Læsetid: 5 min.

Velkommen i arkivet

Da VKR-regeringen i september 1968 udsendte den berømte erklæring om, at ingen længere kunne registreres alene på grundlag af lovlig politisk virksomhed, havde Justitsministeriet forinden lagt sig fast på en bestemt tolkning: Alle med kontakter til 'uro-grupper' skulle registreres
25. juni 2009

Med udsendelsen af en beretning på 4.600 sider i 16 nydelige koksgrå bind sætter PET-Kommissionen punktum for en åregammel diskusssion på den danske venstrefløj:

Bliver vi overvåget eller ej?

Kan man fæstne lid til den så berømte erklæring fra VKR-regeringen fra den 30. september 1968, hvorefter ingen længere må registreres »alene« på baggrund af lovlig politisk virksomhed?

Kommissionen dokumenterer, at svaret kun kan være et entydigt 'ja' til første spørgsmål og et 'nej nej' til det andet. Politiets Efterretningstjeneste har - af og til assisteret af Forsvarets Efterretningstjeneste eller af private initiativer udsprunget fra den ekstreme højrefløj eller fra Socialdemokratiet - overvåget, udspioneret og registreret venstreorienterede aktivister af alle kræfter. Det gælder ikke bare Danmarks Kommunistiske Parti og Ungdom, men også den lange række af trotskistiske, maoistiske eller anti-imperialistiske organisationer og foreninger, der myldrede frem i slutningen af 1960erne og starten af 1970erne.

Når fire ud af fem medlemmer af PET-Kommissionen alligevel mener, at tjenesten »i det store og hele« har handlet efter gældende regler, hænger det sammen med, at en væsentlig del af disse regler ikke har været kendt uden for en meget snæver kreds bestående af skiftende justitsministere og - måske - også skiftende medlemmer af regeringens sikkerhedsudvalg.

Men hverken Folketinget endsige offentligheden har haft kendskab til eksistensen af disse helt særlige regler.

'Alene' er ikke 'alene'

Da VKR-regeringen den 30. september 1968 udsendte erklæringen om, at ingen danske borgere længere kunne eller måtte registreres alene på baggrund af lovlig politisk virksomhed, blev det bredt i Folkektinget og offentligheden opfattet som en voldsom begrænsning af PET's personarkiver, der i løbet af 1950erne og 1960erne havde svulmet op til at omfatte flere hundrede tusinde borgere.

Et abonnement på kommunistavisen 'Land og Folk', en turistrejse til Bulgarien eller deltagelse i en reception på en østambassade var dengang mere end tilstrækkeligt til at havne i PET-arkiverne. Ikke mindst Det Radikale Venstre lagde vægt på, at med regeringserklæringen skulle der andre boller på suppen.

Men ifølge PET-Kommissionen har det egentlige formål med erklæringen ikke været at begrænse PET's registrering, men snarere »at virke udadtil og herunder formentlig også berolige radikale kredse«. I hvert fald lagde Justitsministeriet mere end to uger før udsendelsen af erklæringen i et hidtil hemmeligholdt notat sig fast på en fortolkning af erklæringen, der tillod fortsat registrering af borgere, »der enkeltvis eller som medlemmer af grupper eller organisationer udøver virksomhed, der har til formål eller er egnet til at forårsage uroligheder eller at omstyrte eller undergrave den lovlige samfundsorden.«

Den 26. september tilsluttede regeringens Sikkerhedsudvalg sig ministeriets fortolkning. Så da den daværende PET-chef Arne Nielsen i december 1968 udsendte en instruks til sine medarbejdere om fortsat og med fuld kraft at registrere såvel landsledelser som Københavnsledelser i DKP, DKU, VS og den socialistiske ungdomsorganisation SUF, holdt han sig »inden for de rammer, der var udstukket af regeringen,« mener flertallet i PET-Kommissionen. Dissensen anser derimod 30/9-erklæringen som »retligt bindende for regeringen og dens ministre«, hvorfor »efterfølgende ændring af de i regeringserklæringen fastsatte regler« måtte kræve en forudgående underretning af Folketinget.

Ingen kupplaner i 1948

Med Justitsministeriets hemmelige notat som ballast fortsatte PET derfor registreringen af aktivister på venstrefløjen. I centrum for efterretningstjenestens opmærksomhed stod i mange år DKP og DKU, der på grund af den nære tilknytning til Sovjetunionen blev opfattet som »en permanent sikkerhedsrisiko for Danmark.«

I den forbindelse er det værd at bide mærke i, at Kommissionen ikke kan understøtte den udbredte forestilling om, at DKP i påsken 1948 forberedte et kup i sammenhæng med en invasion fra østlig side.

Ligeledes kan det heller ikke ud fra PET-arkiverne bekræftes, at DKP'ere skulle have forberedt sabotage eller organiseret væbnede illegale grupper i sidste halvdel af 1940'erne. Alligevel udarbejdede PET »oversigter over væbnede kommunister«, som blev overdraget til landets politimestre med henblik på »en eventuel krigssituation«.

Også medlemmer af VS blev registreret. PET opbevarede på sin emnesag om partiet lister over partimedlemmer fra 1968 og frem. For så vidt som disse lister, der også omfattede mange andre end partiets ledende folk, har haft en systematisk form, mener Kommissionen, at dette har været i strid med PET's egen fortolkning af de gældende regler.

Kineserne

Trotskister, maoister og anti-imperialister blev også registreret. Gennem det meste af den kolde krig opfattede PET trotskisterne som »såkaldte uromagere«, der blev fulgt nøje, og noget lignende gjaldt de forskellige maoistiske grupperinger, som PET med Kommisionens ord var »opmærksom på« i tre årtier. Det gælder først og fremmest Manifest/Kommunistisk Arbejsgruppe, som senere blev til Blekingegadebanden, men også Kommunistisk Arbejderparti (KAP) og forløberen Kommunistisk Forbund Marxister-Leninister samt den noget mindre organisation Kommunistiske Arbejdere Marxister-Leninister blev fulgt af PET. Maoisterne »bidrog til at skabe uro«, selv om de - bortset fra den senere Blekingegadebande - ikke af PET blev betragtet »som nogen væsentlig trussel mod den lovlige samfundsorden.«

Når venstrefløjens smågrupper alligevel var interessante for PET, ikke mindst i bevægelsernes storhedstid i anden halvdel af 1970'erne, hang det nok så meget sammen med deres voksende indflydelse på 'vilde' strejker og andre faglige aktioner på arbejdsmarkedet.

Således helliger PET-Kommissionen et helt bind til at skildre PET's overvågning af faglige konflikter. Op gennem 1950'erne og 1960'erne havde PET et velkonsolideret samarbejde med det socialdemokratiske organisation Arbejdernes Informations Central (AIC), der nøje registrerede alle kommunister på arbejdspladserne, men da AIC efter en årrække indstillede virksomheden, måtte PET selv gå i gang med overvågningen.

HT-konflikt under lup

PET fulgte således nøje med i, hvordan den ny venstrefløj forsøgte - med Kommissionens ord - »at anvende faglige konflikter i den politiske kamp mod systemet, dvs. det liberale parlamentariske demokrati, markedsøkonomien, alliancemedlemsskabet og fra 1972-73 medlemsskabet af EF.«

PET indsamlede derfor oplysninger om deltagerne i La Cabana-konflikten i 1983, HT-konflikten i 1984 og overenskomstfornyelsen året efter.

Også PET's overvågning af og samarbejde med den yderste højrefløj behandles i et bind for sig af Kommissionen.

