Læsetid: 3 min.

Afviste irakeres talsmand anholdt

Ammar Jaffar og hans familie, der tilhører den forfulgte minoritet feyli-kurderne, blev i går anholdt af Rigspolitiet. Deres advokat har i april anmodet om genoptagelse af sagen på baggrund af drab på adskillige familiemedlemmer i Irak. Sker arrestationen mon for at knække moralen hos de øvrige afviste irakere, spørger advokaten
Ammar Jaffar (t.h.) sidder sammen med præst i Brorsons Kirke Per Ramsdal inden han i går eftermiddag blev anholdt af Rigspolitiet. Anholdelsen skete på trods af at Ammars familie har en ansøgning om genoptagelse af deres asylsag liggende hos Flygtningenævnet

Ammar Jaffar (t.h.) sidder sammen med præst i Brorsons Kirke Per Ramsdal inden han i går eftermiddag blev anholdt af Rigspolitiet. Anholdelsen skete på trods af at Ammars familie har en ansøgning om genoptagelse af deres asylsag liggende hos Flygtningenævnet

Jens Dresling

31. juli 2009

»Den danske regering har ingen respekt for menneskers liv.« Sådan skrev den afviste irakiske asylansøger Ammar Jaffar, en af talsmændene for irakerne i Brorsons Kirke på Nørrebro i København, for et par uger siden i en mail til denne signatur.

I går eftermiddag blev han og hans bror arresteret af politiet, der ankom med hunde til familiens lejlighed, ligesom deres forældre blev arresteret, da de opfyldte deres meldepligt i Sandholmlejren.

Mens familien Jaffar afventer deportation til Irak, ligger der en ansøgning om genoptagelse af deres asylsag hos Flygtningenævnet. Her har deres advokat Helge Nørrung fremlagt flere nye oplysninger i sagen. Blandt andet kan han dokumentere, at flere familiemedlemmer er blevet dræbt, siden den etniske og sekteriske vold blussede op i Irak i 2006, og at andre familiemedlemmer er blevet fordrevet fra deres bopæl.

»Familien er indbegrebet af flygtninge. Det er en særdeles stor risiko for, at de vil blive forfulgt, hvis de bliver sendt tilbage til Irak, og de kan henvise til flere konkrete dødsfald, der med al tydelighed dokumenterer, at de selv vil være i stor fare i Irak,« siger Helge Nørrung.

Familien Jaffar stammer fra Bagdad. Ifølge FN's flygtningeorganisation, UNHCR, er de således berettiget til asyl, alene fordi de kommer fra en af de centrale provinser, der er så præget af etnisk og sekterisk vold, at alle derfra risikerer forfølgelse.

Men familien er desuden feyli-kurdere og tilhører således en af de mest forfulgte minoriteter i landet.

Ifølge UNHCR og en lang række andre kilder er feyli-kurderne ikke alene forfulgt på grund af deres etnicitet. På grund af deres sekteriske identitet som shia-muslimer er de endvidere udsat for forfølgelse af sunni-islamister.

UNHCR anfører desuden, at de irakiske myndigheder ikke er i stand til at beskytte minoriteter som fayli-kurderne, og at de endog typisk tolererer angreb mod dem, mens det af Dansk Flygtningehjælps landenotat fra december 2008 fremgår, at feyli-kurderne af oprørsgrupper opfattes som kollaboratører eller støtter af koalitionsstyrkerne.

For at knække moralen?

Helge Nørrung undrer sig over, hvorfor Rigspolitiet har valgt at arrestere familien, når han på deres vegne tilbage i april har indsendt en anmodning om genoptagelse af deres sag på baggrund af de nye informationer.

»Politiet tjekker åbenbart ikke, om det er en alvorlig sag, som måske allerede er sendt til genoptagelse. De henholder sig kun til, at der foreligger er afslag - og måske, at Irak har accepteret at tilbagetage dem,« siger advokaten.

Ammar Jaffar, der taler flydende dansk og er studerende på DTU, har i den seneste tid fungeret som talsmand for irakerne i Brorsons Kirke på Nørrebro i København. Og Helge Nørrung frygter, at det måske kan være forklaringen på arrestationen:

»Han har været meget i fjernsynet, hvor han har fremstået meget sympatisk og fornuftig. Kunne formålet med fængslingen mon være at knække moralen hos de øvrige afviste familier?«

Selv havde Ammar Jaffar ikke mistet håbet om asyl i Danmark. Da Information for få uger siden var i kontakt med ham, fortalte ham om sin ansøgning.

