Læsetid: 4 min.

Stein Bagger og ofrene

Politikere kræver ofte strengere straffe af hensyn til ofrene. Men hvorfor gælder det kun, når det er ofre for vold og seksualforbrydelser
20. juni 2009

Hvad har en Stein Bagger, der skaffer sig lån ved hjælp af varm luft og fantasiprodukter, og en Kurt Thorsen, der prøver at skaffe sig lån ved hjælp af garantier med falske underskrifter, til fælles med mere anonyme folk, der 'låner' penge ved at røve pengetransporter eller få bankens kassebeholdning udleveret at gun point Svaret er, at deres motiv er det samme. De vil have flere penge, end de allerede har. De har præcist samme motiv, som de seneste årtier i stigende grad er blevet grundlag for 'det gode samfund': Et stort forbrug, der bliver kommunikeret som den gode samfundsborgers pligt.

Grådighed Ja, men en grådighed, som er fulgt med den forestilling, at alting hele tiden skal blive større, at firmaer skal ekspandere, at banker skal øge indtjeningen, at aktiekurser og huspriser skal stige, at vi skal have flere og bedre muligheder for at købe ind, at BNP skal øges med så og så mange procent om året. Hvis ikke vi alle er grådige, går samfundsøkonomien i stå, får vi at vide. Ingen kan sige, at vi ikke har levet op til kravene ' men noget tyder på, at det alligevel er ved at gå galt. Der optræder flere ofre for den grådighed, der ifølge hjerneforsker Peter Lund Madsen sidder i krybdyrhjernen.

Kriminologer og politikere har det tilfælles, at de gerne beskæftiger sig med ofre for såkaldt personfarlig kriminalitet. Dermed mener de ikke noget så udbredt som simpelt tyveri, så længe der ikke er personvold involveret. De mener heller ikke handlinger, som driver andre folk fra hus og hjem, eliminerer deres opsparing til alderdommen eller får deres virksomhed til at gå konkurs.

Vi hører med jævne mellemrum politikere, der kræver højere straf af hensyn til ofrene. Men det er ofre for vold og seksualforbrydelser, det handler om. Ingen kræver højere straf for økonomisk kriminalitet af hensyn til ofrene, måske bl.a. fordi ofre for økonomiske forbrydelser gerne betragtes med en vis skepsis: Var de mon ikke selv ude om det Indvilgede de ikke i at investere i risikable foretagender Burde de ikke have gennemskuet den psykopat Lå de ikke under for smarte forretningsfolk med luksuriøs livsstil Glemte de ikke at kontrollere, hvad der foregik Banker og andre magtfulde institutioner som ofre Glem det! Da Thorsen og Trads blev afsløret i deres forfalskning af André Lublins underskrift, hed det i Politiken (22.1.00): »Lublin er blevet offer for en forbrydelse, men får ikke ofrets sympati ' i stedet spørger forsvarere, journalister og andre interesserede, hvorfor han ikke opdagede, hvad der foregik«.

Direktør med ridser

I sagen om IT Factory har sympatien heller ikke udelt været på Asger Jensbys side. Og da slet ikke på Danske Banks side. Den ellers så selvsikre direktør for banken har fået slemme ridser i lakken i forbindelse med bankens natlige udlånsvirksomhed og trecifrede milliontab. Han har ind imellem nærmest virket lidt slukøret og i øvrigt holdt lav profil. Udskiftningen af Danske Banks annoncekampagne 'Gør det du er bedst til, der gør vi' med 'Har du også en løsning på krisen ' og manden, der udtaler: »Hvorfor ikke dele lidt ud og skrue ned for ambitionerne ' og så bare få tingene til at glide « taler for sig selv.

Mange økonomiske forbrydelser bliver ikke anmeldt til politiet ' af flere grunde. Den bedragne er flov over at have ladet sig snyde og undgår gerne offentlig eksponering. Bedrageren kan i øvrigt have det på samme måde, så en trussel om anmeldelse kan få ham til at indgå aftale om en eller anden form for tilbagebetaling mod, at sagen holdes inden døre. Den bedragne kan med rette anse en eventuel fængselsstraf til bedrageren for at kunne ødelægge bedragerens muligheder for nogen sinde at blive i stand til at betale tilbage, rent bortset fra, at en straffesag kan betyde forsinkelse af en mulig civil sag om erstatning. For ofre for økonomiske forbrydelser drejer det sig som regel først og fremmest om at skaffe økonomisk kompensation fra bedrageren, ikke om at få ham straffet. Straf er samfundets reaktion, ikke ofrets.

Da Thorsen fik sine seks år, var der mange almindelige mennesker, der syntes, at det var synd for ham. Vi fascineres nemlig også af de smarte taskenspillere. Det gælder i høj grad også Bagger.

Kan ikke sammenlignes

Vi husker al den 'hype', der var omkring denne fantastiske erhvervsmand indtil en uge før, det hele ramlede. Han har foreløbig fået sine syv år. Da det blev kendt, at anklageren ville bruge en generel bestemmelse i straffeloven om forhøjelse af strafferammen fra 8 til 12 år, kunne Børsen (5.6.2009) citere professor Lars Bo Langsted for, at der er problemer med at bruge denne bestemmelse, fordi man så kan komme op i nærheden af straffen for manddrab. Omvendt har professor Gorm Toftegaard Nielsen svært ved at se, hvorfor den forhøjede strafferamme ikke skulle kunne bruges i forbindelse med økonomisk kriminalitet.

Er det lige så slemt at snyde og bedrage for op imod en milliard kroner, som at slå sin kone ihjel Det kan ikke sammenlignes, vil de fleste sige. Nej, men det er ikke desto mindre den sammenligning, som straffesagen om Stein Baggers transaktioner aktualiserer.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Ole Husgaard

Efter min mening er der en grundlæggende forskel mellem økonomisk kriminalitet, hvor folk franarres deres penge, og den kriminalitet hvor der bruges vold eller trusler om vold.

At give en straf for at have franarret andre deres penge der bare minder om straffen for mord, er efter min mening helt ude af proportioner.

Desværre er "højere straf" i øjeblikket et populistisk mantra. Desværre, fordi det overskygger et andet langt vigtigere spørgsmål: Hvordan undgår vi bedst, at folk begår kriminalitet?

For hvad er det vi vil med vores samfund? Vil vi have et samfund, hvor flest muligt sidder længst muligt i fængsel? Eller vil vi have et samfund, hvor vi kan leve sammen, og hvor det hører til undtagelserne, at nogen gør noget der går ud over andre.

Økonomisk kriminalitet straffes faktisk ganske hårdt, fordi det er en kriminalitet der begås med forsæt og tit over ganske lang tid.
Langt den meste voldskriminaitet er spontan og uoverlagt, og da det (stadig) er et krav i dansk lovgivning er at man skal have forsæt til at begå noget kriminelt før man kan staffes, er der forskelle i straffen. Uoverlagt drab og tilfældig vold udgør en untagelse, hvorfor straffen da også er lavere.
Desværre er skyld og straf problematikken efterhånden blevet flyttet væk fra at være et samfundsanliggende til at være et personligt hævnmotiv, skjult under den falske titel "offentlighedens retsføelse."