I takt med at SF er rykket til højre, har Enhedslisten (EL) fået mindre konkurrence. Men EL har problemer med gamle ideer og strukturer, herunder romantiske forestillinger om et basisdemokratisk parti, så fremgangen udebliver. Partiet har efterhånden fået næsten monopol på den hårde EU-modstand og modstanden mod NATO. Men det har ikke hjulpet meget på tiltrækningen. EL er som det eneste parti i Folketinget ikke synligt ved EU-parlamentsvalg og går derfor glip af eksponering her. Søren Søndergaard fra EL er nu folkebevægelsernes eneste repræsentant i EU-Parlamentet. Bevægelserne, som er en reminiscens fra den gamle kommunistiske folkefrontsstrategi, er på vej ud. EU-skepsissen er i høj grad flyttet til Dansk Folkeparti. Også her slår dette borgerlige arbejderparti de socialistiske arbejderpartier.
I 2009 tog EL et lille skridt til modernisering. Hidtil havde partiet været 'kollektivt' ledet. Journalisterne vidste så ikke, hvem der tegnede partiet, når de skulle ringe til det. Derfor ringede de ikke. Folketingsgruppen udpegede i marts for første gang en politisk ordfører, den 25-årige Johanne Schmidt-Nielsen: »Vi må også erkende, at politik i dag i meget høj grad handler om personer, og det er et vilkår, som vi også bliver nødt til at arbejde ud fra,« sagde hun.
Per Clausen, tidligere formand for magistrene, blev gruppeformand. Partiet ville brande sig med tre nutidige koncentrationsområder: Økonomisk omfordeling, retspolitik og klima. Endvidere ville partiet nu holde faste møder med ledelserne i Socialdemokraterne og SF.
Baglandet
I december 2008 var EL som det sidste parti gået over til at teste sine budskaber på fokusgrupper. Selv i EL er der altså tendenser til, at folketingsgruppen selvstændiggør sig i forhold til medlemspartiet, til branding, til personificering af politik, til at få temaer og markedsanalyser.
Ændringerne i 2009 var folketingsgruppens initiativ uden om hovedbestyrelsen. Partiets organer var omgået. Og der faldt omgående kritik fra baglandet.
Partiet begyndte i april og maj 2009 i annoncekampagner at markere folketingsmedlemmer, ligesom man overvejede at finde et nyt partinavn til erstatning af det intetsigende navn, Enhedslisten.
Folketingsgruppen havde prioriteret lidt handlekraft på bekostning af partidemokrati. Johanne Schmidt-Nielsen udtalte: »Vi synes, det er vigtigt, at man diskuterer politik på vores landsmøder, også selv om pressen så kan udstille os som uenige.«
Landsmødet er ellers blevet kaldt »vogternes råd« og er blevet anset for en bremse på handlekraften. Det er en afgørende udfordring for EL at forene det partidemokrati, som man ønsker at få til at leve, med omstillingsevne og hurtighed. Landsmødet i 2009 blev i kontrast til SF's på Hotel Radisson holdt i Korsgadehallen på Nørrebro, hvor der i månedsvis havde været bandeskyderier og politiopbud. Det var ikke et rent glansmøde. EL er dog ikke fremmed for at bruge den mediefokus, et landsmøde giver, til markedsføring. Man fremlagde et forslag til en grøn jobplan, som skulle sætte 40.000 mennesker i gang med at arbejde for offentlige penge, samtidig med at man understregede, at R og SF ikke var ambitiøse nok.
EL's selvbillede
EL er et 'arbejderparti' stort set uden arbejdere. EL har en akademisk folketingsgruppe. Tilhængerne er især offentligt ansatte og socialt udstødte - herunder hjemløse. Sidstnævnte gruppe har en lav stemmeprocent ved valg. Blandt medlemmerne er akademikerne velrepræsenterede. Partiet benægter dog heftigt at være et akademikerparti og henviser til, at en del medlemmer er medlem af LO eller FTF.
Virkelighedens medlemmer af EL er langt fra romantiske forestillinger om en levende kamporganisation. Det viser partiets egne analyser. Selv om de er mere aktive end de fleste andre partiers medlemmer - hvilket jo ikke siger meget - så er det store flertal ret passive kontingentbetalere. Velorganiserede glødende kadrer, der dag og nat tænker på revolutionær aktivitet, er de ikke. De kan slet ikke måle sig i effektivitet med bare 1970'ernes danske kommunister.
