Læsetid: 3 min.

'PET var ikke særligt fintfølende'

Således karakteriserer Ditlev Tamm, ekspert i retsopgøret efter besættelsen, PET, der efter krigen samarbejdede med Gestapo. Man var afhængig af de kilder, man kunne få, siger han
Ditlev Tamm sammenligner PET's samarbejde med nazisterne  under og efter besættelsen med USA's samarbejde med Wernher von Braun, der under krigen var ledende i udviklingen af den tyske raketforskning, men efter krigen blev hjernen bag det amerikanske rumprogram.

Ditlev Tamm sammenligner PET's samarbejde med nazisterne under og efter besættelsen med USA's samarbejde med Wernher von Braun, der under krigen var ledende i udviklingen af den tyske raketforskning, men efter krigen blev hjernen bag det amerikanske rumprogram.

Morten Juhl

2. juli 2009

Efter Anden Verdenskrig samarbejdede den danske efterretningstjeneste PET i vid udstrækning med gamle nazister. Som Information i går kunne berette, fremgår dette af PET-Kommissionens beretning, uden at der dog rejses kritik af samarbejdet.

Professor i retshistorie Ditlev Tamm, der har været med til at udforme beretningen, understreger, at PET's samarbejde med nazisterne ikke har været kommissionens emne, idet dette snarere vedrører PET's adfærd under Den Kolde Krig og kun marginalt retsopgøret. Derfor er der ingen kritik af samarbejdet, forklarer han.

Men Ditlev Tamm har selv skrevet disputats om retsopgøret, og han fortæller, at man stod på bar bund umiddelbart efter Anden Verdenskrig. Man skulle til at opbygge en efterretningsorganisation og var afhængig af de kilder, man kunne få, siger han.

Verden ændrede sig

»Umiddelbart efter krigen var man bange for, at nazister pønsede på at generobre magten, men da det hurtigt viste sig, at dette ikke var tilfældet, rettede man fra 1947-1948 søgelyset mod den næste trussel, kommunismen. Verden ændrede sig, og man måtte bruge nye metoder,« siger

 

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Prøv en måned gratis.

Klik her

Allerede abonnent? Log ind her

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.

Prøv en gratis måned og få:
  • Alle artikler på information.dk
  • Annoncefrit information.dk
  • E-avis mandag til lørdag
  • Medlemsfordele
0,-
Første måned/herefter 200 kr/md. Abonnementet er fortløbende.
Prøv nu

Allerede abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Ole Gerstrøm

Ja, Wernher von Braun blev en ny stjerne, der var hentet til USA gennem projekt Paperclip.

Washington havde besluttet at hente tyske eksperter, som blot ikke måtte være belastede. Men dette krav blev omgået, og belastende oplysninger fjernet.

Wernher von Braun havde brugt slavearbejdere under KZ vilkår i det tyske rumprogram. Han var krigsforbryder. Men han blev brugt.

Hundredevis af andre blev også brugt til, hvad de nu var gode til. Den beretning mangler i historiebøgerne.

Steen Erik Blumensaat

Og Klaus Barbi, som efter omskoling blev sendt til sydamerika, hvor han i tre lande opbygede sikkerhedstjenster og efterretningstjenester, betalt ved hjælp af kokain, indenrigsministeren i det ene land havde 6 fly der fløj kokainen ud under diplomatisk imunitet.

Steen Erik Blumensaat

I dag beskytter vi jo narko og våben krigsherene i Afghanistan, vi kan bare det der. Men så er vi jo også sikre på en stabil forsyning, hellere et lallende vrag, end en højtråbende kritiker.
Det samme var tilfældet i 80erne, f. n biler kørte heroinen ud til fly, skibe der sendte det ud på verdensmarkedet fra Pakistan.

Steen Erik Blumensaat

Brian Mikelsen betalt af Afrikaan Broderskab for ikke at tale om M.M Møller der forsynede sydafrika på trods af det var forbudt.

