PET's dækmanøvre for at anholde spionen fra Tryggelev

Efter næsten tre års aflytning og overvågning anholdt PET den 3. november 1981 præcis klokken 19.21 den 37-årige forfatter og journalist Arne Herløv Petersen (AHP) på hans bopæl i Tryggelev på Langeland og sigtede ham efter den milde spionageparagraf til fordel for Sovjetunionen. Anholdelsen af AHP blev en af årtiets mest omtalte danske spionsager, og den vakte en forbløffende opmærksomhed langt ud over landets grænser, omtalt bl.a. i vesttyske, franske, italienske, britiske og amerikanske aviser foruden nævnt i den amerikanske kongres under en høring i 1982.

PET-Kommissionen bruger 90 sider på AHP i bind 13 og bringer flere overraskende oplysninger frem, bl.a. at PET i samarbejde med en udenlandsk tjeneste brugte anholdelsen til en såkaldt kontraefterretningsoperation vendt mod den sovjetiske sikkerhedstjeneste KGB.

Selve anholdelsen skete i strid med en instruks, som justitsminister Ole Espersen (S) havde givet politiet. Interessant er det derfor at se, hvordan 'nogen' i PET i samarbejde med en udenlandsk efterretningstjeneste fik plantet en artikel i Berlingske Tidende, hvorved PET så at sige kunne gå bag om ryggen på både Ole Espersen og statsminister Anker Jørgensen.

Men allerførst om baggrunden for PET's interesse for AHP, der af sine KGB-kontakter blev udstyret med kodenavnet »Palle«.

Spionen fra Tryggelev

Så tidligt som i 1979 blev PET opmærksom på, at Arne Herløv Petersen gerne - >tilmed ofte på en konspirativ facon - plejede intensiv omgang med diplomater fra den sovjetiske ambassade i København. I perioden fra september 1972 frem til august 1981 overvågede PET således minimum 115 møder mellem AHP og russerne.

Set med sovjetiske øjne var forfatteren »en fortrolig kontakt«, der kunne bruges til såkaldte 'aktive foranstaltninger', hovedsageligt forsøg på påvirkning af den danske opinion. Det skete bl.a. ved, at Arne Herløv Petersen i eget navn udgav to pamfletter (Cold Warriors og True Blues), som KGB havde forfattet tekstoplæg til. Desuden skrev Arne Herløv Petersen rundt til 400 danske forfattere med en opfordring til at underskrive en appel vedrørende en atomvåbenfri zone i Norden. Arne Herløv Petersen, der ved siden af sin forfattergerning tjente penge bl.a. som oversætter for den nordkoreanske ambassade, udførte ifølge PET tillige en disinformationsopgave for russerne på internationalt plan: Han afleverede forfalskede dokumenter til nordkoreanerne med besked om, at de stammede fra en amerikansk journalist. Dokumenterne skulle bruges til at ødelægge forholdet mellem Nordkorea og Kina.

Om flere af sigtelserne ønskede Arne Herløv Petersen slet ikke at udtale sig, lige som han afviste, at russerne stod bag teksten til pamfletterne, der bl.a. handlede om den britiske premierminister, Margaret Thatcher. Mod-ydelsen fra KGB's side til AHP var - ud over en radio - spiritus og cigaretter i lange baner. Det skal tilføjes, at politiet vurderede, at AHP var »en ualmindelig 'dårlig' agent«, idet - >som Kommissionen formulerer det - AHP »ofte talte over sig og omtalte sin forbindelse til ambassaden for venner og bekendte.«

PET's dækmanøvre

En af AHP's mest benyttede KGB-kontakter var den sovjetiske diplomat Merkulov. Regeringen traf den 17. oktober 1981 beslutning om at udvise Merkulov. Det var vigtigt for regeringen, at det skete i hemmelighed, for ellers ville en dansk diplomat omgående blive udvist fra Moskva som modtræk.

Ifølge PET-Kommissionen kom en hemmelig udvisning dog meget på tværs af de forberedte planer, som 'nogen' i PET forinden havde udarbejdet i samarbejde med en udenlandsk efterretningstjenste, formodentligt den britiske. De to tjenester havde igangsat en kontraefterretningsoperation, som skulle afsløre den sovjetiske påvirkning af Danmark.

En del af planen inddrog en dagsbladsjournalist, som ifølge PET-Kommissionen var fast »PET-kontakt«. Kommissionen har også fundet journalistens navn på en oversigt over PET's kildekontakter 1974-79, hvor vedkommende havde med »specialopgaver pressen« at gøre. Hvad det betød, forklarer Kommissionen med, at journalisten kunne »anvendes til at fremskaffe diverse materialer på upåfaldende vis«.

