Analyse
Læsetid: 3 min.

Frank Jensen gemmer sig bag tavshedspligt

Det vækker mistanke, når tidligere justitsminister Frank Jensen angiveligt »ingen adkomst« har til at oplyse, om makulering af PET's arkiv om danske trotskister forud for kritisk tv-udsendelse i 1998 skete med hans godkendelse eller ej
Indland
11. juli 2009
Justitsminister Frank Jensen (S) holdt i 1998 pressemøde i PET-sagen.

Justitsminister Frank Jensen (S) holdt i 1998 pressemøde i PET-sagen.

Var det dig, Frank Jensen, der godkendte makuleringen - spurgte tidligere folketingsmedlem Søren Søndergaard i gårsdagens avis med henvisning til oplysningerne i PET-Kommissionens rapport om, at PET i januar 1998 destruede store dele af sine registreringer om de danske trotskister.

Ikke mindst tidspunktet for makuleringen er interessant, fordi efterretningstjenesten på dette tidspunkt - januar 1998 - var ganske klar over, at en tidligere PET-agent snart ville træde frem i en tv-dokumentar for at fortælle, hvordan han efter ordre fra PET havde infiltreret det medlemsmæssigt beskedne trotskistiske Socialistisk Arbejderparti (SAP). Tidspunktet taget i betragtning ligger det lige for at antage, at PET med makuleringen har ønsket at slette spor af aktiviteter, det kunne blive ubehageligt at få afsløret.

Om det så var den daværende socialdemokratiske justitsminister Frank Jensen, der godkendte - eller måske lige frem beordrede - >destruktionen, vil den kommende københavnske overborgmesterkandidat Frank Jensen ikke svare på. End ikke antydningsvis.

»Jeg har ingen adkomst til at udtale mig om forhold efter 1989. Det vil være en overtrædelse af min tavshedspligt og sikkert også ulovligt, hvis jeg gjorde det,« siger Frank Jensen til Information.

For let og for lidt, Frank

Her forsøger Frank Jensen at slippe let over gærdet. Og netop, fordi han gør det, vokser mistanken om, at noget er riv-rav-ruskende galt.

Henvisningen til tavshedspligten holder nemlig ikke vand. Hvordan kan det være brud på en tavshedspligt, hvis ministeren f.eks. forsvarer sig mod en beskyldning om at have gjort noget åbenbart ulovligt? Hvis nu beskyldningen f.eks. gik på, at Frank Jensen havde sat PET til at overvåge sin fraskilte kone for selv at stå bedre i en skilsmisseforhandling..? Selvfølgelig ville ministeren i sådan en situation have ret til at forklare, at en sådan beskyldning var uden hold i virkeligheden. Objektivt set kan det ikke være brud på tavshedspligten at sige, at man ikke har godkendt noget, der er ulovligt.

En af Frank Jensens forgængere i embedet, Ole Espersen, afstod således ikke i 1998 fra offentligt at erklære, at han ikke havde godkendt Nørgaard-infiltrationen i SAP. Det var nu afdøde Nørgaard, der i en tv-dokumentar i marts 1998 forklarede, hvordan han som agent for PET havde infiltreret SAP og bl.a. kopieret navnene på de personer, der havde skrevet under på partiets opstilling til Folketinget.

»Hvis man angribes for at have gjort noget resstridigt, må man selvfølgelig kunne forklare sig,« som Espersen formulerer det.

Hvorfor så, Frank?

Skåret til benet kan der være to forklaringer på, hvorfor Frank Jensen kryber i ly bag en til lejligheden kunstigt oppustet tavshedspligt.

Den første er den mindst ubehagelige for de københavnske vælgere, der til kommunalvalget til efteråret kan sætte et borgmesterkryds: Frank Jensen har ikke godkendt makuleringen, men her og nu kan han ikke overskue, hvor Kommissionens afsløring fører hen og henviser til tavshedspligten for ikke umiddelbart at blive fedtet mere ind i sagen.

Den anden mulige forklaring må straks forekomme mere ubehagelig for en kommende kandidat til et offentligt embede: Frank Jensen har som justitsminister godkendt, at PET destruerede store dele af sit arkiv i den sandsynlige hensigt at undgå ubehageligheder som følge af tv-afsløringen.

At makuleringen tilbage i januar 1998 allerede har haft konkret betydning fremgår af, at PET-Kommissionen adskillige gange i sin gennemgang af PET's relationer til trotskisterne betoner, at man er afskåret for en nærmere vurdering af omfanget af PET's aktiviteter på grund af manglende dokumenter.

I øvrigt er det ikke kun store dele af PET's arkiv om SAP - et parti, der eksisterede fra 1980 - >der har været en tur gennem makulatoren. Også tjenestens sagsakter om 'Den danske sektion af Fjerde Internationale' er ifølge Kommissionen makuleret i januar 1998. Det samme er »de fleste af sagsakterne« om det klejne albansk-orienterede parti DKP/ML.

Kommissionen understreger, at destruktionen i sidste tilfælde, som er sket »i slutningen af 1990'erne,« er »inklusive« personregistreringer om medlemmer af DKP/ML.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Hugo Barlach

Tak for artiklen.

Som stiller spørgsmål til, hvorvidt makulering af arkivmateriale overhovedet bør finde sted, førend forskningen har haft lejlighed til at forholde sig til relevansen. Arkiverne er jo ikke magtrelationernes ejendom, men snarere befolkningens. Makulering er med andre ord grundlag for et ganske berettiget mistænksomheds-forhold, som offentligheden kan rejse uden blusel af nogen art. For hvad er oplysningerne blevet brugt til i mellemtiden? Hvem er de tilgået? Og hvilke perspektiver ligger bag makuleringen? Der er nok at tage af...

Med venlig hilsen