Læsetid: 2 min.

SF'er om bistandsforringelser: 'Ingen kommentarer'

Efter SF's indgåede forsvarsforlig, der fjerner 325 mio. kr. fra udviklingsbistanden, har fremtrædende SF'er, Trine Pertou Mach, ingen kommentarer. Men som forkvinde for Mellemfolkeligt Samvirke kalder hun nedskæringen urimelig
7. juli 2009

Ikke nok med at Mellemfolkeligt Samvirkes forkvinde, Trine Pertou Mach, også sidder i SF's hovedbestyrelse. Hun sidder også i Folketinget som stedfortræder for Ida Auken og er en af partiets mest markante folketingskandidater.

Alligevel afviser Trine Pertou Mach at kommentere, at hendes parti er gået med i et forsvarsforlig, der snupper 325 millioner kroner fra udviklingsbistanden. Bistandskroner, der tilsyneladende skal bruges på danske militære operationer og heraf afledte aktiviteter i stedet.

»Ingen kommentarer,« svarer Pertou Mach, da Information spørger hende, hvad hun mener om, at SF er gået med til at skære i udviklingsbistanden. Og svaret er det samme, når spørgsmålet lyder, hvordan man kan være medlem af et parti, der mener ét, og en organisation, der mener andet.

For som formand i MS er Pertou Mach ikke bleg for at udtale sig. Hun mener, det er et problem, at »forsvaret dikterer, hvordan bistanden skal bruges.«

»Det er urimeligt, at udviklingsbistanden skal holde for, når man laver forsvarsforlig. Bistanden bruges til stadig flere og sværere områder og bliver på den måde ganske gevaldigt udhulet,« lyder Pertou Machs skarpe kritik.

Besynderligt forlig

Forsvarsforliget, der blev indgået af alle Folketingets partier på nær Enhedslisten, indebærer, at der årligt tages 65 mio. kr. fra udviklingsbistanden i den femårige forligsperiode fra 2010 til 2014 bl.a. til »understøttelse af bredere stabiliseringsindsatser m.v.«

Trine Pertou Mach mener, at man i stedet burde finde pengene i forsvarets egne budgetter.

»Det er altid fint at tænke nyt, men det er problematisk, at man tager pengene fra den allerede eksisterende bistand i stedet for at ryste op med nye penge,« siger hun.

Selv om Trine Pertou Mach selv er et fremtrædende SF-medlem, kritiserer hun - som forkvinde i MS - oppositionens politik for at være usammenhængende:

»Det er besynderligt, at oppositionen er gået med på et forsvarsforlig med sådan en politisk prioritering, når de gerne vil udvide bistanden. Det stemmer ikke overens,« siger hun og henviser til, at oppositionen ved flere lejligheder har krævet, at bistanden hæves fra o,82 til 1 procent af BNI.

Folkekirkens Nødhjælp kalder det et »klart problem«, at bistandskronerne bruges til at understøtte en international militær indsats:

»Vi er meget bekymrede for tendensen til at anvende bistanden til alt muligt andet end at bekæmpe fattigdom. Det er de her penge et præcist eksempel på. Man beder fattige afrikanerne om at betale for at opbygge Afghanistan,« siger international chef i Folkekirkens nødhjælp, Christian Friis Back, og hentyder til, at Afrika modtager 60 procent af bistanden og dermed risikerer færre penge som følge af det nye forsvarsforlig.

Formål ikke firkantet

Seniorforsker på Dansk Institut for Internationale Studier Lars Engberg-Pedersen forklarer, at det ikke er entydigt godt eller skidt at bruge bistanden på at løse forskellige problemstillinger. Men:

»Jo mere vi udvider målsætningen, jo mere diffust bliver det, hvad vi bruger bistanden på. Ikke alt bidrager til fattigdomsbekæmpelse,« siger han, men understreger, at målsætningen om, at bistanden skal bekæmpe fattigdom, ikke må være defineret for snævert.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Trine Pertou Mach medvirker til at overføre penge fra ulandsbistand til mlitæret, og lever på den måde på smukkeste vis op til SFs nye motto:

I dansk politik skal man altid være Villy til at skifte holdning

Niels-Holger Nielsen

For at blive stueren skal man påsmøre sig den mest platte konsensus. Når man har gjort det er man elimineret. Færdigt arbejde!