Nyhed
Læsetid: 3 min.

Ritt Bjerregaard langer igen ud efter S-ledelsen

Socialdemokraterne har mistet patos, mener Ritt Bjerregaard. Den afgående overborgmester anklager den nuværende ledelse for at lægge låg på vigtige politiske diskussioner. Partiets stemmesluger Orla Hav advarer mod, at S bliver halehæng til SF
Indland
4. juli 2009

Grunden til at stemme socialdemokratisk bliver stadig sværere at få øje på. Sådan lyder det fra Københavns afgående overborgmester, Ritt Bjerregaard. I et interview med Information i dag kritiserer den prominente socialdemokrat partiledelsen for at mangle vilje til at drøfte vigtige politiske emner:

»Jeg har altid syntes, man skal diskutere emner, der deler folk eller sætter skel, men her har linjen i partitoppen været ret klar: Det lægger vi låg på,« siger hun.

Ifølge den forhenværende minister har partiet mistet sin patos. Det var grunden til, at hun sidste år var medstifter af den såkaldte Røde Skole, som skulle debattere emner som skat, integration, økonomi og miljø. Men det tiltag var ikke populært hos ledelsen.

»De blev smask sure over initiativet, og vi, der lavede det, måtte se i øjnene, at vi ikke havde kræfter til at køre det videre alene,« lyder det fra Ritt Bjerregaard.

Blandt dem, der dengang bakkede op om Den Røde Skole, var blandt andre partiets næstformand, Mette Frederiksen, uddannelsesordfører Christine Antorini og tidligere partiformand Mogens Lykketoft.

Udlændingeretorik piner

Socialdemokraternes store stemmesluger ved sidste folketingsvalg, Orla Hav, har med egne ord aldrig været den store beundrer af Bjerregaards evne til at skabe sensationsoverskrifter, men også han kan se et behov for at partiet mere tydeligt markerer sig.

»Så på det stræk rammer hun rigtigt nok, og det vil jeg arbejde på på de indre linjer,« >siger han.

Mens SF tordner frem er den socialdemokratiske medvind til at overskue. Ifølge Orla Hav er der grund til bekymring for, at S ender som halehæng til SF.

»Det er fint at have et godt samarbejde med SF, men et reelt regeringsalternativ kommer af, at der er et stærkt Socialdemokrati, som har manøvremuligheder. Det kommer ikke af, at vi deler vælgerne, hvor det ene parti er the good guy og det andet risikerer at blive the bad guy ,« siger han.

Selv om Orla Hav langt fra er begejstret for Ritt Bjerregaards måde at kritiserer partitoppen på, ser han dog visse fornuftige takter i efterlysningen af mere tydelig politik. Ikke mindst i udlændingeretorikken er der plads til forbedring, lyder det fra Orla Hav. Han bakker op om de nuværende indvandringsregler, men siger:

»Det er ikke nogen hemmelighed, at det piner mig, at vi er nået til en situation, hvor vi ikke klart melder ud, at mennesker, der af den ene eller anden grund er i vores samfund, skal være et aktiv frem for at blive placeret i en marginaliseret rolle,« >siger han og roser Svend Aukens opfordring til at vise medmenneskelighed over for de afviste irakere.

»Vi har behov for at tage en diskussion med hinanden om, hvordan vi kommer til at stå klarere i mediebilledet,« siger Orla Hav.

Auken ikke ind i polemik

Partiets nestor, Svend Auken, talte for nylig partitoppen midt i mod, da han plæderede for at gennemgå de afviste irakeres sager igen og se på muligheden for humanitære opholdstiladelser. Men han lægger afstand til Bjerregaards angreb:

»Den Røde Skole blev opfattet som et angreb på ledelsen. Jeg har altid været positiv over for diskussioner af den art, men jeg brød mig heller ikke om formen og tidspunktet for Den Røde Skole. Men jeg vil ikke ind i en polemik nu. Jeg tror, at vi allesammen ønsker, at Ritt Bjerregaard får en god tid i de sidste måneder i overborgmesterembedet,« siger Svend Auken.

