Den hengivne frigørelse

Skøn er skærsommernatten, sælsomst dog i Grønland. Sol, sol, sol den hele nat. De lave stråler slynges tilbage mod himmelrummet fra indlandsisen og fra det blånende havs isbjerge. Lysvældet funkler opad og rammer irgrønt og orange de skyflænger, der hvirvler ned fra Nordpolen. Blandt træhusene ingen menneskelyd, kun glammen fra de slædehunde, som hele bygden lugter af.

Intet under, at 21. juni er Grønlands nationaldag. I år var dagen ekstra national, for den blev brugt til at markere, at Grønland nu går fra hjemmestyre til selvstyre. Dronningen og statsministeren var der, begge i grønlænderdragter, han uvant i sin, hun hjemmevant og iført ildrøde støvler.

Som det sømmer sig for en ægte majestæt, var det Margrethe, der gav undersåtterne deres frihed. I landstingssalen i Nuuk henvendte hun sig til landstingsformand Josef Motzfeldt med ordene:

»Det er et stort øjeblik også for mig at overrække selvstyreloven til dig og dermed til det grønlandske folk.«

Overgangen fra hjemmestyre til selvstyre betyder, at Grønland nu får ejerskab til sin undergrund, og at grønlænderne i folkeretlig forstand anerkendes som et folk, og at grønlandsk bliver øens officielle sprog.

Grønland har allerede ansvaret for sundhed og uddannelse. Nu står det øen frit for at overtage de resterende 33 sagsområder fra den danske stat, herunder råstoffer og justitsvæsen. Bloktilskuddet fryses fast på de nuværende årlige 3,4 milliarder kr, dog således, at halvdelen af fremtidige råstofindtægter ud over 75 millioner skal modregnes.

Nation på skrump

Og nå ja, det var så det. Udviklingen mod selvstyre har været længe undervejs, og de fleste har vel en fornemmelse af, at hvis grønlænderne finder olie nok, kan de også finde på at lade Danmark sejle sin egen sø. Danmark er igen på vej til at skrumpe, sådan som nationen har gjort det uafbrudt siden 1600-tallet. Det er der ikke noget påfaldende i.

Med mindre man ser det med fremmede øjne. Den amerikanske avis The New York Times rapporterede fra Nuuk under overskriften: »Hengivent frigør Grønland sig fra det danske styre,« og i artiklen kommer den gradvise danske koloniafvikling til at fremstå som et forbillede for alverden. Avisen kalder den nye landsstyreformand Kuupik Kleist »karismatisk« og citerer ham for at sige om forholdet mellem Grønland og Danmark, at det kan lignes med et ægteskab, hvor konen har kostet rundt med manden: »Fra i dag har manden i huset lige så meget at skulle have sagt som konen«.

Den amerikanske avis får dog noteret, at ikke alt er godt på øen: »Få grønlændere afslutter en højere uddannelse. Landet er fyldt med sociale problemer som alkoholisme, arbejdsløshed og vold i hjemmet. Forbedringer af infrastrukturen er lammende dyre og desperat påkrævede.«

Så jo, pænt som afviklingen af danskerstyret foregår, er det ikke noget lykkeland, der nu får lov at forvalte sig selv.

Islændinge først

Det var ikke dansk dåd, der førte Grønland under den danske fane, men derimod initiativer taget af andre nordiske folkeslag. Ifølge de nedfældede beretninger bosatte den islandske bonde Erik den Røde sig med sin familie i 985 på den sydøstlige spids af Grønland i det, der fik navnet Østerbygd. Andre slog sig ned i den nordligere beliggende Vesterbygd i det, der nu er Nuuk Kommune. Omkring år 1300 rummede Østerbygd 120 gårde og Vesterbygd 90. Nordboerne anslås at have udgjort 2.000-3.000, da de var flest. I 1261 gav de sig ind under den norske konge og betalte skat til ham. Til gengæld antages kongen at have forpligtet sig til at opretholde sejladsen til og fra Grønland. Et løfte, der viste sig vanskeligt at indfri, efterhånden som den lille istid strammede til fra år 1250.

