Landmænd i kamp for klimaet og deres egne marker

Balladen begyndte, da kaffekopperne gav sig til at danse på bordene. Uden for vinduet sendte enorme specialkøretøjer fra energiselskabet Vattenfall voldsomme rystelser gennem den nordjyske muld og forårsagede ikke kun ødelagte asfaltveje og strukturskader i markerne, men også dybe rynker i panden hos landmændene omkring Arentsminde og Birkelse.

Det var i efteråret. Siden fulgte problemerne med at få erstatning, planen om flere tusinde underjordiske sprængninger og en stigende utryghed ved, om det overhovedet ville være godt for klimaet og lokalbefolkningen at pumpe koncentrerede mængder CO2 dybt ned under deres hjem. Til sidst sagde en gruppe af landmænd nej til Vattenfalls CO2-lager og er nu blevet frontkæmpere i en på én gang lokal og global klimakamp, der udkæmpes mellem land og by og mellem miljøaktivister og energiselskaber. Stridens kerne er, hvordan vi bedst reducerer udledningen af drivhusgasser.

Vattenfall vil skille CO2 ud af røgen fra det kulfyrede Nordjyllandsværket i udkanten af Aalborg og pumpe den 800 meter ned i undergrunden. Der findes muligvis en særlig egnet geologisk struktur af porøse sandlag og uigennemtrængeligt lerlag under landsbyerne Birkelse og Arentsminde, der ligger 30 km fra kraftværket. Går alt efter planen, vil Nordjyllandsværket i 2020 blive verdens første CO2-negative kraftværk, der ligefrem kan tappe luften for CO2, oplyser Vattenfall.

Frustrerede landmænd

Uden for Arentsminde tager svinebonden Hans Skole imod i stuehuset. På spisebordet står kaffe og banankage, og rundt om det sidder en håndfuld af de 27 frustrerede landmænd, der har dannet gruppen Nej til CO2-lagring , fordi de har mistet al tillid til, at Vattenfall kun vil dem og klimaet det bedste.

»Wi tøvs, det er for dårligt, at det kun er politikerne og energiselskaberne, der skal tage debatten, fordi politikerne tør ingenting at gøre, for det er en stor beslutning. Og energiselskaberne, de ved nok, hvad de vil. De vil fortsætte med deres kulkraftværker, koste hvad det vil,« siger Bjarne Jensen, der har 70 malkekøer.

Målt i antal udgør de 27 landmænd en minoritet, da 306 andre jordejere allerede har skrevet under på, at Vattenfall må fortsætte undersøgelserne. Men de 27 landmænd ejer knap halvdelen af de 55 km2 jord, det drejer sig om, og de er sikre på, at endnu flere vil protestere, hvis de vidste, hvad det handler om.

Efter de seismiske undersøgelser var blevet foretaget, begyndte landmændene at søge informationer om CO2-lagring andre steder end hos Vattenfall, og med tiden voksede irritationen over ødelagte marker til en mere principiel modstand mod projektet. For et par uger siden fremlagde en delegation fra gruppen deres bekymringer for Folketingets Energipolitiske udvalg.

»Hvis ikke vi havde gjort noget, så havde politikeren jo ikke været inde i billedet endnu. Så var toget bare kørt. Det ved du, Jesper. Da vi var i Køwenhawn, var der mange af dem, der ikke vidste en ski af, hvad der foregik,« siger kødkvægsproducenten Per Pedersen og nikker til fritidslandmanden Jesper Svarre.

Landmændene næsten afbryder hinanden for at forklare, hvor dårlig en idé det er at lave et CO2-lager under deres jorde.

»Det ødelægger fuldstændigt Danmarks energipolitik, at de får lov til et. Det er åndssvagt at bruge kroner og ører på sådan nogle projekter, som tredjeverdenslande kunne bruge. Vi har både teknologi og arbejdskraft til at kunne lave nogle tiltag, som er gavnlige for fremtiden. Det er lige så møjet det, det handler om i dag, som at vi skal udsættes for de undersøgelser. Det er fordi, vi er begyndt at sætte os ind i et,« siger Bjarne Jensen og holder nøje øje med, at det bliver noteret ned på blokken.

Kun byboere

Landmændenes kritik kom fuldstændigt bag på Vattenfall, fortæller kommunikationskonsulent Marianne Reedtz Sparrevohn senere over telefonen. Vattenfall synes selv, de har gjort sig umage med at inddrage lokalbefolkningen med en følgegruppe af lokale beboere, borgermøde og en guidet bustur til de seismiske undersøgelser.