Ritt Bjerregaard mener i øvrigt, at visse dele af partiet har sat for stor lid til, at den finansielle krise vil bane vej for større tilslutning.

»Der har været en forhåbning om, at når bare krisen kommer, så vil befolkningen tro at socialdemokraterne ville være bedre til at håndtere den, men det er der jo ikke noget, der tyder på,« konstaterer hun.

Helle Thorning-Schmidt og den øvrige S-ledelse ønsker ikke at kommentere kritikken fra Ritt Bjerregaard.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Orla Hav:

"»Det er ikke nogen hemmelighed, at det piner mig, at vi er nået til en situation, hvor vi ikke klart melder ud, at mennesker, der af den ene eller anden grund er i vores samfund, skal være et aktiv frem for at blive placeret i en marginaliseret rolle,« >siger han og roser Svend Aukens opfordring til at vise medmenneskelighed over for de afviste irakere."

Synd at der ikke er flere af Svend Aukens og Orla Havs kaliber i Socialdemokratiet...

Henning Ristinge

Det er så sandelig på høje tid at S tager kampen op og profilere sig selv bedre - det kan der ikke være tvivl om.

Dorte Sørensen

Er det nu helt rigtigt at socialdemokraterne ikke kommer med forslag for et fremtidigt samfund. Fx er socialdemokraterne lige kommet med et oplæg om den fremtidige uddannelses politik – ” 13 års uddannelse til alle” samt en klimajobplan.

Jørgen Mathiasen

I forkortet form har Orla Hav sagt: ”mennesker, der af den ene eller anden grund er i vores samfund, skal være et aktiv frem for at blive placeret i en marginaliseret rolle.”
Målt med den målestok Socialdemokraterne plejer at anvende, ER de fleste mennesker i kongeriget et aktiv, som endog selv tager beslutninger om deres tilværelse uden at indblande en sagsbehandler. Den socialdemokratiske argot har altid krævet en nøgle.

Søren Kristensen

Det´ jo ikke sådan at S ikke kommer med forslag, altså må det være måden de gør det på?

Dorte Sørensen

Søren Kristensen kan du bedre lide regeringens måde at kvæle enhver debat på. Fx har regeringen og DF mange, mange gange i Folketinget nægtet at tage stilling til forskellige politiske spørgsmål som oppositionen har fået sat til debat ved en forespørgselsdebat eller ved et beslutningsforslag. Regeringens og DF begrundelse er ofte enten at regeringen har nedsat en eller anden kommission og kan derfor ikke debatter emnet før kommissionen er færdig eller også er begrundelse at forslaget ikke er stillet af regeringen.

Ritt Bjerregaard er med årene blevet en slags partiets Kassandra, I ved, hende fra Iliaden, der altid kom med de rigtige spådomme og aldrig blev troet.
Det er beundringsværdigt, hun gider. Jeg havde smidt det hele fra mig for længe siden.

Inger Sundsvald

Er der nogen der kan huske hvad en socialdemokrat var? Jeg erindrer svagt Auken, Løkketoft og Bjerregaard, og dem der var før. Det er sandelig nye tider med H.T.-S og Sass. :(.

Dorte Sørensen

Inger Sundsvald
Det var i mine øjne Nyrup Rasmussen , der forandre linjen hos Socialdemokraterne til en mere borgerlig retning, hvor han lag mere vægt på pligter før rettigheder ved det gamle socialdemokratiske slogan – yd efter evne og nyd efter behov.
For mig har Thorning været en positiv overraskelse, da hun i stilhed har rykket partiet længere til venstre igen. Så skal jeg lige bemærke , at jeg ikke havde de store forventninger til hende før formands valget.
Derudover er socialdemokraterne endeligt ved at komme længere frem i skoene både i Folketingets debatterne og med forslag både for klima, uddannelse osv.

Inger Sundsvald

Dorte Sørensen
Jeg er helt enig i, at det var Nyrup der rykkede partiet til højre. Desværre fulgte Thorning linien. Jeg glemmer ikke i hast at hun indkaldte gamle garvede partimedlemmer til ”medarbejdersamtaler”.

Noget kan dog tyde på at højredrejningen har vist sig ikke at være den rette vej, og at der forsøges en lidt anden kurs, med bl.a. uddannelsespolitik. Jeg har dog brug for at opleve lidt mere ”socialdemokrati”, ikke kun på klimaområdet, med en mere anstændig politik som f.eks. fra Svend Aukens og Orla Havs side af partiet.

Dorte Sørensen

Inger Sundsvalg
Vi er ret enige, da jeg også håber at S og resten af oppositionen kommer længere frem i skoene. Men jeg mener stadig at S er blevet lidt skrabere i sin profil og er blevet bedre til at argumenterer for deres forslag i Folketings debatterne.
PS: Jeg krummer også tær over Dam Christensen som integationsordfører.

Inger Sundsvald

Dorte Sørensen
Ja, vi er vist ret enige om mangt og meget ;-)

Jeg troede engang at Dam Christensen var en ”fin fyr”. Men jeg er bange for at han kun udtrykker partiets holdning. Det er kun de ”rigtige mandfolk m/k” som taler partiet midt imod.

Men det er måske bare ”følere” der er ude, for at lodde stemningen hos vælgerne, eller også for at der skal være noget for enhver smag i partiet?
Jeg er ked af, at jeg er så mistroisk.

Dorte Sørensen

IngerSundsvald
Jeg vælger at glæde mig over de små forandringer bare de går i den rigtige retning.
Hørte lige i radioavisen at Ritt Bjerregaards forslag om billige boliger nu ser ud til at lykkedes for landets boligselskaber. Nu er der tale om rækkehuse på 100m2 med små haver til 6000 kr. pr. måned Beboerne skal bare selv sørge for maling ol samt sne rydning ol Når en sådan ordning tillades nu lugter det lidt af at Ritt Bjerregaard ikke måtte få disse billige boliger for regeringen og DF.
PS: det er for godt vejr til at være her inde.

Dorte Sørensen:

”Jeg krummer også tær over Dam Christensen som integrationsordfører.”

Det er der sandelig også god grund til. Man må undre sig såre over, at Henrik Dam Christensen i sin tid ikke valgte at følge med Karen Jespersen over i Venstre, eller at han for den sags skyld ikke for længst har meldt sig ind i Dansk Folkeparti.

Når Orla Hav udtaler at der er plads til forbedring i ”udlændingeretorikken” så er der i sandhed noget om snakken, og der er vist ingen tvivl om at udtalelsen er møntet specielt på typer som Henrik Dam Christensen…

Inger Sundsvald

Dorte Sørensen
Ja, lige nu skygger naboens birketræ på terrassen og det begynder at lufte lidt. I de sidste dage har det været ulideligt, for mig og katten, og markisen har ikke hjulpet stort. Måske skal jeg have varm middagsmad i dag, engang ved 19-tiden.

Lad os håbe at det nu er ved at være slut. Jeg ser frem til omkring 20 grader i morgen, og også til et mere tempereret politisk klima ;-)

P.S. Jeg har aldrig været i tvivl om at Ritt B. ikke måtte få succes med de billige boliger.

Nej, det med de billige boliger var da ren saotage fra regeringens side.

Chris David Bonde Henriksen

Man kunne måske også forestille sig at Ritt Bjerregaards evner ikke slog til? Det er ret billigt at skyde skylden på regeringen, hver gang et medlem fra oppositionen kvajer sig - og det gør de jo ret så ofte..

Dorte Sørensen

Chris Henriksen
Når selv regeringen og DF kan se, at billige boliger som de såkaldte almindelige mennesker har råd at bo i bynære områder er en god og nødvendig ide. Så virker det da lidt provokerende, at regeringen /indenrigsministeriet afslog alle København Kommunes ansøgninger. Hvis regeringen ville give København Kommune mulighed for at opføre nogle billige boliger så burde Indenrigsministeren kunne komme med et åbent sind og evt. andre løsningsforslag end dem han afslog. Har vi ikke en minister for at hjælpe hele befolkningen og ikke til at modarbejde gode forslag fra en kommune.

Robert Kroll

SF er vd at overtage S's tidligere rolle i dansk politik.

Hvis S-SF danner regering efter næste valg, så får vi nok en statsminister fra S (HTS), men det bliver så nok sidste gang i mange årtier - for derefter er det SF der leverer venstrefløjens statsministerkandidater.

S er blevet "talentløst" - det mangler en politisk profil.

S kan finde ud af at kritisere enkeltpersoners adfærd, men skal man have regeringsansvaret, så er det bare ikke nok. SF tegner sig stadig bedre i sammenligning med S - hvad kan S tilbyde idag, som ikke fås bedre hos andre ?

Dorte Sørensen

Robert Kroll
Kan du ikke komme med nogle forslag hvor regeringen har været bedre en oppositionens og herunder socialdemokraternes forslag.
Fx er Hjort Frederiksens forslag om at lægge det økonomiske ansvar for landets beskæftigelses politik ud til den enkelte kommune er ikke særligt godt og vil bare betyde nedskæringer inden for ældreplejen børn og unge aktiviteter osv., når komunerne i højere grad får ansvaret for beskæftigelses politikken. Men på den måde kan regeringen og dermed beskæftigelsesministeren ikke stilles til ansvar og denne ændring vil også stille de faglige organisationer ud på sidelinjen. Herved ses tydeligt regeringens meget tale om den danske model som en hul tale.

Den sørgelige sandhed, Robert Kroll, er jo, at vi aldrig har haft en regering, hor så mange "enkeltpersoner" har udvist kritisabel (læs småkorrupt eller kriminel) adfærd.
Og hvis oppositionen ikke kritiserer dette, hvem skal så?

Jens Sørensen

Med en regering ,der konstant klokker i det, skulle man tro at S ville styrte frem.
Men nej, fremgangen går til SF.

Men hvordan kan det egentlig undre at S med HTS i spidsen, ikke har større succes.
Hun er jo aldrig på banen. Hvad laver hun egentlig ?og hvor er hun henne?
At hun så heller ikke er specielt skarp når hun endelig er fremme er en anden ting.

At HTS, som jo reelt var et ukendt medlem af EU-parlamentet, blev valgt som formand for S, har ikke overraskende vist sig at være et dårligt valg.
Hun har måske nok som planlagt tiltrukket mange " jeg stemmer kun på kvinder" kvinder, men til gengæld har S tabt mange vælgere, der synes kvalifikationer er vigtigere end køn.

HTS når ikke Ritt B til sokkeholderne og kommer aldrig til det.
Det tror jeg vist vi alle kan være enige om, uanset om man elsker eller hader Ritt B.

Peter Hansen

Jens Sørensen, det kan jeg ikke give dig ret i - Helle Thorning Schmidt er bemærkelsesværdig god, når hun er i debat, og når hun fremlægger synspunkter.
Hun gør det bare for sjældent.

Peter Hansen:

"Jens Sørensen, det kan jeg ikke give dig ret i - Helle Thorning Schmidt er bemærkelsesværdig god, når hun er i debat, og når hun fremlægger synspunkter."

Ja, det var helt forrygende dengang hun blev ved med at gentage at hun kunne slå Anders Fogh. Der fik de borgerlige godt nok kam til deres hår!