De faldende temperaturer forringede dyrkningsforholdene og gjorde det i forvejen kuldslåede liv højt mod nord adskillige grader barskere.

Sidste kendte livstegn fra nordboerne er breve skrevet fra bispegården i Østerbygd i forbindelse med et bryllup, der fandt sted i 1408. Da havde bispestolen stået længe tom, for den sidste residerende biskop var død i 1378 og ingen blev udnævnt efter ham.

Hvad der blev af nordboerne, er én af historiens gåder. Der har været gisnet om krige med eskimoer, om hungernød og om udslettende sygdom. Måske er de overlevende udvandret til gunstigere egne.

Den manglende kontakt gav med tiden anledning til bekymring over, om beboerne skulle være overgået til andre guder end den statsligt anerkendte. Staten var i mellemtiden blevet til Danmark-Norge, så genoprettelsen af kristendommen påhvilede Christian den Fjerde. Han afsendte i 1605 en ekspedition, der til sin forbløffelse ikke antraf nordboere, men eskimoer, der var indvandret.

Købmænd og missionær

Danmark kappedes med briterne og hollænderne om at få greb om Grønland. I 1721 slog den norske købmand Hans Egede sig ned, finansieret af købmænd fra Bergen og aflønnet som missionær af Frederik den Fjerde. Et varsel om de to interesser, der i de kommende tider skulle styre Grønlandspolitikken. I begyndelsen gik det handelsmæssige så usselt, at Bergens-købmændene måtte give op, og statskassen træde fuldt til. Det var så byrdefuldt, at Christian den Sjette i 1731 befalede, at det grønlandske forehavende skulle opgives. Ved at henvise til, hvor mange grønlandske sjæle, der var omvendt, lykkedes det Hans Egede at få kongen til at omvende sin beslutning.

Den patriarkalske danske politik over for Grønland var langt op i det 1900-tallet at skærme eskimoernes kultur mod skadelig udefra kommende indflydelse især, selvsagt, fra andre lande med tænkelige imperialistiske motiver og at opretholde Den Kgl. Grønlandske Handels monopol på kommercielt samkvem.

I det anspændte mellemkrigsår 1931 gjorde Norge landgang og krav på Østgrønland. En retssag ved den internationale domstol i Haag faldt dog i 1933 ud til Danmarks fordel.

Krig kapper bånd

Den tyske besættelse kappede i 1940 Danmarks nord atlantiske forbindelseslinjer. Den netop tiltrådte danske ambassadør i Washington, Henrik Kauffmann, nægtede at følge samarbejdslinjen over for tyskerne. For at styrke sin stilling som det frie Danmarks repræsentant forhandlede Kauffmann med den amerikanske regering om at lade den overtage den militære højhedsret over Grønland på ubestemt tid. Da Kauffmann i 1941 indgik en sådan aftale med USA »i Kongens navn«, blev regeringen i København aldeles bestyrtet. Den afsatte Kauffmann, rejste straffesag mod ham og beslaglagde hans formue. Lige lidt nyttede det. Kauffmann, der utvivlsomt havde stivet Danmarks rygte af blandt de lande, der førte krig mod Hitler, blev siddende i Washington. Og hvilket held for den danske regering, for i 1945 kunne den indynde sig hos sejrsmagterne ved at gøre Kauffmann til medlem af befrielsesregeringen og lade ham forblive som hæderkronet ambassadør i Washington indtil pensioneringen.

At Kauffmann gav amerikanerne tidsubestemt militær rådighed over Grønland, har siden været et lejlighedsvist pinagtigt, men afgørende vilkår for dansk og grønlandsk sikkerhedspolitik. For Danmark har det givet rabat på de krav, USA stiller til NATO-medlemsskabet. For grønlænderne betyder det, at en endelig frigørelse fra den danske sfære er en fuld indtræden i en amerikansk.

Anden Verdenskrig blev et vendepunkt for Grønland. Med den amerikanske påvirkning kunne Danmark ikke længere opretholde sit formyndergreb. 1953-grundloven betød, at Grønland forlod sin kolonistatus, og demokratiseringen har efterfølgende indebåret den logik, der næsten fuldbyrdedes ved de grønlandske højtidligheder på årets længste dag.