»Nu må de da give os asyl. Hvordan kan man være mere forfulgt, end vi er,« spurgte han.

Kort efter hørte han nyheden om, at afviste irakiske asylansøgere ifølge en rapport, som Integrationsministeriet offentliggjorde midt i juli, risikerer at blive kidnappet, hvis de bliver sendt tilbage til Irak, fordi de formodes at have fået penge med sig. Det fik ham til at sende mailen om den danske regerings respekt for menneskeliv.

Det var i går ikke muligt at få en kommentar fra Integrationsminister Birthe Rønn Hornbech eller fra Rigspolitiets Udlændingeafdeling.

Serie

Seneste artikler

  • Enl. og R: Et umenneskeligt system

    10. april 2010
    Myndighedernes behandling af 72-årige Hassan Gardi viser, at loven bliver brugt til at forhindre asylansøgere i at få hjælp, mener Enhedslisten og De Radikale
  • Så fik dement iraker lov at blive

    10. april 2010
    Integrationsministeriet afviste at få foretaget en hjernescanning af den svært demente 72-årige irakiske asylansøger Hassan Gardi, og Rigspolitiet fængslede ham. Efter læger udenom ministeriet foretog scanningen, har han nu - efter års ventetid - fået humanitær opholdstilladelse
  • De er flygtninge i deres eget land

    25. januar 2010
    Vinterkulden har lagt sig over Qalawa-flygtningelejren i Kurdistan. Her lever en lille del af de mange internt fordrevne irakere fra Kirkuk
Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

"Sker arrestationen mon for at knække moralen hos de øvrige afviste irakere, spørger advokaten"

Ja, naturligvis...

Dorte Sørensen

Kære Birthe Rønn Hornbech hvor er din anstændighed og retsbevidsthed blevet af. Har du helt solgt din sjæl til DF. I 1990érne var du en af de mest solide frontløbere for vores retssikkerhed og overholdelse af Grundloven og menneskeretskonventionerne. Hvorfor har du glemt at kæmpe for denne sag?
M.v.h. en fortvivlet og forfærdet dansker

Deres sag har ligget siden april, - det er bare fuldkommen uforståeligt at man i det mindste ikke har givet politiet besked om at dette..

Sylter Flygtningenævnet sagerne med vilje?
Det ville da ellers være oplagt at undersøge de sager før sommerferien!

Nu skal de igennem endnu mere psykisk tortur p.gr.a. den sædvanlige slendrian.

peter jensen

gang på gang undres man over den argmentation asyl fortalerne stiller op:

"mens det af Dansk Flygtningehjælps landenotat fra december 2008 fremgår, at feyli-kurderne af oprørsgrupper opfattes som kollaboratører eller støtter af koalitionsstyrkerne."

Hele argumentationen har gået på sikkerhedssitautionen. Men gang på gang er denne gennemhullet af ferierejsende osv.
Nu er det er endnu tyndere kop te.
Altså at påstået sympati for koalitionen skulle være grundlag for asyl!

Man skulle aldrig har kørt argumentation på sikkerhedssituation, men forsøgt at køre en pragmatisk løsning. Der er flere sager hvor oss jeg syns det fornuftigste havde været asyl udfra pragmatiske hensyn.

Men irakernes sag er misbrugt politisk til vko kritik og med sikkerhed som grundlag.
Det var en dårlig taktik og ret kynisk af de danske venstrefløjs politikere, aktivister.

Man skulle have sigtet på en art nationalt kompromis istedet for at sigte på en palæstinenser særlov nr 2

Robert Kroll

Den "bløde" linie er en afprøvet model i Danmark.

Christianitterne fik i sin tid "lov" til at besætte Christiania fordi man ville undgå de konfrontationer og radikaliseringer man (på det tidspunkt) så i Tyskland og andre steder mellem unge og politi.

De autonome, fik og får spillerum og gratis hus, alene fordi man vil undgå konfrontation og radikalisering.

Der er mange eksempler på , at den "bløde" linje bærer igennem , så man undgår ballade her og nu og lader "tiden" nedkæmpe problemet ( Christiania er f eks ikke mere en ideologisk affære men en trist småkriminel affære præget af nogle stakkels tabere og hashhandel).

