Læsetid: 3 min.

Busbilletten til 500 millioner vil ikke dø

Manglende kompetence hos politisk valgte bestyrelsesmedlemmer i det hedengange busselskab Combus er en vigtig årsag til, at transportministeren netop har fået en meget ubehagelig gave af EU-kommissionen
20. juli 2009

Transportminister Lars Barfoed (K) har fået den tvivlsomme ære at vise, at EU's regler om ulovlig statsstøtte ikke nødvendigvis er meget værd, når det kommer til benhårde økonomiske realiteter, men alligevel meget svære at komme udenom.

Bedst som alle troede, at sagen var gået helt i glemmebogen, har EU-kommissionen besluttet, at de knap 500 millioner kroner som det tidligere statslige busselskab Combus fik i to portioner fra statskassen for at holde sig fri af truende konkurser var ulovlig statsstøtte. Derfor skal millionerne betales tilbage, og der er formentlig også løbet renter på.

Det er helt i tråd med, hvad Barfoeds partifæller forhenværende trafikordfører Kaj Ikast og nuværende justitsminister Brian Mikkelsen ivrigt proklamerede, da to socialdemokratiske trafikministre på den ene side holdt mange arbejdspladser i live og på den anden var med til at tryne de private selskaber, der slet ikke kunne tilbyde de samme lave priser som det tidligere DSB Busser uden at lade livet, og som heller ikke havde en moder så rig som staten.

Men Lars Barfoed mangler et kvalificeret sted at sende regningen hen. Umiddelbart kunne adressen på fakturaen være det britiske selskab Arriva, som først havde købt det offentlige selskab Bus Danmark, og som i 2001 købte Combus med tre tusinde ansatte og et tusinde busser for sølle 100 kroner. En dårlig forretning for staten men samtidig en kæmpe lettelse for Transportministeriet, der er en af de største arbejdsgivere i Danmark med ejerskab af blandt andet DSB og Post Danmark i det netop fusionerede Posten Norden AB.

Sker det, vil den adm. direktør Johnny Hansen igen stå fast på, at han for længst har handlet med den danske stat. Og alene truslen herom vil kunne få den ubehagelige bivirkning, at al tillid forsvinder i systemet. Problemerne vil følge i en lind strøm og bide sig selv i halen.

Spørgsmål om IC4

For tiden sprøjter Lars Barfoeds ministerium svar på §20 spørgsmål ind i det ferierende folketing om DSBs tvivlsomme IC4-projekt, men svaret på, hvad transportministeren vil gøre med regningen fra Combus, har der ikke været tid til at forholde sig til. Indtil videre har ministeren alene oplyst, at han vil nærlæse EU-kommissionens beslutning sammen med statens advokat, når hans ferie er overstået. Såvel Venstre som Enhedslisten afkræver ham svar, hvilket dog på ingen måde er med til at lette processen. Derfor er det mere end tænkeligt, at Combus-skandalen endnu en gang vil blive puttet i en mølpose af undersøgelser og granskninger, som vil afløse hinanden.

Uagtet at det har sparet staten og kommunerne for store beløb at sende opgaver i fri konkurrence - bus- og jernbanetrafikken er glimrende eksempler - så er det ikke en naturlov, at det sker.

Men når man vælger den fremgangsmåde, er læren af Combus formentlig, at hjemmearbejdet skal være gjort ordenligt, så man ikke nødvendigvis skal i karambolage med statsstøttereglerne og de deraf følgende umulige problemer. Det ved de også i TV 2 og Kulturministeriet.

Det er ikke nok at være borgmester og en god politisk ven af en transportminister for at have forstand på at være bestyrelsesformand for et selskab med flere tusinde ansatte og en milliardomsætning. Den overvejelse burde også den tidligere bykonge i Horsens, Vagn Ry Nielsen, have gjort sig, før han satte sig i formandsstolen i et offentligt selskab. I stedet lignede han og Hørsholms forhenværende konservative borgmester Hanne Falkensteen noget katten end ikke gad at slæbe med ind, da de blev blev smidt ud af Combus bestyrelse og efterlod sig problemer som Lars Barfoed nok kan bande langt væk, men de forsvinder de ikke af. For EU-kommissionen skal nok holde fast i den aldrende sag. Sagsbehandlingen er blot så langsom, at de vognmænd, hvis forretninger døde i konkurrencen med Combus, intet får ud af det, og så er der lige det med regningen.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu