Manglende nysgerrighed over for overvågningen af den yderste højrefløj

Omtalen af PET-Kommissionens mammutberetning har i overvejende grad været fokuseret på PET's indsats mod den danske venstrefløj og kommunistiske landes aktiviteter her i landet. Men Kommissionens beretning indeholder også et bind om »PET's overvågning af den yderste højrefløj 1945-1989«. Bindet er opdelt i ni kapitler, der sætter fokus på det tyske mindretal i Sønderjylland 1945-50, den danske nazisme i efterkrigstiden, udviklingen på den yderste højrefløj efter Den Kolde Krigs afslutning og den fatale bombesprængning hos Internationale Socialister, den såkaldte Søllerødgadesag.

Det overvejende fokus er rettet mod nazismen og dens forskellige grupperinger i Danmark. Man kan på den baggrund stille spørgsmålstegn ved, om ikke overskriften er misvisende. Nazismen har ikke sin naturlige placering til højre på en klassisk politisk skala. Nazisme er trods alt en sammenskrivning af nationalsocialisme, og nazismen havde det liberale demokrati og dets fokus på økonomisk, politisk og personlig frihed som fjende.

Bindet behandler dog også nationalkonservative strømninger, der med afsæt i utilfredshed med den danske udlændingepolitik får vind i sejlene i 80'erne, og som mere naturligt end nazismen hører hjemme på den (konservative) højrefløj.

Ringe opbakning

Overordnet set må det konstateres, at truslen mod det danske demokrati fra den danske højrefløj var endog meget begrænset. Nazistiske og kvasi-nazistiske organisationer som DNSAP, DNSB, Partiet de Nationale (PND) og National Partiet Danmark (NPD) havde meget ringe folkelig opbakning og formåede aldrig at opbygge en slagkraftig organisation eller udføre koordinerede og mere alvorlige anslag mod det danske samfund (med Søllerødgadesagen som en mulig undtagelse). Disse organisationer synes først og fremmest at have været centreret omkring mere eller mindre karismatiske ledere som Poul Heinrich Riis-Knudsen fra DNSB og Albert Larsen fra PND. Personer, som PET brugte nogle ressourcer på at holde øje med. Poul Heinrich Riis-Knudsen er særligt værd at knytte et par kommentarer til, idet han formåede at gøre Danmark til et centralt land for udgivelse og international distribution af nazi-propaganda. Da truslen fra det yderste højre var overskuelig og isoleret, brugte PET fornuftigvis slet ikke de samme ressourcer på den yderste højrefløj, som man gjorde på venstrefløjen under Den Kolde Krig.

Beretningen tegner dog et interessant billede af den efterretningsmæssige indsats i Sønderjylland umiddelbart efter krigen. Denne indsats blev, da PET endnu ikke var oprettet, forestået af det lokale politi med den senere PET-chef Ernst Brix som den absolutte og udfarende drivkraft. Brix tog initiativ til en centralisering af efterretningsarbejdet i Sønderjylland samt en tæt overvågning af det tyske mindretal og 'tysksindede' ved hjælp af meddelere og kartoteker over personer af efterretningsmæssig interesse. Og her synes Kommissionens beretning at lide af manglende nysgerrighed. Det fremgår eksempelvis, at Brix i 1947 modtog en fortrolig cirkulæreskrivelse fra Justitsministeriet, der bl.a. fastslog, at registrering alene på baggrund af lovlig politisk virksomhed ikke var tilladt. I følgebrevet til Brix slås dog samtidig fast, at der med cirkulæret »ikke hermed er taget stilling til den særlige ordning, som formentlig maa etableres i Sønderjylland«. Endvidere blev der kort efter afholdt et hemmeligt møde uden nedfældet dagsorden, mellem bl.a. Brix og justitsministeren. Brix noterede selv, at det blev besluttet at oprette en særlig sønderjysk efterretnings- central, og at politiet havde pligt til at indsamle og registrere alle nødvendige personoplysninger. Noget tyder altså på, at politiet i Sønderjylland havde meget frie hænder til at foretage vidtgående overvågning og registrering af det tyske mindretal. Men kommissionen foretager ingen særlig analyse af dette forhold, herunder eventuelle betænkeligheder i forhold til uoverensstemmelsen mellem cirkulæreskrivelsen og følgebrevet. Et andet godt eksempel er politiets interesse i bladet Revision, udgivet af den tysksindede Foreningen af 6. maj 1947. Kommissionen skriver, at man efter en »diskret« undersøgelse fik konstateret omfanget af bladets oplag. Hvad denne »diskrete« undersøgelse gik ud på, redegøres der ikke nærmere for. Var der eksempelvis brug af tvangsindgreb? Er en sådan i så fald blevet godkendt forudgående eller efterfølgende? Det er Kommissionen fuldstændig tavs om, og muligheden af evt. lovbrud nævnes end ikke.

Samarbejde med Farmand

Et tema, der går igen i flere af de overordnede emner, er PET's forhold til Frede Farmand, som tilsyneladende var PET's primære kilde blandt yderligtgående højrefløjsgrupperinger og nazister i Danmark. Samarbejdet med Farmand var ikke problemfrit, da Farmand ifølge kommissionen ofte var egenrådig og udfarende, hvorfor bl.a. de normale kildeføringsprocedurer blev afveget. Ifølge PET havde Farmand tilsyneladende også svært ved at skelne mellem fakta og egne forestillinger om sagernes rette sammenhæng. Farmands troværdighed lider særligt et knæk som følge af Søllerødgadesagen, hvor Farmand efterfølgende gør gældende, at han har informeret PET om muligheden for et forestående attentat, og at Albert Larsen senere på bånd skulle have givet Farmand indtryk af, at Albert Larsen stod bag attentatet. Påstande, der ifølge PET-Kommissionen ikke kan underbygges.

Selv om Farmand også bidrog med værdifulde informationer, må hans fremfærd som beskrevet af kommissionen i flere tilfælde anses som betænkelig. Hvis den karakteristik er korrekt, må man så spørge sig selv, i hvor høj grad det var fornuftigt, at PET lod Farmand være betalt meddeler, som i alt modtog over en halv million kroner for sit arbejde. At PET ikke lod sig anfægte af Farmands udfarende arbejdsmetoder og i visse tilfælde endog var villig til at benytte sig heraf, demonstreres af, at PET fra 1988-1991 lod Farmand tappe det nazistiske forlag Nordlands it-system for medlemsinformationer uden forudgående retskendelse. Et forhold, som kommissionen finder retsstridigt. Man må også spørge sig selv, om kommissionens udlægning af Farmands rolle i alle tilfælde er grundig nok. På side 184 fremgår det, at Farmand af egen drift optog samtaler med en antiracistisk aktivist, men at båndenes indhold ikke blev videregivet til PET. Men på side 194 hedder det om samme sag, at optagelserne blev videregivet til PET. På side 195 står der, at oplysningerne fra optagelserne blev videregivet til PET. Denne uklarhed er problematisk i en officiel redegørelse. Hvorvidt og under hvilke omstændigheder PET har fået optagelserne eller ej, må siges at have en vis indflydelse på vurderingen af, om det er troværdigt, når PET hævder, at Farmand ikke var instrueret om at optage antiracisten, eller om Farmand har ret i, at en sådan instruktion forelå.

Kommissionens manglende vilje til at gå dybere ned i problemstillinger, som umiddelbart giver anledning til flere kritiske spørgsmål, gør, at den ultrakorte retlige konklusion, der med undtagelse af operationen med Nordland frikender PET for at have overtrådt væsentlige regler, muligvis er for kort. Det får vi måske svar på, når andre historikere forhåbentligt får adgang til de dokumenter, som PET-Kommissionen har trevlet igennem.

Jacob Mchangama er chefjurist i tænketanken CEPOS