Læsetid: 4 min.

Hvem var PET's kontakt på Odense Universitet?

I forhold til overvågning af universiteterne havde PET størst succes på Syddansk Universitet i Odense med at skaffe kilder og kontakter. Selv om Bent Jensen, der blev professor på SDU i 1980, flere gange har talt med PET-folk, afviser han at have givet oplysninger om lærere eller studerende
Professor Ditlev Tamm, der har været medlem af PET-Kommissionen, siger, at ambitionen har været at anonymisere PET's netværk af kontakter. Han vurderer, at det også er sket i tilfældet med den universitetsansatte.

Professor Ditlev Tamm, der har været medlem af PET-Kommissionen, siger, at ambitionen har været at anonymisere PET's netværk af kontakter. Han vurderer, at det også er sket i tilfældet med den universitetsansatte.

Christoffer Askman

16. juli 2009

Som følge af de eskalerende studenteruroligheder på Berkeley University i Californien i 1964-65 og Sorbonne i Paris samt Freie Universität i Vestberlin i 1968 overvågede PET fra starten de tidlige spirer til et dansk studenteroprør på universiteterne.

Størst succes med at skaffe kilder og kontakter - både blandt undervisere, studerende og det administrative personale - fik tjenesten ifølge PET-Kommissionens bind 10 dog på Odense Universitet, der i 1998 skiftede navn til Syddansk Universitet:

»Odense Universitet fremstod som det for PET mest imødekommende universitet,« konkluderer Kommissionen, som over en halv side indgående beskriver en enkelt af PET's kontakter blandt lærerstaben.

Det drejer sig om en ansat på universitetets humanistiske fakultet, der »i 1980'erne videregav oplysninger om en yngre stipendiats forskellige aktiviteter og mulige østforbindelser«, oplyser Kommissionen og tilføjer i en fodnote, at PET-arkivet rummer »flere eksempler på, at den pågældende kilde gav sådanne oplysninger«.

Kommissionen har også fundet dokumentation for, at PET »førte diskussioner om danske og sovjetiske forskere, kunstnere, diplomater og politikere« med den pågældende kontakt, og samarbejdet synes endog at have fortsat efter Berlinmurens fald i 1989:

»På et møde med kontakten den 20. januar 1992 ønskede PET-medarbejderen at drøfte en østeuropæisk ambassadørs virke, KGB og Gordijevskij, Jacob Holdt-sagen samt »Ole Sohns mulige modtagelse af en million fra SUKP (Sovjetunionens kommunistiske parti, red. )«.

Kommissionen bringer ingen forklaring på, hvorfor denne ene PET-kontakt skal beskrives så udførligt, som tilfældet er. Ingen andre af PET's kontakter på universiteterne beskrives så detaljeret. Så der er næppe tvivl om, at der blandt nuværende og tidligere SDU-tilknyttede ivrigt gættes på, hvem Kommissionen her omtaler.

Bent Jensen afviser

Et oplagt bud kunne være Bent Jensen, der blev professor på Slavisk Institut på Odense Universitet i 1980. Flere af de emner, der omtales, vides at have Bent Jensens særlige interesse, og Information har derfor på en mail spurgt, om det er ham, Kommissionen har omtalt så detaljeret. Også andre journalister har ifølge Bent Jensen kontaktet ham desangående efter at være blevet opmærksomme på den udførlige beskrivelse.

Bent Jensen svarer hverken ja eller nej på spørgsmålet om, hvorvidt det er ham, beskrivelsen gælder.

Han forklarer, at han »naturligvis aldrig« har »givet PET eller andre oplysninger om kolleger eller studerende.« Men han skriver også, at han »gennem årene nogle gange (har) talt med flere PET-folk - herunder også Per Larsen og Jørn Bro«, ligesom han »sågar« har holdt et foredrag for PET-ansatte engang i 1980'erne.

»Med rette eller urette mente man,« forklarer Bent Jensen, »at jeg var i besiddelse af ekspertise på emnerne Sovjetunionen, SUKP, marxisme-leninisme, sovjetisk udenrigspolitik, dansk-sovjetiske relationer osv.«

Noget for noget

Der var det specielle ved denne PET-kontakt på Odense Universitet, som »ved flere lejligheder« mødtes med PET's leder af Regionsafdeling IV, at vedkommende ikke nøjedes med at give oplysninger - >men også som modydelse krævede oplysninger fra PET. Som Kommissionen skriver, var PET-kontakten »tilsyneladende af den opfattelse, at sådanne tjenester var en anden værd.« Derfor »udbad« PET-kontakten sig f.eks. i 1985 »oplysninger fra PET til brug for et konkret forskningsprojekt«.

Ifølge Kommissionen skete det også, at PET efter møderne med kontakten søgte »i Centralafdelingen« på de personnavne, som havde været drøftet.

