Læsetid: 3 min.

'Koncepterne ligger fast'

Nedprioriteringen af udlandsdækningen i de tidlige tv-aviser er fuldt ud intenderet, siger chefen for TV-Avisen, Susanne Hegelund. Hvis ikke fokus er på det nære og nationale, zapper seerne bare over på andre kanaler
8. juni 2009

Kritikken af TV-Avisens udlandsdækning får ikke TV-Avisens chef, Susanne Hegelund, til at ryste på hånden.

"De nuværende koncepter kører videre. 18.30'eren skal være den nødvendige, nærværende tv-avis med et nationalt funderet fokus, mens 21'eren har et mere internationalt fokus. Det er der ikke planer om at lave om på," siger hun.

- 18.30'eren skal være 'nationalt funderet' - hvad betyder det?

"Det betyder, at der stadig er og skal være udlandsstof på 18.30'eren, men ikke i samme omfang som på 21'eren. Klokken 18.30 har folk utrolig svært ved at koncentrere sig. De har ikke sat sig til rette i sofaen endnu, de går til og fra fjernsynet, fordi de både skal lave mad og passe børn. Derfor skal 18.30'eren være prioriteret efter det nærværende indlandsstof."

- De journalister, Information har talt med, mener, DR svigter sin public service-forpligtelse, når 'Birthe', der kun ser TV-Avisen 18.30, ikke får at vide, hvilke begivenheder, der finder sted ude i verden - og hvorfor de finder sted?

"Når der sker noget stort, er det med i 18.30'eren. Men vores seertal på 18.30'eren er i øjeblikket stigende. Og hvis vi begynder at lave en 21-udsendelse klokken 18.30, så mister vi de seere, vi har vundet. Klokken 18.30 er folk fortravlede, de har ikke tid til at sætte sig ned og se tunge udlandsindslag, som du og jeg synes er dybt relevante og væsentlige. For så zapper 'Birthe' bare over på TV3, Kanal 4 eller Discovery. Det er den virkelighed, vi lever i."

Hård konkurrence

- Er det rimeligt, at væsentlige udlandsnyheder forsvinder ud af TV-Avisen, bare fordi I er bange for, at seerne ellers forsvinder?

"Der kan være indslag, som udlandsjournalisterne mener skulle med. Men det er en diskussion mellem specialister og generalister. På DR2 Udland er der plads til det mere specialiserede udlandsstof, og nogle gange er halvdelen af 21'eren fyldt med udlandsstof. Men klokken 18.30 gælder der et andet koncept. Der er meget konkurrence kanalerne imellem i dag. Og skal vi have nogle seere, så er vi nødt til at forholde os til det."

- Bør I på TV-avisen være så optaget af seertal? Bør I ikke være mere optagede af at opfylde public service-forpligtelsen?

"Vi er dybt optagede af public service-forpligtelsen. Men hvis vi ikke har mindst en halv million seere hver dag, er det svært at argumentere for, at vi skal ligge på DR1. Vi kunne godt lave en mere ren, klassisk TV-Avis kl. 18.30, men så ville der måske kun være 200.000 seere til den. Og så kunne man klandre DR for ikke længere at lave store samlende TV-Aviser. Vi har selvfølgelig en forpligtelse til at gøre svært stof tilgængeligt. Men der er bare nogle historier, vi ikke kan sende klokken 18.30."

Korrekt prioritering

- Da Afrikakommissionen den 6. maj offentliggjorde sin rapport, blev begivenheden ikke omtalt på 18.30'eren. Har seere, der kun ser TV-Avisen, ikke krav på at få at vide, hvordan politikerne forvalter deres skattekroner?

"På TV-Avisen bliver vi hver dag beskyldt for ikke at leve op til public service-forpligtelsen, fordi der er mennesker, som mener, vi burde have dækket noget, vi ikke har dækket. Synes du, vi skulle fylde 18.30'eren med Afrikakommissionen?"

- Måske ikke ligefrem fyldt den. Men er det ikke underligt, at der ikke var ét eneste indslag om den i 18.30'eren?

"Nej, for så dækkede vi den i stedet i 21'eren. Jeg mener, det var helt korrekt prioriteret af dagens redaktør. Og det er jo ikke sådan, at vi forhindrer folk i at se nogle andre nyhedsudsendelser. Det er folks frie valg."

- Folks frie valg, siger du. Ved I, om 'Birthe' rent faktisk sætter sig til at se DR2 Udland eller Horisont, når hun er færdig med at se sin 18.30-udsendelse?

"Der er lavet undersøgelser af vandringen på tv, som jeg ikke har på mig her og nu. Men den væsentligste pointe er, at hvis vi valgte at lave 18.30'eren om til et udlandsprogram på DR1, så ville 'Birthe' i stedet zappe over på TV3, Kanal 4 eller TV 2. Og det må vi altså forholde os til."

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Hugo Barlach

"Nedprioriteringen af udlandsdækningen i de tidlige tv-aviser er fuldt ud intenderet, siger chefen for TV-Avisen, Susanne Hegelund."

Men kritikken går jo ud på, at det er planlægningen, der er i hampen??!!! Billedet af en chef, der har et par fåreflokke fordelt i ørerne toner jo unægteligt frem på den indre skærm...

"Hvis ikke fokus er på det nære og nationale, zapper seerne bare over på andre kanaler."

Konsulenternes og målingernes 'normalindivid' zapper videre - ikke os, der i udgangspunktet var naive nok til at søge oplysning eller relevant kritik hos DR. Og således måtte vige pladsen for den berømte: "statistiske seer'. Hvad får den øverste ledelse egentlig løn for: at shoppe målinger - eller at tænke selv? Det er dælems' den skinbarlige kosmetikafdelings storudsalg...

Men hvøm' har længe hørt om en chef, der ikke afviste kritik med henvisning til egen planlægning? Det er sagt før, men gentages da gerne for fru Hegelund: måske mere 'political service' hos cheferne end 'public service' over for befolkningen? Svært valg: bekvemmelig planlægning - eller relevant dækning af en verden, som aldrig har været eller nogensinde bliver bekvemmelig?...

Der kunne vel være en ubrydelig sammenhæng i zapperierne med kvaliteten i programmernes overordnede fastlægning. Skåret ud i pap: en art ond cirkel. Jo ringere kvalitet - jo mere zapperi. Eller er udsagnet så svært, at det må forelægges målingskonsulenterne? De høres åbenbart før end de interne kritikere, som vi på denne side af DR-skærmen trods alt gerne hører fra, når der ligger en gammel og grøn pølse eller moderne grøntsag i køleskabet...

Så der håbes herude hos målingsindividerne(?!), at de mere kompetente blandt især journalisterne og deres research-folk hænger ved, at kritikken ikke drukner i fyringer og at omstruktureringer ikke påny udtænkes i Kosmetikafdelingen. Såeh, op på hesten igen, dær...

Og det var såmænd blot et par kommentarer til artiklens indledning, fru Hegelund. Så vi lar' døren stå lidt endnu...

Med venlig hilsen