'Jeg tør ikke tænke på Bagdad'

"Jeg tør ikke tænke på Bagdad. Jeg tror, jeg mister livet, hvis jeg bliver sendt hjem."

Makmoud, der er 64 år gammel og enlig, kommer fra Iraks hovedstad. Og han er ikke i tvivl om, at han er i stor fare. Derfor har han sammen med andre irakere søgt tilflugt i Brorsons Kirke på Nørrebro i København, efter det kom frem, at den danske regering har indgået en hjemsendelsesaftale med Irak.

Det er syv år siden, Makmoud kom til landet. Ifølge FN's Flygtningehøjkommisariat, UNHCR, burde Danmark for længst have anerkendt ham som flygtning i henhold til Flygtningekonventionen. Men Udlændingeservice vurderer ikke, at han er berettiget til beskyttelse. Og den afgørelse har Flygtningenævnet stadfæstet.

Kvarteret New Baghdad, hvor Makmoud ejede et snedkeri, var tidligere befolket af både shia- og sunnimuslimer. Selv er han sunni. Men efter etniske udrensninger bor der nu kun shiitter.

Under Saddam Husseins styre udgjorde sunnierne, som diktatoren selv hørte til, majoriteten i Bagdad. Men mange sunnier er blevet fordrevet, og mange slået ihjel, og nu er der ifølge officielle tal langt flere shiamuslimer i hovedstaden, hvor sunnierne er forvist til kvarterer, der er afgrænsede af betonmure, som skal beskytte mod bilbomber og andre angreb.

"Jeg kender ikke nogen sunnier, der er blevet tilbage i New Baghdad," siger Makmoud. "De er enten flygtet eller blevet slået ihjel."

Særlig stort indtryk gjorde det på ham, da han hørte, at den shiamuslimske Al Mehdi-milits havde dræbt en imam, der var en god ven af ham:

"Han havde ikke gjort nogen noget. Han var en fredens mand. Jeg fik at vide, at de skød ham lige foran hans hus. Han havde seks børn."

Intet alternativ

UNHCR beretter, at der rapporteres om overfald på sunnimuslimer, der vender tilbage til de områder af Bagdad, som nu er domineret af shiamuslimer.

Flygtningenævnet mener imidlertid ikke, der er nogen grund til bekymring. Det er ikke "sandsynliggjort, at ansøgeren på grund af sin religion risikerer forfølgelse, og at ansøgeren af den grund skal meddeles opholdstilladelse," skriver nævnet i sit seneste afslag på at genoptage Makmouds sag.

Hvorfor Flygtningenævnet ikke tror på UNHCR's advarsler, fremgår ikke. Der refereres ikke til andre kilder, og fra nævnet lyder beskeden, at de ikke vil kommentere enkeltsager.

Flygtningenævnet gør sig heller ingen overvejelser om, hvor Makmoud skal tage hen, når han nu ikke kan vende tilbage til sit hjem og sit snedkeri. Ifølge UNHCR findes der i dagens kaosramte Irak ikke noget "internt flugtalternativ" (en mulighed for at søge beskyttelse et andet sted i landet, red.) for irakere, der kommer fra Bagdad. I et stærkt kritisk brev til de danske myndigheder dateret 28. maj understreger UNHCR desuden, at irakere risikerer forfølgelse, hvis de bliver sendt tilbage til områder, de ikke har boet i før.

"Hvor skulle jeg tage hen? Jeg er efterhånden en gammel mand, og jeg kender ikke nogen, der kan hjælpe mig," siger Makmoud.

Et humant land?

Makmoud har tilbragt otte år af sit liv i den irakiske hær. Fra 1975 til 1978 aftjente han sin værnepligt, og i 1980 blev han genindkaldt for at deltage i Den Første Golfkrig mod Iran. Frem til 1985 tjente han i kommunikationstropperne og oplevede krigens rædsler på nært hold:

"Jeg samlede dele af mine kammerater sammen i poser. De var blevet sprængt i luften. Hænder, ben, indvolde. Jeg har set meget. Og jeg kan ikke fortælle det hele."

De næste mange år fik han lov at leve i fred. Men i 2001 blev han opsøgt i sit hjem i Bagdad af lokale medlemmer af Baath-partiet, der beordrede ham til at melde sig til Jerusalem-hæren. Den var blevet oprettet i 2001 af Saddam Hussein med det erklærede formål at befri Palæstina.

"Jeg kunne ikke klare mere krig. Jeg var bange," siger Makmoud, der besluttede at flygte og betalte en menneskesmugler 7.500 dollar, som han skaffede ved at sælge sit snedkeri, sin bil og alt, hvad han ellers ejede.

Valget faldt på Danmark, fordi Makmouds far i begyndelsen af 1990'erne blev behandlet for liggesår af en sygeplejerske, der var blevet uddannet af danske læger og sygeplejersker under krigen mod Iran.

"Min far fik en virkelig omsorgsfuld og grundig behandling. Og derfor tænkte jeg, at Danmark måtte være et meget humant land. Danskerne har også været venlige mod mig. Når vi står uden for kirken og snakker, er der mange, der vinker til os for at opmuntre os. Og der er mange, der kommer ind og giver os dagligvarer eller donerer penge. Det er jeg meget taknemmelig for," siger han og tilføjer:

"Men myndighederne har ikke været humane. Min situation er tragisk. Det var en stor fejltagelse at tage til Danmark. Jeg valgte det forkerte land."

Flere af Makmouds bekendte hjemme fra New Baghdad har fået asyl i andre europæiske lande.