Nyhed
Læsetid: 2 min.

TV 2's topchefer svømmede i penge

På vej mod at TV2 knækkede halsen fik den forhenværende topdirektør over en halv million kroner om måneden for at passe sit job. Socialdemokratiet er voldsomt forundret
Indland
25. juni 2009

Den tidligere ledelse på landets næststørste tv-station, TV2, drev virksomheden så ekspansivt, at den til sidst ikke kunne låne penge i banken og måtte vende sig mod staten med en bøn om penge for at overleve. Men inden var der rigeligt med penge i medievirksomheden - ikke mindst på direktionsgangen.

Det viser et svar fra finansminister Claus Hjort Frederiksen (V) til medlem Socialdemokratiets, Magnus Heunicke.

Den tidligere adm. direktør Per Mikael Jensen skulle sammen med økonomidirektør Anders Kronborg gøre TV2 klar til et hurtigt salg som led i tidligere kulturminister Brian Mikkelsens (K) mediestrategi om at privatisere virksomheden. Uagtet at TV2 ikke blev solgt, fik Per Mikael Jensen en løn på 2,2 millioner i 2006, hvilket var mindre end Anders Kronborg, der fik 2,8 mio. kr. for årets arbejde. Men året efter var der helt andre penge på spil.

Dobbelt løn

I slutningen af juli måned 2007 offentliggjorde Per Mikael Jensen under stor medieopmærksomhed, at han havde fået et nyt job i den internationale gratisaviskoncern MetroExpress. Det var, sagde han, et job han ikke kunne sige nej til, og ved samme lejlighed blev det oplyst, at han ville stå til rådighed for TV2 indtil udgangen af oktober måned.

At TV2s bestyrelse ikke havde fritstillet ham med det samme på grund af en mulig habilitetskonflikt vakte stor undren i Medieudvalget på Christiansborg, og så var det ud af vagten med direktøren efter et hasteindkaldt bestyrelsesmøde.

Hvis man antager, at hans faste arbejde for virksomheden dermed sluttede i juli måned, så var den løn han modtog ikke mindre end 570.000 kr. om måneden.

For selv om Per Mikael Jensen selv valgte at sige op, så var hans løn i 2007 knap 100 pct. højere end året før. Samlet fire mio. kroner viser svaret til Finansudvalget.

»Jeg er voldsomt forundret over, at der kan udbetales en så høj løn og tilhørende bonus til en direktion, som var med til at få TV2 ud i en eksistentiel krise. Det er i orden med en god løn, hvis man leverer nogle flotte resultater, men det her er jo det stik modsatte. Stationen måtte reddes med offentlige midler, da banken ikke ville mere,« siger Magnus Heunicke.

Gevinst til Kronborg

Per Mikael Jensen og økonomidirektør Anders Kronborg valgte for få uger siden at skyde med skarpt efter den Rigsrevisions undersøgelse, som konkluderede, at der i deres ledelsesperiode var iværksat en stribe aktiviteter, der blev væsentligt dyrere end forventet. Også Anders Kronborg fik væsentligt mere i løn i 2007 end året før. Samlet modtog han 3,6 mio. kr., inden han tog flyveren til London for atter at arbejde sammen med Per Mikael Jensen.

Ifølge Rigsrevisionen kom TV2 ud af 2007 med et markant underskud på 213,5 mio. kr., hvor forventningerne ved halvårsregnskabet i august 2007 var et overskud på ca. 100 mio. kr.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Hugo Barlach

Kort og godt:

Jamen, hvad i alverden er det for noget? Man er målløs! Ikke én yderligere offentlig krone til den sammenhæng. Længere ud i hampen bliver det simpelthen vanskeligt at komme, hvaba'?...

peter jensen

måske blev tv2's chefer aflønnet og bonusset efter deres evne til at få tilskud til driften fra politikere.

Setuppet med t v2, dr . De to licens støttede medier stationer med public service forpligtelser som de slet ikke prioriterer eller definerer er en farce.

Dk kunne lære SÅ meget af Sverige også på dette område.

Hugo Barlach

Tjae, de har jo politiske chefer, ikke sandt?...