Baggrund
Læsetid: 10 min.

Fællesskab og lopper

Loppemarkeder hører til provinsens faste sommerforlystelser. De sammentømrer lokalsamfundet, men kan også fungere som samlingspunkt, når fællesskabet får problemer, der skal takles
Indland
21. juli 2009

Hvis man fra Mønbroen kører igennem Kalvehave ved bredden af Ulvsund og drejer til højre oppe på toppen af bakken, er man i Viemose.

Viemose, Viemose? Ja, rigtigt! Det var der, Proms Kemiske Fabrik indtil den 21. april 1997 lå og forurenede luft og jord med spildevand og kemikalieaffald.

Syv gange i perioden 1994-1997 politianmeldte amtet Proms for »overtrædelse af de gældende vilkår og påbud om bortskaffelse af kemikalieaffald«. Det blev dog Miljøklagenævnet, der i sidste ende lukkede fabrikken. Nævnet ville kun forny virksomhedens miljøgodkendelse, hvis Proms garanterede, at man de næste fire år kunne skaffe 30 millioner til bortskaffelse af affald og til miljøinvesteringer. Proms fjernede end ikke affaldet fra den løbende produktion. Den 21. april 1997 gik virksomheden konkurs. Tilbage var omkring 3.250 ton kemikalie-affald.

Der blev rejst straffesag mod ejerne, fætrene Henrik og Claus Prom, og i 2001 fik Henrik Prom ved Højesteret en bøde på 300.000 kr. samt 40 dages betinget hæfte. Fætteren Claus Prom tog navneforandring til Claus Andersen og stak af til England. I 2004 opgav anklagemyndigheden straffesagen mod ham.

En helt igennem misliebig sag af den slags, som har det med at klæbe til et sted: Viemose som en skummel lokalitet, stinkende af kemikalier og befolket af forbryderiske krejlere, der vil gå langt for vindings skyld. Eller?

Tingen om prisen

Der er løbet en del knap så kemikaliefyldt vand i stranden siden lukningen af Proms, så hvordan har Viemose det i dag? Er Viemose et eksempel på det dæmoniske fordærv, der skjuler sig ude på landet? ’Den onde provins’, som den skildres i tidens film: Frygtelig lykkelig over Erling Jepsens roman af samme navn; Ole Bornedals Fri os fra det onde mv? Eller er ’den onde provins’ blot noget, der opstår i bymenneskers fantasi, fordi de ikke aner ret meget om, hvad der virkelig rører sig ’derude’?

Umiddelbart ligner Viemose den rene idyl. Den ligger som en meget lang landsby, fuld af velholdte villaer og landhuse på begge sider af landevejen med Viemoseskoven som rekreativ baggrund.

Men det med krejleriet er det nu noget om. Vi passerer flere gange skilte med ’Loppemarked’ og et lille, viftende Dannebrogsflag. Lige netop den slags prutten om prisen, hvor man gør ’fund’, er vi dog selv helt med på, det er derfor, vi er i Viemose. Vi er på vej til viemoseborgernes store, årlige loppemarked. I denne weekend slutter 20-30 familier i Viemose sig hvert år sammen og opstiller deres egen bod med et helt års samling af lopper i familien Jensens rummelige have.

Og så går det løs. Krejleriet er ligesom i en orientalsk bazar. Man byder en lav pris, sælger ryster fortvivlet på hovedet og insisterer på 20 kroner mere; man går en femmer op, sælger går en femmer ned – hvorefter man ender på 2,50 oveni. Krejleriet er en umistelig del af den loppemarkedsfascination, der søndag efter søndag får folk fra alle lag og aldre til at strømme til provinsens loppemarkeder og i samlet flok storme ind på området, i det øjeblik arrangørerne klipper det rød-hvide plasticbånd over, som ellers mest bliver brugt af politiet til at binde om biler, der er kørt i grøften.

