Med kurs mod spærregrænsen

Det er paradoksalt, at de radikale klarer sig så dårligt hos vælgerne. For de radikale har ikke i årtier haft så lidt konkurrence fra midten i dansk politik. Retsforbundet er for længst væk, Centrumdemokraterne er borte, det samme er næsten også Kristendemokraterne, og Ny Alliance og Simon Emil Ammitzbølls Borgerligt Centrum er punkteret. Tilbage er Liberal Alliance uden vælgertilslutning.

Alligevel har de radikale, der for få år siden lancerede deres egen statsministerkandidat, kurs mod spærregrænsen. Hvad plager de radikale?

Frem til 2001 havde de først og fremmest en plads som udslagsgivende for, hvem der havde regeringsmagten. Den rolle er overtaget af Dansk Folkeparti. Siden har de radikale flakket rådvildt omkring, uvant med at være sat uden for indflydelse, uvant med at sælge politik som en vare.

Partiets kultur er fanget ind af ansvarligheds- og forhandlingstraditioner. Det sidder dybt i de radikale, at partiet skal tage ansvar for hele samfundssituationen. Man skal være konstruktiv, snarere end at kritisere regeringen sønder og sammen. Af alle oppositionspartier stiller partiet færrest spørgsmål til regeringen, kommer med få beslutningsforslag og tager sjældent alene initiativet til forespørgselsdebatter. Partiet fortolker strengere end andre de uskrevne regler for, hvad man må som forligspartner. Har man indgået forlig med regeringen på et område, afstår de radikale fuldstændigt fra at kritisere regeringen eller at fremlægge alternative politikker. Det er parlamentariske kutymer fra en tid, hvor partiet havde indflydelse. Det sætter partiet bagud i vælgerprofilering.

I de radikales selvbillede er partiet frisindet og uden leflen for populære synspunkter - omend partiet måske ikke altid i praksis har fungeret helt i overensstemmelse med selvbilledet. Frisindet indebærer også rum til uenighed i folketingsgruppen og en forventning om, at man altid søger at tale sig til rette. Sympatisk måske, men partiet handlingslammes, når uenigheder plager. De radikales største problem er og bliver, at de har svært ved at fastholde en entydighed ud over en knastør økonomisk snusfornuft og en dyb respekt for idealet om det samarbejdende folkestyre. Det er lettest ud fra radikal kultur at markere, hvad man kan enes om at være imod. Begejstret at kommunikere ud, hvad man faktisk er enige om at være for, er straks sværere.

Den uklare politiske profil

De radikale har en af Folketingets mest akademiske grupper. Margrethe Vestager omtales ofte som lederen, men egentlig har partiet ikke en politisk leder, hvis man ved en leder forstår en, som kan bruge stokkemetoder. Folketingsgruppen har ingen politisk ordfører, men dog en formand, Margrethe Vestager, som er gruppens talsmand. Formanden for partiet, Søren Balslev, må slet ikke være medlem af Folketinget og har en meget begrænset politisk rolle, for folketingsgruppen skal ifølge partiets selvforståelse ikke styres af medlemspartiet, og der skal være plads til uenigheder.

Vestager taler ofte som det, hun er: tidligere fuldmægtig i Finansministeriet. Hun ligner en ansvarsbevidst storesøster, hun udstråler ikke en medrivende begejstring for visioner om et fremtidigt samfund. Indadtil kan hun ikke være en håndfast leder over for en gruppe af ældre, indbyrdes uenige folketingsmedlemmer. Mindst tre medlemmer af den ni-mands store gruppe genopstiller ikke, og et fjerde, Morten Helveg Petersen, er netop udtrådt. Hun har ingen gulerødder at holde frem til de ældre uden personlige ambitioner, og hun har heller ingen pisk. Partiets vedtægter har ingen eksklusionsbestemmelser. Det gjorde det svært for Vestager at skride ind over for Ammitzbøll, da denne stadigt voldsommere kritiserede partiet. Og hun har uden at kunne skære igennnem haft en åbenlys modsætning til Morten Helveg Petersen, som var imod partiets forbindelse til S og SF.

De radikale har svært ved at finde sig til rette mellem de politiske blokke. Økonomisk politik er for de radikale i høj grad et spørgsmål om at lytte til den konventionelle økonomiske visdom blandt fagøkonomer. På det korte sigt er man enig med Socialdemokraterne, men på det længere sigt er man enig med regeringen i, at der må en række arbejdsmarkedsreformer til for at sikre mod mangel på kvalificeret arbejdskraft om nogle år. Ømme områder som efterløn og dagpenge skal ændres. Efterlønnen skal aftrappes hurtigst muligt, dagpengeperioden skal forkortes til 2,5 år og det skal være lettere for udlændinge at få arbejde i Danmark. De radikale vil genåbne velfærdsaftalen fra 2006 for hurtigst muligt at komme videre. De peger bl.a. på, at der er 11.000 skolelærere på efterløn i en tid med voksende lærermangel.

Denne plan spiller op til, at arbejdsmarkedskommissionen i august kommer med en rapport, der uden tvivl rummer tilsvarende forslag. Det er ikke en politik, der taler til de kortuddannede grupper, der har brug for efterløn og dagpenge. Og der synes langt til SF's tale om en moderne udgave af ØD, økonomisk demokrati.

Socialdemokraten Henrik Sass Larsen har kaldt disse radikale ideer for meget, meget dårlige. De har ikke politisk gang på jorden, og spørgsmålet er, om ikke R bare jager flere vælgere væk med den slags forslag. Dansk Folkepartis Peter Skaarup har kort og godt kaldt de radikale forslag for politisk tonedøve.

Det er dog muligvis en politik, der kan vinde nogle af de vælgere, der gik med Ny Alliance, tilbage, og som kunne pege mod et samarbejde med regeringen. Det er jo ikke en politik, der sætter ind mod arbejdsfri, samfundsskabte værdistigninger på jord og fast ejendom, som den kreative klasse har fået sin andel af. De konservative pegede straks på, at R med denne plan lå nærmere regeringen end 'socialisterne'. Men de vælgere, som endnu hænger ved de radikale, ser helst et samarbejde med S og SF. De radikales historiske erfaringer med at samarbejde med de borgerlige er også skræmmende: Hilmar Baunsgaard blev radikal statsminister i VKR-regeringen i 1968 med 27 mandater i ryggen. Seks år efter var de reduceret til seks. I 1988 gik De Radikale igen i regering med K og V. I 1990 fik partiet sit hidtil ringeste valgresultat med 3,5 pct. af stemmerne.

På klima- og miljøområdet er de radikale tæt på SF. I indvandrerpolitikken og retspolitikken er de tættest på Enhedslisten, mens afstanden til S og SF nærmest er voksende. De radikale har bare ikke markeret sig så entydigt som Enhedslistens Line Barfod.

Partiets modernisering

De radikale insisterer på at afholde landsmøder, hvor politiske uenigheder bearbejdes i fuld offentlighed. De radikales markedsføringsmedarbejdere har forsøgt at gøre landsmøderne mere medieegnede, men landsorganisationen har modsat sig det. Man vil fastholde den gammeldags form, som giver medlemmerne bedre påvirkningsmuligheder end noget, der kunne opfattes som et iscenesat show.

Det Radikale Venstre betrådte i 2007 en særlig vej i forsøget på at forene de modstridende omgivelseskrav til politiske partier. Folketingsgruppen delte sig op i fem 'teams' med hver sit politiske tema (klima, international, økonomi, velfærd og endelig udlændinge, ret og kultur) med hver fire-fem medlemmer og en ansvarlig koordinator. Ideen var at forene den frie indre meningsbrydning med et fælles ansigt udadtil. Men ideen løste ikke konflikterne i gruppen.

I maj 2009 kom et oplæg til, at hele partiet strømlines. Et udvalg med næstformand Zenia Stampe i spidsen foreslog:

- at partiets politiske leder og formand bliver en og samme person

- at formanden vælges ved urafstemning

- at partiet får en organisatorisk formand, der bliver ansvarlig for kommunikationen med baglandet, altså en position der ligner den hidtidige formands.

- den knap 100 mand store hovedbestyrelse slankes

- mindre lokalforeninger lukkes eller fusioneres.

Forslagene har træk til fælles med udviklingen i S og SF, men ideen om en lille hovedbestyrelse kendes også fra DF. Bliver disse forslag til virkelighed, er selv de radikale ved at blive et topstyret markedsparti. Især hvis det også bliver lettere at komme af med genstridige gruppemedlemmer. Og det er forståeligt, hvis man styrker ledelsesfunktionen. Men erfaringerne fra S og SF bør føre til betænkeligheder ved at vælge formand ved urafstemning.