Partiets program er en lettere moderniseret version af marxistiske forestillinger. Ideen til Enhedslisten menes at stamme fra Ole Sohn, der i dag er en hovedfigur i SF. Ved valget i 1987 var han formand for Danmarks Kommunistiske Parti (DKP). Hverken DKP eller Venstresocialisterne (VS) klarede spærregrænsen i 1987. Stemmerne på dem var virkningsløse, for selv om 50,7 procent af vælgerne havde stemt imod statsminister Schlüter (K), så kunne han fortsætte. I 1989 blev DKP, VS og Socialistisk Arbejderparti lagt sammen til Enhedslisten. Partiet kom dog ikke ind ved første forsøg i 1990, og Sohn forlod EL. Man kom ind ved valget i 1994 og har siddet i Folketinget siden med fra fire til seks mandater.
EL er ekstremt bange for topstyring. Det har sin baggrund i, at EL blev til ved en sammenslutning af tre partier. Ingen af de tre kunne holde til, at et af de andre dominerede EL, derfor har man været god til at holde hinanden i skak. Partiet er dog ved at overvinde dette problem. De fleste af partiets 4.500 medlemmer er yngre. De er derfor ikke mærket af 70'ernes og 80'ernes venstrefløjstridigheder.
Rotationsprincippet
Når endelig vælgerne er begyndt at genkende EL's folketingspolitikere, bliver de skiftet ud, for de kan ifølge et rotationsprincip ikke genopstille, når de har siddet mere end syv år. På den måde har EL skubbet også nogle af deres bedste folk ud, da de var ved at blive erfarne politikere. Rotationen skræmmer ikke-offentligt ansatte fra at gøre politisk karriere. Det er ikke en anbefaling for en arbejder i en socialdemokratisk fagforening at have været folketingsmedlem for EL.
Rotation var beregnet på den tid, da 65-årige mænd med mange års folketings- anciennitet dominerede politik. Preben Wilhjelm var ideens ophavsmand. I sine erindringer skriver han, at han ikke havde drømt om, at nogen kunne finde på at skifte parti, når de faldt for rotationsprincippet. »Det var naturligvis naivt,« skriver han. Selv nøjedes han med at gå ud af politik.
Ved næste valg falder den fremragende Line Barfod for rotationsprincippet. En tredjedel af Folketingets medlemmer har udpeget Barfod som deres mest respekterede kollega. Hun er fremhævet som tingets mest liberale stemme i forsvaret for frihedsrettigheder og retssikkerhed. Et forslag om at afskaffe rotationsordningen faldt i 'vogternes råd' i maj 2009.
Religion og politik
EL vil skille kirke fra stat og al religion fra politik. Men hvordan religion skal holdes ude af politik i konkrete situationer, var partiet dybt uenige om, da den religiøse Asmaa Abdol-Hamid med tørklædet blev opstillet til folketingsvalg. Asmaa-tørklædet kunne efter behag tolkes som sundt selvhævdende, selvundertrykkende, religiøs undertrykkelse eller kvindeundertrykkelse. EL's tunge beslutningsgange er velegnede til at eksponere uenigheder. Indre konflikter er det, EL bedst kan komme i medierne med. Og skræmme vælgere væk med. Efter Asmaa måtte partiet notere tilbagegang. Partiet savner klarhed om religion og etnicitet.
Fodskud
EL skyder ofte sig selv i foden, så man kunne tro, at partiet lider af dødsdrift. I maj nåede partiet 2,7 procent i en meningsmåling. EL var ved at komme over den vælger- krise, som Asmaa gav. Men EL opstillede nu en kandidat, som har vist sympati for den colombianske guerilla-bevægelse FARC, der står på EU's terrorliste. Hvad man end vil mene herom, så er to ting sikre: EL kan ikke påvirke udviklingen i Colombia. Og det er usvigeligt sikkert til skade for tilslutningen til EL at åbne en debat om FARC.
Eksemplet anskueliggør, hvor vanskeligt det er blevet at forene partidemokrati og rummelighed med entydighed og mediestyring i forhold til vælgermarkedet.
De politiske partier
I sommerens løb vil partiernes ændringer og aktuelle situation blive præsenteret i en artikelserie, skrevet af professor Tim Knudsen ved Institut for Statskundskab ved Københavns Universitet.