Det er også den "bløde" linje, der anlægges i den konkrete situation - nogle havde vist håbet, at en kirkebesættelse ville lede til konfrontationer med vold - istedet tager man det helt roligt, og lader tiden arbejde for sig.

Jeg tror nogen bevidst rådgav flygtningene til kirkebesættelsen i forvisning om, at det vilde blive til en voldelig batalje, der kunne bruges indenrigspolitisk.

Den dårlige og illoyale rådgivning af flygtningene til at besætte kirken har ikke gavnet deres iforvejen dårlige sag.

De skulle hellere have skaffet sig et nyt hold af anstændige velkvalificere advokater til at gennemgå deres sager endnu engang for at finde mulige fejl og forglemmelser og så have lobbyet på Christiansborg for at finde nogle politikere med en blød rygrad- sådan fungerer demokratiet.

peter jensen

ang gennemhulning af argumentationen for asyl !
Se lige eb.dk's forside.
Nu har eb.dk haft journalister i Irak ser det ud til.

Glimrende at se at EB har været på en fact finding mission i Irak. Udover en leder, kan jeg ikke finde så forfærdeligt mange facts omkring selve fact finding missionen, men lad nu det ligge.

Det er da ganske bekvemt at kunne sige at Irakere rejser hjem på ferie til irak i hobetal. Det var der givetvis også tyskere der gjorde i 30'erne og starten af 40'erne, men jeg er ret sikker på at det ikke var de tyske jøder, der lavede den øvelse.

På samme måde er der vel ikke ret mange der aner om hvad det er for mennesker der sidder i kirken, og hvilken baggrund de har. Det vi ved, er dog at deres talsmands familie, er blevet godt og grundigt massakreret i Irak. Det findes der dokumentation for, siger talsmandens advokat.

Pointen er at manden er forfulgt, ergo kan vi ikke sende ham hjem.
Det er der tilsyneladende nogen der er komplet ligeglade med, fordi når nogen har besvær med at overholde konventioner og menneskerrettigheder, så behøver vi heller ikke gøre det i DK. Det virker bare pudsigt, at vi gerne fører os frem som moralsk fyrtårn ude i den store vide verden, men når det kommer til den hjemlige andedam, så går snakken på indskrænkelse af menneskerettigheder, og deportation af forfulgte mennesker til egne hvor de risikerer at blive slået ihjel.

Moral er godt. Dobbeltmoral er dobbelt så godt.

P.S. Det ærger mig at Ernsts afstumpede indlæg er blevet slettet. Det skulle være blevet stående, som vidensbyrd om hvad det er for et tankegods, der ligger bag hele denne sørgelige affære.

Alfred Andersen

@Per Thomsen

Bare for at få de ejermæssige facts på plads. JP og Ekstra Bladet ejes af JP-Politikens Hus. Fordelt med 50% til Jyllands-Postens Fond og 50% til Politiken-Fonden.

Så skulle det vist være på plads.

Peter Jensen tror på Ekstrabladet - det må stå for hans egen regning.

Nu venter vi så spændt på at se, om EB tilbyder at betale begravelserne, når de har fået hetzet asylsøgerne "hjem", og nogle af dem er blevet slået ihjel - eller om de håber på, at folks hukommelse er så kort, at de til den tid forarget kan angribe den "onde" regering, der stod for hjemsendelsen ...

I Ekstrabladet Leder bliver der nævnt to kilder, der skal dokumentere den vanvittige påstand om at det ikke er farligt at rejse til Irak. Ekstra Bladet skriver:

"Du er ikke i fare, forsikrer bl.a. den lokale politimester i byen Pirde, hvor en af de udvalgte irakere, Mohamad Jaff, kommer fra."

Jamen hvor fjollet kan det egentlig blive?

Politimesteren kan jo ikke svare andet på spørgsmålet, uanset hvordan situatione så i øvrigt er i byen.

Når man spørger en politichef om han har kontrol over sit område, kan han jo kun svare bekræftende, med mindre han vil udstille sig selv som en person der ikke har styr på sine opgaver og som er inkompetent.

Ekstra Bladet har forlængst opgivet at producere journalistik. Avisens leder er rendyrket og primitiv propaganda for Dansk Folkeparti...