Læsetid: 1 min.

DF: Ikke godt nok

EU æder dansk selvbestemmelse, mens regeringen lægger sig ned og siger: Alting er i den skønneste orden. Sådan lyder budskabet fra DF'eren Morten Messerschmidt
3. juli 2009

Mens integrationsminister Birthe Rønn Hornbech (V) klapper tilfreds i hænderne og fastslår, at danske udlændingeregler lever op til EU's præciserede principper for familiesammenføringer, så ryster DF-stemmeslugeren Morten Messerschmidt på hovedet og ærgrer sig.

»Det er et kæmpestort problem, at man fra dansk side strammer udlændingeloven for at begrænse indvandringen, og samtidig går EU i den stik modsatte retning og laver stadig friere regler for indvandring,« siger han.

Messerschmidt bryder sig slet ikke om de retningslinjer, som EU-Kommissionen fremlagde i går for at hjælpe medlemslandene med at fortolke unionens opholdsdirektiv og striben af domme fra EF-domstolen, som hvirvler rundt om den.

Sket et skred

De giver ganske enkelt landene mindre spillerum for at stille krav til familiesammenføringer, lyder det.

»EU tager mere og mere af vores suverænitet på udlændingepolitikken, mens regeringen siger: Alting er i den skønneste orden. Så kan man godt stille spørgsmålet, om man får noget ud af lave flere aftaler med regeringen,« siger den nyvalgte parlamentariker med reference til den udlændingeaftale, som DF lavede med regeringen sidste efterår for at dæmme op for de 'uheldige konsekvenser'af den omstridte Metockdom.

I årets første fire måneder har 204 danske statsborgere opnået familiesammenføring ved hjælp af EU-reglerne og dermed uden om kravene i udlændingeloven. Det beløber sig til 50 flere end i hele 2008.

»Det vidner om, at der i den grad er sket et skred i den forkerte retning. Det, man må sige, sår en vis tvivl om, hvorvidt regeringen overhovedet leverer varen, som vi blev lovet i den aftale, vi indgik,« siger Morten Messerschmidt, som også tvivler på, at regeringen kan ændre opholdsdirektivet.

ritzau

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Søren Kristensen

""Så kan man godt stille spørgsmålet, om man får noget ud af lave flere aftaler med regeringen," siger den nyvalgte parlamentariker"

Hvem vil han så lave aftaler med?

Ole Gerstrøm

Et af de store problemer med EU er intiativretten, der ligger hos kommissionen.

Det betyder, at Danmark, og andre utilfredse lande, ikke blot kan fremsætte et forslag til nye regler. Hvis kommissionen ikke vil, sker der ikke noget.

Det er forrykt. Det er udemokratisk. Det er EU.

Paul Hegedahl

Til de yngre generationer, der ikke har oplevet Europa i krig, skal det siges, at EU også er 'Fred i vor tid' og denne gang reelt.

med venlig hilsen
Paul Hegedahl

Heinrich R. Jørgensen

Morten Messerschmidt må forsøge at påvirke danske folketingsmedlemmer, til at forsøge at påvirke den danske regering, til, via sin repræsentation i EU kommissionen, at forsøge at påvirke denne til at fremsætte forslag, som Morten Messerschmidt og andre EU parlamentarikere kan være med til at vedtage.

EU regler, som siden bliver en bunden opgave for det danske Folketing, at implementere som dansk lov. Ca. 80% af dansk lovning er sådanne bundne opgaver.

Så hvem står for lovgivningen i Europa? EU Kommissionen og de nationale regeringer lader til at være svaret, og ikke parlamenterne - hverken de nationale eller det overnationale.

Alt sammen noget Morten Messerschmidt udmærket ved.

Anders Buch Kristensen

Tænketanken Cevea har lavet en analyse af EU, der viser, at de europæiske staters samarbejde om at løse grænseoverskridende problemer i EU er nødvendig, for at små stater som Danmark får indflydelse på løsningen af disse problemer. Det vidner om total uvidenhed om kendsgerningerne, når det fremføres, at hævde, at 80 pct. af lovgivningen dikteres af EU. Fællesskabet i EU medfører ikke, at en nationalstat som Danmark mister betydning; dels kan de fælles beslutninger i EU kun træffes indenfor de områder, hvor nationalstaterne har overladt beføjelser (kompetencetildeling), dels er nationalstaterne vigtige beslutningstagere i EU's ministerråd og i gennemførelsen af lovgivningen, og endelig skal hvert eneste EU-forslag indeholde en begrundelse for, at det spørgsmål, der reguleres af forslaget, ikke kan reguleres af nationalstaterne eller deres regioner og kommuner (subsidiaritet). EU fællesskabet medfører således, at nationalstaterne fortsat kan styre reguleringen på områder, som ellers ville være overladt til globale selskaber, mafiaer og stormagter. Det er slet ikke en demokratisk løsning at melde sig ud af EU og søge at opretholde samhandelen ved at melde sig ind i EFTA, idet Norge og andre lande, der ikke er medlemmer af EU, for at kunne handle med EU skal opfylde alle vores regler og standarder, uden at de har indflydelse på vedtagelse af disse regler.
EU truer ikke vores kultur, men udbreder den i hele verden, idet EU er blevet Verdens normative supermagt og har fremmet demokrati og økonomisk vækst i Europa. Denne rolle bør udbygges i de kommende år.
DFs problem er ikke, at Danmark eller EP ikke kan fremsætte forslag i EU (det vil desuden blive ændret i Lisabon traktaten), men at stort set kun DF i hele verden er så islamofobisk at de vil hindre ægtepar i at bo sammen. Hvis der er chance for at få vedtaget et forslag vil Kommissionen altid fremsætte det.

"Til de yngre generationer, der ikke har oplevet Europa i krig, skal det siges, at EU også er 'Fred i vor tid' og denne gang reelt."

Det lyder meget fint hvis bare ikke det var samme type 'fred' som Sovjetunionen stod for, hvilket vil sige at godt nok er der fravær af krig men folket har ingen frihed, indflydelse på deres eget liv og statsmagten er udemokratisk.