Om sommeren vrimler det simpelthen med loppemarkeder i provinsen, man kan mageligt få en hel søndag til at gå med at bevæge sig fra det ene til det andet. Lion’s Club arrangerer loppemarkeder, spejderne arrangerer loppemarkeder, og forsamlingshusene især arrangerer loppemarkeder, der af de lokale betragtes som en af sommerens umistelige begivenheder og lokker alle af hus. Så er der æbleskiver og kaffe, hjemmebag og øl, og man går i ét væk rundt og hilser på hinanden.

I vores eget lokale forsamlingshus, Tøvelde Forsamlingshus, gik overskuddet i år til nye vinduer, hvilket ikke mindst var årsagen til, at jeg selv accepterede den skyhøje pris af 100 kroner for en komplet udgave af Den lille Salmonsen fra 1938-1940. 12 bind. (På nettet går den for 300-400 kroner). I Elmelunde Forsamlingshus har jeg tidligere erhvervet Haven komplet fra årg. til årg.

Men til disse årlige begivenheder føjer sig desuden året rundt private initiativer, boder med gammelt legetøj, hjemmelavet syltetøj og stiklinger, som stilles ud ved vejen, markeret med det uomgængelige Dannebrog, og endelig er der de halvprofessionelle, stationære loppemarkeder, der falbyder alt forefaldende fra dødsboer og hengemte loftsrum. Mangler man et indrammet korsstingbroderi af tre hundehvalpe eller af Christian IV på Trefoldigheden, en rasende, udskåret løve i træ eller en kopi af Michael Ankers fisker iført obligatorisk sydvest, er det her, man skal søge.

Vi havner selv i et af slagsen i vores søgen efter Det Store Årlige Loppemarked. Straks gør den malende veninde gør et kup: et komplet porcelænssæt til farver og pensler. For en slik. Hun er lykkelig!
Men vi skal videre.

En havefest

Der er det! Bilerne holder tæt i lange rækker på begge sider af vejen og endda inde på værtsgårdens græsplæne, der tjener som interimistisk parkeringsplads.

Til gengæld er det svært at få øje på forbryderiske krejlere. Stemningen er som til en havefest, folk griner, snakker og kommenterer hinandens varer og aktiviteter. »Kan du finde ud af at binde en slipseknude,« råber én, hun er ved at afsætte et spraglet slips til en nøgenskuldret teenagepige.

Hos Joan kan man vælge mellem adskillige flotte sølvkaffekander, hun har samlet på dem, men nu er hun og hendes mand er flyttet til et mindre hus, hvor der er brændeovn, og det får kaffekanderne til at løbe an. »De skal pudses hele tiden,« betror hun mig. Så hellere sælge.

Nyfikna danskere

Brita sælger syltetøj. Abrikos, ananas, tranebær, blåbær, stikkelsbær, hyben og mange andre. Alle til 12 eller 15 kroner – fast pris, men absolut billigt! – og alle glas bærer en lille kappe med gennembrudt kniplingsmønster og hvide bånd. »Snygt,« kommenterer jeg, da jeg opdager, at Brita er fra Stockholm. Men hun er dansk gift, hendes mand er brevdueentusiast, og det lader sig bedre gøre i Viemose end i Stockholm. Så da parret blev pensioneret, flyttede de hertil, selv om Brita helst var blevet i Sverige. Hun er dog faldet godt til, indrømmer hun, det er nemt at lære folk at kende her. »Danskerne er jo nyfikna.«

Karen Bartskærer

Vi køber et smukt fad af Gitte – til en rimelig penge, intet ublu krejleri! – og erfarer, at sælgeren, der har et stort hår og er lattermild, ikke kun er loppesælger og dagplejemor, men også spiller Kulsoen i egnsteatret i Balle, hvor stykket En satans jord om Gøngehøvdingen er sommerens satsning.

»Jeg spiller Karen Bartskærer,« uddyber Gitte, »det er hende, der er Kulsoen hos Carit Etlar, men Kulsoen har aldrig eksisteret, hun er formet over den virkelige Karen Bartskærers skikkelse.«

Så blev man så klog.

