Læsetid: 2 min.

Hård kritik af indsatsen mod skattesnyd

Danskerne snyder hvert år for omkring 50 milliarder kroner i skat, men kun få straffes. Lektor i skatte- og strafferet samt fagforeningsformand retter skarp kritik mod indsatsen imod skattesvindel, der efter deres mening handler for meget om PR
28. juli 2009

Hvis alle danskere betalte deres skat, ville danske arbejdere kunne gå 10 procentpoint ned i skat, og Danmark ville ikke længere have et af verdens højeste skattetryk.

Men sådan er virkeligheden ikke, og derfor er kontrol nødvendig. Ifølge lektor i skatte- og strafferet ved Københavns Universitet Michael Bjørn Hansen resulterer kontrollen i blot nogle 100 millioner kroner årligt, hvilket er en forsvindende lille del af det samlede 'skattegab', der af Rockwool Fonden vurderes til over 50 milliarder om året.

»Opklaringsprocenten af den samlede skattesvindel er fantastisk lille,« siger Michael Bjørn Hansen, der selv har arbejdet for Skat i 22 år, men nu arbejder som lektor og advokat.

Han ved, at det ofte er svært at bevise, at folk har snydt i skat.

»Det er en verden, hvor kreativiteten og iveren er så voldsom, at der stadig er meget store huller,« siger skat- og strafferetseksperten, der alligevel fastholder sin kritik.

»Skats indsats er begrænset. Og fordi risikoen er lille, og incitamentet er stort, føler folk sig fristede.«

Pizzariaer og kiosker

Han påpeger, at det er problematisk, at den begrænsede indsats, der er, i højere grad fokuseres på pizzeriaer og kiosker frem for andre erhvervsgrupper med større udbyttepotentiale.

»Der er et enormt fokus på en relativt lille del af erhvervslivet, selvom den ikke fylder ret meget i nationaløkonomien,« siger Michael Bjørn Hansen, der mener at have en klar ide om baggrunden for denne prioritering.

»Man kan jo ikke gå ud og lave de der spektakulære PR-aktioner lige så godt eller lige så synligt med et investeringsfirma eller rådgivningsfirma, som man kan med et pizzeria.«

I en kronik i Politiken den 9. juli beskriver skatteminister Kristian Jensen (V) med stor iver de initiativer, som Skat har gennemført i den seneste tid og forklarer, hvordan indsatsen er blevet »opprioriteret«.

Denne udlægning af tingenes tilstand er formanden i Dansk Told & Skatteforbund ikke enig i.

»Når Kristian Jensen skriver sådan, er det jo ud fra hans vinkel. Og det er jo fair nok. Men uanset hvordan man vender og drejer det, er det et problem, at man kan opgøre et så stort skattegab,« lyder udmeldingen fra formand Jørn Rise.

Ifølge ham viser de seneste undersøgelser, at omkring 40 procent af danske virksomheder havde fejl i deres regnskab.

»Det betyder jo, at der er et grundlag for, at vi skulle komme ud og kigge,« siger han .

Omstruktureringer

Jørn Rise kan godt se fordelene i mange af de omstruktureringer, der er i gang i Skat i øjeblikket.

Men han har svært ved at se det rationelle i, at antallet af medarbejdere i Skat skal skæres fra 8.500 til 7.000 inden 2013.

»Når man skærer ned på medarbejdere, så får politikerne den vare, de bestiller, og det er et dårligere produkt. Vi kan se, at hver medarbejder, der ansættes herinde, er sin egen løn værd mange gange igen, fordi de hjælper mod skattesnyderne,« understreger Jørn Rise.

»Det er jo ikke politisk salgbart at ansætte flere skattefolk. Men det kommer til at svie i sidste ende,« understreger han.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Oluf Husted
Oluf Husted anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu