Nyhed
Læsetid: 3 min.

K-ministre beskyldes for løgn om sygehuse

De konservative ministre Lene Espersen og Jakob Axel Nielsen beskyldes nu for at tale usandt i sagen om arbejdet med privathospitalernes takster
Indland
20. juni 2009

Beskyldningerne fyger i sagen om regeringens overbetaling af privathospitalerne.

Rigsrevisionen rettede en alvorlig kritik mod statsminister Lars Løkke Rasmussen (V), men i oppositionen er man også stærkt utilfreds med den måde, som flere konservative ministre har håndteret sagen de seneste måneder.

Udgangspunktet er den konservative partiformands opsigtvækkende udtalelser den 21. marts på forsiden af Politiken.

Her slår Lene Espersen fast, at hun ønsker at sænke betalingen til privathospitalerne med 25 procent. Men nu kritiserer oppositionen skarpt, at der er en klar uoverensstemmelse mellem Lene Espersens og den konservative sundhedsministers, Jakob Axel Nielsens, forklaring på, hvordan man er nået frem til det tal. Én af dem lyver, mener SF.

Knap to måneder efter interviewet i Politiken er Lene Espersen i folketingssalen for at uddybe sin melding. Her slår hun fast, at udtalelserne kun var baseret på et grundigt analysearbejde, der er lavet i den konservative folketingsgruppe.

»Det er ikke et udspil, der bygger på noget fakta fra Økonomi- og Erhvervsministeriet eller fra andre steder, men det er sådan set noget, vi har arbejdet med i den konservative folketingsgruppe,« siger Lene Espersen den 13. maj.

Tidligere har Jakob Axel Nielsen imidlertid sat Sundhedsministeriet til at regne på betalingen til privathospitalerne og bedt ministeriet komme med et oplæg til et nyt takstsystem til betaling af privathospitalerne fra begyndelsen af 2010. Og ifølge Jakob Axel Nielsen er der ikke forskel på Lene Espersens analysearbejde og det, han selv bruger til at ændre taksterne.

»Lene Espersen omtaler et grundigt analysearbejde. Det er det arbejde, som jeg også bruger til at fastsætte referencetakster efter pr. 1. januar 2010,« sagde Jakob Axel Nielsen i åbent samråd i Folketingets Sundhedsudvalg den 13. maj.

Orienteret fire dage efter

Men er der én eller to analyser Og hvornår er Lene Espersen blevet orienteret om ministeriets analyse af det tidligere og fremtidige takstniveau

Ifølge et svar på en aktindsigt i Økonomi- og Erhvervsministeriet, som Ritzau har anmodet om, har vicestatsminister Lene Espersen først fået forelagt »resultaterne af udredningsarbejdet vedrørende afregning med private sygehuse af ministeriet i forbindelse med mødet i Økonomiudvalget (regeringens magtfulde ministerudvalg, red. ) den 25. marts 2009«. Fire dage efter artiklen i Politiken.

Det får SF til at konstatere, at mindst én af de to konservative ministre lyver.

»Jeg mener, at økonomi- og erhvervsministeren har et problem. Om Jakob Axel også fortæller en løgn på et samråd, det kan jeg ikke vurdere. Jeg må bare konkludere, at der er en uoverensstemmelse. Én af de to personer har den 13. maj valgt ikke at fortælle sandheden i Folketinget. Og hvis Jakob Axel har talt usandt på et samråd i henhold til ministeransvarsloven, så har han et stort problem,« siger SF's sundhedsordfører, Jonas Dahl, til Ritzau.

Dækker over hinanden

Han bakkes op af Socialdemokraternes ordfører, So-phie Hæstorp Andersen. Hun mener, at de to ministre forsøger at dække over hinanden og kalder sagen »stærkt kritisabel«.

»Der er noget, der ikke hænger sammen. Det kan ikke passe, at Lene Espersen siger, at det er et analysearbejde, som de selv har lavet hos de konservative. Sundhedsministeren siger, at det er et analysearbejde, de har lavet i ministeriet, og nu viser det sig, at ministeren først har fået forelagt det den 25. marts. Det hænger ikke sammen,« siger Sophie Hæstorp Andersen. S og SF kræver nu fuld åbenhed om sagen og ønsker, at Folketingets Sundhedsudvalg får overbragt oplysninger om sagen, som måtte være kommunikeret mellem Sundhedsministeriet og den konservative folketingsgruppe.

Det har ikke været muligt at få en kommentar fra hverken Lene Espersen eller Jakob Axel Nielsen til sagen.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her