SF har på det seneste markeret sig på et område, som Dansk Folkeparti normalt har siddet tungt på, nemlig velfærden for de danske kæledyr. I sidste uge stillede Karina Lorentzen Dehnhardt MF for SF, hele fem spørgsmål til justitsministeren, som handler om dyrevelfærd. Justitsminister Brian Mikkelsen skal bl.a. svare på det her spørgsmål: »Hvordan forholder ministeren sig til en smiley-ordning for dyrepensioner, således at forbrugerne kan få nemmere ved at vælge pension«?
»Hvis det var mig, der var hundeejer, så ville jeg gerne vide, at min hund var i trygge hænder, at den fik vand og de gåture, som der er blevet lovet,« siger Karina Lorentzen Dehnhardt.
»Jeg snakkede med en af mine veninder, som fortalte, at hun havde været ude med sin hund på en hundepension, fordi hun skulle på ferie, og der måtte hun ikke få lov til at se, hvordan hundene blev opbevaret - hun skulle bare aflevere hunden ved døren, og det synes jeg jo ikke er godt nok.«
Veninden kunne ikke få en plads på den pension, hun normalt brugte, så hun valgte at blive hjemme fra ferie i to dage, indtil der var plads, fortæller Karina Lorentzen Denhardt: » ... og der tænker jeg, at der skal simpelthen være nogle helt bestemte standarder for, hvordan man har hunde og andre dyr i pension, og jeg synes, det ville være fint, hvis der var en smiley-ordning, så det blev mere gennemsigtigt, og folk kunne se, hvordan det sidste kontrolbesøg var.«
Det er en artikelserie i JydskeVestkysten, der har fået hende op af stolen. Her beskriver Jørgen Jensen, kredsformand for dyrenes beskyttelse, hvordan han af og til har oplevet, at hunde står i deres eget skidt, når han kommer ud på dyrepensionerne. Han har også set eksempler på, at især hunde får det psykisk dårligt af at være i hundepension. »De keder sig, fordi de ikke bliver luftet og snakket med hver dag. Der er hunde, som aldrig kommer sig over sådan et ophold,« siger han i artiklen.
»Med fødevare-smiley-ordningen kan gæsterne se, hvordan kontrollen gik sidste gang, myndighederne var på besøg. Og det synes jeg egentlig også forbrugerne har krav på, når det gælder dyrepensioner,« siger Karina Lorentzen Dehnhardt.
Se på foder og vand
- Hvordan havde du tænkt dig, at sådan en smiley-ordning skulle fungere i praksis?
»Jamen, jeg forestiller mig, at den skulle være lige som den smiley-ordning, vi har for restauranter, hvor man kigger efter nogle bestemte ting ved kontrollerne. I restauranterne er det jo, hvordan fødevarerne er opbevaret, og om temperaturen er okay, og ved pensionerne kunne man jo forestille sig, at det var sådan noget med, om der er rent, og om der er fodder og vand nok.«
- Hvem skulle man så sætte til at tage rundt på landets dyrepensioner og uddele smiley'er?
»Jamen, man kunne jo godt forestille sig, at det blev lagt ind under Fødevarestyrelsen, som jo i forvejen har kontrollen med landbruget. Det er jo lidt i samme boldgade,« foreslår Karina Lorentzen Dehnhardt.
- Hvor meget tror du, sådan en smiley-ordning ville koste?
»Det er jo et godt spørgsmål. Det ved jeg simpelthen ikke, og jeg kan ikke huske, om jeg har spurgt til økonomien. Det er jeg ikke sikker på. I første omgang ville jeg bare prøve at afdække problemstillingen,« siger hun.
- Det ville jo være nogle penge, der skulle tages et andet sted fra, så hvor ville du foreslå, at man tager pengene fra?
red.»Det må man jo se, når man har et overslag for, hvad det koster. Det, jeg egentlig har interesseret mig for her i første omgang, er den problemstilling, som der jo helt oplagt er,« siger Karina Lorentzen Dehnhardt. Hun mener i det hele taget, at området med dyrepensioner virker ukontrolleret og ureguleret, og hun har derfor også spurgt justitsministeren hvor mange »anmeldte og uanmeldte kontrolbesøg, politiet har foretaget hos disse (dyrepensionerne, ) de seneste tre år«. I sidste uge foreslog hun desuden justitsministeren at indføre »et centralt opkaldsnummer, fx 116 el. lign. i stil med politiets 114 for tilskadekomne dyr i naturen, idet det vil lette borgerens adkomst til relevant kontakt, når denne står uden de brugbare telefonnumre i naturen?«, som det hedder i spørgsmålet.
- Du har stillet i alt fem spørgsmål til justitsministeren på baggrund af den her ene artikel i Jydske Vestkysten - er det ikke usædvanligt mange spørgsmål, når det gælder sådan et emne?
»Nej, det tror jeg egentlig ikke. Når jeg har stillet fem spørgsmål, så er det jo, fordi jeg prøver at afdække, om der overhovedet er et problem, og om det er noget, vi skal gøre noget ved,« siger hun.
- SF er begyndt at markere sig mere på kæledyr. Hvordan kan det være?
Jamen, jeg tror, egentlig mest, det er min personlige interesse. Da jeg var ny i Folketinget, fik jeg en plads i fødevareudvalget, og jeg synes, det var lidt interessant, at vi ikke rigtigt havde så mange forslag til kæledyr. Så det er nok lidt min fortjeneste, at vi har udviklet den niche. Det er meget båret af personlig interesse og motivation, for jeg holder rigtigt meget af dyr,« siger hun
- Tidligere har det jo især været Dansk Folkeparti, der har markeret sig på dyrevelfærd, når det gælder kæledyr - er SF ikke bare på vælgerhugst hos DF?
»Jeg tror faktisk ikke, at vi appellerer til de samme vælgere, så jeg tvivler på, at det er vælgerhugst som sådan,« siger SF'eren.
Dansk Folkepartis dyrevelfærd er bluff ligesom resten af deres politik .
Lige inden Folketinget gik på ferie var der afstemning omkring forbud mod pelsfarme hvor ræve anbringes i små bure med henblik på at bruge deres pels til dyrt tøj.
Dansk FolkeParti kunne sammen med oppositionen havde forbudt disse rævefarme, men ville kun være med til en overgangsordning på 15 år. Forslaget faldt derfor og rævene skal tortureres endnu 15 år mere Utroligt, men uhyggeligvis sandt. Så meget for deres humanisme, der er desværre er i tråd med deres øvrige syn på verden.
Nedenstående uhyggeligheder skal foregå de næste 15 år med Dansk folkeparti velsignelse
Pelsavl
- dømt til et liv i bur
Rævefarmen
Ræven er som sin nære slægtning hunden et meget socialt dyr. Rævene lever i familiegrupper eller parforhold som varer hele livet. Dyrenes hjælpes om at at opdrage deres hvalpe gennem leg og jagttræning. Deres sociale evner kommer også til udtryk i kommunikation med hinanden via et højt udviklet lydregister, ansigtsudtryk og kropssprog. Ræve kan holde store territorier og vandre over lange afstande. Den røde ræv holder således et territorium fra 400 ha - 1600 ha og arktiske ræve er blevet registreret 9000 km fra deres fødselssted.
På farmen har ræve ingen mulighed for at grave, lege eller etablere det hierarki som findes i naturen.
Her lever dyrene i små bure, der er 0,8 kvadratmeter. Altså ikke mere end, at ræven kan tage to skridt frem og to tilbage.
I desperation over frustrationen ved at leve i et bur, hvor ræven ikke kan udføre sin naturlige adfærd udvikler den alvorlige problemer. Bl.a. ammer ca. 50% af alle førstegangsfødende sølvræve. Dyrene bliver også tvangsinsimineret, da de er for stressede til at kunne parre sig naturligt. Endnu mere uhyggeligt har 10-20% af alle hun-ræve bidt deres hvalpe ihjel. I naturen er den kun fører-hunner, som får hvalpe, men pelsavlere tvinger alle dyr til at føde hvalpe for at tjene flere penge. Derfor sker det, at under-hunner dræber deres egne unger.
Ræve bliver aflivet med strøm. Dyrene får indført elektroder i anus og mund, hvorefter der sættes en kraftig strøm til, som fremkalder et smertefuldt hjerteanfald. Dette oplever ræven, mens den stadig er i live.
I 1989 udtalte Etisk Råd vedrørende husdyr (senere dyreetisk råd), at Rådet finder, at produktionen, som den praktiseres i sin nuværende form, er etisk uacceptabel. Intet har ændret sig siden da.
SF: 'Vi har krav på en smiley-ordning for dyrepensioner'
Men SF skal nok ikke ønske sig en smiley-ordning for partiets politik. Der er ingen tvivl om at det ville give partiet nogle mega sur smileyér på det retspolitiske område, på det udlændingepolitiske område osv.
Det ville unægteligt klæde SF mere, hvis de forlangte en smiley-ordning for asylcentre.
Hans Larsen:
"Det ville unægteligt klæde SF mere, hvis de forlangte en smiley-ordning for asylcentre."
Helt enig. Folkesocialisterne er tydeligvis mere optaget af kæledyrenes velfærd end af flygtningenes. Det findes der et dansk ord for: Populisme...
Nu handler det vel i bund og grund om hvilken politik SF ender med at føre hvis de får indflydelse, og ikke hvad de siger for at få indflydelsen... Det burde sådan set være en lærestreg der var til at få øje på oven på 8 år med Fogh.
Skal der kæles lidt for dyre elskerne ja så kan det hurtigt passerer under min radar.
Det er bedre end at græde snot over at real politik i Danmark er populistisk, og overlade den vel smurte (med snot) bane til dem der ikke har de skrupler.
Asger