Læsetid: 4 min.

Forskel på de røde nej'er

Søren Søndergaard og Keld Albrechtsen er gamle kampfæller, men stiller op på hver sin nej-liste. Den ene vil ud af EU, den anden vil blive
Søren Søndergaard og Keld Albrechtsen er gamle kampfæller, men stiller op på hver sin nej-liste. Den ene vil ud af EU, den anden vil blive
6. juni 2009

De er gamle venner og partikammerater i Enhedslisten og stort set enige om, hvad de vil arbejde for i Europa-Parlamentet. Men de stiller op på hver sin nej-liste.

For Keld Albrechtsen fra Junibevægelsen og Søren Søndergaard fra Folkebevægelsen mod EU er grundlæggende uenige, når det kommer til Danmarks medlem-skab af EU i det hele taget.

"Vores oprindelige strategi var, at vi skulle ændre Europa ved at landene meldte sig ud. Men østudvidelsen har definitivt sat EU som rammen for det europæiske politiske samarbejde. Derfor er dén strategi ikke længere mulig," siger Keld Albrechtsen.

Søren Søndergaard mener derimod, at det er "vigtigt at fastholde perspektivet for udmeldelse"

"Hvis man ikke har det, så kan man jo i sidste ende ikke forsvare befolkningen i forhold til helt konkrete ting, der kommer fra EU, men som forringer befolkningens vilkår," siger han.

De to kandidater for nej-siden er ellers enige om mange ting.

Begge er stærke modstandere af den langsomme 'totalharmonisering' af regler på f.eks. sundheds- og arbejdsmarkedsområdet, som EU's indre marked efter deres mening medfører. Begge vil sætte klare begrænsninger for, hvad Unionen skal blande sig i.

Og begge vil have minimumregler, der giver de enkelte medlemslande frihed til at gå endnu længere for eksempelvis at beskytte miljø og forbrugere.

Mere regulering er ok

Men Keld Albrechtsen er faktisk også tilhænger af at give EU flere beføjelser på visse punkter - nemlig på klima-, energi- og miljøområdet.

"Bindende minimumregulering skal tvinge landene til at gå ind og tage ansvar for at løse klimakrisen. Hvis de enkelte lande ikke får det pres på sig, så er der risiko for, at f.eks. finanskrisen kan forhindre langsigtede klimaløsninger," siger han.

Og hér er Søren Sønder-gaard lodret uenig.

"Selvfølgelig skal der lægges pres på lande, der ikke vil gøre det nødvendige. Men det må kun bygge på, at landet selv har accepteret det. Hvordan tror man, at regler skal blive gennemført, når et lands politikere bagefter kan vaske hænderne over for en utilfreds befolkning og sige: 'Det kommer ikke fra os'," spørger han.

Ifølge Søren Søndergaard sker der et konstant skred i EU's regulering, som spreder sig over flere og flere områder.

Det er ikke demokratisk forankret og vil føre til en stigende utilfredshed hos de europæiske befolkninger - og dét vil være en trussel mod hele stabiliteten i Europa, mener han:

"Hvor EU bliver præsenteret som værn mod nationalisme, så ser vi øjeblikket det stik modsatte. På grund af EU sker der en genskabelse af nationalismen i en frygtelig udgave, fordi især de østeuropæiske lande oplever at blive kørt over."

Ja-sidens argumenter

Ifølge begge kandidater er mange af de ting, de i sin tid frygtede ved EU's indre marked, gået i opfyldelse.

"Det, vi især sagde dengang, var, at vi var bange for, at miljøgarantien ikke duede til noget, og at markedet ville gribe ind i de bløde dele af det danske velfærdssamfund. Det fik vi bekræftet. Men der er opstået nogle positive muligheder, som vi ikke turde sætte vores lid til dengang. Nu står vi i den situation, at vi har fået ulykkerne. Derfor er vi pisket til at levere modspillet, og vi er pisket til at gøre det på den bane, hvor det foregår - nemlig inden for EU," siger Keld Albrechtsen.

Han mener ikke, at det danske velfærdssamfund kan stå uden for det europæiske samarbejde. Som Norge ville vi stadig være tvunget til at følge regler og reguleringer, vi ikke ville have indflydelse på, siger han - og erkender, at han dermed bruger den samme type argumenter, som ja-sigerne i årevis har brugt mod ham.

"På en måde har jeg det meget dårligt med, at virkeligheden udviklede sig helt anderledes, end vi var mange, der drømte om. Dét har så tvunget de venstreorienterede ud i en ny strategi. Det skal være de gamle ja-partier vel undt at godte sig over dét. Hvis de også var i stand til at blive klogere en gang imellem, ville det være velgørende," siger Keld Albrechtsen.

Søren Søndergaard fastholder derimod sin grundlæggende modstand.

"Hvis man opgiver at have en vision om noget andet, så har man også opgivet at kæmpe mod de onder, der eksisterer," siger han.

Konfrontation forandrer

Han nævner det forbud, Folketinget netop har vedtaget mod det hormonforstyrrende stof Bisphenol A i sutteflasker.

"Hvad nu, hvis det forbud bliver underkendt i EU? Så må enhver, inklusive Keld Albrechtsen jo tage stilling til, om vi bare skal acceptere, at vores børn stadig skal forgiftes. Eller om vi skal sige nej - og tage den konfrontation, der kan føre til, at vi bliver smidt ud af EU," siger Søren Søndergaard.

Han tror ikke, at en grundlæggende forandring af EU vil komme ovenfra:

"Det vil være, når en række befolkninger på centrale områder gør oprør - og der så kommer en konfrontation, hvor hele systemet enten bryder sammen eller giver efter."

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Alt flyder, sagde Heraklit og senere mange andre. EU fklyder med en sammensætning af indbyrdes modsætninger og mangler logos. Ikke destro mindre er betydnngen af Parlamentet vokset som en summen af bier en sommerdag, hvor ingen har lyst til at tale om Kommissionens og Ministerrådets demokratiske begrænsning af Parlalmentet. Deritil journalisternes farveblindhed. Rød mangler farve af socialismen og grøn af klorófyllet. Aå alt flyder som arken på vandet.
Kelds ja er ikke som Sørens ja, der er et ja til mellemfolkelig kultur og bilaterale handelsaftaler, ja til internationalisme i modsætning til gammelnationalisme og ny EU-nationalisme.
Hvorfor vil ingen kandidater fortælle om EU's krigs- og stormagtsdrømme med de overhåndtagende frie markedskræfter i skærignen mellem den fri konkurrence og den fri kapitaldannelse? Frem for logos, vil vi hellere sikre det kongeblå i de røde årer.
.

Hvis man i stemmeboksen i morgen ikke magter at tage stilling til det frie marked, der findes i EU som en uoverskuelig udemokratiske magt, kan man måske give sin mening til kende ved et enkelt emne som klima, formuleret i et enkelt spørgsmål, der kun kan løses politisk.
Når Conny Hedegaard i disse dage går i rette med Bjørn Lomborg (hvilket der i øvrigt er mange grunde til), er det på Lomborgs udmelding om, at staten
og klimaet vinder ved, at folk køber store benzinslugere, mens hun mener, at det vil gavne statem og klimaet at købe små benzinøkonomiske biler, ja, så er spørgsmålet, om nogen af forslagene overhovedet vil gavne klimaet.? Vores klimaminister har overladt sin store, dyre limousine til en anden forbruger, der herefter kan ose videre, og hun benytter nu selv en mindre bil - men hvad mon hun har brugt sine sparepenge til? Til andre klimatruende produkter formentlig - det er uhyre svært at optræde moralsk på andres vegne (Hedegaard taler om Lomborgs mangel på logik).. Klimaministeren følger antagelig vores grundlæggende forbrugermønster, der er at forbruge, hvad vi hver især ejer. For at svare på spørgsmålet, må man tage stilling til fordelingspolitik og solidaritet. Klima kan altså i høj grad være kædet sammen med partipolitik - og EU.

Jean Thierry

Og den af de to, der vil ud af EU vandt, mens den der ville blive i EU røg ud og lukker sin bevægelse.

Den historie er endnu blevet skrevet i Information eller nogle af de andre store medier.
Hvorfor mon?

Jean Thierry

Og den af de to, der vil ud af EU vandt, mens den der ville blive i EU røg ud og lukker sin bevægelse.

Den historie er endnu IKKE blevet skrevet i Information eller nogle af de andre store medier.
Hvorfor mon?

Henning Ristinge

Er DR ikke et stort medie længere Jean - der var enog både artikler (bla en om Bode-mandens reaktion) og et levende indlag, ligeledes i Politiken og jeg mener også der var et i berlingeren - det er kun Inf der ikke interesserer sig for emnet

Jean Thierry

Historierne om JuniBevægelsens undergang har handlet netop kun om dette, og ikke om at Folkebevægelsen mod EU er vokset. Det er slet ikke blevet behandlet.

I Politiken forudsagde Bonde endda at Folkebevægelsen også vil gå under ved næste valg, men det har han på den anden side forudsagt lige siden han selv forlod den i 1992-93, og vist også lidt før. Det er så ikke sket, selv om han prøvede at gøre sit i sin tid.