Den pågældende PET-medarbejder har over for Kommissionen erklæret, at »han ikke på noget tidspunkt videregav PET-oplysninger til gengæld for de oplysninger, han fik fra den universitetsansatte.«

Men, fortsatte PET-medarbejderen i følge Kommissionens retsbog fra februar 2003, »det var vigtigt at have 'filteret ude', når man som efterretningsmand mødte en sådan kontakt som [ denne ] var ude på. [ Pågældende ] var ikke en kilde, men en kontakt«.

Tidligere politimester i PET Jørn Bro har dog forklaret, »at PET generelt »måtte give noget« for »at få noget fra meddelerne«, selv om PET-medarbejderne skulle være forsigtige og »aldrig give mere end strengt nødvendigt.«

Muligt at blive genkendt

PET-Kommissionen har gennem sit mere end 10-årige virke haft adgang til en lang række personfølsomme oplysninger i PET's arkiv. I første bind beskriver PET-Kommissionen selv, hvorfor en streng anonymisering er nødvendig, ikke mindst af PET's kilder og kontakter:

»Både hensynet til disse og hensynet til PET's muligheder for fortsat at indhente informationer på denne måde betyder, at Kommissionen har anonymiseret oplysninger om sådanne personer. Denne anonymisering gælder såvel sådanne personers identitet som deres kodenavn i PET.« Ifølge koldkrigshistoriker Peer Henrik Hansen er anonymiseringen af PET-kontakten på det humanistiske fakultet i Odense dog ikke særlig svær at tyde: »Med den rigtige research tror jeg, at det vil være muligt at identificere personen, og det finder jeg i allerhøjeste grad problematisk,« som han siger og tilføjer:

»Personer, der har givet oplysninger til PET, har naturligvis gjort det i tillid til, at deres identitet ville blive beskyttet. Så duer det ikke, hvis man alligevel kan finde ud af, hvem der er tale om.«

Professor Ditlev Tamm, der har været medlem af PET-Kommissionen, siger, at ambitionen har været at anonymisere PET's netværk af kilder og kontakter. Han vurderer, at ambitionen er lykkedes, også i dette tilfælde.

»Det har selvfølgelig været lidt af en balancegang for kommissionen, hvis det overhovedet skal give mening at beskrive eksempler samtidig med at anonymiteten skal bevares,« siger han til Information. Bent Jensen er tidligere blevet sikkerhedsclearet på højeste niveau af PET i forbindelse med sin forskning om Den Kolde Krig. Efter offentliggørelsen af en større artikel i Jyllands-Posten i januar 2007 om journalisten Jørgen Dragsdahl, hvor Bent Jensen med et PET-dokument som kilde beskrev denne som KGB-agent, fik Bent Jensen i april samme år en næse fra PET. Siden har Bent Jensen gentagne gange voldsomt kritiseret embedsmændene i PET, ikke mindst PET-chefen Jakob Scharf, for at være arrogante »statsbureaukrater« og for at agere som »en stat i staten«.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Hugo Barlach

Minder mest af alt om en hornlygte, som angår nyttige "idioter" og egnet til at fjerne focus fra PET's mere alvorlige korridor-'arbejde' indenfor i magtrealationerne. Lad os nu da endelig få at vide, hvem det var? For forholdet er ikke desto mindre i sig selv interessandt for videnssektoren.

For sagen er skam alvorlig nok, når man angiver hinanden efter gammelkendte modeller i efterretnings-øjemed. Eller nogen opnår en så selvhøjtidelig egenforståelse, at man deltager med den slags i kollegial sammenhæng. Spørgsmålet er enkelt: hvor standser det? Ikke hvem standser det? For det er enkelt nok. Ikke PET åbenbart. Og heller den type universitært ansatte, som mener at være i besiddelse af et høisind af netop højere moralsk beskaffenhed, end institutionen selv har for øje. Altså som har en anden agenda med hensyn til, hvilke satsninger forskningen "bør" bekende sig til. Hvilket ikke er bred forsning og dermed viden, men politisk, moralsk eller ensidig viden. Man kan altid henvende sig andre steder end til PET med et anliggende af i artiklen nævnte karakter. Så hvorfor lige PET? Der er her, det som helhed meste interessante perspektiv ligger med hensyn til problematikken...

Med venlig hilsen

Hugo Barlach

Jeg mener: hvorfor er det så nødvendigt for PET at tøjle netop universiteterne? Den diskurs kunne sagtens bære sig selv. Der er jo ingen fornuftig grund til at antage, at problematikken ikke skulle være ligeså aktuel idag, som i forbindelse med PET-Kommisionens mandat. Og slet ikke når man iagttager sammensætningen af Kommisionen. Og hvad der er forbigået i kommisioriet og resten af den forbindelse...

Der er særdeles mange løse ender: hvilke institutter er mest ramt? Hvilke emner er mest interessante? F.eks. kunne medlemsskab af Fredsbevægelsen udløse PET's interesse (?!). Men fred er måske i vejen? Hvilke personkredse har været genstand for interesse? Hvilke sammenhænge er gået fri? Hvilke fjendebilleder har man betjent sig af? Og så videre...

Med andre ord: det burde være i forskningens interesse at kunne forholde sig nøjere til, hvorledes PET's involvering med universiteterne på efterretningsvilkår har været altfor ivrig, rent ud sagt, for udvalgte områders vedkommende. Og hvilke konsekvenser dét har haft på videns- og forskningsinstitutionerne i tidens løb - herunder ikke mindst på personalesammensætningen, forskningsfelterne og bevillingerne.

Men det er i ligeså høj grad et spørgsmål om, i hvilken forstand offentligheden kan være tjent med, at der interveneres i vidensdannelsen, når der er klare eksempler på, at videnssammenhænge har været intimideret af den type interesse. Det kræver sin M/K at modstå en organisation som PET. Og der kræver ligeledes en pæn portion tålmodighed for Universiteterne at være sat overfor en institution, hvis kompetencer er så snævert sammensatte som Universiteternes modsat er pruralistiske. Måske forskningsuafhængigheden har været stærkt negativt berørt? Jo, man kan blive ved med at stille relevante spørgsmål...

Information kunne snildt røre lidt yderligere i vandene. Der er rigeligt at tage af...

Med venlig hilsen

Steen Rasmussen

Ufarligt personfnidder, koldkrigs Se og Hør. Genoplivning af gamle modsætningsforhold. Patetiske indlæg om det nødvendige i at overvåge Cepos, hvis ytringer og holdninger er så opreklamerede, at ingen ved sine fulde fem kan forestille sig, at en efterretningstjeneste kunne afdække noget som helst, som vi ikke alle for længst har hørt mindst 90 gange.

Men alle de interessante spørgsmål glimrer ved sit fravær. Det, at alle regeringsbærende partier har haft del i den illegitime adfærd, at de på ingen måde vil have deres rolle i den sammenhæng beskrevet, at man ikke aner hvilken funktion efterretningerne har haft for disse politikere, hvad oplysningerne er blevet brugt til i det politiske system, at det er de samme gamle magtmisbrugende politiske grupperinger der sidder med magten endnu, som stod bag det beskidte arbejde, alt det indikerer hvorfor de interessante spørgsmål ikke bliver stillet. De ideologiske slatpissere, de gamle koldkrigere, som burde have overlevet sig selv, de vader rundt i manegen endnu. De sidder på samtidens selvbeskrivelse. De er problemet. De ved det. Derfor graver medierne ikke i hvad det politiske systems magtmisbrug over for sine helt legitime politiske modstandere nærmere bestod i og hvad efterretningerne blev brugt til i administrationerne rundt om, i alle statens institutioner og administration.

Hvor mange uformelle former for magtmisbrug ligger der bag anvendelsen af PET´s efterretninger om folks politiske tilhørsforhold? Hvad ville hele det herskende politiske Danmark med de registreringer og optegnelser over helt legitim politisk aktivitet? Spørg dog Ínformation, ellers så indskriver i jer i koret af slatpissere, som burde have overlevet sig selv for længe siden.
www.arbejdsforskning.dk/pdf/art-63.pdf

Robert Kroll

Berlinblokade, nedkæmpelse af arbejderopstanden i Østberlin,af opstanden i Ungarn , af "foråret" i Tjekkoslovakiet og meget andet - det er da ikke så sært, at folk med udpræget sympati for Sovjetunionen og dens meningsfæller kom i foklus - læg oven i dette RAF i Tyskland og De røde brigader i Italien,der myrdede en del mennesker p g a disses politiske holdninger.

Så var der en periode efter Berlin-murens fald, hvor der var bekymring for, om demokratiet virkelig ville slå rod i Rusland eller om det ville udvikle sig til et nationalistisk militærdiktatur.

Folk , de kan lide demokrati, ytringsfrihed o s v havde i en alt for lang periode efter 2.verdenskrig god grund til at være bekymrede m h t bl a Sovjetunionens og det sovjettiske kommunistpartis hensigter med bl andre lille Danmark .

Sådan set var det da meget fornuftigt og rimeligt, at PET og andre lignende tjenester kiggede lidt efter, hvem der gik og flirtede med udemokratiske mørke kræfter - noget andet er så, om overvågningen var tilstrækkelig og om den evt overskred det nødvendige .

Peter Jensen

Undskyld mig Hr Kroll, men enhver regering, demokratisk eller ej, ville nedkæmpe den slags .
Kan du forestille dig hvad der var sket 18. Maj hvis ikke statsmagten havde nedkæmpet opstanden ?

Med tanke på at USSR lige havde mistet 20-30 millioner borgere tillader jeg mig at tvivle på at de overhovedet reelt truede nogen i NATO-blokken .
Det er i alle tilfælde en fastlået kendsgerning at
specielt USA yndede at "overdrive" USSR's styrke.
Temmelig meget ...

Citat :
"Jeg mener: hvorfor er det så nødvendigt for PET at tøjle netop universiteterne?"

Fordi universiteterne er Statens rekrutterings-anstalt for f.eks kommende PET agenter ..
Som Bent Jensen .