På valgdagen så det længe ud til, at tronfølgeloven lå med en prinsessebagdel i vandskorpen. Løbende offentliggjorde Politikens hjemmeside og TV 2 exit- polls fra meningsmålerfirmaet Megafon. De polls viste så dystre udsigter for den kongelige ligestilling, at politikere fra ja-partierne bemægtigede sig mikrofoner på radio- og tv-kanaler og bønfaldt vælgerne om at ile til valgstederne og afværge en truende skam over ja-partierne.
Og det virkede. I hvert fald ifølge de selvsamme medier, der havde udspyet de skræmmende tal. Politiken pralede på sin tirsdagsforside:
"Ligestillingen i kongehuset blev reddet af exit-poll." Og TV 2 lod meddele:
"Exit polls sikrede kongelig ligestilling."
Ophidset debat fulgte. Skal meningsmålere have lov til at påvirke på den måde? Socialdemokraterne, der kun kender til få samfundsproblemer, der ikke kan løses med et rask lille forbud, meldte sig fluks med et krav om et sådant. Det var der Venstre-medier, der blev fortørnet over. Dagbladet Sjællandske skrev hånligt:
"Socialdemokraterne selv kan jo også få kontant gavn af foruroligende exit-polls - eksempelvis til næste folketingsvalg, når det hen under aften meldes, at Lars Løkke Rasmussen (V) står til en kæmpe sejr. Mon så ikke de socialdemokratiske sofavælgere letter sig?"
Omvendt sammenhæng
Men helt præcist hvad er sammenhængen mellem de løbende målinger og vælgernes handlen? Berlingskes chefredaktør, Tom Jensen, har fremdraget, at Socialdemokraterne efter sidste folketingsvalg jamrede sig over, at valgdagens løbende spådomme om en borgerlig sejr fik S-vælgere til at dvæle hjemme på sofaen. Og altså ikke ile deres parti til undsætning. Modsat de instinkter, som vælgerne angiveligt skulle have fulgt ved tronfølgevalget.
Mystisk, mystisk. For at føje spot til spe lod Berlingske bringe en kronik af tre ledende medarbejdere ved det konkurrerende meningsmålerfirma Capacent. De gør gældende, at Megafons alarmer alene skyldtes, at Megafons basistal var forkerte. Der var aldrig tvivl om et ja - det viste nemlig Capacents løbende tal, skriver Capacent-folkene.
Af hele postyret kunne man også drage den konklusion at forbyde alle former for meningsmålinger forud for og under et valg. Det ville dreje medieopmærksomheden væk fra spådomme og over på, hvad valget egentlig handler om.
Samtidig ville Megafon, Capacent, og hvad nu ellers alle spåkonerne hedder, være nødt til at finde noget fornuftigere at tage sig til.
Altså en ren vind-vind-situation.