Fisk og gamle suppehøns

Missionen er fra gammel tid knyttet til Bisserups navn. Missionshuset findes stadig, men i dag synger det på sidste vers, der er nemlig kun få missionske tilbage i den gamle fiskerlandsby, som i dag er domineret af tilflyttende pendlere og pensionister. Det er dog stadig i brug.

Oplysningen falder omkring formiddagskaffebordet hos Anne Charlotte og Lars Birger - to af tilflytterne. I anledning af fotografens og mit besøg har Anne Charlotte samlet nogle af Bisserups aktive borgere, omkring bordet sidder foruden Lars Birger og Anne Charlotte selv Frank, Vivi, Lykke, Agnete, Niels og Myrna. Alle tilflyttere.

På forhånd har gruppen diskuteret denne sommerseries ledetråd, om provinsen virkelig er 'ond'. Anne Charlotte strejfer lige, at der også var noget med Bisserup og nazismen under Anden Verdenskrig, men det fejer de andre af bordet, 'det har alle da glemt'! Derimod erkender de, at de som tilflytterne i stort tal har forårsaget visse problemer for fiskerbefolkningen. Andre omkring bordet protesterer vagt. Der er ingen grund til at tale konflikter højere op, end der er dækning for.

»Modsætninger vil eksistere i ethvert samfund, men vi lever fint ved siden af hinanden,« fastslår Frank.

»Hvis det gælder udsigten, trafikken eller 'det man plejer og gøre', opstår der altid konflikter,« mener Lars Birger. Trafikreguleringen af Bisserup Havnevej er således aktuelt konfliktstof.

En enkelt beboer var ked af den voksende trafik, fortæller Lykke, der blev lavet en underskriftindsamling, og to tredjedele af beboerne på vejen skrev under. Der blev indkaldt til borgermøde, hvor kun 28 mødte op, nogle ville slet ikke have regulering, nogle ville have den i en anden form og nogle i en tredje. Kommunen kiggede på forslagene og sendte tegninger tilbage, som blev hængt op i Brugsen. Man skulle have holdt endnu et borgermøde, men kommunens frist var 14 dage, så det blev ikke til noget.

Så var der imidlertid beboere, som ikke følte, de havde haft chancen for at blive hørt, og nu er der indkaldt til endnu et møde.

Stadigvæk ligger Bisserup Havnevej dog hen uden chikaner og manende skilte. Der er et par vejbump i forvejen, men hvad reguleringen ender med, er uafgjort.

Stejlepladsen

»Alle de tilflyttere, der skal lave om, det er svært, når man har boet her i mange år,« siger en af de gamle fiskere til mig, »hvorfor kan man ikke tage det, som det er?«

»Der er kommet mange, som man ikke kender,« bemærker en anden af de gamle fiskere, Harald Kruse, tidligere stedets store rejefisker, nu pensionist. Om sommeren præger turisterne byen, og »der lærer man jo kun nogle få at kende.«

Stejlepladsen nede ved vandet, hvor fiskerne tidligere bødede garn, taler sit tydelige sprog. Den henligger gabende tom, mens horisonten lige på den anden side af hegnet udgøres af en ubrudte skyline af campingvogne.

Tidligere var der flere fiskere, og bådene var større, nu er der ikke andet end små både, der mest fisker rejer, fortæller Harald Kruse. Han savner fiskerbådenes duk-duk-duk, når de stod ud i morgenstunden, »i dag er det mere moderne maskiner,« konstaterer han beklagende.

Siden han blev gift i 1947 og til sin pensionering, har Harald Kruse kunnet leve af rejerne. »Med en hjemme- gående husmor,« understreger han. Det er ingen i Bisserup længere i stand til.

Harald Kruse solgte rejerne til Fisketorvet i København, de blev sendt med tog fra nærmeste station. Den eksisterer heller ikke længere.

Bisserup Fiskeriforening fylder 100 år i år. I sine velmagtsdage havde den omkring 30 fiskere, der kunne leve af fiskeriet, i dag er der kun én, der skal leve af det, nemlig Lars Birger. Og han har været nødt til at gå nye veje og drive havbrug for at overleve.

»Da Lars Birger kom og gik i gang, var fiskerne meget skeptiske,« fortæller Anne Charlotte, »men med tiden har deres skepsis dog fortaget sig noget.«

Diget

»Bisserups befolkningssammensætning er magen til andre fiskerbyers på naturskønne steder,« mener Frank. »Blot er tilflytningen her kommet senere.«

Lars Birger forklarer, at der er tale om flere indvandringsbølger. I 1960'erne kom 'de røde pædagoger', i dag er det langt mere sammensat. »Det er et fantastisk spil at tilfældigheder, når folk ender her,« vurderer Agnete.

Bordet rundt er man enig om, at Bisserup ikke er mondæn ligesom nordkystens havnebyer. Men landsbyen har været heldig med at ligge for enden af vejen. »Omkørselsbyer dør ud.«

Hvor vejen ender, ligger diget. Man kan gå tur oven på det, og udsigten er mageløs. Men det var angiveligt en ubekvem overraskelse for den nye storkommune, Slagelse, hvorunder Bisserup hører, at kommunen nu havde en kystlinje på 176 kilometer. Til Bisserups Digelavs overraskelse er der ikke afsat en krone i budgettet til vedligeholdelse af diget. Kyst- beskyttelsesloven siger, at vand er befolkningens eget problem, forklarer de.