Til at begynde med syntes landmændene i Hans Skoles køkken da også, at Vattenfall var meget informative, men efterhånden som de er begyndt at stille kritiske spørgsmål, er tonen på borgermøderne blevet mere spids og arrogant. Og den lokale følgegruppe giver landmændene heller ikke meget for.

»Den følgegruppe er ene byboere. Det er jo ikke deres haver, de 30 tons-maskiner vælter igennem. Det er ikke deres huse, der slår revner, så det er meget nemt for dem at være positive,« siger Jesper Svarre.

Eksperter lyver ikke

Inde i Birkelse tager Karl Schrøder fra Vattenfalls følgegruppe imod på sit hjemmekontor. Også han er stærkt optaget af Vattenfalls projekt og hæver stemmen flere gange under interviewet.

»Det er snævertsynet og egoistisk at være imod, bare fordi man ikke vil have sådan noget under sine fødder. Ligesom Niels Haus gaard siger: Vi vil gerne være med til det, det skal bare ikke ligge lige her ,« siger Karl Schrøder og ryster misbilligende på hovedet.

Han er medlem af kommunalbestyrelsen for Socialdemokratiet i Jammerbugt Kommune, men i denne sag taler han kun på vegne af den lokale følgegruppe, understreger han. Det var ham, der opfordrede Vattenfall til at nedsætte en lokal følgegruppe for at holde kontakten til lokalbefolkningen, og han har selv sammensat gruppen af folk fra borgerforeningerne i Birkelse og Arentsminde, Danmarks Naturfredningsforening, Landboforeningen Nordjylland og diverse lokalpolitikere.

Karl Schrøder taler varmt for Vattenfalls projekt, og på skrivebordet ligger sagens dokumenter sirligt sorteret i plasticchartekker og ordnet i den rækkefølge, han leverer sine pointer. Han har fra starten været tilhænger af projektet, fordi det er den bedste måde hurtigt at begrænse udledningen af drivhusgasser på, forklarer han.

»Jeg betragter Vattenfall som et hædersfirma. Det er de. De har virkeligt været imødekommende. Vi har haft nogle meget levende borgermøder, og vi har fået en god lærdom om seismik og geologi,« siger Karl Schrøder.

Vindenergi kan ikke redde verden alene, og verden vil være afhængig af fossile brændstoffer i mange år fremover. Derfor er CO2- lagring den rigtige løsning på kort sigt, mener Karl Schrøder. På sin side har han den uafhængige klimaorganisation Bellona, og FN s klimapanel konkluderer også, at der er betydelige fordele ved denne klimaløsning.

Derfor kalder Karl Schrøder det noget sludder, når landmændene stiller spørgsmål ved uvildigheden hos eksperterne bag Vattenfalls undersøgelser, fordi de får deres løn af samme firma.

»Det kan de ikke være bekendt. Vattenfall prøver jo ikke at overbevise os på et forkert grundlag. De mennesker, de kommer med, det er højtuddannede professorer. De er ikke til fals; sådan nogle mennesker de lyver ikke,« siger Karl Schrøder.

En brise med lugt af gylle

På vej hen for at bese skaderne fra Vattenfalls maskiner påminder en svag brise med en lugt af gylle om, at landmænd som regel ikke er kendt for at være klimaforkæmpere. Markafbrændinger, pruttende køer og sprøjtemidler har længe været Greenpeaces største kritikpunkter af landbruget, men i sagen om CO2-lagring er de to parter havnet i en umage alliance mod den fortsatte brug af kul.

I en ny rapport stempler Greenpeace CO2-lagring som et falsk håb om at redde klimaet. For det første går det for langsomt med at udvikle og indføre teknikken, der ifølge Greenpeaces beregninger først kan forlade forsøgsstadiet i 2030. For det andet kræver teknikken større forbrug af kul, da teknikken tager 10-40 pct. af effektiviteten på et kraftværk. For det tredje tyder norske erfaringer på, at CO2-gassen vil sive op af jorden igen. For det fjerde er det en dyr klimaløsning, der ifølge Greenpeace-rapporten vil forhøje prisen på elektricitet med 21-91 pct.

Greenpeace konkluderer, at CO2-lagring stjæler tid og kræfter fra andre klimaløsninger som vedvarende energi, og den mistanke bekræftes af EU s nye energipakke. Ud af fire milliarder euro er der afsat en milliard til forsøgsprojekter med CO2-lagring og kun 500 millioner euro til vindmølleparker. Vattenfall har endnu ikke fået statsstøtte til sit projekt i Nordjylland, der koster 3-400 millioner kr. alene i forundersøgelser, men håber på at blive godkendt som et af i alt 12 demonstrationsprojekter, som EU vil udpege.

