Guld Tuborg og Mao-emblemer, men intet Peking-guld

Lille og uden betydning for PET's generelle trusselsvurdering ... Sådan lød op gennem 1970'erne PET's karakteristik af den danske maoist-organisation KFML, der i 1976 ændrede navn til KAP.

Når PET alligevel i stigende grad interesserede sig for de danske maoister - >og tilmed efter flere forgæves forsøg i 1977 endelig lykkedes med at infiltrere organisationen - var en af forklaringerne en fast formodning om, at de danske maoister modtog økonomisk støtte fra Maos røde Kina.

Selv om PET aldrig fandt, hvad kommissionen kalder »sikre beviser« for en sådan økonomisk blodtransfusion, var tjenesten alligevel overbevist om, at »den systematiske skoling af forbundets medlemmer og sympatisører foregik ved hjælp af propagandamateriale og økonomisk støtte til publikationsvirksomhed fra den kinesiske ambassade.«

Som teenager var jeg med i ledelsen af KFML, på et tidspunkt endog med i det sekretariat på bare tre personer, der ledte organisationen mellem Forbundsledelsens månedlige møder. Umiddelbart lyder det måske som en større bedrift, end det var: Da jeg som 17-årig endelig blev optaget som kandidatmedlem i foråret 1972, var der cirka 30 medlemmer i KFML. Men derfra har jeg et førstehåndskendskab til, om PET's mistanke er rigtig.

Det er den ikke - >jeg havde nær skrevet, desværre ikke.

Åh, disse minder...

For selv om vi begejstrede unge maoister af og til rendte vores 'kinesiske kammerater' i ambassaden på Øregårds Alle i Hellerup på dørene, så faldt der ikke noget Peking-guld af.

De 'kinesiske kammeraters' linje for Vesteuropa var mere at støtte f.eks. den højrenationale sydtyske politiker Franz Josef Strauss end det væld af maoistiske smågrupperinger, der myldrede frem på den (vest)europæ-iske venstrefløj. Kors, hvor vi dengang misundte DKU'erne for al den støtte, som (vi bildte os ind, at) de modtog fra Sovjetunionen og DDR. Ambassadekineserne i Hellerup, som alle bar ens grå Mao-uniformer og snakkede gebrokkent engelsk, nøjedes med at smile høfligt af vores revolutionære begejstring. Og af og til kvitterede de ved at servere afgiftsfrie Guld Tuborg (som vi straks sugede i os), superstærke kinesiske cigaretter samt blikemblemer med Maos kontrafej. Når vi en halv times tid senere forlod ambassaden, omtåget af den stærke servering, var vi overbroderede med strålende Mao-mærker. Men tykke kuverter fyldt med yuan... Nej, det var ikke en del af arrangementet.

Kineserne har derimod betalt for den delegationsrejse, som fire KAP'ere deltog i til Peking i 1977.

Og jeg tror også, at ambassaden aftog nogle sæt af den fembinds-udgave af Maos Udvalgte Værker, som KAP udgav i 1978. Ifølge KFML's og KAP's første formand, Benito Scocozza, tilbød albanerne, som var et andet af vores forbilleder dengang, også økonomisk støtte til KFML, hvis vi altså ville blive illegale - men det tilbud takkede vi nej til.

Når PET alligevel i årevis mente, at de danske maoister fik indsprøjtninger med Peking-guld - >en opfattelse, som PET i øvrigt fik bekræftet af oplysninger fra »en udenlandsk myndighed« - så er det et af flere tegn på, at PET dengang ikke evnede at danne sig et virkelighedsnært billede af maoisternes ringe betydning i Danmark.

Selv om kommissionen når frem til, at maoisternes »uroskabende aktiviteter var lige så begrænsede, som deres propagandistiske aktiviteter var fremtrædende,« så kunne 'farligheden' så at sige pumpes op med antagelsen om udenlandsk finansiering. Derved blev de danske maoister temmelig meget mere farlige og suspekte, end vi i virkeligheden var. I dag er det pudsigt at tænke over, at denne virkelighedsfornægtende selvoppustning havde PET til fælles med... maoisterne.

Som kommissionen udtrykkeligt gør opmærksom på, så siger PET's registreringer om venstrefløjen »lige så meget om PET's efterforskning, som det siger om de overvågede miljøers historie.«

PET's tyrkertro

På sæt og vis var maoisterne trods alt en succes. Medlemstallet voksede i hvert fald stejlt i 1970'erne og starten af 1980'erne, og PET vurderede i august 1981, at organisationen nu havde 1.400 medlemmer. Derfor er det interessant at notere, at Kommissionen ikke har fundet spor af, at KFML eller KAP blev telefonaflyttet, og det var ellers en flittig anvendt metode fra PET's side.

Rutinemæssigt forsøgte PET at registrere så mange personoplysninger som muligt om maoisterne, f.eks. ved at fotografere ved demonstrationer, offentlige møder og sommerlejre osv. Det særlige Wamberg-udvalg, som havde til opgave at overvåge PET's personregistreringer, godkendte i oktober 1978, at medlemsskab af KAP i sig selv var et »tilstrækkeligt grundlag for registrering«, og netop her spillede formodningen om økonomisk støtte fra Mao-Kina en vigtig rolle. Ja, måske er det endda i sidste ende forklaringen på PET's tyrkertro på Peking-guldet. Kommissionen noterer nemlig, at også »de politiske omstændigheder« omkring organisation, »f.eks. hvorfra partiet modtog økonomisk støtte,« har haft betydning for omfanget af PET's registrering af medlemmerne, selv om det »i praksis« - stadig ifølge kommissionen - ikke har betydet, at »alle medlemmer af KAP blev registreret.«

Selv var jeg aldrig i tvivl, når vi forlod den kinesiske ambassade. Som morgendagens mænd var vi farlige. Fulde og farlige...