Eva og Bent

Haven, hvor loppemarkedet afvikles er dejlig: Sikkert sammensatte beplantninger, sirligt passede staudebede, blomstrende klematis op ad væggen og en dunkel lund bagest. Det virker temmelig modigt at lade 20-30 familier slå deres boder op køre et helt et års loppesamling over græsplænerne i biler og campingvogne.

Men Eva og Bent Jensen, der ejer stedet, har uforfærdet lagt grund til loppemarkedet i 10 år, og haven kommer sig jo, erklærer Eva med et skuldertræk. En legeplads oven for den nederste gruppe boder antyder, at man heller ikke i det daglige er hysterisk. Eva er ligesom Gitte dagplejemor.

Købe og sælge

Gittes faster har en bod med porcelæn, komplette spisestel, krystalglas og keramik. Det ser så rutineret ud, at jeg spørger, om hun er professionel loppesælger, men nej, hun er frisør. Hun elsker imidlertid at gå på loppemarked, så hun køber og køber, og så sælger hun igen, så hun får plads og råd til at købe mere.

Inde under et halvtag kan man købe mormors gær-pandekager for en 10’er eller to almindelige pandekager for 15.

En høj mand sælger appelsinjuice for en femmer og små, professionelt formede forårsruller, tre for 10. Sammen med sin kone har han brugt de tre seneste weekender på at trille forårsruller, fortæller han. Vi prøver dem, og de er gode, sprøde, friske med ordentlige råvarer. Imponerende faktisk. Vi har et regulært forårsrulletalent for os.

Så dukker fruen op, og brikkerne falder på plads: Hun er thailænder. »Phanidas delikatesser« står der på et skilt.

Lidt efter vil jeg gerne bestille to juice, men lige i øjeblikket er den høje mand ikke til stede, og Phanida ser nærmest rædselsslagen ud. Tappert går hun dog i gang med at halvere appelsiner og presse dem på den store, brummende saftpresser. »Jeg er bange for den,« betror hun mig.

Fælles anliggender

Når man sådan sidder med sin friskpressede juice og ser sig omkring, opdager man at Viemosemarkedet også er et torv, et agora i god gammeldags forstand, hvor borgerne samles om fælles anliggender. Således går overskuddet fra Britas syltetøj til Viemose forsamlingshus. Dér er der Folkecafé med mad og drikke den første fredag i hver måned, og forsamlingshuset gør i det hele taget et stykke arbejde, som Brita gerne vil støtte.

Det viser sig også, at der ved alle boder ligger skemaer til underskriftindsamling. Vordingborg kommune har nemlig lanceret et spareforslag, der inkluderer lukning af Kalvehave og Mern skoler, to børnehaver og en hel masse andet – der er ingen ende på det, ser jeg, da jeg får fat på en kopi af spareforslagene. Kalvehave Børnehave nedlægges. Gammelsø Børnehave nedlægges. Der skæres en halv time i hver ende af daginstitutionernes åbningstid. Pædagogers deltagelse i skolestart afskaffes. SFO’en skal åbne klokken otte om morgenen i stedet for klokken seks. Kalvehave og Mern skolers elever overflyttes til Stensved, som ligger tæt på Vordingborg – og langt fra Viemose for nyslåede skolebørn, der ikke længere får de pædagoger, de kender, med til indskolingen.

Kalvehave og Mern skoler er endda netop blevet renoveret for et større beløb, fortæller en forælder.

»På Stensved skole kan det blive nødvendigt at benytte klasselokaler til både undervisning og SFO,« står der. Altså ringere plads. Og børnene skal åbenbart blive inde i klasselokalet hele dagen. Samtlige klubtilbud i Vordingborg kommune nedlægges, står der også. I bemærkningen til spareforslaget hedder det:

»Over 600 unge mellem 13 og 18 år vil miste det klubtilbud, de dagligt benytter. Mange af disse unge vil ikke vælge andre organiserede tilbud, men i stedet vælge uhensigtsmæssige fællesskaber.«

Velbekomme! Det skal blive spændende at se, om det spareråd bliver gennemført.

I alt er der tale om 12 forslag, der overordnet vil centralisere institutionerne, samle dem omkring Vordingborg og fjerne eller nedlægge faciliteter i kommunens yderområder.

»Bliver det gennemført, er jeg arbejdsløs om fire-fem år,« siger Gitte. I forvejen er der ingen vuggestuer i området, »men hvis der slet ikke er nogen institutionstilbud, er der ingen småbørnsfamilier, der vil flytte hertil.« Måske er det i virkeligheden i centraliseringen, man skal søge provinsens ondskab?

Underskriftindsamlingen går dog strygende. »Mit skema er allerede fuldt,« lyder det bagfra.« Mon det hjælper?

Kalvehave lille havn

»Der er Kalvehavevalsen,« kommer det fra en mand, der valser rundt med en remote i hånden. Manden viser sig at være Bent, Evas mand og den anden af stedets to indehavere.

»Ved Kalvehave lille havn
med fiskerbåde stavn ved stavn
med lugt at tjæret fiskergarn,
jeg løb, da jeg var barn,«

lyder det fra højttalerne.

Bent er egentlig københavner fra Hedehusene, men blev værkfører på en fabrik med blik- og aluminiums-emballage på hjørnet af Ulvshalevej og Katedralvej i Stege på Møn, og så traf han Eva. På et tidspunkt flyttede parret tilbage til Hedehusene, men Eva er fra Stensby i nærheden af Viemose og har sin familie rundt omkring i nabolaget, så da de faldt over deres nuværende gård, købte de den på stedet, selv om de endnu ikke havde solgt huset i Hedehusene. De var åbenbart ikke bange for Proms.

Der var liv

Et par hundrede meter og en enkelt mark er alt, hvad der skiller de to små landsbyer, Viemose og Kalvehave, så det er ikke så mærkeligt, at de føler et fællesskab. Men der var jo Proms til forskel?

Jeg vinder dog ingen tilslutning til det synspunkt, at fabrikken skulle have været særlig ’ond’. Eva og Bent afficerede det ikke, »hvis der var nordenvind, lugtede den ganske vist lidt,« siger Eva, »men plasticfabrikken oppe på Hovvejen lugter jo også nu og da.«

»Vi bor næsten lige overfor, og vi syntes ikke, den lugtede meget,« supplerer Ilse.

»Det var vist mest avisernes skandale,« mener en tredje.

Og Eila, der blandt meget andet har et fad med små, udskårne krokodiller til salg og selv stammer fra Viemose, savner livet dengang.

»Der var mange arbejdspladser, der var meget mere liv, tre købmænd, to bagere, en manufakturhandler, et posthus og slagter var der. Mine forældre havde Shelltanken, min far er mekaniker. Der var altid liv dengang, alle kendte alle, og man havde tid til at drikke kaffe hos hinanden. Nu er her ingenting.«

Jeg kaster et sigende blik omkring mig, de snakkende, grinende kaffe- og øldrikkende omgivelser tyder vel på noget andet?

»Det er også rigtig nok,« svarer Eila, »men det hele er meget mere hektisk i dag.«

Efterspil

Mandag aften efter loppemarkedet skulle institutionsnedlæggelserne behandles ved byrådsmødet i Vordingborg. Over weekenden, mens loppemarkedet løb af stabelen, var der blevet indsamlet 4.500 underskrifter, som formanden for Børne- og Ungeudvalget fik overrakt inden mødet. Udenfor demonstrerede 700-800 mennesker. En time efter sendte TV2 Øst direkte, og et kvarter senere blev der omdelt en pressemeddelelse til demonstranterne om, at Venstre hele tiden havde været imod nedlæggelserne.

Efter mødet kom formanden for Børne- og Ungeudvalget ud på gaden og meddelte, at der ikke ville blive lukket skoler eller institutioner. Man ville finde pengene andre steder.

Men loppemarkedet flytter også. Næste år foregår det til forsamlingshuset. Eva og Bent synes, de er blevet for gamle til at stå for det længere.

ksy@information.dk

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her