Især blandt venstreorienterede har det i årevis været en udbredt hypotese, at efterretningstjenesterne havde den slags særlig tætte forbindelser, ikke mindst på grund af afsløringen i 1977 af den såkaldte Hans Hetler-bande, der på privat basis udførte bestillingsopgaver for Forsvarets Efterretningstjeneste om overvågning af venstrefløjen.

Noget lignende har Kommissionen ikke kunnet dokumentere for PET's vedkommende, men ovendt heller ikke afvise:

»På det foreliggende grundlag« kan det således »hverken be- eller afkræftes, at PET som institution eller PET's medarbejdere skal have haft et tæt forhold til den politiske højrefløj«, skriver Kommissionen.

Om overvågningen af danske nazister anfører Kommissionen bl.a., at PET via privatpersonen Frede Farmand, som PET ved flere lejligheder benyttede sig af, fik adgang til det nynazistiske Nordlands Forlags computer. Herved kom PET i besiddelse af oplysninger om aftagere af forlagets nazistiske udgivelser, som blev distribueret både i Danmark og internationalt, især til Tyskland.

»Dermed besad PET væsentlige information i det internationale efterretningssamnarbejde«, som Kommissionen skriver med tilføjelsen, at et sådant indgreb i computeren havde karakter af en ransagning, hvortil der burde være indhentet en retskendelse.

Hvorfor dette så ikke skete, har PET's daværende ledelse ikke kunne redegøre for.

Se hele PET-rapporten på www.petkommissionen.dk

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Bjørn Herring

Jeg går ud fra jeg blev registreret. Hvordan finder jeg ud af det, ogt hvor meget har jeg krav på i erstatning?

Eftersom DK i det store og det hele er et feudalt samfund forventer jeg ikke det store, men man har da lov at spørge? Eller er det også forbudt?

Bjørn Herring

Egentligt ville det jo være en fornærmelse hvis jeg ikke var registreret, eftersom jeg som medlem af KAP mente at samfundet skulle omstyrtes ved en voldelig revolution.Ikke fordi jeg var voldelig, men fordi samfundet med vold ville modsætte sig den ønskede ændring.

Idag er jeg blevet dummere og modstander af enhver ændring, hvilket dog ikke betyder at jeg ikke synes det må være en krænkelse af mine menneskerettigheder at jeg i sin tid blev registreret som potentielt farilig for det bestående.

Jeg synes derfor jeg burde have krav på en slags erstatning til betaling af mit gangstativ. F.eks. et motoriseret gangstativ med plads til et maskingevær..

Robert Kroll

Man synes at "glemme", at stemningen og holdningerne langt hen ad vejen var præget af den kolde krig.

USSR's nedkæmpning af af arbejderopstanden i Østberlin, oprøret i Ungarn og " foråret" i Tjekkoslovakiet gav "sved på panden" i mange hjem, så selvfølgelig var dele af venstrefløjen i fokus, når de anpriste "de lykkelige forhold" i USSR.

Iøvrigt er jeg ret ligeglad med,hvad PET eller FET registrerer, bare der er en virkelig solid kontrol mod misbrug og at man sørger for, at ikke "hvad som helst" kan få job i de tjenester - der skal stilles store krav til personlig integritet og korrekt efterlevelse af gældende ret.

Jeg er mere bekymret ved de private registreringer, som sker i NGO'er, hos nyhedsmedier , hos journalister, hos lobbyister, i religiøse sekter o s v. Her ligger de store misbrugsmuligheder i dagens Danmark.

Peter Hansen

Problemet med al registrering er sjældent, hvad det bliver brugt til, når det foregår, men hvad det kan blive brugt til, når nye politiske vinde fejer over landet.

Hugo Barlach

Bjørn Herring

Kom skisme' til at grine af kommentarerne. Meen, nu er sarkasme vel osse' en kilde til usikkerhed om Statens sikkerhed iflg. PET, så måske et (under-skuds-) sikkert gangstativ er mere på sin plads?...

høhø...