Så fik Morten Messer-schmidt endelig en politisk gruppe i den Europa-Parlamentet, det europæiske projekt som han nu skal bruge de næste fem år på at spænde ben for.
'Europa for frihed og demokrati' er en af to nye politiske grupper, der består af højrefløjens nationalister og et katolsk sammenrend af religiøse tjekker og polakker.
Man kan mene om deres udtalelser og politiske praksis, hvad man vil - men der er gode grunde til, at deres repræsentation i Europa-Parlamentet er et nødvendigt onde.
For det første skal Europa-Parlamentet afspejle Europa, og det har det ikke gjort de sidste fem år.
Kvinder fra de fleste europæiske samfund er underrepræsenterede på EU-niveau; ud af 785 parlamentarikere var 204 af dem kvinder ved valget i 2004.
Så er der et par homoseksuelle MEP'ere, få muslimer og en enkelt roma på trods af, at Europas 10-12 millioner romaer må være den mest forfulgte minoritet? Men også højrefløjspartierne har været underrepræsenterede i parlamentet.
Ved juni måneds Europa-Parlamentsvalg fik EU-skeptikerne fremgang i Danmark, Holland, Finland, Storbritannien, Italien, Østrig og Slovakiet. Og i Tjekkiet truer præsidenten Vaclav Klaus stadig med ikke at ville underskrive Lissabon-Traktaten.
Unionen i krise
Europa er præget af skepsis overfor det europæiske projekt, hvilket også afspejles i det nyvalgte Europa-Parlamentet.
Ud af tågerne fra den nationalistiske højrefløj dukkede i sidste uge to nye politiske grupper op. Begge britiske og EU-skeptiske.
Den ene, 'Europa for frihed og demokrati' med Nigel Farrage fra det britiske UK Indenpendece Party (UKIP) i front, består bl.a. af det italienske Lega Nord, der vil have løsrevet Norditalien fra resten af Italien. Og ja, Morten Messerschmidt.
Den anden gruppe kaldes 'De Europæiske Konservative og Reformister' (ECR), og den rummer en større samling britiske EU-skeptikere samt tjekker og polakker, der hidtil er mest kendt for kontroversielle udmeldinger om kvinder og homoseksuelle.
Tilsammen har de 85 mandater i Europa-Parlamentet, de er begge fra den yderste højrefløj, og de vil knokle for EU's begrænsede indflydelse på staternes suverænitet.
Hvorfor er det en god ting?
Kritisk potentiale
Tag de irske garantier som eksempel, der skal få irerne til at forstå, at de skal stemme ja i oktober, så vi kan komme videre med den her Lissabon-Traktat.
Ved topmødet i juni garanterede Europas regeringsledere irerne, at der ikke bliver pillet ved deres skatteregler, abortpolitik eller militære neutralitet - faktisk lovede de, at irerne kunne få garantierne løftet ind i traktaten, og når så eksempelvis Island en dag banker på og vil optages i unionen, ja, så kan garantierne passende samtidig løftes til en juridisk bindende protokol.
Altså, en ændring af en demokratisk vedtaget traktat, men så skal befolkningerne vel stemme om den igen?
Ingen af medlemslandene ønsker en folkeafstemning efter ti års kamp med at få Europas befolkninger til at sluge en fælles europæisk traktat, så ingen taler højt om folkeafstemninger og den slags.
Men er det overhovedet lovligt at snige den slags traktatændringer ind?
Det undersøger Nigel Farrage, leder af 'Europa for frihed og demokrati'. Naturligvis med det sigte at overbevise irerne om et nej til traktaten, men intentionen er sådan set ligegyldig. Hensigten må være, at vi forhåbentlig om nogle måneder vedtager en traktat, som man kan være enig eller uenig i, men som i det mindste er lovlig.
EU har ikke brug for en flok eurofile frontløbere, der med hænderne for øjnene styrter efter Lissabon-Traktaten for enhver pris.
Vi har brug for kritiske røster, der problematiserer projektet og finder fejl og mangler, hvis det skal holdes i live.
Som Folkebevægelsen mod EU, der tager stilling til, om parlamentarikere skal tjene 9.000 kroner mere end folketingsmedlemmer, og sammen med Jens Peter Bonde fra det nu hedengangne Junibevægelsen var med til at sikre, at Rådets regnskab for 2007, der »bugnede af absurde økonomiske privilegier med diæter, pensioner og rejseoverskud.«
Ja, EU-skeptikere uanset højre- eller venstrefløj kommer med sindssyge udtalelser - men de peger også på seriøse bekymringer og problemer.
Men en politisk opposition bør opmuntres, ikke undertrykkes. Selv når de tager fejl.
