Læsetid: 4 min.

PET-Kommissionen, Peter Øvig - >og så lige Blekingegade ...

PET-Kommissionen kan kun 'frifinde' Justitsmini-steriet oven på Blekinge-gade på grund af en fejllæsning af et centralt dokument, kritiserer forfatter Peter Øvig
15. juli 2009

Da PET-Kommissionen havde siddet i ni år, fik den i 2008 endnu en opgave, nemlig at klarlægge, om bl.a. Justitsministeriet havde begået kritisable fejl i forbindelse med efterforskningen af et bankrøveri i Lyngby i 1983. Justitsministeriet undlod nemlig at ekspedere en anmodning fra retten i Lyngby om at få to i Paris fængslede palæstinensere udleveret til Danmark med henblik på en retssag om hæleri. De to palæstinensere var i de Gaulle-lufthavnen i Paris blevet anholdt med seks millioner danske kroner, de allerfleste ubrugte, og Lyngby Politi havde derfor en formodning om, at pengebundterne måtte stamme fra røveriet i marts 1983. Forfatter Peter Øvig har i sine Blekingegade-bøger fra 2007 beskrevet tidligere Lyngby-kriminalfolks frustrationer over forløbet, som de oplevede som, at de var blevet bremset oppefra, og at Justitsministeriets ageren over for de franske myndigheder ikke var »helhjertet«. Peter Øvig kunne således (i anden udgaven fra november 2008) citere fra et dokument fra Udenrigsministeriet, at Justitsministeriet ville »græde tørre tårer«, hvis de to palæstinensere ikke kom til Danmark. Dette dokument var særligt interessant, fordi Justitsministeriet angiveligt som rutine selv havde makuleret alle sine dokumenter om sagen. Alt i alt fik Peter Øvigs oplysninger et politisk flertal til at sætte PET-Kommissionen på uventet ekstra-arbejde.

Intet at komme efter...

Kommissionen finder efter en granskning hverken, at PET kan kritiseres for manglende samarbejde med Lyngby Politi, eller at Justitsministeriet kan kritisereres for ikke at have videresendt udleveringsbegæringen til Frankrig. Der er »ikke grundlag for en opfattelse af«, at ministeriet »ikke skulle have gjort, hvad der var muligt« for at fremme udleveringsbegæringen, konkluderer Kommissionen, der dog flere steder hen over de 26 sider, som dette afsnit fylder, er fuld af forståelse for kriminalfolkenes frustrationer. Kommissionen tilskriver dem bl.a. »mangelfuld forståelse for og kendskab til samspillet mellem dansk og fransk ret« hos Lyngby-politiet. En sådan 'frifindelse' af Justitsministeriet er der efter Peter Øvigs vurdering ikke fuldt belæg for: »Ministeriet kunne ikke have skrevet den bedre selv,« som han siger til Information.

Han peger på, at kommissionen fejllæser et af sagens centrale dokumenter, nemlig det med de »tørre tårer«. Kommisionen affejer det som »en holdning hos en medarbejder i Udenrigsministeriet«, men retteligt er det den danske generalkonsuls referat fra hans samtale med Justitsministeriets sagsbehandler på netop denne sag, nemlig den senere PET-chef (og nuværende kabinetschef for dronningen) Henning Fode.

Det forsvundne notat

I februar 1984 blev Lyngbys daværende politimester Søren Sørensen ringet op af en embedsmand fra Justitsministeriet og meddelt, at ministeriet ikke ville fremme et ønske fra Lyngby Politi om at få de beslaglagte danske pengebundter udleveret fra Frankrig. Et problem i den forbindelse var, at det ikke var lykkedes for fransk politi at finde egnede fingeraftryk efter at have undersøgt en mindre del af pengesedlerne.

Søren Sørensen skrev et notat om den usædvanlige opringning og lagde det til sagen, men det er ikke lykkedes kommissionen at finde dette notat, hvorefter konklusionen lyder: »At Justitsministeriet realistisk indså, at mulighederne for at komme videre i sagen både retligt og politisk var begrænsede, og at et egentligt bevis ikke kunne tilvejebringes, er svært at kritisere.«

Peter Øvig har imidlertid set notatet, oplyser han til Information, og han refererer det i Blekingegade-bøgerne fra 2007. Det sker sammen med oplysningen om, at Søren Sørensen over for Peter Øvig tidligere har bekræftet, at opringningen fra ministeriet »kun kunne forstås på én måde: Hans overordnede i Justitsministeriet ønskede ikke, at der blev foretaget yderligere i sagen.«

Noget anderledes udtalte den tidligere politimester sig i december 2008 til kommissionen. Her »indskrænker«, som kommissionen skriver, Søren Sørensen sig til, at opringningen kun drejede sig om begæringen om udlevering af pengene, som Justitsministeriet ikke ville fremme, »men at efterforskningen i øvrigt ville skulle fortsætte.« At kriminalfolkene - ifølge Peter Øvigs bøger fra 2007 - dengang opfattede det som et beordret totalt stop oppefra, får kommissionen til at konstarere, at politimesteren »ikke synes at have orienteret efterforskerne om, at Justitsministeriet ikke mente at kunne fremme udleveringsbegæringen.«

Det er ikke lykkedes at få en kommentar fra Lyngbys tidligere politimester Søren Sørensen.

Det bør noteres, at kommissionen ikke oplyser, at Justitsministeriets sagsmappe om udleveringen af penge og palæstinensere er makuleret. I stedet anfører kommissionen blot, at den »har indsamlet akter i Justitsministeret«. Et af de indsamlede akter er f.eks. en sagsfremstilling, som ministeriet har udarbejdet, om hvorvidt det foreliggende bevismateriale kunne ventes at føre til en domfældelse over de to palæstinensere. »Denne vurdering af beviserne har Kommissionen ikke grundlag for at kritisere,« skriver Kommissionen og tilføjer derpå i en fodnote, at ministeriets sagsfremstilling er »udateret«. Det sker uden nogen synlig spekulation om, hvorvidt dokumentets historiske sandhedsværdi kan være afhængigt af, om det er udarbejdet før eller efter, at kommissionen fik til opgave at undersøge, om ministeriet kunne kritiseres for noget.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer