regulering på lige fod med det øvrige arbejdsmarked.

"Mange af de kvinder, der kommer hertil, er sårbare og arbejder på et ureguleret arbejdsmarked under det almindelige arbejdsmarked. Det skal vi afskaffe," siger Emilie Turunen.

En mio. til rådgivning

Men hverken Venstre eller Dansk Folkeparti vil være med til at droppe muligheden for at rejse ud og arbejde i en familie. DF's integrationsordfører, Peter Skaarup, medgiver, at der kan være behov for at reviderer både løn og arbejdsvilkår, men:

"Det ville være kedeligt at afskaffe en gammel ordning, som har være god for unge mennesker - også danskere - der gerne vil ud og opleve noget i en anden kultur," siger han.

Venstres integrationsordfører, Karsten Lauritzen, er enig i, at der skal sættes ind over for udnyttelse af au pair-er.

Derfor er der også netop afsat en mio. kr. på satspuljen til rådgivning, påpeger han.

"Det var der bred opbakning til i Folketinget. Derfor undrer det mig noget, at de to socialdemokrater nu vil afskaffe ordningen," siger han.

Ifølge Karsten Lauritzen er det et problem, hvis folk udnytter au pairerne, men:

"Det er ikke mit indtryk, at der sidder onde børnefamilier og tænker sådan," siger han og påpeger desuden, at familierne har betalt skat af penge til både kost, logi og lommepenge til au pairer, samt at der er klare regler for, hvordan de må bo og arbejde.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Søren Kristensen

Måske skulle man også afskaffe SU. På den måde ville man slippe af med mange af de unge på universiteterne som alligevel aldrig bliver til noget.

Johannes Nielsen

Hvor gør det ondt at læse at den progressive venstrefløj nu igen vil hjælpe os alle sammen ved at forbyde dette eller hint mens det er Dansk Folkeparti der tager en pragmatisk tilgang, anerkender behovet for at gå reglerne igennem igen og eventuelt forbedre de unge pigers rettigheder men ikke bare vil forbyde aftaler der i langt de fleste tilfælde er til gensidig glæde for værtsfamilie og aupair. ØV ØV ØV...

Heinrich R. Jørgensen

Au-pair ordningen handler om, at en udlænding stort set bliver betragtet som et familiemedlem. Den kulturelle udveksling består i at indgå en denne midlertidige familiesammenhæng, og i øvrigt at have tid til f.eks. at deltage på sprogskole, studier e.lign.

At au-pair samtidigt kan pålægges arbejdsopgaver i hjemmet i en begrænset antal timer per uge, kan for en del timers vedkommende også handle om kulturel udveksling. F.eks. børnepasning, og opgaver der udføres sammen med familiens medlemmer.

Når der tilsyneladende er så vanskeligt for mange danskere at overholde principperne og reglerne vedr. au-pair ordningen, var det givetvis på plads at sikre mekanismer, der kunne sikre, at familier der ansatte en au-pair, var bekendt med reglerne, og havde indgået en kontrakt med au-pairen, og sikrede, at der blev etableret en hot-line for au-pairs der arbejder i Danmark.

Poul Nukup Rasmussen:

”De kvinder, der kommer her til landet på au pair-vilkår, er vores nye underklasse, …"

Rune Lykkeberg har til manges store forundring og til Dansk Folkepartis store begejstring fundet på at overklassen i virkeligheden består af henholdsvis en økonomisk og en kulturel overklasse, som skulle have modsatrettede interesser. Den kulturelle overklasse bliver således i Lykkebergs optik den store skurk i åbenbaringen, der kan forklare og legitimere racismen og xenofobien i Danmark.

Denne mageløse analyse bliver nu overtrumfet af Poul Nykup Rasmussen, der i sin store visdom har fundet ud af, at Europas nye underklasse ikke består af de hjemløse og de udstødte, som vi ellers gik rundt og troede, men derimod af …..au pair-pigerne.

Når det gælder klassebegrebet kan (b)analyserne for tiden åbenbart ikke blive tilstrækkeligt overfladiske og popsmarte…

Heinrich R. Jørgensen

Den måde au-pairs nogle gange behandles på, minder om trafficking og slaveri.

Problemet er dog ikke au-pairs eller au-pair modellen, men at denne form for kulturel udveksling i nogle tilfælde misbruges i ekstrem grad.

Hvis Poul Nyrup Rasmussen i stedet, havde foreslået forhåndsgodkendelse af samtlige au-pair arrangementer samt indgåelse af kontrakter mellem parterne, og dermed kriminaliseret uautoriserede au-pair arrangementer på linje med trafficking, var han steget yderligere i min anseelse.

Inger Sundsvald

”Hvis Poul Nyrup Rasmussen i stedet, havde ….”

Men det gjorde Poul Nyrup Rasmussen så ikke.

Det minder ganske rigtig om ”trafficking og slaveri”, men hvem bekymrer sig om det?

Det har langt mere akademisk interesse at identificere den økonomiske og den kulturelle overklasse.

Hvem i alverden bekymrer sig om reel fattigdom og slaveri her i landet - og så au-pair-arrangementer? Hvor meget i detaljer skal man gå, når danske familier nu har brug for denne hjælpende hånd?

