Baggrund
Læsetid: 3 min.

Helveg har ingen fremtid hos de radikale, i hvert ikke fald lige nu

Ingen stor overraskelse, at Morten Helveg Petersen forlader de Radikale, for hans fremtidsmuligheder i partiet ser ikke lyse ud - lige nu. Margrethe Vestager har endegyldigt fået ro i gruppen, men hendes udfordringer er ikke blevet mindre
Morten Helveg Petersen har været en af de markante repræsentanter for højrefløjen i den radikale folketingsgruppe. En fløj, der har været stærkt kritisk over for, at de radikale skulle forlove sig alt for kraftigt med S og især SF. Med Helvegs afgang er der nu kun Johs. Poulsen tilbage fra partiets højrefløj

Morten Helveg Petersen har været en af de markante repræsentanter for højrefløjen i den radikale folketingsgruppe. En fløj, der har været stærkt kritisk over for, at de radikale skulle forlove sig alt for kraftigt med S og især SF. Med Helvegs afgang er der nu kun Johs. Poulsen tilbage fra partiets højrefløj

Claus Bech Andersen

Indland
27. juni 2009

Det var ikke forbløffelse, der prægede radikale kilder, efter at finans- og forsvarsordfører Morten Helveg Petersen i går valgte at sige farvel til folketingsgruppen.

Han begrunder det selv i, at han har fundet et drømmejob som ny direktør for brancheforeningen Foreningen af Danske Interaktive Medier.

Men flere radikale, som Information har talt med, er ikke overraskede. En centralt placeret kilde koger hele spørgsmålet ned til, at Helveg næppe har den store fremtid i partiet lige nu:

»Mulighederne for, at vi kommer i regering efter næste valg, ser ikke store ud lige nu. Og selv hvis vi gør, så bliver der nok ikke mange ministerposter til os. I den situation vil der stå mange i køen foran Morten til et spændende ministerjob - for hvorfor skulle Margrethe (Vestager, red. ) tilgodese ham?«

Morten Helveg Petersen har været en af de markante repræsentanter for højrefløjen i den radikale folketingsgruppe. En fløj, der har været stærkt kritisk over for, at de radikale skulle forlove sig alt for kraftigt med S og især SF.

Radikale ligtorne

Tidligere var også Naser Khader, Anders Samuelsen og Simon Emil Ammitzbøll på den fløj - inden de i vrede forlod partiet for at stifte deres eget. Med Helvegs farvel er der nu kun Johs. Poulsen tilbage.

Morten Helveg Petersen havde dog i går den positive mine på, da han skulle forklare sit farvel.

»Jeg har valgt at gøre det her, fordi jeg har fået et fantastisk tilbud, som jeg er superglad for. Det er det drivende for mig.«

- Diskussionerne især om, hvem I skulle samarbejde med, har ikke spillet ind?

»Politik er ikke for sarte sjæle i og med, at man også skal turde tage diskussionerne. Nogle gange vinder man, og nogle gange taber man - og sådan er det. Vi er voksne mennesker med forskellige vinkler på sagerne.«

- Føler du dig som en taber i diskussionen af, om man skulle gå i regeringssamarbejde med SF?

»Næh. Vi understreger jo netop, at en forudsætning for et samarbejde med SF er, at grundlaget skal være i orden. Det er det, der har været den drivende kraft for mig generelt.«

Mismodig gruppe

Med Helvegs farvel har de radikale nu endegyldigt forlovet sig med S og SF, mener Venstres politiske ordfører Peter Christensen.

»Efterhånden er der kun de politikere tilbage i Radikale Venstre, som entydigt har valgt den røde blok,« sagde han til Ritzau - vel vidende, at han dermed trådte på nogle ganske ømme radikale ligtorne.

For diskussionerne om, hvordan og på hvilket grundlag, de radikale skal samarbejde, har stået på længe. Og ofte med Morten Helveg som deltager, siden han i 2007 led nederlag i kampvalget om næstformandsposten i folketingsgruppen.

Da Vestager efter Simon Emil Ammitzbølls solide smæk med døren sidste efterår prøvede at skabe klarhed ved at erklære sig klar til regeringssamarbejde med SF, gik Morten Helveg Petersen og Johs. Poulsen så skarpt til angreb, at Vestager måtte trække i land igen.

Og da den radikale leder i marts meldte ud, at nu var man enige i gruppen, så var Morten Helveg også efterfølgende på banen her i bladet med en understregning af, at man altså ikke var en del af rød blok.

Sådanne særmeldinger slipper Margrethe Vestager formentlig for nu. Til gengæld har hun et andet problem, der er meget større.

»Det er ikke nogen styrke for hende, at hun mister alle dem, der yder noget i gruppen. Det er en mismodig og træt gruppe, der sidder tilbage - og det er et større problem end en politisk modstander,« siger en radikal kilde.

Morten Helveg Petersen bliver afløst af den helt uprøvede, 28-årige Anne Marie Geisler Andersen.

Men hvad hun mangler på erfaringen, kan hun tilføre gruppen i energi, mener tidligere folketingsmedlem Elisabeth Geday.

»Margrethe har brug for at få nogle flere sultne politikere ind,« siger hun.

Vestager selv anlagde i går også den positive mine over for Helvegs farvel - og erklærede ham endda velkommen tilbage.

»Niels (Helveg Petersen, red. ) havde også et andet arbejde i en periode, hvorefter han vendte tilbage til politik,« sagde hun.

Hvad hun måske glemte var, at da Niels Helveg Petersen i 1977 vendte tilbage, var det som ny formand, der bragte de radikale ud af krisen.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Søren Kristensen

Jeg bliver principielt altid glad når en KFB´er (kendte folks børn) vælger et anonymt job.