Læsetid: 4 min.

Irerne er den største udfordring for den svenske EU-kusk

Finanskrise og klimatopmøde var toppunkter under gårsdagens møde mellem det svenske EU-formandskab og Europa-Parlamentet. Men efterårets gyser bliver irernes ja eller nej til Lissabon-traktaten, mener professor Ove K. Pedersen
Sveriges statsminister, Fredrik Reinfeldt (tv.), gav i går i Strasbourg  håndslag på et forhåbentligt godt halvt år med Sverige ved roret i EU. I midten Europa-Parlamentets nyvalgte formand, polakken Jerzy Buzek, og EU-kommissionsformand José Manuel Barroso (th). Han er ikke genvalgt for en ny fem-årsperiode endnu.

Sveriges statsminister, Fredrik Reinfeldt (tv.), gav i går i Strasbourg håndslag på et forhåbentligt godt halvt år med Sverige ved roret i EU. I midten Europa-Parlamentets nyvalgte formand, polakken Jerzy Buzek, og EU-kommissionsformand José Manuel Barroso (th). Han er ikke genvalgt for en ny fem-årsperiode endnu.

Yves Herman

16. juli 2009

Uanset om irerne siger ja eller nej, når de går til stemmeurnerne den 2. oktober, bliver Lissabon-traktaten det svenske EU-formandskabs største udfordring, mener Ove K. Pedersen, professor og leder af Institute for Business and Politics på Copenhagen Business School.

Arbejdsopgaverne handlede mest om finans- og klimakrise, da det svenske EU-formandskab pr. 1. juli anført af regeringsleder Fredrik Reinfeldt, i går mødtes med det nyvalgte Europa-Parlament med gensidige ønsker om konstruktivt samarbejde.

Information bad samtidig Ove K. Pedersen udfærdige en 'top tre' i krisehåndtering:

»Den irske folkeafstemning bliver den største begivenhed i løbet af efteråret, ikke bare for det svenske formandskab, men for hele EU's fremtid. Dernæst bliver beskæftigelsespolitikken og finanspolitikken de helt store knaster for det svenske formandskab.«

Irsk ja eller nej

- Hvad bliver udfordringen for det svenske formandsskab, hvis irerne siger ja?

»Lande som Tjekkiet og Storbritannien har længe sat spørgsmålstegn ved traktaten for at få indflydelse på ratificeringen, fordi de fisker efter nationale goder,« sagde Ove K. Pedersen med reference til de forbehold, som Irland i juni fik til gengæld for at godkende traktaten ved en folkeafstemning.

»I Storbritannien har den konservative leder, David Cameron, lovet vælgerne en folkeafstemning om Lissabon-traktaten, hvis de får regeringsflertal. Derfor vil svenskerne få traktaten ratificeret så hurtigt som muligt, så Gordon Brown stadig sidder der, når det skal ske. Ratificeringen af traktaten bliver den største og vanskeligste opgave, men til gengæld får svenskerne også en fjer i hatten, hvis det lykkes«.

- Parlamentets indflydelse stiger med et ja til traktaten. Er der en diplomatisk øvelse for det svenske formandsskab her?

»Selvfølgelig, særligt efter parlamentsvalget hvor det blev klart, at parlamentet er mere højreorienteret og dermed EU skeptisk end længe. Det vil kræve diplomatisk snilde fra svenskerne op til ratificeringen.«

- Hvis det bliver et irsk nej, hvad sker der så?

»Kommissionens sædvanlige svar er, at der ikke er en plan B. Der er ingen klarhed over, hvad der vil ske, men EU kommer i en hård opbremsning i en periode, hvor der er brug for et aktivt EU. Eksempelvis har Obama-regeringen utvetydigt lagt vægt på, at EU bør spille en helt anden strategisk rolle sikkerhedspolitisk end tidligere«.

Nummer to på listen over hårde nødder at knække for det svenske formandskab er Europas stigende arbejdsløshed, der følger af recessionen.

Banker og arbejdsløshed

Af to grunde er det her afgørende positivt, at det er svenskerne, der har overtaget formandsposten, mener Ove K. Pedersen.

»Den nordiske model vil endnu engang stå som forbillede for mange medlemslande. Svenskerne har erfaringer og en velfærdsmodel, der gør dem til de bedste til at stå for et positivt kompromis omkring beskæftigelsespolitikken.«

»EU får brug for at redefinere 1990'ernes velfærdsbegreber som flexicurity , altså fleksibilitet og sikkerhed, hvor mobilitet skal erstatte fleksibilitet. Det kunne ikke være bedre, at svenskerne fik formandskabet nu.«

Desuden har svenskerne værdifuld erfaring fra bankkrisen i 1992, hvor den konservative leder Carl Bildt først nationaliserede 114 banker. Derefter solgte regeringen langsomt bankerne til privat eje igen.

»Svenskerne har ry for at løse finansielle kriser effektivt. Mange er i dag bange for, at den direkte nationalisering af bankerne bliver permanent. Dér er svenskerne eksemplet på, at det behøver den ikke være.«

Økonomisk pagt brydes

Tredje udfordring bliver at samarbejde om regulering af de finansielle markeder med Europas regeringer, der er langt mere nationale og protektionistiske end tidligere.

»Det er altid sværere at opnå enighed under kriser, end når der er optur. Netop denne krise har skærpet de store landes interesse for at gå alene, og ingen viser oprigtig interesse for en fælles europæisk redningsplan. Stabilitetspagten giver problemer for mange lande.«

- Med stabillitetspagten indgik de europæiske lande i 2003 en aftale om en minimumsgrænse på tre pct. statslig gæld. En pagt, der siden er trukket og bøjet helt ud af form.

- EU-Kommissionen har tilladt overskridelser. Men hvor langt kan stabilitetspagten omfortolkes og samtidig være anvendelig eller accepteret?

»En af de store konflikter bliver europæisk finanspolitik og dermed konsekvenserne for euro'en og relationen mellem Kommssionen og Den Europæiske Centralbank (ECB). Alt afhænger af Lissabon-traktaten, hvis irerne siger nej, så vil det få en ganske betydelig indflydelse på den finansielle situation i Europa. De nationale møntenheder kommer under pres, og aktiekurserne vil falde. Det er blot et spørgsmål om hvor længe.«

Klimapolitikken

Når decembers klimatopmøde ender på en fjerdeplads, er det, fordi der ikke er tale om krisestyring, men strategisk planlægning.

»Svenskerne har forberedt sig på klimatopmødet i meget lang tid. De har længe konkurreret med danskerne om førertrøjen, fordi det er vigtige forhandlinger, der kan markedsføre Skandinavien,« siger Ove K. Pedersen.

»Under Bush havde danskerne en chance for at lede klimaforhandlingerne, fordi amerikanerne var direkte modstræbende. Under Obama-regeringen er der slet ingen tvivl om, at det bliver USA, der kommer til at stå forrest i forhandlingerne.«

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.

Prøv en måned gratis.

Klik her

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu