Baggrund
Læsetid: 1 min.

Hvem tillod makulering af PET-arkiv?

Justitsminister Brian Mikkelsen (K) skal nu oplyse Folketinget om baggrunden for, at PET i 1998 fik lov at makulere store dele af sit arkiv forud for en kritisk tv-dokumentar
Indland
15. juli 2009

Når nu tidligere justitsminister Frank Jensen (S) mener at have tavshedspligt om den omstridte makulering i foråret 1998 af store dele af PET’s arkiv om de danske trotskister, bliver det i stedet hans efterfølger, Brian Mikkelsen (K), der kommer til at besvare en række spørgsmål om sagen.
Per Clausen (EL) vil nemlig have Mikkelsen til at afklare, om det er rigtigt, at Jensens tavshedspligt som tidligere minister forhindrer ham i at oplyse, om han var vidende om eller måske endda beordrede makuleringen af PET-dokumenterne.
Makuleringen fandt sted forud for en tv-dokumentar på TV2, hvor den tidligere agent Anders Nørgaard stod frem og berettede om de ulovligheder, PET havde sat ham til som infiltrator i det trotskistiske Socialistisk Arbejderparti (SAP). En af konsekvenserne har været, at PET-Kommissionen ikke har haft fuld adgang til dokumenter om de spørgsmål, som den var blevet bedt om at afklare.
Hvis Mikkelsen nu vurderer, at Jensens tavshedspligt forhindrer ham i at forklare sig om makuleringen, således som Frank Jensen selv tidligere har oplyst Information, var det så en overtrædelse, da tidligere justitsminister Ole Espersen (S) i 1998 afviste, at han havde godkendt, at PET lod Nørgaard infiltrere trotskisterne?
Endnu et af Clausensspørgsmål går på hvilken myndighed, der gav ordrer til eller godkendte makuleringen. Offentligheden først fik kendskab til makuleringen via en beskeden note side 188 i 12. bind af komissionens beretning, selv om der i kølvandet på tv-dokumentaren var en meget voldsom offentlig debat om PET, som senere førte til Kommissionens nedsættelse.
Mikkelsen skal også oplyse Folketinget, hvilken dato makuleringen fandt sted, samt hvem der gennemførte den – samt med hvilken begrundelse, den blev gennemført. Desuden vil Clausen vide, om der er »andet materiale af interesse for PET-kommissionens arbejde, som PET har makuleret i 1998 og de efterfølgende år?«

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her