Interview
Læsetid: 4 min.

'Offentlige kroner skal ikke støtte mordtrusler - fra rappere eller KU'

Man må ytre, hvad man vil, men offentlige kroner skal ikke støtte mordtrusler uanset om de kommer fra unge rappere mod Dansk Folkeparti eller fra Konservativ Ungdom mod Poul Nyrup, lyder det fra formanden for Trykkefrihedsselskabet, Lars Hedegaard
Indland
18. juli 2009
Man må ytre, hvad man vil, men offentlige kroner skal ikke støtte mordtrusler uanset om de kommer fra unge rappere mod Dansk Folkeparti eller fra Konservativ Ungdom mod Poul Nyrup, lyder det fra formanden for Trykkefrihedsselskabet, Lars Hedegaard

»Jeg har en enkelt patron for Messerschmidt, for han snakker masser shit.«

Sådan lød en del af den rap-tekst, som fremført af en 11-årig dreng i Århus med bistand fra en underviser, har ført til lukningen af en sommerskole i Århus.

Og lukningen er en helt rigtig beslutning, mener formanden for Trykkefrihedsselskabet Lars Hedegaard:

»En skole, som lærer børn den slags ting, har ingen berettigelse. Der er tale om voksne, som vejleder børn i at skrive, at Morten Messerschmidt skal have skudt en kugle for panden, og så skal han komme og sutte hans pik. Sådan noget med pik og kusse kunne vi også have fundet på, dengang jeg var dreng - >det var sådan noget, vi skrev på lokummet. Men hvis jeg kom hjem og sagde, at gårdlæreren havde hjulpet os med rimene, ville min far nok havde spurgt, hvad fanden det er, der foregår på den skole.«

Lars Hedegaard påpeger, at opdragere har et ansvar, som de i denne sag svigter.

»Og det kan godt være, at der skulle være tale om en kultur importeret fra den sorte ghetto i New York, men skal vi til at forestille os, at indvandrerbørn, der kommer fra familier, der bliver rigelig understøttet af det offentlige, skal til at fremstille sig selv eller lade sig fremstille som folk, der bor i en forfulgt ghetto? Det forekommer mig at være helt forkert.«

Dårlig smag

- Du har også kaldt det 'dårlig smag' - er ytringsfriheden et spørgsmål om smag?

»Nej. Ytringsfriheden omfatter også den allerdårligste smag. Hvad der overskrider ytringsfrihedens grænser, har vi domstolene til at afgøre. Men det er ikke et spørgsmål om ytringsfrihed for mig.«

- Men drengen får ikke lov at ytre, det han vil?

»Jo, hans lærere får bare ikke offentlige støttekroner til at hjælpe ham. Han kan frit sidde derhjemme og skrive om Morten Messerschmidt og hans pik.«

- Men hvis skolen skal lukkes, bakker man vel ikke ytringsfriheden op i den sammenhæng?

»Det kan man sagtens gøre. Med mindre dommeren siger noget andet, har du lov at starte en skole, hvor du lærer børnene, at de skal skyde Pia Kjærsgaard, men dermed har du ikke ret til at få offentlig finansiel støtte til din aktivitet. Med offentlige penge må samfundet tilkendegive, hvad vi synes er tilstrækkelig godt til, at man vil støtte det økonomisk.«

Argumentationen, som den er fremsat af både PEN og flere musikeksperter - at rapmusik har en aggressiv udtryksform, men blot drejer sig om et symbolsprog - giver Lars Hedegaard ikke meget for.

»Jeg er ikke sikker på, at 11-årige drenge forstår forskellen på symbolsprog og rigtigt sprog. Det gjorde jeg i hvert fald ikke selv dengang.«

Rohde siger slap af

- Tror du, at drengen reelt ville smide en kugle efter Messerschmidt?

»Nej. Men jeg tror, at hvis man opfostrer folk med et voldssprog, er det første skridt på vej til vold. Nazisterne og de højreorienterede marcherede i gaderne i Tyskland inden Hitlers magtovertagelse og råbte, at blodet skal flyde og jøderne klynges op. Det var en del af deres ytringsfrihed, men det var også indledningen til, at det skete.«

- Så det offentlige skal altså kun støtte god smag?

»Nej, smag og behag er forskellig. Det offentlige skal ikke bekymre sig om, at små drenge siger sjofelheder, men det skal heller ikke finansiere en opdragelse af børn, der giver dem opfattelse af, at mordtrusler er acceptabelt.«

- Du er fast skribent i Dansk Folkepartis medlemsblad - er det et forsvar for Messerschmidt, eller er du bekymret for trusler mod politikere generelt?

»Det ville være lige så katastrofalt, hvis nogen skrev lignende om statsministeren, Naser Khader eller Poul Nyrup Rasmussen, som det jo også er sket.«

-Konservativ Ungdom har jo netop sunget om at ville 'pløkke knoppen af det svin' - Poul Nyrup - hvad bør sanktionerne være mod dem?

»Hvis de fortsætter med den kurs, må man da overveje, om det er en forening, der gør sig fortjent til at få støtte af det offentlige.«

- Venstres Jens Rohde har opfordret kritikere som dig og andre til at slappe af i den her sag?

»Jeg er dybt afslappet. Han må mene, hvad han vil, det er derfor, vi har ytringsfrihed.«

- Hvem skal sætte grænsen for, hvad det offentlige bør støtte af ytringer?

»Det er de voksne, som der dog ikke synes at være mange af i Århus. Men de må sætte grænsen, for den er selvfølgelig flydende afhængig af, hvilket udtryksmedie, man bruger. Men jeg vil sætte grænsen ved hentydninger til mord. Det vil jeg ikke være med til at finansiere med mine skattekroner.«

- Er du enig med Morten Messerschmidt i, at drengens mentale helbred bør undersøges?

»Nej. Hvis nogen skal mentalundersøges, og det er sagt mest i spøg, er det nok lærerne, som er godt oppe i 30'erne, og som synes, at de skal lære små børn sådan noget.«

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her