»Men vi er så få, at vi kan samle os om at protestere,« siger Anne Charlotte. Det virkede ganske vist ikke, da 100 borgere gik til modstand mod en kæmpe telemast, men det fik Slagelse kommune til at opfordre Bisserupborgerne til at lave en plan for byen. Bisserup tog opfordringen til sig og endte med at afrapportere omkring kultur, trafik, miljø og natur. Kommunen er positiv og lytter nu, når Bisserups byting har noget på hjerte.

Diget var der imidlertid også modstand imod, da det i sin tid blev bygget. Men da vandstanden otte år senere nåede op på en stigning på 1,80 meter, forstummede indvendingerne. Selv de mest skeptiske overgav sig. Og sådan vil det muligvis gå igen og igen. Bisserup er en levende landsby med egen brugs, havn, forældreoprettet børnehave, »Børnebissen«, der nu har 15 år på bagen, og et forsamlingshus, der kan fejre 20 års jubilæum næste år.

»Nogle er grebet af nostalgi. De tænker ikke på, at det meste ville stå gabende tomt, hvis tilflytterne ikke var der,« bemærker Frank.

Suppehønsene

I formiddagsforsamlingen omkring kaffebordet er de fleste kvinder pensionister. De er »de gamle suppehøns«, som de kærligt kaldes, og det er dem, holder forsamlingshuset og en væsentlig del af Bisserups hyperaktive foreningsliv i gang.

Samtidig ligger der en lille bekymring i kælenavnet. For hvad skal der blive af Bisserup, når de enten falder fra eller ikke længere orker aktivitetsniveauet?

Af den grund går en del af borgernes aktiviteter også ud på at fremtidssikre den idylliske lille landsby. Udvikling er ikke ensbetydende med, at der skal ske en hel masse, understreger Lars Birger, de vil gerne bevare tingene, som er. Men i dag består 28 procent af befolkningen på omkring 550 sjæle af pensionister, og man har brug for minimum 800 beboere, hvis man skal beholde brugs og buslinjer. Der er brug for børnefamilier.

Derfor har man nedsat en gruppe borgere, som arbejder med et område nord for byen. De har udarbejdet en plan for en bebyggelse af nul- energihuse med fælles el- biler og boliger til både ældre, unge og børnefamilier.

Bytinget har lavet en velkomstkomité, der rykker ud, når folk flytter til.

Forsamlingshuset

Forsamlingshuset er ikke et traditionelt forsamlingshus, men snarere et kulturhus, der danner rammen om mange af de 25 stedlige foreningers aktiviteter.

»Når mulighederne er der, gror tingene,« konstaterer suppehønsene. Der er croquis, slægtsforskning, en ældregruppe, malergruppen VELODIA, en naturgruppe og meget mere. En gang om måneden i vinterhalvåret er der fællesspisning, halv pris for børn. Fællesspisningen i forsamlingshuset tiltrækker månedligt omkring 80 mennesker, og der er ventelister.

Men igen dukker skellet op: De oprindelige beboere kommer der ikke. »Man risikerer jo at få lammekød med hvidløg,« som en af mine hjemmelsmænd bemærker.

Til private fester er forsamlingshuset derimod efterstræbt af alle bisseruppere. Ellers er det er kun det årlige loppemarked, der også kan tiltrække de lokale.

Før forsamlingshuset var det Lodskroen, der var samlingsstedet. I dag er der jazz- arrangementer og vinsmagning - men også stegt flæsk med persillesovs hver torsdag. Lodskroen ligger lige over for den populære fiskebar, der serverer Lars Birgers fisk, garneret med udsigten over vandet og et par maleriske, gamle træfiskerbåde trukket op på stranden.

»Du må ikke skrive om den,« udbryder indehaveren, da jeg hilser på hende. Fiskebaren er nemlig ved at segne under tilstrømningen. Så her holder jeg tand for tunge!

Gamle dage

Det er dog ikke kun fiskerne, der med vemod mindes gamle dage. Agnete, hvis afdøde mand var kunstneren Mads Stage, har nok den længste hukommelse. Mads Stage havde en tilknytning til den nærliggende landsby Rude, så Agnete er det nærmeste, selskabet hos Anne Charlotte og Lars Birger kommer på en 'lokal'.

Agnete kan huske, da turister hed 'sommergæster', kom fra København og slog sig ned på Musses Pensionat. De, der ikke var plads til i pensionatet, lejede sig ind hos fiskerne, som så flyttede over i vaskehuset, mens sommergæsterne indtog stue- huset. Ud over pensionatet og den private udlejning fandtes der to badehuse, det ene tilhørende greven på Holsteinsborg, det andet doktor Stage i Rude.

Inden havnefester blev almindelige, blev der også holdt store havnefester i Bisserup, supplerer Lars Birger, men så begyndte man at holde byfester alle steder, og så døde havnefesterne i Bisserup ud. De seneste ni år er de imidlertid genopstået, arrangeret af Bytinget, Fiskeriforeningen, Sejlklubben og Forsamlingshusforeningen i fællesskab.

Her møder hele byen op, fortæller Anne Charlotte. I dagens løb spiller lokale musikere sømandssange, og der er kapsejlads og tovtrækning over havneindsejlingen, således at taberne falder i havnen. Om aftenen tændes den store grill, så folk kan grille deres egen mad, og derefter er der dans i Bytingets telt, hvor et lokalt orkester leverer musikken. »Og der danses, så sveden den springer!«