Baggrund
Læsetid: 4 min.

Viden om Danmarks 120 farligste virksomheder er tys-tys

På grund af terrorfrygt bremser PET nu for, at borgere kan få oplyst, om de bor i nærheden af en farlig virksomhed. Borgerne har ellers krav på den slags oplysninger
Indland
19. juni 2009

Er De tilfældigvis genbo til en Danmarks farligste virksomheder

Den slags oplysninger har borgerne en lovfæstet ret til at få oplyst og få aktindsigt i. Det følger af såvel miljøoplysningsloven, der senest er revideret i 2005, som af det såkaldte Seveso-direktiv om farlige stoffer fra 1996.

Alligevel mener Politiets Efterretningstjeneste ikke, at der kan gives aktindsigt i viden om landets 120 mest farlige virksomheder. Derfor har Miljøstyrelsen med henvisning til PET afslået at give aktindsigt om danske risikovirksomheder.

PET henviser til »det generelle trusselsniveau i den vestlige verden, herunder i Danmark«. Det betyder, at når »risikovirksomhederne har store oplag af brand- og eksplosionsfarlige stoffer, giftige stoffer og miljøfarlige stoffer«, så vil der være »nærliggende risiko for, at oplysningerne vil kunne anvendes til terrorformål«, bl.a. fordi terroristerne herved kan opnå adgang til »stoffer og materialer, der kan anvendes til terrorhandlinger.«

Siden januar 2008 har Nils Mulvad forsøgt at få aktindsigt hos Miljøstyrelsen og kommunerne i oplysninger om landets farligste virksomheder, som kaldes for risikovirksomheder.

Hidtil har det stort set været forgæves, for ud af ca. 120 virksomheder har han kun fået oplysninger om en sjettedel. Nils Mulvad er havnet i en konflikt mellem to modsatrettede hensyn: På den ene side ønsket om et åbent samfund, hvor borgerne kan få alle relevante oplysninger om deres nærområde, på den anden hensynet til at beskytte de selvsamme borgere mod anslag fra terrorister, og hans aktindsigt er derfor blevet en prøvesag.

»Sagen er vigtig, fordi den vil vise, hvor langt myndighederne kan bruge terror-argumentet til at lukke af for oplysninger, som borgerne tidligere har kunne få,« siger Nils Mulvad.

Han henviser til lufthavne, togstationer og andre installationer: »Alt kan for så vidt gøres til terrormål, hvis man vil. Til sidst ender vi i et samfund, hvor vi knap nok kan få at vide, hvornår S-togene kører, fordi terrorister ville kunne bruge den slags oplysninger, hvis de vil sprænge bomber.«

- Men det kan terrorister vel også

»Altså, det kan vel ikke være så svært at regne ud, at store benzindepoter, medinalvirksomheder eller fyrværkerifabrikker kan have farlige sager opbevaret. Men vi har endnu ikke set terrorister anvende farlige virksomheder som mål, hverken i Danmark eller andre lande« siger Nils Mulvad og fortsætter: »Derimod har vi set og hørt om uheld på den slags virksomheder. Normalt siger man, at et højt vidensniveau blandt borgerne er en vigtig faktor for at begrænse skaderne, hvis der skulle ske et uheld. Og desuden bør borgerne også kunne vide, hvad der sker i det nærområde, hvor de f.eks. påtænker at købe en bolig.«

Nej med gummistempel

I kølvandet på fyrværkeriulykken ved Seest i november 2004 fik Miljøstyrelsen til opgave at finde ud af, om der findes andre ekstremt farlige virksomheder, der ligger placeret midt i boligkvarterer, således som fyrværkerifabrikken lige udenfor Kolding gjorde. Styrelsen nedsatte derfor en særlig arbejdsgruppe, og for godt en uge siden har styrelsen netop oplyst på sin hjemmeside, at arbejdsgruppen forventes af færdiggøre sit arbejde efter sommerferien. En »umiddelbar vurdering« tyder dog på, skriver styrelsen, at ingen af de 120 undersøgte virksomheder behøver at flytte.

Tilbage i januar 2008 ønskede Nils Mulvad at skabe et overblik over alle risikovirksomheder i Danmark for fagforbundet 3F, og han henvendte sig derfor til Miljøstyrelsen for at få en samlet liste. »Det er vigtigt med et sådant overblik, dels for naboerne, dels for de folk, der arbejder på den slags virksomheder,« siger han.