De genstridige landmænd har haft kontakt til Greenpeace, selv om de ikke er meget for aktivisternes metoder. Deres egne dyrs bidrag til drivhusgasserne slår de hen.

»Dyrene forsvinder om 10-15 år. Så er der ikke flere kreaturer eller grise tilbage i Danmark. Så det løser sig selv,« siger Bjarne Jensen med de 70 malkekøer.

Vindmøller overalt

På marken bag Hans Skoles stuehus knejser ni høje vindmøller. Marken ejer Hans Skole, og møllerne ejes af forskellige foreninger og privatpersoner på egnen. Per Pedersen studser sig frem til, at man kunne bygge 150 vindmøller for de penge, det koster at lave CO2- lageret, og dem ville landmændene hellere end gerne have stående.

»Vi har jo møller overalt. Vi føler ingen usikkerhed ved en vindmølle. Man kan selvfølgelig få en vinge i hovedet, hvis den falder af, men det er sjældent, at det sker,« siger Per Pedersen med et skævt smil.

Bjarne Jensen griber pointen.

»Det siges, at vi her i området er selvforsynende med strøm fra vindmøller. Når det blæser, sælger vi også strøm til andre. Derfor er det også vanvittigt, at vi skal have verdens største CO2-losseplads liggende her,« siger han.

Selv om landmændene insisterer på, at det er den principielle diskussion om CO2-lagring, der er vigtigst, vender de hele tiden tilbage til den lokale bekymring for de konsekvenser, Vattenfalls projekt kan have for dem.

De bruger selv koncentreret CO2 til at slå svamp og udyr i kornet ihjel, og på slagterierne bruger man det også til at aflive grise. Derfor er tanken nærliggende, at en læk på en pumpe eller en revne i jorden kan have dødelige konsekvenser for dem selv. Alene usikkerheden kan få huspriserne til at falde, frygter de. Den oplagrede CO2 kommer til at ligge der i flere tusind år, men hvem holder øje med det, når Vattenfall ikke eksisterer længere, spørger landmændene retorisk.

»Vi er prøvekaniner i verdens største forsøgsprojekt med CO2-lagring. Vi står tilbage med risikoen,« siger ponyejer Ann Louise Jørgensen.

»Man skulle hellere lægge lageret ude i Nordsøen, hvor der ikke bor mennesker,« foreslår Jesper Svarre.

Kampen spidser til

Konflikten træder nu ind i en ny fase. De 27 landmænd nægter at lægge jord til Vattenfalls næste seismiske undersøgelse. Her vil Vattenfall grave 4-5.000 sprængladninger ned i jorden med 40 meters mellemrum i et 55 km2 stort område. Landmændene mener, at Vattenfall truer sig til adgang til deres jord ved at henvise til, at staten kan ekspropriere deres marker midlertidigt til undersøgelserne.

Marianne Reedtz Sparrevohn fra Vattenfall afviser, at det nogensinde har været på tale at tiltvinge sig adgang. Desuden har landmændene ingen grund til at være bekymret, da CO2 slet ikke er farligt, siger hun.

I Energistyrelsen fortæller de en anden historie. Civilingeniør Søren Frederiksen, der har beskæftiget sig med sagen, slår fast, at der selvfølgelig er risici forbundet med CO2 i koncentrerede mængder. Men et lager er ikke farligere end de naturgaslagre, der også ligger under beboede områder i Danmark.

Desuden fortæller han, at Vattenfall har forhørt sig om muligheden for at ekspropriere landmændenes jord til deres undersøgelser, og at det er en meget reel mulighed, hvis Vattenfall søger om det.

Indtil videre forsøger Vattenfall sig med det søde. Undersøgelsen er udskudt på ubestemt tid til fordel for flere borgermøder og mere oplysning. Men de utilfredse landmænd er allerede holdt op med at lytte. De stoler ikke længere på Vattenfall, og de giver sig ikke uden kamp, slår Bjarne Jensen fast.

»Vattenfall, de er jo stærkt for det her. Og som det er gå en, er vi stærkt imod. Uanset, hvad vi får at vide, så er vi ikke indstillet på at give dem lov. Tilliden er brudt. Selv i det tilfælde, hvor politikerne giver dem lov, vil vi bruge fysiske midler. Simpelthen ud med traktoren og stoppe dem. Det er vi nødt til,« siger Bjarne Jensen.