TERRORPOLITI?
Gestapo betyder som bekendt statspoliti, Hipo hjælpepoliti, og var en slags poliiti ligesom det danske, men "for hvem?" må mange på venstrefløjen spørge. "Jeg tager fejl," vil mange mene, når jeg påstår, at mistænksomhedens nødvendighed over for fremmede blev grundigt indarbejdet under Besættelsen, og vi lærte næsten på kropssproget at skelne ven fra fjende. Den særlige evne har forfulgt sidenhen, så man på få udtalelser om Besættelsen kan skelne holdningen eller sindelaget, og i dag synes, at mange forskere udi samme metier forsøger kompromissets kunst og stiller sig som datidens vægelsindede. For vi taler om krig i modsætning til fred.
Blot et enkelt eksempel, der kom til at stå som type. Hvorfor skulle den ellers indigtsfulde forsker Aage Trommer, der selv havde oplevet krigen, lange påstanden om den "overflødige" jernbanesabotage ud, når ingen kunne være i tvivl om, at her kæmpede sindelagene. Ligeså var det overflødigt, at Tulle Fiil fra Vestre skrev sin harme til Werner Best, hvis betydningen alene bestod i at den rigsbefuldmægtigede læste brevet med forståelse. Havde tilstrækkeligt mange tyskere i 1930, for dem var der nok af, taget tilsvarend afære, var sagen jo ganske anderledes. De sidste årtier er nye aspekter og fakta om krigen kommet fra en anden kant, den unge tyske forskergeneration, og for for mig også fra f.eks. Günter Grass' "SS-bekendelser".
Gælder det kun om at tryne venstrefløjen, så se til den nye koldkrigskommission. Men Ditlev Tamm synes med sine sammenligninger at lægge op til en forsoning, et forsvar for samarbejdet med Gestapo, sådan som ledende kredse i samfundet i dag kan forsvare tortur.
Den konsensuale Karen Syberg vil måske give mig ret i, om ikke andet, at jeg ikke har plantet mine smukke roser som stativer for de fantastisk flotte snerler, og vil måske derfor som jeg luge snerlerne bort. Noget er krudt, noget ukrudt.

Vilhjálmur Örn Vilhjálmsson

Min fremstilling af Hans Hermannsen og hans rolle i Danmark blev publiceret i 2005 i bogen Medaljens Bagside, Jødiske flygtningeskæbner i Danmark 1933-1945 (Forlaget Vandkunsten). Det er nok den grundigste gennemgang af denne person til dato. PET-kommissionen har desværre ikke kendt til min bog eller læst den.

Hans Hermannsen var de danske myndigheders vigtigste støtte i bestræbelserne på at udvise jøder og andre flygtninge fra Danmark under besættelsen. Med kontakter til sin tidligere arbejdsplads i Flensborg, hvor han var Gestapochef, muliggjorde han udvisninger af jøder fra Danmark i perioden 1940-43. De blev efterfølgende myrdet i koncentrations- og udryddelseslejre. Han var derfor en regelret krigsforbryder. Han arbejdede også for Dansk Røde Kors i 1950.

Hvis man insisterer på at han var PET-medarbejder, kan man roligt tilføje, at PET ansatte krigsforbrydere som efter krigen var ansat i Dansk Røde Kors.

Hans Hermannsen blev først og fremmest vigtig for Danmark efter krigen, idet han ansås for at være troværdigt vidne til fordel for danske embedsmænd, politifolk, ministre og andre, da deres samarbejde med tyskerne blev undersøgt.

Hans Hermannsen hjalp kun dem der kunne hjælpe ham efter krigen. Hans Hermannsen havde så meget på sine danske ”kollegaer”, at ingen turde røre ham. Han gav jo gerne gunstige vidneudsagn, m en hos Hermannsen var der altid ”noget for noget”. De danske embedsmænd blev beskyttet af onkel Hans og han beskyttede dem. Han blev fragtet til og fra Danmark i en ambulance til afhøringer og retsmøder under dæknavnet Hans Hansen. Han blev skjult på hospitaler sådan at modstandsbevægelsen ikke kunne få fat i ham. Rejsearrangøren var Troels Hoff, hovedarkitekten bag danske ønsker om at udvise statsløse jøder til Nazityskland under krigen.

Dansk efterretningsarbejde i de første år handlede om politiske hvidvaskninger. Verden ændrede sig ikke så meget, sådan som Ditlev Tamm udtrykker sig. Hans Hermannsen var en vigtig brik i det spil. Således blev han pludselig ”socialdemokrat”. Inden da medvirkede han bevisligt til at danske modstandsfolk, politifolk og andre blev deporteret eller myrdet. Det var faktisk en del af den nu til dags feterede Samarbejdspolitik.

Denne tilsyneladende hvidvaskning af PETs påståede samarbejdspartner er en utrolig historieforvanskning.

Jeg spørger mig selv, er resten af PET-kommissionens arbejde på samme niveau?

Vilhjálmur Örn Vilhjálmsson, ph.d., redaktør for RAMBAM, Selskabet for dansk jødisk Histories årsskrift.