Læsetid: 3 min.

Grundlov som hæmsko

Det var Venstre, der ønskede at besværliggøre ændringer af grundloven. Det kan hævne sig på søndag
5. juni 2009

En rigtig ræv var han, ham Venstres statsminister I.C. Christensen. Han forudså, at erhvervsudviklingen i Danmark ville betyde færre bønder, og at hans Venstre-parti derfor ikke ville kunne opretholde sin stilling som dominerende politisk kraft. I.C. Christensen havde derfor som mål at sætte grænser for, hvor langt Socialdemokraterne og de radikale kunne komme med omvæltninger af samfundsordenen. En chance bød sig for I.C. Christensen, da der i tiden op mod 1915 førtes politiske forhandlinger om en grundlovsændring, der skulle give stemmeret til kvinder, fattigfolk og tyende. Venstre-lederen betingede sig, at det samtidig skulle gøres meget besværligt at lave yderligere grundlovsændringer. Indtil da havde det været nok, at to på hinanden følgende Folketing og Landsting havde vedtaget enslydende ændringsforslag. Befolkningen behøvede ikke give sit besyv med.

Det ændrede sig med den grundlov, der blev gennemført i 1915. På I.C. Christensens forlangende kom der den bestemmelse om fremtidige ændringer af grundloven, at ikke bare skulle to på hinanden følgende Folketing og Landsting vedtage forslaget enslydende, men forslaget skulle også forelægges vælgerne ved en efterfølgende folkeafstemning, hvor der krævedes et ja-flertal på mindst 45 procent af alle stemmeberettigede.

Stejlt krav

At 45 procent af alle vælgere skal stemme ja til noget, er et stejlt krav. Det viste sig allerede i 1920. Da skulle befolkningen ved en ændring af 1915-grundloven gøre det muligt for sønderjyderne at komme tilbage til Danmark, sådan som sønderjyderne ved en folkeafstemning havde udtrykt ønske om efter Tysklands nederlag i Første Verdenskrig.

Sønderjylland tilbage til Danmark! En mere populær sag kan man vanskeligt forestille sig. Alligevel var den danske folkeafstemning ved at ende i en international skandale. For ja-flertallet sneg sig kun 2,5 procentpoint over de krævede 45 procent. Og i øvrigt var der hele 1,5 procent - svarende til 19.581 vælgere - der stemte nej til at få sønderjyderne tilbage.

Historikere har bagefter forklaret det knebne flertal for Sønderjylland med, at et stort antal vælgere troede, at den sag var sikkert i hus - og derfor blev hjemme på afstemningsdagen. Den gang som nu: en risikabel vælgersatsning.

I.C. Christensens bremseklods på grundlovsændringer kom i 1939 til at hæmme lige præcis dem, som han ønskede at standse. Den socialdemokratisk-radikale regering under ledelse af Thorvald Stauning ønskede at afskaffe Landstinget, som forsinkede Folketingets arbejde med at gennemføre SR-reformer. Til Venstres forbitrelse var det lykkedes Stauning-regeringen at få den konservative partileder John Christmas Møller med på forslaget.

Splittede konservative

Venstre surmulede og gjorde sit til at splitte de konservative. Her fik Venstre uventet hjælp af Christmas Møller, der inden folkeafstemningen erklærede, at han ville gå af som partileder, hvis ikke grundlovsforslaget blev vedtaget.

Det blev det ikke. For det fik kun 44,5 procent af stemmerne. Der manglede 0,5 procent i at nå de 45 procent ja-stemmer. Historikere har efterfølgende ment, at det var udslaggivende, at Christmas Møller gjorde sagen til en folkeafstemning om sig selv.

Belært af skrækken fra 1939 lagde Socialdemokraterne og - især - de radikale megen vægt på at få begge de borgerlige partier med på grundlovsændringer. Fra 1950 lod de radikale en Venstre-ledet VK-regering under Erik Eriksen gennemføre afskaffelsen af Landstinget. Det skete med grundloven af 1953, som til gengæld førte til, at en gruppe vrede Venstre-folk brød ud og stiftede partiet De Uafhængige.

For at sikre, at 1953-forslaget krøb op over de 45 procent ja-stemmer, koblede politikerne det på en populær ændring af tronfølgeloven, der sikrede Margrethe tronen for næsen af Arveprins Knuds sønner.

Historikere er tilbøjelige til at mene, at uden denne kobling var det slet ikke gået. Forslaget fik nemlig kun 45,76 procent af stemmerne. Sølle 19.682 over de krævede.

Ved 1953-grundloven gik Venstre med til til at sænke kravet om ja-procenten fra 45 til 40 procent af alle stemmeberettigede. Men det kan være svært nok at komme op på.

Det er en historiens ironi, at det med søndagens tronfølgeafstemning igen er en Venstre-ledet regering, der gyser for, at partiets eget krav til befolkningen er for strengt.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Søren Nørbak

Hæmsko? Nej, en nødvendig sikring mod populisme og politikernes omsiggribende lyst til at styre befolkningens liv i mindste detalje. Vi burde takke I.C. Christensen for hans fremsyn.

Søren