Jesper Hansen

Min kone og jeg har en dreng på halvandet år og har lige fået et sæt tvillinger. Vi har begge fuldtidsjob, og vil gerne tilbage på arbejde igen efter endt barsel. Vi vil gerne have børn, vi vil gerne arbejde, vi vil gerne betale skat, vi deles om at holde barsel...vi gør vel snart sagt alt det som politikerne beder os om. For at få enderne til at mødes, har vi fået en aupair, og det gør os åbenbart nu til menneskehandlere og slaveejere.
Vi er en helt almindelig og lykkelig børnefamilie - inklusiv en glad og lykkelig aupair. Hun bor hos os, og får alle udgifter dækket på lige fod med en hjemmeboende teenager. Dertil får hun penge efter de officielle satser, som hun i store træk vælger at gemme til sin familie, hvor de kan sende hendes nevøer og niecer i skole. Vi har alle glæde af ordningen, og har simpelthen været så lykkelige for den.
Hvis S/SF får deres forslag må enten min kone eller jeg sige vores job op eller gå på nedsat tid, og vores børn vil opleve en langt mere stresset hverdag. Vores aupair ville blive nægtet muligheden for at opleve Danmark og dansk kultur og flere børn ville blive nægtet deres skolegang. Jeg håber, at S/SF's meget mærkværdige retfærdighedssans i det mindste vil kunne opveje vores tab.

Dorte Sørensen

Jesper Hansen
Rat at høre at nogle behandler sin au pair ordentligt. Hvilke kurser følger hun, så hun også få noget kulturelt ud af opholdet. Men det korte af det lange, der er alt for mange familier der kun ser au pair- ordningen som mulighed for en billig hushjælp.
Derudover undre det mig at regeringen og DF nedstemte et forslag fra oppositionen om at udvide hjemmeserviceordningen så den også kom til at omfatte familier i din situation.

Jesper Hansen

Dorthe Sørensen
Vi er ikke 'nogen som behandler vores aupair ordentligt', men derimod er der nogen ganske, ganske få som ikke gør det. Det virker som om at der i din og andres argumentation ligger en meget enkel sammenhæng mellem: aupair, karrierefamilier, 'whiskeybælte' og således dårlige mennesker. Det er et trist syn at have på sine medmennesker.

Hvad angår det kulturelle udbytte af opholdet, hvilke kurser følger du så, når du tager til Rom, Venedig, Paris eller London? Sikkert ingen, men betyder det at du ikke får et kulturelt udbytte af dine besøg? Jeg lader den tale for sig selv...

Hvis hjemmeserviceordningen kunne gøre det samme for min familie som aupair ordningen, var jeg da sikkert tilhænger af den også, men lad mig erindre om, at det indtil for ganske nyligt var nær ved umuligt at finde nogen som ville arbejde i sektoren...hjemmeserviceordning eller ej.

Mikkel Sørensen

Det handler om ensretning, indoktrinering, og monokultur. Ikke om fattige kvinders vel, og ejheller om danske børnefamiliers bedste.

Når de to fremtidige regeringsbærende partier lige nu siger noget "nyt" om dette ret lille emne - så sigter de naturligvis på at sikre egen magt, d.v.s. stats-magt.

Og hertil egner det statslige danske børne-opbevaringssystem sig jo bedst.

Som Informeren oplyser andetsteds er 96.5% af danske børn mellem 2 og 5 år indsatte i institutioner. Slige tal ville selv salig Stalin glæde sig ved, og S-SF afværger derfor "truslen" fra udlandet.

Ja, det er dybt pinligt at være enig med DF om noget som helst.

Inger Sundsvald

Jesper Hansen

Når den eneste oplysning man får fra området er mediernes fokusering på udnyttelsen og truslerne som au-pair-pigerne bliver udsat for (det er det eneste interessante for medierne, og det er også den historie der bliver fortalt at organisationerne som har kontakt med pigerne) hvordan skal man så få andet indtryk, end at der er et meget stort problem som skal løses?

Men det er meget velkomment, når du kan fortælle en anden historie. Det der mangler er pigernes egne positive erfaringer.

Peter Wagener

jeg tro problemet ligger et andet sted. pigerne har ingen steder støtte og kontrollen er slet ikke der.

det som skal rettes er kontrakterne. pigerne betaler selv deres rejse til DK som er ikke i orden det skal host familien sørge for når de indgår den kontrakt. men så har vi fokus igen på udlændingeservice.

Martin Kristensen

Jesper Hansen forklarer godt hvordan au pair pigerne fungerer i dag. Langt de fleste har det udemærket og er tilfredse med forholdene og betalingen.

Man kan dog også læse af hans indlæg hvad problemet er - han og familien har ikke en au pair fordi de gerne vil introducere en ung udlænding til kulturen gennem et familienophold. De har det fordi de ellers ikke ville kunne arbejde så meget.

Det har aldrig været meningen med ordningen.

Jeg mener man burde åbne for at familierne kan ansætte hushjælp og derigennem støtte den person og hendes (der findes dog også mandlige au pair) familie samtidig med at de kan bruge deres tid mere produktivt.

Nyfup og kompagni har dog ret i at au pair ordningen aldrig var tiltænkt denne rolle som formilder af billig arbejdskraft.