Seneste artikler
Professionaliseret socialisme
28. juli 2009SF har gjort op med traditionalisterne og introduceret professionaliseret strategiudvikling, vælgeranalyser, teambuilding, medietræning og et reformprogram uden ordet 'socialisme' for at fremstå regeringsegnetVenstres vej til nedtur
23. juli 2009Venstre har plagieret sig til sin store succes. Slogans, fokus på midten og brug af fokusgrupper var alt sammen genbrug fra Tony BlairMarkedspartiet forklædt som folkets parti
21. juli 2009Dansk Folkeparti har en topledelse, der består af fire personer, som har skarpt definerede roller. Partiet styres strammere end noget andet parti, og eksklusion sker uden pardon. Medierne bruges meget bevidst til kampagner bygget på følelser fremfor fakta. Dansk Folkeparti er mester i at give de uartikulerede og tryghedssøgende en stemme
Rart at få en vurdering af et menneske med både holdning og forudsætninger. Tom Knudsen er en meget forbeholden og skeptiske mand, der vistnok har sine tvivl om Enhedslistens berettigelse og med forestillingen om mord eller selvmord, hvilket kan være det samme, har viet sig til skæbnens dødsdrift. Man får vente at se, om hans andre partiomtaler også vil få et professorats naturvidenskabelige karakter af vilje og modvilje.
Som en interessant optakt anføres forholdet mellem DF og EL, og med inddragelse af EU og Søren Søndergaard bliver det forståeligt, at analysen kan undgå at nævne socialismen, velsagtens fordi der for mange danskere ingen forskel er på den indadvendte danskhed og den internationale bevægelse, hvilket ses af, at det internationale engagement for mange andre partier, især DF, kommer til udtryk i vores imponerende krigsdeltagelse, for TK antagelig ubetydelig, men for partiet et markant træk i modsætningen til andre partier. For TK bliver det imidlertid synligt, da han forbinder partiet med terrrorismen og med begrebet 'vogternes råd' levererer associaltionen til den religiøse fundamentalisme. Ikke dårligt set! Partiets 'topstyring' og 'rotation' kommer vist også i brokkassen, hvor det for medlemmerne er et konkret udslag af en domkratisk og parlamentarisk idé frem for andre partiers politikervælde og levebrødspolitikere. Selvfølgelig skal Asmaa igen nævnes som årsag til partiet stemmenedgang, stakkels Asmaa eller stakkels Tom! Med den alligevel personificerede partikarakteristik blev partiet født med Ole Sohn og lagt i graven med Asmaa, idet selvmordstanken vel findes i udtrykket "skyder sig selv i foden". Vi må vente i spænding på artiklerne om andre partier. (Skrevet af et sikkert atypisk medlem, en pensionist, altså ikke-ung, og ikke-akademiker og ikke-arbejder, men tidligere selvstændig erhvervsdrivende og dog socialist, der siden 30érne har overværet flere både personlige og politiske selvmord og i mellemtiden lært galgenhumor.)
På et eller andet tidspunkt begynder de 95% af befolkningen der har interesse i et samfund der på mange områder er MEGET anderledes indrettet end det nuværende - at vågne op.
Og selv Enhedslisten er vel egentlig nu blevet "fedtet for meget ind det nuværende", til at
kunne bruges til alverden ( af de 95% ) når den opvågningssituation opstår;
Ja - end ikke de af mig fra bjerget mednedbragte stentavler vil de 95% , når den tid kommer, så gide at tage alvorligt.
@Kim Gram
Måske du kunne verificere, at 95% af befolkningen ønsker samfundet indrettet MEGET anderledes.
Det kommer tilsyneladende ikke til udtryk ved stemmeafgivningen.
@Alfred Andersen
Bare et spørgsmål ( som antyder forklaringerne ):
Hvor stor en del af et menneske udgør den del af mennesket der varetager:
Sproglig ( og nu om dage også tekstsprogligt) samtale ( kommunikation ), og den slags af beslutningstagning ( sprogligt-logisk ) der hører til i den del af hvert menneske ?
Hvad pokker er der nu galt i at have forståelse for FARC???
Enhedslisten er et arbejderparti uden arbejdere siger akademikeren Tim Jnudsen.
Jeg ved ikke hvad Tim Knudsen i ser som arbejdere i sit universitets elfenbenstårn.
Er en Sosu-hjælper - arbejder ?
Er en Service assistent (3F'er)?
Er en servicetekniker (Elektriker indenfor teleområdet) ?
Er en faglig sekretær (metalarbejder) ?
For ovenstående 4 personer er Enhedslisten Tårnby/Dragørs kandidater til kommunevalget. Men måske vi ikke er rigtige arbejdere i Tim Knudsens verden - hvad er en arbejder mon så.
Enhedslisten var engang (kender ikke deres nuværende standpunkt) imod tvangsaktivering af ledige, det var mens jeg selv var i aktivering og en af de ansatte konsulenter var medlem af partiet og gik helt vildt meget op i fodbold og øl. Han kom faktisk fra arbejderklassen.