Baggrund
Læsetid: 5 min.

Manglende nysgerrighed over for overvågningen af den yderste højrefløj

PET-Kommissionens beretning viser, at truslen mod demokratiet fra den ydersted højrefløj var meget begrænset. Men beretningen tegner et interessant billede af efterretningindsats i Sønderjylland umiddelbart efter Anden Verdenskrig
Indland
27. juli 2009

Omtalen af PET-Kommissionens mammutberetning har i overvejende grad været fokuseret på PET's indsats mod den danske venstrefløj og kommunistiske landes aktiviteter her i landet. Men Kommissionens beretning indeholder også et bind om »PET's overvågning af den yderste højrefløj 1945-1989«. Bindet er opdelt i ni kapitler, der sætter fokus på det tyske mindretal i Sønderjylland 1945-50, den danske nazisme i efterkrigstiden, udviklingen på den yderste højrefløj efter Den Kolde Krigs afslutning og den fatale bombesprængning hos Internationale Socialister, den såkaldte Søllerødgadesag.

Det overvejende fokus er rettet mod nazismen og dens forskellige grupperinger i Danmark. Man kan på den baggrund stille spørgsmålstegn ved, om ikke overskriften er misvisende. Nazismen har ikke sin naturlige placering til højre på en klassisk politisk skala. Nazisme er trods alt en sammenskrivning af nationalsocialisme, og nazismen havde det liberale demokrati og dets fokus på økonomisk, politisk og personlig frihed som fjende.

Bindet behandler dog også nationalkonservative strømninger, der med afsæt i utilfredshed med den danske udlændingepolitik får vind i sejlene i 80'erne, og som mere naturligt end nazismen hører hjemme på den (konservative) højrefløj.

Ringe opbakning

Overordnet set må det konstateres, at truslen mod det danske demokrati fra den danske højrefløj var endog meget begrænset. Nazistiske og kvasi-nazistiske organisationer som DNSAP, DNSB, Partiet de Nationale (PND) og National Partiet Danmark (NPD) havde meget ringe folkelig opbakning og formåede aldrig at opbygge en slagkraftig organisation eller udføre koordinerede og mere alvorlige anslag mod det danske samfund (med Søllerødgadesagen som en mulig undtagelse). Disse organisationer synes først og fremmest at have været centreret omkring mere eller mindre karismatiske ledere som Poul Heinrich Riis-Knudsen fra DNSB og Albert Larsen fra PND. Personer, som PET brugte nogle ressourcer på at holde øje med. Poul Heinrich Riis-Knudsen er særligt værd at knytte et par kommentarer til, idet han formåede at gøre Danmark til et centralt land for udgivelse og international distribution af nazi-propaganda. Da truslen fra det yderste højre var overskuelig og isoleret, brugte PET fornuftigvis slet ikke de samme ressourcer på den yderste højrefløj, som man gjorde på venstrefløjen under Den Kolde Krig.

Beretningen tegner dog et interessant billede af den efterretningsmæssige indsats i Sønderjylland umiddelbart efter krigen. Denne indsats blev, da PET endnu ikke var oprettet, forestået af det lokale politi med den senere PET-chef Ernst Brix som den absolutte og udfarende drivkraft. Brix tog initiativ til en centralisering af efterretningsarbejdet i Sønderjylland samt en tæt overvågning af det tyske mindretal og 'tysksindede' ved hjælp af meddelere og kartoteker over personer af efterretningsmæssig interesse. Og her synes Kommissionens beretning at lide af manglende nysgerrighed. Det fremgår eksempelvis, at Brix i 1947 modtog en fortrolig cirkulæreskrivelse fra Justitsministeriet, der bl.a. fastslog, at registrering alene på baggrund af lovlig politisk virksomhed ikke var tilladt. I følgebrevet til Brix slås dog samtidig fast, at der med cirkulæret »ikke hermed er taget stilling til den særlige ordning, som formentlig maa etableres i Sønderjylland«. Endvidere blev der kort efter afholdt et hemmeligt møde uden nedfældet dagsorden, mellem bl.a. Brix og justitsministeren. Brix noterede selv, at det blev besluttet at oprette en særlig sønderjysk efterretnings- central, og at politiet havde pligt til at indsamle og registrere alle nødvendige personoplysninger. Noget tyder altså på, at politiet i Sønderjylland havde meget frie hænder til at foretage vidtgående overvågning og registrering af det tyske mindretal. Men kommissionen foretager ingen særlig analyse af dette forhold, herunder eventuelle betænkeligheder i forhold til uoverensstemmelsen mellem cirkulæreskrivelsen og følgebrevet. Et andet godt eksempel er politiets interesse i bladet Revision, udgivet af den tysksindede Foreningen af 6. maj 1947. Kommissionen skriver, at man efter en »diskret« undersøgelse fik konstateret omfanget af bladets oplag. Hvad denne »diskrete« undersøgelse gik ud på, redegøres der ikke nærmere for. Var der eksempelvis brug af tvangsindgreb? Er en sådan i så fald blevet godkendt forudgående eller efterfølgende? Det er Kommissionen fuldstændig tavs om, og muligheden af evt. lovbrud nævnes end ikke.

Samarbejde med Farmand

Et tema, der går igen i flere af de overordnede emner, er PET's forhold til Frede Farmand, som tilsyneladende var PET's primære kilde blandt yderligtgående højrefløjsgrupperinger og nazister i Danmark. Samarbejdet med Farmand var ikke problemfrit, da Farmand ifølge kommissionen ofte var egenrådig og udfarende, hvorfor bl.a. de normale kildeføringsprocedurer blev afveget. Ifølge PET havde Farmand tilsyneladende også svært ved at skelne mellem fakta og egne forestillinger om sagernes rette sammenhæng. Farmands troværdighed lider særligt et knæk som følge af Søllerødgadesagen, hvor Farmand efterfølgende gør gældende, at han har informeret PET om muligheden for et forestående attentat, og at Albert Larsen senere på bånd skulle have givet Farmand indtryk af, at Albert Larsen stod bag attentatet. Påstande, der ifølge PET-Kommissionen ikke kan underbygges.

Selv om Farmand også bidrog med værdifulde informationer, må hans fremfærd som beskrevet af kommissionen i flere tilfælde anses som betænkelig. Hvis den karakteristik er korrekt, må man så spørge sig selv, i hvor høj grad det var fornuftigt, at PET lod Farmand være betalt meddeler, som i alt modtog over en halv million kroner for sit arbejde. At PET ikke lod sig anfægte af Farmands udfarende arbejdsmetoder og i visse tilfælde endog var villig til at benytte sig heraf, demonstreres af, at PET fra 1988-1991 lod Farmand tappe det nazistiske forlag Nordlands it-system for medlemsinformationer uden forudgående retskendelse. Et forhold, som kommissionen finder retsstridigt. Man må også spørge sig selv, om kommissionens udlægning af Farmands rolle i alle tilfælde er grundig nok. På side 184 fremgår det, at Farmand af egen drift optog samtaler med en antiracistisk aktivist, men at båndenes indhold ikke blev videregivet til PET. Men på side 194 hedder det om samme sag, at optagelserne blev videregivet til PET. På side 195 står der, at oplysningerne fra optagelserne blev videregivet til PET. Denne uklarhed er problematisk i en officiel redegørelse. Hvorvidt og under hvilke omstændigheder PET har fået optagelserne eller ej, må siges at have en vis indflydelse på vurderingen af, om det er troværdigt, når PET hævder, at Farmand ikke var instrueret om at optage antiracisten, eller om Farmand har ret i, at en sådan instruktion forelå.

Kommissionens manglende vilje til at gå dybere ned i problemstillinger, som umiddelbart giver anledning til flere kritiske spørgsmål, gør, at den ultrakorte retlige konklusion, der med undtagelse af operationen med Nordland frikender PET for at have overtrådt væsentlige regler, muligvis er for kort. Det får vi måske svar på, når andre historikere forhåbentligt får adgang til de dokumenter, som PET-Kommissionen har trevlet igennem.

Jacob Mchangama er chefjurist i tænketanken CEPOS

Serie

Informations kommission

Seneste artikler

  • Noget forbandet sludder

    2. november 2009
    Kunne drabet på betjent Jesper Egtved Hansen i Købmagergade i november 1988 være undgået, hvis PET på et tidligere tidspunkt havde delt sin viden om Blekingegadebanden med det almindelige politi? Dette kontrafaktiske spørgsmål skal Folketingets retsordførere i dag drøfte med justitsminister Brian Mikkelsen, og resultatet afventes af flere grunde med en vis spænding
  • 11 debatter, Folketinget bør tage

    3. oktober 2009
    PET-Kommissionen. Tirsdag tager Folketinget hul på et nyt folketingsår. At PET-Kommissionens beretning vil komme på dagsordenen, er der ikke tvivl om. Men endnu er det uklart, hvilke emner og og områder, som justitsminister Brian Mikkelsen vil tage op. Som en hjælp til Folketingets partier opridser Information her - på baggrund af avisens granskning af Kommissionens beretning - 11 debatter, som Folketinget bør tage
  • Justitsministeriet nedtoner behov for ny Blekingegade-undersøgelse

    30. september 2009
    Med et 22 sider langt notat læner Justitsministeriet sig tungt op af PET-Kommissionen for at afvise ny undersøgelse af PET's omstridte håndtering af den kriminelle bande, der stod bag drabet på dansk betjent
Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Klaus Flemløse

Nu har CEPOS igen slået til…

Det er beskæmmende, at Information igen stiller spalteplads til rådighed for personer fra lobbyisten CEPOS. Budskabet i Jacob Mchangama’s artikel er klar: Højrefløjen i Danmark har aldrig været nogen trussel for Danmark og vil heller ikke blive det i fremtiden. Derfor er der ingen grund til at hold øje med højrefløjen, herunder CEPOS, heller ikke i dag.

Jacob Mchangama glemmer imidlertid at nævne, at CEPSO er en del af netværket omkring den amerikanske udenrigspolitik i kraft af den snævre forbindelse til den American Enterprise Institut(AEI). Med inspiration fra AEI, har USA igangsat et folkemord i Irak og ødelagt en kulturnation. Det er ikke sikkert, at amerikansk udenrigspolitik er i Danmarks interesser i alle forhold og til alle tider samt, at denne skal forhandles ved ikke statslige kontakter til USA. Derfor er der nogen, der vil betragte CEPOS som en landsforræder sammen måde som DKP var det. Det er endvidere vigtigt, at PET + FE holder øje med hele det neokonservative netværk af tredjepartsorganisationer herunder CEPOS.

Jacob Mchangama glemmer også at en af de centrale personer i CEPOS, nemlig Prof Bent Jensen, i mange år være meddeler for PET. Så når Jacob Mchangama frikender højrefløjen for trusler mod Danmark, er det blot højre hånd, der frikender venstre hånd.

Jacob Mchangama glemmer også, at Prof Bent Jensen via sine mange kontakter til PET, har orienteret PET om, at journalist Jørgen Dragsdahl skulle være KGB-spion. Lad os nu sige, at PET har reageret på denne orientering og skrevet forskellige notater om Jørgen Dragsdahl og KGB. Mange år senere finder Bent Jensen nogle notater i PET’s arkiver, som oprindeligt har sit udgangspunkt i Bent Jensens orientering til PET. Disse notater bruger Bent Jensen nu som bevis på, at Jørgen Dragsdahl er KGB spion. Hermed er cirklen sluttet. Hvem sagde ordet plantet?

Jacob Mchangama og CEPOS pludselige interesse for efterretningstjenestens arbejde kan selvfølgelig være af ideelle årsager. Efter min vurdering kan der også ligge et forsøg på, at rense både PET-meddeleren prof. Bent Jensen og CEPOS for passivitet mht. at fordømme folkemordet og totur i Irak.

Man kan godt få tanken, at Informations debat redaktion er en smule naive !!!!

Jørgen Mathiasen

@Klaus Flemløse
Du har helt ret i dine antagelser om Mchangama interesser og synspunkter. Dem har han lejlighed til at offentliggøre i Berl.Tid, og det kan vel ikke være forbigået opmærksomheden hos den gamle modstandsbevægelsesavis Information.

Venstrefløjen, herunder forskellige SF'ere, er blevet overvåget af efterretningstjenesten, og det mener Mchangama er berettiget, fordi disse mennesker har optrådt forkert.
På trods af at han er jurist, eller måske derfor, afficerer det ham ikke, at der ikke ligger domskendelser for denne opfattelse. I Berlingeren kan han frit køre frem med sin bagvaskelse af den politiske modstander og det behøver Information ikke at give ham mere spalteplads til.

Det er værre, at højrefløjen igen ikke vil vedkende sig sine bastarder, i dette tilfælde nazisterne. Man behøver blot at se på, hvem nazismen fandt støtte hos, for at forstå dens højreorienterede karakter. Med den logik, hvormed nazismen prakkes venstrefløjen på, bliver også monarkiet rødt.

Klaus Flemløse

Min kritik af CEPOS er ud fra en borgerlig-liberal holdning. Dem jeg burder være enig med holder sig langt tilbage i kritikken, samtidig med at de skæder mig huden fuld.

Der scores massevis af selvmål i den borgerlige lejr, når narrebjælderne i Fogh+Løkke-regeringen+ CEPOS+JP+Berligske Tidende+DF overtræder al anstændigheder og retssikkerhed for at få hævn for noget , der måske ske for 30-40 år siden.

Hanne Christensen

Klaus Flemløse. Du skriver, du er borgerlig-liberal, men samtidig skriver du: Der scores massevis af selvmål i den borgerlige lejr, når narrebjælderne i Fogh+Løkke-regeringen+ CEPOS+JP+Berligske Tidende+DF overtræder al anstændigheder og retssikkerhed.

Hvad mener du egentligt? At vi har en borgerlig regering, som er mere optaget af et had-opgør med den socialisme, vi så for 30-40 år siden, end i at føre borgerlig politik?

Har Fogh trods alt ikke stoppet udbygning af off. sektor gennem skattestop, gennemført store skattelettelser til de bedst bemidlede i samfundet, strammet vilkårene for de fattigste og mindsket reguleringen af erhvervslivet, fx. den finansielle sektor?

Jamen dog. Blot fordi en chefjurist i CEPOS har læst lidt i PET-rapporten og derefter føler sig kaldet til at frikende højrefløjen ved at henvise til absolutte ekstremer? Egentlig ikke noget at hidse sig op over - ren teori og blottet for konkrete erfaringer fra (som jeg har hørt ham refereret) den unge mand. Men ærligt talt ikke mere relevant end Maren i kæret...

Med venlig hilsen

Gorm Petersen

Hans lille indledende overvejelse om hvorvidt Nazismen ikke i virkeligheden var et venstreorienteret projekt er artiklens perle.

Hvis PET skal have nogen mening skal mindst halvdelen af tiden bruges til at overvåge CEPOS. I hvert fald indtil der dukker noget op med endnu mere ekstreme holdninger.

Torben Petersen

Jacob Mchangama indledende bemærkning om nazismens politiske biologi, viser desværre, at han er dummere end jeg troede.

En amerikansk bingovært, Jonah Goldberg, har skrevet en bog, fordi han var ked af som konservativ at blive kaldt for nazist, racist og fascist, og at alle hans helte og venner der var konservative også blev det.

Det skulle der laves om på, og derfor har han skrevet en bog om, at nazismen i virkeligheden stammer fra kommunismen. Det har dog ikke hjulpet og han bliver stadig kaldt nazist, racist og fascist.

---

En af hans pointer er at nazisme må have noget med socialisme at gøre fordi nazisme er en sammenskrivning af "national socialisme".

Betegnelsen "national socialisme" stammer fra Mussoline, der beskriver fascismen som national socialisme, hvilket inspirerer Hitler til sammenskrivningen.

Mussolinis brug af "socialisme" skal ses i lyset af datidens diskurs i Italien. Socialisme betyder her "solidaritet", og striden står om arbejderen skal solidarisere sig med sin klasse - og den Internationale - der har forsøgt at forhindre krigen, som socialisterne vil, eller om han som Mussolini vil skal solidarisere sig med staten, dvs. nationen.

Hvad Mussolini siger det pågældende sted er, at fascisme er at solidarisere og identificere sig med nationen.

---

Det havde ingen i samtiden svært ved at forstå - og historikerne har heller ikke haft svært ved de sidste 75 år, men nu er det åbenbart blevet svært for Mchangama efter han læst radioværts billigbog.

Der skal åbenbart ikke meget til at gøre Mchangama klogere.