Læsetid: 9 min.

Lone Dybkjær: Jeg kunne sikkert have gjort livet nemmere for mig selv

Som ung politiker blev hun beskyldt for at være en dårlig mor og senere for at være alt for ambitiøs på sin mands vegne. Lone Dybkjær er et stærkt menneske, som har let til tårer. Snart siger hun farvel til et job, der i knap 40 år har holdt depressionerne fra døren
Som ung politiker blev hun beskyldt for at være en dårlig mor  og senere for at være alt for ambitiøs på sin mands vegne.  Lone Dybkjær er et stærkt menneske, som har let til tårer. Snart siger hun farvel til et job, der i knap 40 år har holdt depressionerne fra døren
13. juli 2009

»Det bliver nogle meget alvorlige billeder - jeg håber altså, at du får noget, der er lidt lysere.«

Fotografen arbejder, mens Lone Dybkjær fortæller. Om sit politiske liv og om det personlige. For de hænger sammen for kvinden, hvis grundholdning til livet er klar: Du skal kunne selv og ikke regne med hjælp fra nogen.

»Det har jeg fået med hjemmefra, men jeg synes ikke, det er udelt godt og har forsøgt ikke at give det videre til mine egne børn,« siger hun. I 1973 blev den 33-årige kemiingeniør Lone Dybkjær valgt til Folketinget. Hun var lige blevet mor for anden gang, og med datidens arbejdsgange, der var præget af mangel på planlægning og sene møder, kunne tingene hænge sammen, fordi Dybkjær havde stillet sin daværende mand et krav:

»Hvis vi skal have børn, så tager du halvdelen af arbejdet.«

Og det gjorde faderen i en sådan grad, at da han en dag skulle på forretningsrejse, ville en af døtrene vide: »Jamen mor, hvad så med maden?« Lone Dybkjær ler:

»Der sendte vi mad-far af sted.«

Drop skyldfølelsen

- Hvordan så omverdenen på dig dengang?

»Man syntes, jeg var en dårlig mor.«

- Hvordan håndterer man det?

»Jeg troede selv, jeg var en dårlig mor. Desværre. Jeg har haft meget mere skyldfølelse, end jeg behøvede. Og jeg anbefaler alle at lade være med at have skyldfølelse - det kan ikke bruges til noget.«

Skyld og dårlig samvittighed er noget, Lone Dybkjær altid har kæmpet med. Måske på grund af en ungdom, der med morens kræftsygdom og tidlige død og få år senere med broderen, der tog sit eget liv, blev alt andet end lys og let.

»Det var en meget traumatisk periode, og det er klart, der er nogle eftervirkninger.« Lone Dybkjær burde med egne ord nok være gået i terapi, men gjorde det ikke. Hun strammede op og klarede sig selv.

- Har det gjort dig hård?

»Jeg tuder stadigvæk til Det lille hus på prærien. På den måde er jeg meget blød. Men jeg er omvendt også vant til, at det er mig, der må klare den. Selvfølgelig ved jeg godt, at jeg har en facade. Jeg er også på nogle punkter en reserveret person.«

Alligevel er Lone Dybkjærs smil blevet nærmest et brand for kvinden, der hele sit liv har søgt at udfordre sig selv i sine job som først kemiingeniør og senere politiker.

- Er der ikke et skisma mellem at være sårbar og døje med skyldfølelse og så samtidig at søge udfordringerne?

»Jo, det er der nok. Jeg kunne sikkert have gjort livet nemmere for mig selv. Men jeg skal selv skabe indhold i min tilværelse.«

En hund til mad

I 1978 efter 12 års ægteskab lod Lone Dybkjær sig skille. Sammen med sine to døtre flyttede hun fra Hørsholm til Østerbro. I busafstand til Christiansborg, så børnene kunne nå deres mor.

- Hvordan var det at være ung kvinde i Folketinget i 70'erne?

»Der var selvfølgelig større krav til kvinderne dengang, men du havde masser af fordele - også. Jeg tror, jeg er den første kvindelige ingeniør i Folketinget, og jeg havde en fordel i at være vokset op i en mandeverden på Danmarks Tekniske Universitet.«

Selv om Dybkjær havde en aftale med telefonsystemet om at bippe hendes personsøger på en særlig måde, hvis børnene ville i kontakt med hende, lykkedes det ikke altid. Hun husker, hvordan en folketingsbetjent fortalte, at en af døtrene havde været der, og at han havde givet hende 'en hund':

»For hun manglede penge til aftensmad, eller hvad der nu var sket. På den måde er det et fantastisk system herinde,« siger hun, smiler og understreger, at pengene naturligvis blev betalt tilbage.

Andre episoder dukker op i erindringen. Som da det lykkedes Dybkjærs syvårige datter pr. telefon at få fat på sin mor, der var til møde på Marienborg.

»Der kom en ind fra køkkenet og sagde, at min datter var i telefonen. Jeg blev helt nervøs. Vi ejede dengang ikke kongens mønt, og så viste det sig, at hun bare ringede for at sige, at hendes stjålne cykel var blevet fundet - så havde jeg ikke det problem. Er det ikke fantastisk?«

Lone Dybkjærs øjne bliver blanke: »Du kan se, jeg bliver helt rørt.«

- Føler du, at du har svigtet?

»Nej, for de vidste, at hvis de kaldte, så kom jeg.«

En tåre sniger sig ned ad kinden sammen med et smil:

»Det er kun rørthed over min egen historie.«

Kritik af førstedamen

- Når du har prioriteret dit arbejde så højt, hvorfor blev du så ikke i et ægteskab, hvor du havde en til at lave maden og orden i økonomien. Det ville mange mænd måske gøre?

»Ja. Men jeg kunne så ikke klare det der falske billede af en lykkelig familie, som havde en lidt anden bagside. Og jeg var blevet gift for tidligt på grund af alt det mørke. Jeg følte ikke, at jeg havde oplevet det, jeg skulle.«

I 1988 blev Lone Dybkjær miljøminister i den konservative Poul Schlüters regering. Og senere indleder hun et forhold til den socialdemokratiske MF'er Poul Nyrup Rasmussen, som i 1992 bliver valgt som partiformand.

Umiddelbart efter forlover de sig, og i maj 1994 bliver de gift. Forinden er Nyrup blevet statsminister, hvilket igen vender op og ned på tilværelsen for Lone Dybkjær, som slet ikke var forberedt på livet som førstedame.

»Vi var helt åndssvage ved ikke at have tænkt det igennem. Schlüter havde jo siddet i 10 år, så det indgik slet ikke i vores overvejelser, at Poul skulle være statsminister.«

Men det blev han. I modsætning til sin kone, der havde ministererfaring, var Nyrup ikke bekendt med, hvordan embedsapparatet fungerer.

Lone Dybkjær stiller derfor krav på både sine egne og sin mands vegne i Statsministeriet, hvilket fører til, at hun blandt andet i portrætbogen Nyrup fra 1997 bliver fremstillet som særdeles dominerende.

»Jeg blev omtalt som en person, der ikke havde nogen som helst positive sider. Det, syntes jeg ikke, var sjovt.«

Ingen ministerpost i SR

Rollen som førstedame lå ikke til Dybkjær, som åbent har talt om sine problemer med nogle af embedsmændene.

- Du har sagt, at du især har haft problemer med en speciel type mand.

»Eller omvendt - en speciel type mand har haft problemer med mig. I begyndelsen i Statsministeriet var jeg jo en anden figur end Schlüters Mie, som kom med åbne arme og 'vil I være søde at hjælpe mig', ikke? Jeg kendte jo systemet, mens Poul var en relativ nyvalgt formand. Noget af det skal også aflæses på baggrund af ham.«

Mens Dybkjær var forberedt på, at socialdemokraterne kunne finde hendes forhold til Nyrup problematisk, havde hun ingen anelser om, at hendes eget 'frisindede' parti ville bremse hendes ambitioner.

Men hun måtte se til, da det socialdemokratiske ægtepar, Mogens Lykketoft og Jytte Hilden begge fik ministerposter i SR-regeringen. Selv fik hun ingenting.

»Men det var en afgørelse i mit eget parti, så sådan er det.«

I 1994 opstillede Dybkjær til Europa-Parlamentet. Hun fik et godt valg, som gentog sig i 1999.

- Nogle har spekuleret i, at dit forhold til Poul Nyrup spillede en rolle, da R efter Tamilsagen gik fra VK-samarbejdet.

»Jeg havde aldrig forestillet mig at skulle ind i en borgerlig regering. Men jeg synes, det var rigtigt, for vi skulle bryde med den førte politik og vores egen rolle i de alternative flertal. Historisk set har jeg anset det optimale for at være et SR-samarbejde, men har altså selv været med til noget helt andet.«

Kongemordet

Ifølge Lone Dybkjær spillede hun en tilbagetrukket rolle i forhold til det radikale allianceskift:

»Men jeg har da ikke modsat mig,« smiler hun og medgiver, at folk nok har spekuleret i betydningen af de private relationer.

»Det er ikke nogen hemmelighed, at jeg har holdt nytårsselskaber med Jytte Hilden og Mogens Lykketoft i den periode. Der var da selvfølgelig relationer. Og der er også et åbent politisk tidspunkt op til regeringsskiftet.«

Forud for regeringsskiftet udfordrede Poul Nyrup sin mangeårige ven, Svend Auken, som tabte kampvalget om den socialdemokratiske formandspost.

- Hvordan har du det med det magtspil, som også din mand har skullet spille ikke mindst i forbindelse med formandsskiftet?

»Jamen, sådan er det jo. Men man må være så åben og ærlig med det, som man kan. Og det er klart, at der er nogle af min husbonds handlinger, jeg har været mere tilfreds med end andre. Men dem holder jeg mellem ham og mig. Det er ikke i sig selv forkert at stille op til formandsposten i et demokrati, men det kommer an på spillet forinden. Indimellem synes man, at en proces er så forkert, at man må sige fra. Men det skal jo være meget alvorligt, før man ligefrem lader det bryde ægteskaber.«

Det bliver forfærdeligt

Og ægteskabet kommer tidsmæssigt til at fylde mere end hidtil for både Poul Nyrup og Lone Dybkjær.

Efter næste valg venter en afsked med det politiske liv, der har fyldt i mere end 35 år. Og det bliver svært, lyder Dybkjærs egen spådom.

»På de fleste billeder ser jeg glad ud, men jeg er ikke et 'morgenstund har guld i mund-menneske'. Jeg skal være aktiv for, at jeg synes, at livet er godt, ellers bliver jeg deprimeret. Deraf kommer nok min vilje til at arbejde, som holder de mere depressive sider på afstand.«

- Hvad skal du lave efter næste valg?

»Jeg elsker mit arbejde. Det er det, der har fået mig til at rejse mig hver morgen, så det bliver helt forfærdeligt at holde op. Men jeg må tage en kold tyrker og en måned i et fitnesscenter.«

Fem spørgsmål til Lone Dybkjær

– Hvad er din største politiske sejr?

’Jeg opgør ikke mit liv i politiske sejre og nederlag. Men der er to ting, jeg har været glad for. Først min medvirken til, at vi ikke fik atomkraft i Danmark. Mit krav om, at der skulle være folkeafstemning om det, var med til, at beslutningen blev udskudt. Og dernæst at vi (i 1984, red.) fik seks måneders barsel til kvinder og i samme forbindelse to uger til mændene. Det var begyndelsen til noget bedre. Og så var det selvfølgelig en personlig sejr at blive valgt til Europa-Parlamentet.’

– Hvad er dit største politiske nederlag?

’De er der, men dem føler jeg da ikke trang til at tale om, ha ha.’

– Hvad har været den vanskeligste politiske beslutning for dig at træffe?

’Nu er vi måske alligevel ved nederlagene, men min største ærgrelse var, da jeg som miljøminister ikke fik solgt ’Forureneren Betaler’ på den rigtige måde. Folk troede, at det betød, at forureneren kunne betale sig fra at forurene og dermed ødelægge miljøet. Men tanken var, at industrien skulle betale for deres egen andel af forureningen. Forslaget var rigtigt, men kommunikationen var forkert. Det kommer nok nu, men det er 20 år for sent.’

– Hvem er dit politiske forbillede?

’Sådan et har jeg ikke. Indirekte bliver mine forældre jo forbilleder. De sagde ’du skal klare dig selv og ikke regne med, at nogen samler dig op’. Begge mine forældre var mønsterbrydere og første generationsakademikere i deres familie. Derudover er der jo K. Helveg Petersen (tidligere radikal landsformand, minister og far til Niels Helveg Petersen, red.) som jeg begyndte med at arbejde for. Men et kvindeligt forbillede kunne jeg måske finde i kemibranchen i Madame Curie.’

– Hvilken nuværende politiker fra et andet parti respekterer du mest?

’Anne Grete Holmsgaard (SF’s ordfører for energipolitik og europapolitik, red.). Hun er nørd ligesom mig selv, og hun er meget dygtig.’

Serie

Farvel til et liv i politik

Flere af dansk politiks helt store personligheder har meddelt, at de takker af efter næste valg. Information har sat en række af dem stævne for at høre om de skelsættende begivenheder i en lang karriere, der har tegnet dem som mennesker og sat markante aftryk på flere årtiers politiske udvikling.

Seneste artikler

  • Line Barfod: Skærebrænderen siger farvel, men slukker aldrig

    25. juli 2009
    Line Barfod forlader måske nok Folketinget ved næste valg - men aldrig politik. Den politiske kamp føres lige så godt uden for murene
  • Niels Helveg Petersen: Denne politiske tid er unormal – og forbigående

    18. juli 2009
    Niels Helveg Petersen var igennem årtier en mester i at veksle skiftende mandattal i Folketinget til størst mulig radikal indflydelse. De tider er forbi – men 'kongemageren' i dansk politik fastholder, at tiderne i dag er unormale
  • Ritt Bjerregaard: Socialdemokraterne er aldrig kommet sig over 89

    4. juli 2009
    Hun har været fødevareminister, undervisningsminister, socialminister, EU-kommissær og overborgmester i hovedstaden, men alligevel har hun altid været i opposition til det bestående. Ritt Bjerregaard har altid set det som sin opgave at finde hullerne i samfundet og i sit eget partis program. Få dem vendt, diskuteret og fyldt ud. Men siden murens fald har det været svært at se, hvad der skulle i hullerne
Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Bo Klindt Poulsen

Eftersom Barsebäck åbnede i 1975, og Lone Dybkjær var miljøminister i 1988-90, er det nok lige lovligt meget at gøre hende ansvarlig for...