Inden Miljøstyrelsen færdigbehandlede sagen, vendte man sagen med PET. I en udtalelse fra den 30. juni 2008 advarede efterretningstjenesten mod at udlevere de pågældende oplysninger, selv om PET erkendte, at »hovedparten af risikooplysningerne i de samlede dokumenter« er omfattet af offentlighedslovens bestemmelser. Men PET vurderede, at »skadevirkningerne for staten i forbindelse med en udlevering af disse oplysninger vejer tungere end hensynet til offentlighedens interesse i at få kendskab til oplysningerne.«

PET noterede sig især, at de pågældende dokumenter indeholder oplysninger om bl.a. »samtlige virksomheders navne, adreser og beliggenhedsforhold samt oplysninger om identifikation, kategorier og størrelsen af oplag af farlige stoffer på virksomhederne.«

»På den baggrund er det PETs vurdering, at væsentlige hensyn til opretholdelse af sikkerhed, ro og orden omkring virksomhederne gør hemmeligholdelse af disse oplysninger påkrævet.« Halvanden måned senere tilsluttede Miljøstyrelsen sig PET-s advarsler og afslog akt indsigt, »der kan benyttes til at skabe en samlet fortegnelse over landets risikovirksomheder«.

Senest har også Miljøministeriet bakket op bag styrelsens afslag.

»Jeg er utilfreds med, at PET laver en generel advarsel, hvor det hele bare er farligt, som myndighederne derefter som med et gummistempel henholder sig til, uden at lave en konkret vurdering af hver eneste virksomhed.«

Miljøstyrelsen mente dog, at nogle oplysninger måtte kunne udleveres af de enkelte kommuner. Men heller ikke her havde Niels Mulvad heldet med sig, som f.eks. hans aktindsigt i AarhusKarlshamn (tidl. Århus Oliefabrik) viser.

I sit afslag på akt indsigt fra maj 2009 lægger Miljøcenter Århus »betydelig vægt« på en udtalelse fra Østjyllands Politi, der med akkurat samme argumenter som PET advarer mod, at oplysningerne bliver offentliggjort.

»Nu har vi klaget over ministeriets afslag til Ombudsmanden,« siger Nils Mulvad, der især efterlyser et politisk initiativ:

»Det er Folketinget, der har ønsket denne liste over de farligste virksomheder, så de må også på banen for at få oplysningerne frem. Også borgergrupper kan blive aktive i forsøget på at få oplysninger, men hvad med de mange borgere, der uden at tænke over det bor i nærheden af et stort ammoniakanlæg, der f.eks. bruges til køling,« som han spørger.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Robert Kroll

Det giver da god mening ikke at oplyse om, hvor ammunition, sprængstoffer, våben , farlige giftige eller sprængfarlige stoffer befinder sig i større mængder.

Ud over terror-hensynet, så er der også et hensyn til at "skøre kugler" ikke uden videre skal kunne få at vide , hvor de med mindst mulig indsats kan gøre mest mulig skade .

3F skal varetage medlemmernes interesse i bedst muligt arbejdsmiljø og maksimal sikkerhed på jobbet - og det er vel et spørgsmål om uddannelse af tilidsmænd og lokale 3F-folk - bred almen offentliggørelse af en liste er da ufornøden til det formål ?

Peter Jensen

Flyt dog hjem til DDR mand ..

Oplysningerne eller informationerne hvad end disse måtte indeholde, er i sig selv vel næppe farlige.
Eventuelle "terrorister" bliver jo ikke i nogen meningsfuld forstand mere farligere af at de ligger inde med viden om hvor eks. hjemmeværnets våbendepoter findes. Så er alle jo der ligger inde med en sådan viden jo potentielt farlige for alle andres sikkerhed.

Det må vel først og fremmest være de ansvarlige for disse steder der står for sikkerheden, samt netop at oplyse om evt. fare ved stedet, så man også reelt har muligheden og valget at holde sig langt væk.

Der har tidligere været eksempler på miljøsvineri, udslip af gas osv. eks. i forbindelse med ulykker.
Så må/skal/kan myndighederne nu tie overfor borgere der egentligt burde skynde sig væk, fordi de ikke må vide at deres kemi fabrik lækker kemikalier ud i deres baghave.

Paranoiaen har sejret og vi er allerede for længst forbi det punkt hvor "terroristerne" sætter vores dagsorden. Det man hele tiden har argumenteret for at de netop ikke skal have lov til.

Karsten Aaen

Seveso-direktivet er et EU-direktiver; disse står klart over dansk retspraksis også hvad PET måtte finde på at fortie af oplysninger for borgerne, som de ellers har krav på.

Og jeg synes faktisk terror er noget skidt...

Mogens Michaelsen

Farlige virksomheder bør vel ligge på steder, hvor der ikke er nævneværdig risiko for almindelige borgere, hvadenten der sker en utilsigtet ulykke, eller virksomheden udsættes for terror.

Hvis de altid gør det, så er der ikke nogen særlig risiko for terror - ihvertfald ikke den type terror, der har til formål at ramme civile.

Den bedste måde at sikre sig, at civile ikke rammes, er netop fri information til borgerne.

Det viser, at PET's opgave ikke først og fremmest er at beskytte borgerne - men staten. Hensynet til statens sikkerhed tæller mere end borgerrettigheder og den frie information - to grundliggende ting i et demokratisk samfund.