Kommissionen nævner ikke navnet på journalisten, men skriver, at »i perioden efter anholdelsen af AHP« bragte journalisten en historie om Merkulov. »Historien var så detaljeret og præcis, at det er nærliggende at antage, at PET, eller en udenlandsk tjeneste (...) var kilde til de offentliggjorte oplysninger,« fortsætter Kommissionen.

Hvordan skulle PET nu få sin vilje igennem? Jo, ifølge et notat, som 'nogen' i PET udarbejdede i maj 1982 på direkte forlangende af Ole Espersen, der ønskede en redegørelse for den instruks-stridige anholdelse, fremgår det, at PET var blevet kontaktet af den danske journalist, der ville skrive om udvisningen af Merkulov. Udvisningen kunne altså ikke længere holdes hemmelig, og derfor var der ingen grund til ikke at anholde AHP. Desuden var der dukket nye oplysninger frem om en hemmelig kode (det viste sig senere at være forkert, fordi kode-oplysningerne havde været kendt i længere tid af PET). I en eller anden form for samarbejde med departementet i Justitsministeriet blev det derfor besluttet i PET at anholde AHP. Desværre var der sket en »fejl«, så Ole Espersen ikke blev kontaktet inden anholdelsen af AHP.

Hvad PET 'glemte'

Hvad PET-notatet fra maj 1982 ikke fortalte Ole Espersen var, at journalisten, der 'afslørede' den hemmelige udvisning, altså handlede i bedste forståelse med PET, da artiklen om Merkulov blev bragt. Det har ikke været muligt for Kommissionen at fastslå - trods flere afhøringer af sagens centrale personer - hvem der har skrevet det vildledende notat.

Den 4. november 1981 offentliggjorde journalist Mogens Auning på forsiden af Berlingske Tidende en artikel med overskriften: 'Russisk diplomat udvist for spionage'. Ifølge artiklen »bekræftede« statsminister Anker Jørgensen »i aftes«, dvs. den 3. november, at Merkulov var udvist tre uger tidligere. Omtrent på samme tidspunkt, som statsministeren talte med Berlingske-journalisten, blev AHP anholdt på Langeland.

Faldskærmssoldat

Ifølge en tidligere Berlingske-journalist gik der allerede i slutningen af 1970'erne »kantinerygter« om Berlingskes politi- og militærmedarbejder Mogens Aunings gode forbindelser til efterretningstjenester. Som tidligere dekoreret premierløjtnant i de britiske faldskærmsstyrker under Anden Verdenskrig beholdt Auning livet igennem en tæt forbindelse til forsvaret, bl.a. som kaptajnløjtnant i Marinehjemmeværnet. Auning døde i 2005.

Ole Espersen siger i dag til Information, at »da han læste om sagen første gang, var min fornemmelse, at det var Auning.«

- Føler du dig snydt som minister efter at have læst Kommissionens rapport?

»Jeg kan ikke afvise, at der forelå en fejl, hvilket selvfølgelig var uheldigt. Men jeg var betænkelig ved, at PET havde skabt et forventningspres ved at samarbejde med en anden tjeneste. Den anden tjeneste kan forvente noget til gengæld, hvad det senere forløb med avisomtaler i mange lande viste, og så er det ikke længere en efterretningstjeneste, der udelukkende varetager danske interesser, men derimod også Margaret Thatchers - bare for at tage et eksempel,« som Ole Espersen formulerer det.

For AHP endte sagen med et såkaldt tiltalefrafald, hvorved han ikke blev straffet, men heller ikke fik lejlighed til at få skyldsspørgsmålet prøvet for retten. PET-Kommissionen har ikke ønsket at tale med ham, og et brev fra AHP med hans udlægning af sagen er ikke medtaget i bi-lagssamlingen.

Han undrer sig over, »hvad den tekniske betegnelse er, når en efterretningstjeneste konspirerer med en udenlandsk efterretningstjeneste stik imod en udtrykkelig ordre fra justitsministeren.«

»Hvorfor kan Brian Mikkelsen med et smil slippe af sted med, at det bare var »en ungdommelig forkert beslutning«, da han i 1988 som ledelsesmedlem af Konservativ Ungdom lod sig invitere af det sydafrikanske apartheidsstyre til at besøge Namibia, mens jeg nu i snart 30 år har været forfulgt af den sag,« spørger spionen fra Tryggelev.