Læsetid: 2 min.

Sidste tæppefald for Junibevægelsen

Junibevægelsens tid på den europæiske scene er forbi efter 17 års virke. Søndagens skæbnevalg fik formand Keld Albrechtsen til at kapitulere på direkte tv. Dødsfaldet er forståeligt, men én mand kunne måske have forhindret det, mener eksperter
Junibevægelsen er færdig efter valgnederlaget og bør lukke og slukke. Det sagde landsformand Keld Albrechtsen under debatten søndag aften.

Junibevægelsen er færdig efter valgnederlaget og bør lukke og slukke. Det sagde landsformand Keld Albrechtsen under debatten søndag aften.

Keld Navntoft

9. juni 2009

"Vi bliver nødt til at se i øjnene, at the final curtain er kommet," sagde Junibevægelsens formand Keld Albrechten for rullende kameraer søndag aften.

Kun 2,4 procent af vælgerne satte kryds ud for spidskandidat Hanne Dahl og Junibevægelsen. Men det er ikke overraskende, siger eksperter, der har flere forklaringer på dødsfaldet.

"Det er et udtryk for, at de her bevægelsers tid er forbi," siger professor i EU-ret ved Københavns Universitet Marlene Wind.

"Junibevægelsen hørte til en bestemt tid, hvor det handlede præcis om Maastricht-traktaten osv. Tingene har flyttet sig meget, også for den type vælgere, der normalt ville stemme på Junibevægelsen. Den har udtjent sin værnepligt."

Uffe Østergård fra International Center for Business and Politics på CBS er heller ikke overrasket.

"Vælgerne tænker i nationale interesser, mens Junibevægelsen er med af europæisk interesse. Det synspunkt er dødt," siger han om bevægelsen, der i starten af 1990'erne havde masser af vind i sejlene.

17 års modstand

Junibevægelsen blev stiftet i kølvandet på danskernes nej den 2. juni 1992 til Maastricht-traktaten, der i markant grad ville udvide det europæiske samarbejde.

"Nogen må holde regeringen fast på det nej," sagde medstifter Drude Dahlerup til Politiken kort efter afstemningen.

Drude Dahlerup kom fra organisationen Danmark 92, der side om side med Folkebevægelsen mod EF op til valget havde agiteret kraftigt for et nej. Sammen med bl.a. Jens-Peter Bonde fra Folkebevægelsen stiftedes den 23. august 1992 Junibevægelsen på Christiansborg.

Selv om det allerede året efter glippede for Junibevægelsen at fastholde nejet ved afstemningen om Edinburgh-aftalen, fortsatte kampen alligevel. Den tværpolitiske bevægelse markerede sig ved de efterfølgende folkeafstemninger, hvor Jens-Peter Bonde hver gang stod i spidsen. Gennem næsten hele bevægelsens historie var Jens-Peter Bonde synonym med Junibevægelsen. Han sagde farvel til EU-Parlamentet i 2008, og gav posten videre til Hanne Dahl.

Enmandshær

Marlene Wind betragter Junibevægelsens død som naturlig, men mener dog, at bevægelsen kunne have levet nogle år endnu.

"Man ikke udelukke, at Junibevægelsen havde overlevet, hvis Jens-Peter Bonde havde været spidskandidat denne gang ... Han er en meget dygtig campaigner."

Uffe Østergård er enig.

"Hanne Dahl er ikke Jens-Peter Bonde. Der er sådan en familiebegejstring i at have stemt på ham fem gange. I forhold til hende er han enormt velkendt. Hun er også mindre karismatisk," siger Uffe Østergård og understreger: "Man kan ikke afvise, at Junibevægelsen havde overlevet, hvis Jens-Peter Bonde havde siddet som kandidat."

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Jean Thierry

Det er påfaldende som medier og EU-eksperter svælger i JuniBevægelsens undergang, der ses som udtryk for at "bevægelsernes tid er forbi", mens det forties, at Folkebevægelsen mod EU er der endnu og er gået pænt frem.

Er det fordi, at man ikke vil have historien til at handle om, at "Unionsmodstandere for EU" ("et nyt og slankt EU") ikke er et bæredygtigt projekt i længden, mens konsekvent EU-modstand (for selvbestemmelse og globalt udsyn til de 92 % af verdens befolkning der lever udenfor EU) faktisk er et holdbart og populært projekt?